Kammerjunken

Kammerjunken som udtryk begyndte at vinde indpas i den danske madkultur fra 1900-tallets begyndelse. Når kammerjunkerne har fået det navn de har, så skyldes det formentlig flere forhold.
Kammerjunken var indtil 1947 tillige en titel indenfor hoffet. Kammerjunketitlen tilhørte en af de laveste rangklasser, og selv personer uden officiel titulering fik denne stillingsbetegnelse i mangel af bedre. Der fandtes både titlen som den almindelige jævne Kammerjunker, og så den mere prestigefyldte Overkammerjunker, hvilket passede fint med bagværkets navn, da kagen traditionelt blev skåret over og bagt i to dele.
Hverken titlen eller bagværket nød dog nogen størrere anseelse. Denne tvedelte bagemetode gjorde den egentlif til en tvebak, men denne betegnelse slog dog aldrig rigtig igennem på grund af kammerjunkerens uanseelige størrelse i forhold til den normale tvebak. Og ej heller ønskede man at betegne den som værende en traditionel småkage, da kammerjunkere mere blev anset som et supplement til koldskål og frugtsupper end et egentlig selvstændigt nydelsesmiddel.
Med andre ord, sÃ¥ kunne kagen godt kategoriseres som værende en smÃ¥kage eller en tvebak, men man mente ikke at den var disse betegnelser værdig, at den “gjorde” sig til mere end den i virkeligheden kunne leve op til. Det var formodentlig ogsÃ¥ baggrunden for, at kammerjunkere fik det spøgefulde tilnavn keltringer, som bl.a. ogsÃ¥ betyder snyde, fuske og bedrage.
Dette var vel ikke helt rimeligt, da kammerjunkere som regel var baseret pÃ¥ finere opskrift end de traditionelle tvebakker – med mere krydderi og sukker. Og kammerjunkere er da ogsÃ¥ i dag – trods sine navne – et uundværligt tilbehør til en af danskernes yndede sommerspiser, KoldskÃ¥len.
God sommer