Kapitel 2 – Forfølgelse

Kap.2 Forfølgelse

Jeg kom ud af Shawarma House med næsten tørre sko, men det holdt kun et ganske kort øjeblik før mine sko var tilbage i samme føre som da jeg på vej mod Strøget.
Kuverten føltes ikke så tung i hånden og jeg undrede mig over hvor mange ark der egentlig lå i den.
Strøget var befolket af en sær blanding af mennesker, folk der var på vej hjem fra arbejde eller på vej til arbejde. Der var japanske turister som så meget fortabte ud i denne bitterkolde danske vinter.
Desuden var der et hav af alle mulige andre mennesker der kunne være svære at bedømme udgangspunktet på. Det kunne tænkes at det var fordi at alle mennesker var iført store vinterjakker, huer, vanter, og halstørklæder. Det var kun de japanske turister der kunne spottes på et splitsekund, og kun på grund af deres kameraer.
Det var måske en cliche, men den holdte stadig i København.
Jeg kiggede på vinduerne mens jeg valgte at tage retning mod Købmagergade og Rundetårn for at komme rundt mod Nørreport og den vej hjem.
Forskelligheden i juletilbud var abnorm, man kunne få alt på tilbud selv i julemåneden var nogle butikker havde 50% af deres årlige omsætning, og jeg kunne selv efter en måned med tilbud bliver overrasket over hvad man kunne få.
Jeg nåede ned til Amagetorv og kiggede i et par sekunder i den nye Disney butiks vindue for at se om der måske var en lille ting jeg kunne score et par billige point på hos tvillingerne.
Mens jeg kiggede på diverse dukker i vinduet, så jeg pludselig en mand i spejlbilledet der stod et par meter tilbage mod Strøget og det så ud som om han stirrede meget direkte på mig.
Nakkehårerne rejste sig en smule, jeg kunne ikke lide at blive nedstirret, og slet ikke bagfra.
Manden i spejlbilledet var såvidt jeg havde spottet, omkring de 30 år, med et tyndt spidst ansig med en masse mørke skægstubbe. Han lignede en russisk sømand hvis jeg skulle sammenligne ham med en type.
Han havde en sort læderjakke og handsker, samt et par almindelige blå cowboybukser. Hået var lidt tyndt med en spids ud i kanten og ikke en lige pandelinje.
Ansigtstrækkene havde jeg ikke lige kunnet se tydeligt, men nogle stikkende øjne var dt der havde fået mine nakkehår til at rejse sig.
Jeg drejede mig rundt for at kigge, men i de få sekunder hvor mit blik skiftede fra butiksruden til gaden bag mig, var han væk. partner
Unset hvor jeg kiggede kunne jeg ikke se nogen, hverken ned bag ved Storkespringvandet eller rundt på Amagertorv. Men nu var der vist også 1000 mennesker i sorte jakker indenfor de nærmeste 100 meter, og med al den sne der væltede ned var det helt umuligt.
Gad vide om jeg var lidt skizofren, men pyt det kunne også have været en anden desperat mand der skulle finde de sidste julegaver i butikken.
På vej Købmagergade kiggede jeg videre rundt i de forskellige butikker for at se om manden dukkede op igen. Kuverten føltes pludselig lidt tung i min hånd, og jeg undrede mig endnu mere over hvad der egentlig var i den.
Henrik havde været meget opsat på at jeg skulle læse det, og med hans næse for historier, måtte der være noget i det.
Jeg smuttede ind i kaffebaren i den store boghandel for lige et snuppe en meget utrendy Cappucino med i hånden. Den var stor og varm og fratog mig en mindre formue, men det var byens bedste kaffe, og ham der betjente mig som stamkunde blinkede altid til mig.
Det var på sin plads sødt nok, men bare han holdt sig på sin side af disken var det ok, jeg var ikke til fyre, men jeg accepterede deres valg.
Min ekskones far havde i en alder af 45 år valgt at hoppe ud af skabet, og få sig en ny partner af samme køn.
Det havde givet en sjov første middag med den nye “svigermor”, men det var også blevet hverdag igen, og alt faldt tilbage i det normale.
Jeg var næsten ved Nørreport da jeg så ham igen.
Helt tilfældigt så jeg ham da jeg kiggede på en skobutik hvor der var 2 sæt fodtøj til eet sæts pris, og da det var vintersko var det noget mine fødder ville sætte pris på i forhold til de noget gennemfugtige italienere jeg havde på nu.
Han stod skråt bagved ovre ved en bagerbutik, jeg var sikker på det var den samme mand som jeg havde set på Amagertorv.
Det rislede koldt ned af ryggen, og jeg fik en bange anelse.
Jeg prøvede at fokusere på fodtøjet i vinduet, men jeg kunne ikke rigtig få mine øjne i den retning.
Nørreport lå heldigvis 200 meter væk så jeg valgte at haste den vej for at se om jeg kunne fange en bus mod det ydre Nørrebro.
Heldigvis holdt 350S’eren der, da jeg nåede over til busfelterne, den gik direkte til Nørrebro St. hvor jeg havde små minutter hjem.
Storbylivet havde fanget mig, og en bil var der ikke plads til nede på gaden, så jeg havde eftertænksomt investeret i et månedskort til Zone 1 og 2 som lige dækkede mit behov for transport. Jeg havde desuden en gammedags budcykel med lad foran, en såkalds “Lille-John”, den dækkede mine behov i godt vejr, og der var plads til tasken, og indimellem en Arla-grøn mælkekasse med indkøb.
Jeg smuttede ind i bussen, og fandt min sædvanlige plads lige omkring bagdøren. Der sad jeg lavt og der var ingen trin ned når jeg skulle ud af bussen, det var måske lidt mageligt men det var rart, og for det meste satte der sig en pensionist på yderste sæde.
Jeg kiggede ud gennem bagdøren, men kunne ikke se ham “russeren”. Gad vide om jeg var overkørt eller min fantasi bare havde taget overhånd.
Bussen sneglede sig gennem december mylderet op gennem Nørre Farimasgade til Nørrebros Runddel hvor man stadig kunne se arret efter Jagtvej 69, og videre til Nørrebro Station.
Det var min tur til at stå af inden bussen fortsatte mod Ballerup, hvor jeg ufrivilligt var landet et par gange i en stor brandert efter et spil med Henrik.
Jeg smuttede under S-Togs broen og gik ned ad Nordre Fasanvej mod den lidt ældre tarvelige blok hvor jeg havde min hybel. Den lå stille og roligt, hvis man kan kalde Nordre Fasanvej det, lige ved siden af brændehandleren, som havde overlevet indtil flere menneskealdre med at forsyne os københavnere med brænde.
Endelig i min opgang, som lignede noget helt andet end det ydre af bygningen, vi havde i ejerforeningen malet opgangen sidste år, og den var ret nydelig.
Nøglen gik i låsen i min dør på anden sal, og jeg trådte ind til mit lille hjem.
Kuverten lagde jeg på spisebordet, og fik langt om længe de udtjente italienere af fødderne, sokkerne vr drivende, og manglede vistnok lidt følelse på spidsen af tæerne, dog mest på venstre fod.
Jeg kiggede engang på den venstre sko, tog den op fra gulvet hvor den havde lavet en fin aftegning, og ganske rigtigt, der var hul i læderet under foreste trædepude.
Ikke så underligt at min fod var kold, jeg drejede stolen over mod radiotoren som var af den gamle smedejernstype, med godt 20 lag maling. Men den var varm, og altid dejlig at bruge som hule for mine tvillinger. De fik en god lun rede derinde. med radiatoren som endevæg.
Kuverten lå og kaldte på mig på bordet, nå men skidt jeg måtte hellere se hvad der var i den.
Jeg tog kuverten op og kiggede på den som de altid gjorde i de populære serier i tv’et, men jeg kunne hverken ane fingeraftryk eller andet.
Det var en ganske almindelig brun kuvert med uden ruder eller noget andet der stod “Henrik” på den og ikke andet.

Jeg åbnede den, og tog et bundt papirer ud, det så ud som fint papir men uden monogram eller firma på det. Det lå fint i hånden og virkede tungt, jeg antog at det var noget kraftigt papir med en vægt på mere end 170g/m2 da det var håndskrevet og ikke kunne bruges i en normal printer.
Det var helt fylt med en fin sirlig skrift, som lignede en blanding af skråskrift og blokbogstaver.
Jeg begyndte at læse teksten der var på engelsk, den fortalte om CLS og The Mesh, og nogle andre globale virksomheder som alle via ejede en aktiemajoritet af hinanden, på kryds og tværs.
The Mesh havde lige offentligt købt den ene mobil-producent, så den del af teksten kunne jeg springe over.
Der var referencer til bestyrelsesformænd i de forskellige virksomheder, men ingen i de enkelte bestyrelser besad øjensynligt et antal poster i andre bestyrelser der gjorde det suspekt.
Men ud fra papirerne kunne jeg ikke se hvem der sad med den største magt i dette netværk, der måtte da være een person der overordnet trak i trådene.
Resten af papirerne var bare fortsættelse af de første par sider, men om alle de andre virksomheder i dette globale netværk, som måtte have en topledelse.
Papirerne røg tilbage i kuverten, nu måtte det være tid til en snebajer, som stod og ventede på mig i køleskabet.