Blog

Kap.2 Forfølgelse

Jeg kom ud af Shawarma House med næsten tørre sko, men det holdt kun et ganske kort øjeblik før mine sko var tilbage i samme føre som da jeg på vej mod Strøget.
Kuverten føltes ikke så tung i hånden og jeg undrede mig over hvor mange ark der egentlig lå i den.
Strøget var befolket af en sær blanding af mennesker, folk der var på vej hjem fra arbejde eller på vej til arbejde. Der var japanske turister som så meget fortabte ud i denne bitterkolde danske vinter.
Desuden var der et hav af alle mulige andre mennesker der kunne være svære at bedømme udgangspunktet på. Det kunne tænkes at det var fordi at alle mennesker var iført store vinterjakker, huer, vanter, og halstørklæder. Det var kun de japanske turister der kunne spottes på et splitsekund, og kun på grund af deres kameraer.
Det var måske en cliche, men den holdte stadig i København.
Jeg kiggede på vinduerne mens jeg valgte at tage retning mod Købmagergade og Rundetårn for at komme rundt mod Nørreport og den vej hjem.
Forskelligheden i juletilbud var abnorm, man kunne få alt på tilbud selv i julemåneden var nogle butikker havde 50% af deres årlige omsætning, og jeg kunne selv efter en måned med tilbud bliver overrasket over hvad man kunne få.
Jeg nåede ned til Amagetorv og kiggede i et par sekunder i den nye Disney butiks vindue for at se om der måske var en lille ting jeg kunne score et par billige point på hos tvillingerne.
Mens jeg kiggede på diverse dukker i vinduet, så jeg pludselig en mand i spejlbilledet der stod et par meter tilbage mod Strøget og det så ud som om han stirrede meget direkte på mig.
Nakkehårerne rejste sig en smule, jeg kunne ikke lide at blive nedstirret, og slet ikke bagfra.
Manden i spejlbilledet var såvidt jeg havde spottet, omkring de 30 år, med et tyndt spidst ansig med en masse mørke skægstubbe. Han lignede en russisk sømand hvis jeg skulle sammenligne ham med en type.
Han havde en sort læderjakke og handsker, samt et par almindelige blå cowboybukser. Hået var lidt tyndt med en spids ud i kanten og ikke en lige pandelinje.
Ansigtstrækkene havde jeg ikke lige kunnet se tydeligt, men nogle stikkende øjne var dt der havde fået mine nakkehår til at rejse sig.
Jeg drejede mig rundt for at kigge, men i de få sekunder hvor mit blik skiftede fra butiksruden til gaden bag mig, var han væk. partner
Unset hvor jeg kiggede kunne jeg ikke se nogen, hverken ned bag ved Storkespringvandet eller rundt på Amagertorv. Men nu var der vist også 1000 mennesker i sorte jakker indenfor de nærmeste 100 meter, og med al den sne der væltede ned var det helt umuligt.
Gad vide om jeg var lidt skizofren, men pyt det kunne også have været en anden desperat mand der skulle finde de sidste julegaver i butikken.
På vej Købmagergade kiggede jeg videre rundt i de forskellige butikker for at se om manden dukkede op igen. Kuverten føltes pludselig lidt tung i min hånd, og jeg undrede mig endnu mere over hvad der egentlig var i den.
Henrik havde været meget opsat på at jeg skulle læse det, og med hans næse for historier, måtte der være noget i det.
Jeg smuttede ind i kaffebaren i den store boghandel for lige et snuppe en meget utrendy Cappucino med i hånden. Den var stor og varm og fratog mig en mindre formue, men det var byens bedste kaffe, og ham der betjente mig som stamkunde blinkede altid til mig.
Det var på sin plads sødt nok, men bare han holdt sig på sin side af disken var det ok, jeg var ikke til fyre, men jeg accepterede deres valg.
Min ekskones far havde i en alder af 45 år valgt at hoppe ud af skabet, og få sig en ny partner af samme køn.
Det havde givet en sjov første middag med den nye “svigermor”, men det var også blevet hverdag igen, og alt faldt tilbage i det normale.
Jeg var næsten ved Nørreport da jeg så ham igen.
Helt tilfældigt så jeg ham da jeg kiggede på en skobutik hvor der var 2 sæt fodtøj til eet sæts pris, og da det var vintersko var det noget mine fødder ville sætte pris på i forhold til de noget gennemfugtige italienere jeg havde på nu.
Han stod skråt bagved ovre ved en bagerbutik, jeg var sikker på det var den samme mand som jeg havde set på Amagertorv.
Det rislede koldt ned af ryggen, og jeg fik en bange anelse.
Jeg prøvede at fokusere på fodtøjet i vinduet, men jeg kunne ikke rigtig få mine øjne i den retning.
Nørreport lå heldigvis 200 meter væk så jeg valgte at haste den vej for at se om jeg kunne fange en bus mod det ydre Nørrebro.
Heldigvis holdt 350S’eren der, da jeg nåede over til busfelterne, den gik direkte til Nørrebro St. hvor jeg havde små minutter hjem.
Storbylivet havde fanget mig, og en bil var der ikke plads til nede på gaden, så jeg havde eftertænksomt investeret i et månedskort til Zone 1 og 2 som lige dækkede mit behov for transport. Jeg havde desuden en gammedags budcykel med lad foran, en såkalds “Lille-John”, den dækkede mine behov i godt vejr, og der var plads til tasken, og indimellem en Arla-grøn mælkekasse med indkøb.
Jeg smuttede ind i bussen, og fandt min sædvanlige plads lige omkring bagdøren. Der sad jeg lavt og der var ingen trin ned når jeg skulle ud af bussen, det var måske lidt mageligt men det var rart, og for det meste satte der sig en pensionist på yderste sæde.
Jeg kiggede ud gennem bagdøren, men kunne ikke se ham “russeren”. Gad vide om jeg var overkørt eller min fantasi bare havde taget overhånd.
Bussen sneglede sig gennem december mylderet op gennem Nørre Farimasgade til Nørrebros Runddel hvor man stadig kunne se arret efter Jagtvej 69, og videre til Nørrebro Station.
Det var min tur til at stå af inden bussen fortsatte mod Ballerup, hvor jeg ufrivilligt var landet et par gange i en stor brandert efter et spil med Henrik.
Jeg smuttede under S-Togs broen og gik ned ad Nordre Fasanvej mod den lidt ældre tarvelige blok hvor jeg havde min hybel. Den lå stille og roligt, hvis man kan kalde Nordre Fasanvej det, lige ved siden af brændehandleren, som havde overlevet indtil flere menneskealdre med at forsyne os københavnere med brænde.
Endelig i min opgang, som lignede noget helt andet end det ydre af bygningen, vi havde i ejerforeningen malet opgangen sidste år, og den var ret nydelig.
Nøglen gik i låsen i min dør på anden sal, og jeg trådte ind til mit lille hjem.
Kuverten lagde jeg på spisebordet, og fik langt om længe de udtjente italienere af fødderne, sokkerne vr drivende, og manglede vistnok lidt følelse på spidsen af tæerne, dog mest på venstre fod.
Jeg kiggede engang på den venstre sko, tog den op fra gulvet hvor den havde lavet en fin aftegning, og ganske rigtigt, der var hul i læderet under foreste trædepude.
Ikke så underligt at min fod var kold, jeg drejede stolen over mod radiotoren som var af den gamle smedejernstype, med godt 20 lag maling. Men den var varm, og altid dejlig at bruge som hule for mine tvillinger. De fik en god lun rede derinde. med radiatoren som endevæg.
Kuverten lå og kaldte på mig på bordet, nå men skidt jeg måtte hellere se hvad der var i den.
Jeg tog kuverten op og kiggede på den som de altid gjorde i de populære serier i tv’et, men jeg kunne hverken ane fingeraftryk eller andet.
Det var en ganske almindelig brun kuvert med uden ruder eller noget andet der stod “Henrik” på den og ikke andet.

Jeg åbnede den, og tog et bundt papirer ud, det så ud som fint papir men uden monogram eller firma på det. Det lå fint i hånden og virkede tungt, jeg antog at det var noget kraftigt papir med en vægt på mere end 170g/m2 da det var håndskrevet og ikke kunne bruges i en normal printer.
Det var helt fylt med en fin sirlig skrift, som lignede en blanding af skråskrift og blokbogstaver.
Jeg begyndte at læse teksten der var på engelsk, den fortalte om CLS og The Mesh, og nogle andre globale virksomheder som alle via ejede en aktiemajoritet af hinanden, på kryds og tværs.
The Mesh havde lige offentligt købt den ene mobil-producent, så den del af teksten kunne jeg springe over.
Der var referencer til bestyrelsesformænd i de forskellige virksomheder, men ingen i de enkelte bestyrelser besad øjensynligt et antal poster i andre bestyrelser der gjorde det suspekt.
Men ud fra papirerne kunne jeg ikke se hvem der sad med den største magt i dette netværk, der måtte da være een person der overordnet trak i trådene.
Resten af papirerne var bare fortsættelse af de første par sider, men om alle de andre virksomheder i dette globale netværk, som måtte have en topledelse.
Papirerne røg tilbage i kuverten, nu måtte det være tid til en snebajer, som stod og ventede på mig i køleskabet.

Kap.1 Shawarma

Det var en af de dage i december, hvor sneen for en gangs skyld væltede ned, men vores vejrprofeter på konkurrende stationer kæmpede om at udnævne en hvid jul.
Det var jul, og det var cool i bogstaveligste forstand, temperaturen havde nået et lavpunkt på minus ti grader, og med en lille vinterstorm føltes det som minus halvtreds i mine fødder der kun var dækket af sidste års italienske sko, som en krokodille havde lagt design til, og som for længst var gået ud af mode.
Turen ned af Nørrebrogade var lang, heldigvis havde jeg vinden i ryggen., så alle snefnuggene prellede af på kraven og undgik at bombardere mit ansigt.
Jeg var på vej fra mit arbejde som teknisk redaktør på et anerkendt forlag, hvor mit arbejde bestod i at gennemlæse potentielle ny bøger om det finansielle marked, herunder guides til hvordan du bliver rig på børsen på 20 dage og lignende titler. Arbejdet var egentlig OK, og velbetalt idet jeg absolut ikke manglede nogen ting i min lille hybel. Men der manglede noget i mit liv, lidt spænding tror jeg.
En kone havde jeg ikke mere, hun valgte at flytte på landet med mine to piger, idet livet sammen med en gennemlæser i storbyen ikke lige passede ind i hendes planer. Jeg havde derfor en lille lejlighed på det ydre Nørrebro hvor der var et værelse til mine tvillinger, og et kombineret kontor/soveværelse til mig selv, hvor den trofaste mac-maskine havde holdt sit indtog. Da jeg arbejdede i forlagsbranchen var det ilde set hvis jeg overhovedet havde en anden form for computer stående. Mac’en var et trofast hjælpemiddel, og jeg havde funder lidt trøst i også at have en Ipad som jeg fordrev tiden med at spille nogle forskellige spil på. Tablet’en gav en hvis coolnes factor når jeg sad på en cafe med den tilhørende ristretto eller Cafe Latte, afhængig af om det var morgen eller aften.
Arbejdet med at læse og rette bøger igennem skete på alle tider af døgnet, en fast rytme havde jeg ikke indarbejdet igennem de sidste 15 år. Kun når jeg hver anden weekend hentede mine piger på hovedbanen, faldt jeg ind i en B-rytme, da pigerne nu var 10 år. Tidligere i deres liv var det en A-rytme de holdt, hvilket betød at jeg som regel var oppe sammen med fuglene på altanen ved seks tiden. Pigerne kunne så ligge og se lidt tegnefilm eller lege med dukker indtil kl 7-8 stykker hvor jeg pligtskyldigst lavede noget morgenmad til dem, og en omgang jordemoder kaffe til mig selv..
Tilbage til Nørrebrogade hvor jeg stred igennem sneen ind mod byen. Klokken var omkring 17, ville jeg skyde på, og alle så meget travle ud med at hive pakker ud af butikkerne. Så travlt havde jeg ikke da de to gaver jeg skulle bruge, allerede lå under sengen, fine og pænt pakket ind af en pige i legetøjsbutikken.
En af mine kammerater havde ringet igår til mig og spurgt om jeg ikke ville have en kop kaffe på en cafe i centrum på hans regning, jeg havde pænt sagt ja, og spurgt om det ikke kunne lade sig gøre på Shawarma House på Strøget, da jeg så kunne få lidt mad. Han havde accepteret, og sagt at han ville tage noget med jeg lige skulle kigge på og læse. B
“Bare for at se om det var noget der kunne bruges” som han pænt udtrykte det.
Jeg fik gratis mad og han fik en lægmands vurdering af en tekst, om det var hans egen eller en anden betød ikke så meget.

Kultorvet og Købmagergade blev forceret, og jeg mener forceret idet der foregik en masse renovering og kommunen havde gravet en masse op og fundet dele fra en masse gamle huse nedenunder.
Fra Rundetårn og ind så det ud som om folk var helt paniske, jeg forstod dem ikke, der var jo stadig tre dage til juleaften så hvorfor stresse. Jeg hoppede lidt rundt mellem snedriverne og prøvede at undgå at ødelægge mine sko endnu mere, de måtte altså gerne holde til efter nytår, så jeg havde penge til at købe nogle nye.

Min kammerat som nu er en voksen mand sidst i trediverne der arbejde som erhvervsreporter på en størrere landsdækkende avis, havde et godt liv som man også kunne se på ham. Han var blevet minimum 25 kilo for stor i forhold til hans ringe højde på 167 centimeter. Men en gudsbenådet journalist var han, og selv om han for det meste skrev om virksomheder, forstod han på magisk vis at få artiklerne til at være spændende, og han havde det næststørste antal læsninger på hans avis, når de målte på de online artikler.
“Hej Brian” sagde han da jeg trådte ind af døren og gik forbi disken, hvor de to arabiske indehavere stod.
“Davs Henrik” sagde jeg og banede mig vej ned til det første bord lige efter disken, hvor han allerede sad med en hel Shawarma-ret, som havde både pita-brød, salat, Humus, pomfritter og selvfølgelig kød. Til 69 kroner var det et godt måltid og han havde også bestilt et til mig, selv om jeg normalt ikke spiste helt så meget.
Men så kunne ham også få resterne som han plejede når vi mødtes på et eller andet spisested, han skulle jo gerne holde kampvægten.
Jeg satte mig ned på den mørkebrune træstol og gik i igang med at fylde et pitabrød med alt tilbehøret inklusiv de syltede chili som nok skulle give varmen til min mave, og senere til toilettet.

Vi mødtes altid på et billigere spisested, hvor vi kunne snakke i fred uden at blive forstyrret af høj musik og småbørns skrålen, som vi havde prøvet på cafeer. Der blev altid valgt et sted uden for mange mennesker, hvor priserne var rimelige.
Det betød også at på de beværtninger var de andre gæster fuldstændig ligeglade med 2 halv-gamle fyre der sad og snakkede.
“Hvad var det jeg skulle kigge på ?”
Henrik kiggede op fra det godt massakrerede pitabrød.
“Jeg fik nogle papirer fra en bekendt, som jeg en gang gik på merkonom studiet med”
“Ok hvilke papirer ?” spurgte jeg, hvis der var noget spændende ville han for pokker selv skrive historien.
“Jamen” sagde han med noget der lignede fråde om munden, indtil jeg opdagede at det var hvidløgs-creme-fraiche dressingen.
“Jeg kan ikke selv skrive ud fra de papirer, ikke endnu jeg syntes ligesom der mangler nogle ting.”
“hmmm, og hvad er det så du vil betro mig med ??” spurgte jeg lettere undrende, mens jeg tog en god bid med ekstra chilisovs på.
“Jamen” sagde han igen, det plejede han da vist kun at sige når han var nervøs.
“Det er nogle papirer der fortæller om den her sociale tjeneste som arbejder sammen med en masse andre firmaer. De skulle kontrollere og styre hele markedet med deres samarbejde.”
“Det lyder altså en anelse svagt, mester” sagde jeg en smule undrende.
“Hvilke firmaer er der tale om ??” spurgte jeg.
“Jamen, det ene er THE MESH, du ved”
OK det havde jeg hørt om, jeg var også tilmeldt sammen med cirka en milliard andre mennesker på kloden. Hvordan det var undgået firmaet a få de resterende godt 5 milliarder mennesker på var mig en gåde. Alle kendte The Mesh, eller “The big mess” som mange af mine engelsk talende venner yndede at kalde det.
Det var også temmelig rodet, jeg var koblet sammen med omtrent 60 mennesker sidste gang jeg kiggede på nettet.
De fleste var nogle jeg havde kendt i en kort periode af mit liv, for eksempel fra dengang jeg gik på efterskole. eller på Teknisk Skole.
Det var ikke meget tid jeg brugte på det, der var vist også at par af mine ex-kones venner tilknyttet mig stadig derinde. Så de kunne følge med i når jeg cirka en gang hver 6 måned lavede en status opdatering som det så pænt hed.
“De er jo også overalt, alle integrerer med dem på et eller andet plan.”
“Selv Danmarks radio er totalt tilknyttet dem, der Mesh-knapper på alle de sider man browser ind på, selv på P4.” grinede jeg
Der sad en 5-6 andre gæster herinde på Shawarma House, jeg kunne høre at dem ved nærmeste bord lige på den anden side af den minimale midtergang, snakkede norsk. Det var 2 unge fyre og en pige. Hun så faktisk meget sød ud, hvis jeg bare havde været 15 år yngre. De to fyre så også ud til at være på cirka samme alder, omtrent de 20 år.
Pigen lignede en der havde lidt romablod i årerne, det samme gjorde den ene fyr, mens den anden fyr var fuldstændig hvidhåret med Bulldog trøje, en størrere kæde om halsen der lignede guld, og et par bukser der var nogle numre for store på alle leder og kanter. På bukserne var der også tegnet en bulldog, mens hans lettere udtrådte sko vist var fra Adidas.
Pigen havde en blå sportstrøje på også fra Adidas lignede, sammen med et par sort gamacher og nogle sorte nike sko, som i deres sort/grå/hvide udtrådte teint havde cirka samme farve som hendes hår og ansigt hvor makeup’en var sort med sorte streger.
Den sidste fyr var meget usynlig med samme farve tøj som pigen, men selvfølgelig uden al make-up’en.
De måtte være søskende ræsonnerede jeg, og den sidste fyr måtte være kæreste til den ene af dem. Hvem det var af dem betyder ikke så meget i vores dejligt frigjorte samfund.
“Hvem er ellers med ?” spurgte jeg
“Den anden part som er nævnt direkte er CLS” sagde Henrik med antydningen at smil om hans brede mund der stadig havde fråde omkring den, hvilke affødte nogle blik kunne jeg se fra bordet ved siden af. Han havde også udryddet pita’en med glubsk hastighed der kunne indbringe en olympisk medalje.
CLS stod for Computer and Logistic Systems, og det jeg kendte til dem var at de var en de første PC udviklere tilbage i ‘70’erne, og de havde siden opbygget et ry på samme linje som de andre store IT virksomheder som IBM, HP, og Dell. Det jeg kunne huske om det fra omtaler i Børsen og forskellige nyhedskanaler på TV som NBC og CNN, var at de vist var i omegnen af 100.000 ansatte, og havde fornylig opkøbt en masse andre virksomheder inden for forskellige fag. CLS udviklede vist selv en del af deres maskineri, ligesom Apple gjorde med deres i-altmuligt produkter.
“hmmm” mumlede jeg, CLS kendte jeg godt, jeg havde haft en af deres maskiner på et tidspunkt. Den havde da virket ok med den standard installerede Windows Vista. Den var tildelt mig af firmaet, og havde både sim-kort internt, og alle mulige andre trådløse forbindelser der gjorde at jeg altid var koblet sammen indtil flere apparater på kontoret, og kunne arbejde selv når jeg sad i toget.
Den var dog blevet udskiftet med Mac’en som jeg bedre kunne lide designet på, ikke at jeg gjorde det meget i design i min lejlighed, men mac’en gav stadig credit på cafe’erne.
“Er der flere indblandet, og hvordan hænger det hele sammen min ven ?”
“Det ved jeg ikke helt” sagde Henrik.
“Men der står lidt i papirerne om at de har lavet nogle aftaler på kryds og tværs for blandt andet at styre tilgangen til nettet, og bestemme hvordan og hvad folk skal se. The mesh har en styrende rolle. De samarbejder også med alle de store softwarehuse. Desuden har de lavet aftaler med producenter som CLS, så de 100% kontrollerer indholdet som folk ser og køber ud fra.”
“Jamen” sagde jeg med en snert af interesse, “Hvad er det lige netop jeg skal, min ven ?
“Det lyder interessant, men jeg ved ikke lige hvad det har med mig at gøre altså. Du ved jo jeg er en teknisk redaktør som kun arbejder med at få publikationer ind på det danske marked !”
Henrik smilede lidt skævt, og en anelse for frækt til at jeg kunne lide det. Ikke frækt på den lumre måde, men mere frækt som i “jeg ved hvad du laver og jeg skal nok få dig på krogen’ facon. Det kunne jeg ikke lide, det lugtede af arbejde som jeg prøvede at holde på et regelmæssigt minimum, idet jeg værdsatte min fritid højere.
“Det er sgu da lige netop derfor jeg ville snakke med dig gamle dreng. Hvor mange gange har du ikke snakket om alle de dybt kedelige bøger om finansmarkederne du fik igennem hænderne. Hvordan man kan tjene en million bare ved at følge et par gode råd i een bog”
Han smilede endnu mere kækt, og det gav mig faktisk en smule kuldegysninger.
“Hvilken viden vil du så bruge fra alle de bøger ?. Er der virkelig noget der kan bruges til at afsløre hvordan de der firmaer styrer markedet ?”
“Nej du” sagde han og kiggede mod tallerkenen som efterhånden var klinisk støvsuget for krummer, humus og kød. Jeg vidste godt hvordan han havde nået sin nuværende kampvægt.
“Du har jo over de sidste par hundrede 8-ball spil pralet med at du havde mødt en masse fine kontakter rundt omkring som havde en masse baggrundsstof om de store multinationale virksomheder.”
Jeg kiggede direkte på ham, det var rigtigt at hver eneste gang vi begge havde haft brug for at slippe væk fra vores koner, så havde vi mødtes nede i billiardcafeen, og taget et slag 8-ball eller 5.
Vi havde spillet rigtigt meget, ihvertfald indtil jeg blev skilt, og der lige pludselig blev travlt i mit nye liv som ungkarl. Henrik savnede vist vores spil, og de sidste par gange havde han nævnt at konen syntes det var rigtigt skønt at han lige pludselig var så meget hjemme.
Det kunne jeg ikke forstå, vi havde kun brugt 2-3 aftener per uge.
Men jeg havde vist snakket om alle de mennesker jeg mailede med på ugenlig basis omkring de forskellige bøger der blev udgivet, og som kunne være interesante for lille danmark. Det var sådan en form for markedshandel, de fortalte mig om de bøger som der kunne være penge i, og jeg gav dem info om de bøger som blev skrevet på mit forlag, som de andre kunne have interesse i.
Det havde givet mig en masse info, og kontakter, og Henrik måtte have lugtet det med sin fine journalistiske næse.
Han havde lugtet blod, penge, og muligheden for at få lavet et scoop af den helt store karakter.
“Hvorfor mig ?” spurgte jeg mens jeg tog en ordentlig slurk af den ikke så hippe almindelige cola med sukker.
“Jeg kan ikke selv forfølge de leads der er beskrevet i papirerne, da det kræver at man måske rejser lidt rundt og snakker med et par mennesker.”
Indrømme måtte jeg at det var nemmere for mig at rejse 12 ud af en 14 dages periode, da det var den tidsramme hvor jeg ikke tvillingerne.
“Du snakkede en gang om de der gutter du kendte i US som kunne skaffe alle mulige mærkelige info, på måder som du ikke engang i din bedste brandert kendte til.”
“Ja ja” mumlede jeg, “de er vist også ok, jeg har aldrig mødt dem men de lyder sjove”
“fint det er lige sådan nogle vi har brug for, vil du ikke læse papirerne så min ven ?”
Den måtte jeg lige vende et par gange, et par store koncerner indblandet i noget der lignede samhandel, insiderhandel, monopolstyring, og et par andre ting der vist kunne afmåles med straf i hele den vestlige verden.
“Der ligger også en kontant bonus til dig, hvis du vil kigge på det og grave lidt efter noget info til” sagde han, nu med en pludselig alvorlig mine.
Vi havde tilbragt mange timer sammen, og jeg kendte hans ansigtsudtryk bedre end jeg kendte mine egne.
Tilfældigvis havde jeg noget ferie til gode, og der var ikke lige nogle projekter på vej ind af døren som jeg skulle igang med. Det måtte jeg vist også have fortalt sidste gang vi mødtes.
“Ok så giv mig din svinehund” sagde jeg og grinede svagt
“Nu skal jeg sgu og lege privat detektiv for dig.”
Henrik grinede og kiggede på mig
“Så er det ikke første gang vel, men tag nu hjem og læs papirerne og giv mig et kald imorgen hvad du synes”
I mine tidlige dage havde jeg hjulpet ham lidt med info om forskellige danske virksomheder, det var lidt materiale som jeg fik fra forskellige børshandlere på det tidspunkt. Det sjove var at de altid vidste hvad der skete i de virksomheder, og indimellem vidste de mere end direktionen gjorde.
Det materiale havde Henrik fået et par gange, og den ene virksomhed havde udskiftet både direktør, finanschefen og formande for bestyrelsen. En af de andre virksomheder han havde skrevet om havde direktøren lugtet lunten og fået Finansdirektøren fyret, for man fyrede jo ikke begge på samme tid, hvilket var smart da direktøren så kunne blive siddende selvom han udnyttet sin position til lidt insiderhandel. Alle vidste det efter Henrik’s artikelserie, og der gik da også kun et halvt år så røg direktøren uden at det havde fået den helt store omtale.
Den sidste virksomhed hvor jeg havde hjulpet med lidt info fra en person i Frankfurt, havde slet og ret begæret sig konkurs, alle aktiviteter var så blevet opkøbt af en kinesisk handelsmand, og produktionen fortsatte nu i Shenyang i Folkets Republik.
Jeg tog kuverten, sagde pænt tak for mad, og skyndte mig ud i det dejlige danske vintervejr i mine italienske sko.