Tag: Conglomerate

Kap.5
Dagen sneglede sig afsted på arbejdet, jeg læste korrektur på en ny oversættelse med den højre hjernehalvdel mens den venstre forblev slukket.
Den havde vist søbet for godt i øllet, men jeg kom igennem uden at de andre nævnte mit godt brugte udseende. Tøjet var rent, men det var de genstande der lå øverst i diverse bunker i mit tøjskab så farvekombinationen var ikke den mest heldige så vidt jeg kunne bedømme på et tidspunkt efter frokost hvor jeg begyndte at kunne overskue mere end at læse.
Heinz havde jeg ringet til på gåturen til arbejdet, og indtalt en besked på hans mobilsvar om at jeg ville dukke op ved 18-tiden om samme aften.
Heinz var ikke typene der tog telefonen for at snakke, man kunne få lov til at lægge en besked, og så ringede han typisk tilbage indenfor en times tid fra et hemmeligt nummer.
Som sagt så var fyren lettere paranoid, og led af skizofreni og forfølgelsesvanvid, så han var en ugift mand på de cirka 40 år ville jeg skyde på.
Når han ringede tilbage bekræftede han altid aftalen, og lagde på inden for 20 sekunder efter starten på opkaldet. Afhængig af hvilket teleselskab han ringede igennem og modtageren rent faktisk tog telefonen, så gav det ham 5-10 sekunder til at snakke.
Da klokken var cirka 16 havde jeg kværnet 10-12 kopper kaffe på kontoret, og pakket sammen for at kunne nå toget til Kalundborg.
Turen med S-Tog til hovedbanen va begivenhedsløs, men jeg havde en konstant undren over hvor mange pakker det egentlig lykkedes folk at slæbe rundt på, jeg havde nok taget en taxa istdet for at belemre alle med sytten poser.
Men igen det var også et statussymbol at man kunne se alle de butikker med de rette navne som folk have købt deres gaver i.
På Hovedbanegården nåede jeg toget 16.30 mod Kalundborg, det havde jeg brugt før, og det gode var at det ikke standsede hele vejen mellem Valby og Hvalsø, hvilket forkortede turen med omkring et kvarter.
Turen var ellers lang nok, ialt var det små 75 minutter inden jeg kunne se færgen til Samsø, men det betød også at jeg skulle på en lille spadsertur på en kilometer inden jeg nåede til Heinz.
Da jeg steg ud af toget kiggede jeg som altid ned langs vognene for at se om der var noget kønt at kigge på.
Der stod han, det var jeg sikker på, Russeren. Manden der fulgte mig. Flere mennesker kom ud og væk var han igen.
Det var på tide at blive paranoid, jeg kiggede igen, men der var for mange mennesker nede mod stationsbygningen for enden af sporet, og alle togvognene havde to etager, så der kunne være mange mennesker, og det var der på denne tid af dagen hvor alle kom fra arbejde.
Det gode ved de togvogne, var at der på første sal var nogle stole som stod alene, og der kunne jeg godt lide at sidde uden at skulle bliver forstyrret af de andre passagerer.
Jeg gik af bagvejen ud fra perronen ned langs det gamle færgeleje, og hen mod det hus hvor Heinz holdte til.
Kendte jeg ham ret, så stod han et sted på ruten og kiggede efter mig, godt skjult, for at se om der var nogle der fulgte efter mig.
Lige netop nu var jeg glad for at vide det, da jeg jo havde set russeren igen med den sorte skindjakke.
Jeg gik videre op mod en række gamle fiskerhuse, malet i de vante hvide og gule farver, en enkelt havde valgt en lyseblå farve, så der gik jeg ud fra boede en tilflytter.
Heinz hus lå i anden række, det var gult med en lille bitte have, jeg vil tro grunden var på maksimalt 500 kavadrameter, og huset måske fyldte de 80 af dem. Der var en minimal første sal på huset, der havde jeg aldrig været, og det var meget anonymt med sit gamle gråsorte bliktag.
Jeg var nervøs, men jeg prøvede ikke at se mig tilbage mens jeg gik mod husene.
Da jeg nåede huset, så jeg Heinz stå ved det anløbne hegn der engang havde haft en kridhvid farve.
I de år hvor jeg havde brugt ham var der intet sket på huset udvendigt.
Indvendigt var det en helt anden ting, der var klinisk rent med lyse møbler i stuen og et moderigtigt sofabordet. Heinz holdt sit hjem i en tilstand af nul støv da det kunne ødelægge den absurde mængde af computere han havde stående i det der burde være spisestuen.
Der stod store skabe fyldt med maskiner der alle snurrede lavmælt rundt, og de larmede slet ikke så meget som man ville tro.
Heinz havde også lavet det hele selv, og han havde indført vandkøling til alle de maskiner der stod der. Han havde kaldt det passiv køling hvor vandet vist cirkulerede ned under huset og afgav deres varme der. Men hvad han lige gjorde om sommeren var mig en gåde når der var 25 grader udenfor.
Der var altid minimum 24 grader indenfor, godt hjulpet på vej af maskinerne, og Heinz var som altid iført en sort polo, og sorte cowboybukser, med sorte sko som supplement.
Skoene var ikke nyeste mode, men et par almindelige Ecco sko, så vidt jeg kunne se, men de rene og slet ikke mærket af han havde stået et sted og iagttaget mig.
Heinz havde altid sko på, en del af hans verden bestod i, at han kunne forsvinde på under 30 sekunder med det han havde brug for til at overleve.
I entreen stod der altid en normal og meget diskret Fjállräven taske med hans personlige papirer og hvad han ellers skulle bruge.
Dette havde han fortalt mig under en tidligere opgave, hvor vi havde brugt noget tid sammen.
Hvad han lige nøjagtigt brugte alle de maskiner til, havde Heinz aldrig afsløret, og selvom jeg var meget nysgerrig havde jeg valgt ikke at spørge ind til det.
Han havde dog afsløret at han samlede en masse information sammen fra nettet, og ud fra en eller anden formel kunne han detektere tendenser i samfundet.
“Hej min ven” sagde jeg til ham da han åbnede døren for mig
“Hej din lille spirrevip” sagde Heinz, med et lille smil på læben.
“Du bliver rigtig nok forfulgt !” fortsatte han, “Det er en østlands-udseende mand med en sort læderjakke”
“øhh ja” sagde jeg, “så du ham ?”
“Jeps, han gik efter dig op imod husene nede fra stationen, men han mistede dig vist at syne da jeg stoppede ham og spurgte om vej til det gamle færgeleje.”
“Stoppede du ham og spurgte om vej” jeg kiggede meget forundret på Heinz.
“Jeps, han talte med en accent fra enten Polen eller en af de baltiske stater. Han kunne selvfølgelig også være fra Finland, men han så lidt for mørk ud i huden til det.”
“Jamen, hvordan kom du herop så hurtigt ?”
Han grinede, “jeg har mine veje !”
“Og han fulgte ikke efter dig ?”
“Nej, jeg fik forvirret ham lidt, så han fortsatte langs den første række huse, men han kommer nok tilbage og lusker rundt her, så du skal nok blive her lidt.”
“Ok, har du så noget kaffe” Hvis der var noget jeg vidste om Heinz, så var det at han altid havde kaffen klar. For det meste til ham selv, og en sjælden gang til en gæst.
Jeg var een af de få mennesker der havde været gæst hos ham, om han havde haft andre gæster i det lille hus var jeg egentlig ikke klar over.
Heinz hældte en kop kaffe op i et krus med et logo fra Zoologisk, han var ved siden af sin beskæftigelse som informations opsnapper, også en naturelsker.
“Værsgod min ven” sagde han.
“Takker” sagde jeg og tog den lettere bøjet kuvert med papirer frem og lagde på bordet.
“Du skal læse det her, og hjælpe mig med at hitte rede i hvad det er der foregår ved hjælp af alle dine maskiner”
“okey, hvad står der i papirerne ?” Han tog kuverten og hev stakken af papirer frem.
Jeg svarede ikke, og Heinz læste det hele fra ende til anden. Uden pause og uden at kigge op søgte hans øjne rundt på alle linjerne.
Ind imellem tog han en allerede læst side igennem og læste den igen, eller dele af den såvidt jeg kunne se. Alt imens sad jeg og øsede kaffe i halsen og prøvede at komme i tanker om hvad jeg havde sunget aftenen før.
Efter en lille time var han færdig og kiggede op på mig igen, han så ud som han var kommet frem efter at have tilbragt 20 år på månen, fuldstændig forundret over hvad han havde læst.
“Du ved godt hvad dette er, ikke ?”
“Nej” sagde jeg mens jeg tørte kaffen væk fra mundvigen.
“Hvis det der står heri er sandt, så bliver det eksplosivt hvis det kommer ud i lyset. Det her kan vælte hele lande og regeringer, samt den globale økonomiske infrastruktur.”
“Ok”
Han fortsatte “Der mangler nogle detaljer, som vel er det du vil have mig til at kigge på, sådan noget som pengenes bevægelighed imellem mange forskellige firmaer og konti.”
“Ja, så vidt jeg kunne skimme det, så skal det være muligt at finde en sammenhæng imellem de involverede parter.” Jeg kiggede på ham, han havde fået et blik i øjnene der så ud som om han havde lyst til at fare ud af døren på jagt efter spor.
“Det er ikke billigt, du” sagde han med en lavmælt stemme, “jeg får brug for hjælp fra et par kontakter i Tyskland og Holland for at kunne få en snabel ind og lugte mig frem til sporerne.”
“Hvad koster det ?”
“Vi tager den del som vi plejer når vi er færdige” sagde han og kiggede ned i papirerne igen.
Den aftale havde vi også lavet på de andre opgaver sammen, og han havde været rimelig med beløbet.
“ok” sagde jeg, “hvad skal du bruge fra mig, ellers ?” jeg kiggede ud af vinduet hvor klokken vist var blevet mange og det var helt mørkt udenfor vinduerne, kunne jeg skimte imellem hans gardiner der var trukket for.
“Ikke noget, du tager papirerne med dig når du går, de skal ikke ligge tilgængelige her.”
“OK” jeg foldede papirerne tilbage i kuverten, og smed den i inderlommen på min jakke.
Heinz havde god grund til at være paranoid, idet han gennem de sidste 20 år havde fulgt nynazisterne og lignende fraktioner meget nøje. Jeg vidste han brugte al den computerkraft som havde stablet op inde i huset, til at lede efter sætninger og kombinationer af ord på internettet som omhandlede de yderligtgående fraktioner.
Han var født af jødiske forældre og havde hørt en masse historier fra den store krig om forfølgelse af hans mindretal.
Efter en episode for snart 20 år siden hvor et par af hans gode venner var blevet slemt mishandlet syd for den danske grænse havde han viet sit liv til at bekæmpe fraktionerne.
At han så i samme moment selv var blevet en fraktion, så ikke ud til at forstyrre hans nattesøvn.
Han havde fortalt at han havde bosat sig så langt ude, men alligevel i en by med masser af tilflyttere så han ikke virkede anderledes, og samtidig kunne han få masser af plads, hvilket jeg bestred lidt idet hans hus ikke var så stort.
Men der var ikke nogen yderligtgående folk i Kalundborg, og ingen vidste hvem Heinz var.
“Hvad syntes du, at jeg skal gøre nu” spurgte jeg ham.
“Du skal tage til Frankfurt og finde et af de beviser som er nævnt i papirerne, du skal nok snyde dig ind som medarbejder på et af de firmaer der er på listen. Men vær meget påpasselig, hvis de finder ud af at du bare er en snuser så kan det godt give følger, og tyskerne ser ikke mildt på sådanne ting.”
“Hmm Frankfurt. gad vide om der går en maskine derned imorgen ?” Jeg kiggede på ham og han vendte sig mod en af de skærme der stod der.
“Øjeblik” sagde han og begyndte at taste.
Der gik kun et øjeblik og så vendte han sig om igen.
“Du har nu plads på Business Class, med Lufthansa maskinen klokken 17, til Frankfurt. Det koster dig ikke noget, og jeg har booket et Superior Room på Sheraton Hotellet som ligger i umiddelbar forlængelse af lufthavnen. Så vidt jeg husker kan du gå derover uden at skulle i det fri, direkte fra Terminal 1, oppe på 1.sal. Det er samme vej som til Fjerntogene, og FAC ligger lige ved siden af, der kan du gå hen uden at skulle udenfor.”
“FAC ?” Jeg kiggede undrende på ham
“Ja, Frankfurt Airport Center, hvor der ligger to af de firmaer vi skal have fat”
“Hmm, ok men var det nødvendigt med et dyrt værelse ?”
Han grinede, ja for pokker, og det er helt gratis, jeg har nogle partnere dernede i området som skyldte mig lidt tjenester fordi jeg havde opsnappet nogle kidnapningsplaner mod dem. Derfor er du booket ind som Dr.Jensen, hvilket er ok da jeg nok ikke kan skjule dit danske, og det viser at du har en uddannelse. Rummet er allerede betalt, så du skal ikke vise kort eller lignende”
Ham smilede lidt triumferende
“Så må jeg jo hellere smutte hjem og pakke lidt.”
“Hvis du skynder dig kan du nå toget klokken 21”
“Damn er det allerede blevet så sent”
“Jeps, og jeg skal nok gå med ud og få styr på ham polakken eller hvad han nu var.

Kap.4

Jeg vågnede med et meget tungt hoved plaget af tømmermænd, den ramme snebajer jeg havde købt som skulle holde indtil jul, var nu halvtom.
Efter jeg havde lagt papirerne fra mig igår aftes havde jeg sat lidt musik på, der var røget en del Nephew igennem anlægget så vidt jeg huskede.
Der var vist ikke et eneste album jeg ikke havde hørt, og jeg havde taget et par øl undervejs og ladet tankerne flyve, til et sted jeg ikke kan komme i tanke om lige nu.
Pokkers hvornår lærte jeg det med øl og Nephew sammen var en dejlig cocktail men sprænghamrende farlig. Især for mine hårrødder som var temmelig ømme.
Til gengæld havde jeg til mine naboers fryd eller rædsel, også sunget med på en del af de surrealistiske tekster, jeg kunne huske at “Taxa Triumf” og “Police Bells and church sirens” havde fået med hele stemmebåndet.
Jeg havde engang været til koncert på Danmarks Radio, og set Nephew spille sammen med en Færøsk sangerinde der hed Eivør til “Police Bells and church sirens”, og jeg var gået derfra som i en rus, det havde været for fedt at høre.
Jeg drejede rundt og kigge efter vækkeuret, jeg skulle jo på arbejde.
Hvor pokker var det nu henne det pokkers vækkeur, nå ja, jeg lå i stuen og vækkeuret der pænt lyste tallene op i loftet i mørke stod i soveværelset.
I det mindste havde jeg smidt de italienske sko da jeg kom hjem, men det var vist også det eneste der var røget af. Polo’en, de sorte bukser, og mine Mads Christensen moderigtige stribede sokker var stadig fæstnet på min krop i mere eller mindre grad.
Klokken var 9.16 kunne jeg se på min mobil der lå smidt på bordet, det her blev en lang dag.
Jeg møder for sent på job, og de vil så forvente at jeg bliver der længere i aften for at godtgøre timerne, og med kraftige tømmermænd vil det ikke være så fedt at skulle sidde der hele dagen.
Heldigvis lå kontoret lige rundt om hjørnet, og jeg kunne være der om en lille halv time når jeg havde taget et godt bad og blivet lidt sundere øverst oppe.
Men de var efterhånden vant til at jeg ikke holdte normale arbejdstider, og jeg tror et par af de gamle bogholdere anså mig for lidt af en boheme.
Jeg tænkte lidt på gårsdagens episode med Henrik, det havde været meget kryptisk, og jeg mindes svagt at jeg havde udtænkt en masse gode konspirationsteoier under indflydelse af de gode dråber.
Det var ikke allesammen jeg kunne huske, men et par stykker havde vist været meget gode, og lige til en Hollywood drejebog.
Mobilen snurrede rundt på bordet og blinkede i displayet “H.T” stod der bare i displayet, det var Henrik der var opført som H.T. Jeg tog telefonen.
“Davs mester”
“Davs du” sagde Henrik, “Har du fået læst papirerne ?”
Som gamle kammerater behøvede vi ikke at lave den store introduktion når vi ringede til hinanden.
“Jeps, meget interessant, men til en artikel er der jo masser af stof at bruge”
“Jeg vil ikke kun have en artikel, jeg vil have hele historien og lidt til, jeg vil have noget jeg kan lave en formue på”. Han lød lidt eksalteret i telefonen.
“Men du skal tage fat i din ven Heinz, han kan hjælpe os med mere info om pengestrømmene”
Heinz tænkte jeg, Henrik kendte ham fra en tidligere sag men han var en mærkelig lille mand. Mindre end Henrik i højden og meget tynd med et lille spidst ansigt.
Heinz var en mirakelmager når det galdt om følge strømme, især dem læsset med penge på vej mod de mere obskure steder som Cayman Islands og Lichenstein.
Hvordan han nøjagtigt gjorde var stadig en gåde for mig, men ud fra Henrik’s ordd betød det nok at jeg måtte et smut til Kalundborg og snakke med Heinz.
Uanset hvor lidt paranoid man kunne være så ville samtaler af vores karakter altid finde sted personligt, uden at vi skulle tænke på at de digitale signaler ville blive opfanget af andre interessanter.
“Husk at få kvittering på billeterne” sagde Henrik i røret, ham havde jeg lige glemt
“Forresten skal du nok forvente at PET vil snakke med dig”
“Hvad mener du ?” spurgte jeg lidt forvirret
“De havde fat i mig igår på vejen hjem, meget mærkeligt hvis jeg skal sige det mildt. De spurgte mig ud om papirerne, men jeg fortalte dem kun i hovedtræk hvad de gik ud på. PET har fat i et eller andet med QWERTY kapitalfondene, men de mangler at finde både hoved og hale i det.”
Han trak vejret tungt i telefonen og fortsatte med at fortælle mig om gårsdagens hold-up, og efterfølgende møde på deres kontor.
“Desuden” sluttede han af “så er de vist blevet dikteret af europol, interpol, FBI eller en af de andre instanser om dette. De kendte til ham gutten jeg kender i Amsterdam”
“Gutten i amsterdam ?”
“Ja du ved mand, ham jeg fik papirerne af”
Jeg var lettere forvirret, det var lidt hukommelse af mødet på grillbaren.
“Sagde du ikke at du havde fået dem af en du havde studeret sammen med ?”
Henrik trak vejret endnu dybere
“Jo for fanden, men jeg kan jo ikke sige alt i fuld offentlighed vel”
Sådan plejede han ikke at være, han virkede meget nervøs og det lignede ham ikke at lyve for mig.
“Hvad sker der Henrik ?” sagde jeg. “Du ved jeg er også lidt nervøs, jeg havde en eller anden skummel fyr der fulgt efter mig på vejen hjem”
“Hva’ “ sagde han højt. “Blev du forfulgt”
“Ja det tror jeg, det virkede sådan, men jeg så ham ikke da jeg nåede herud til det ydre.”
“Snak lige om ydre, du bor sgu ikke i fucking Smørum”
“Nahh, men det er tæt på”, sagde jeg mens jeg kiggede ud igennem vinduet ned mod gaden og brændehandleren.
Der var bare den normale trafik, og intet usædvanligt at se.
“Du” sagde jeg, “jeg damper til Heinz senere, jeg skal lige have det aftalt med ham, han er jo lidt paranoid, og meget skizofren”
“Ok” sagde Henrik, “Giv mig et kald når du kan på tilbagevejen”
“Jeps” sagde jeg igen.
Skærmen på telefonen blev blankt.
Nå jeg måtte hellere få et bad og noget rent tøj på, inden jeg skulle på job og efterfølgende lege detektiv for Henrik.

Kap.3 Henrik

Henrik gik ud af Shawarma House godt eet minut efter Brian, efter at have ladet vandet på det lille men renlige toilet.
Ude på Strøget drejede han op imod Rådhuspladsen for at nå hen til parkeringen ved Nørre Voldgade. hvor hans lille bil holdte og ventede. Det var en lille og sparsommelig Volkswagen Lupo med en dieselmotor. Den gik cirka 25 kilometer per liter diesel, og gjorde at han kunne optjene en lille gevinst ved at få statens takster for at køre ud og lave artikler.
Henrik opdagede ikke den lille mand der iagttog ham fra busstoppestedet på den anden side af vejen, han satte sig ind i bilen og fik den ud fra parkeringspladsen som lå midt imellem kørebanerne.
Han havde tidligere på dagen lavet en kopi af papirerne som Brian havde fået, efter selv at have gennemlæst dem.
Hans konklusion var at det var en historie der kunne indbringe en indtjening, og give ham et ry i branchen.
Ikke at han ikke havde det i forvejen, men han ville være den bedste, og det havde gået mere ud over hans kone og barn, idet han havde tilbragt mange timer på landevejen med at få historierne i hus.
Han drejede ned op mod Bispeengbuen for at komme hjem til rækkehuset i Smørum, hvor han kone ventede og hans lille dreng forhåbentlig lå og sov.
Henrik lagde ikke mærke til den diskrete bil der fulgte efter ham i jævnt tempo mens han holdt inderbanen. Bilen var i en standard grå farve der denne vinterdag faldt næsten i eet med omgivelserne, ingen andre ydre kendetegn.
Da han holdt i krydset ved Hillerødgade kiggede han op i bakspejlet og smilede til den halvskaldede mand med fyldige kinder der kiggede tilbage mod ham, bag ved ham holdt der en hvid varebil hvor der stod VVS på køleren.
Han tænkte et øjeblik om han snart skulle få ringet til en VVS’er for at få udskiftet det toilet de havde hjemme, som var installeret samtidig med huset tilbage i ‘60’erne.
De var ikke rige, men hans arbejdede forsynede ham og fruen med penge nok til at hun kunne gå hjemme sammen med den lille.
Der blev grønt i krydset og han gav den lille bil gas for at komme op gennem Borups Alle, han fortsatte i indersporet som han plejede for at spare så meget på dieselen som muligt.
En stor grå bil racede udenom ham i midtersporet og tvang sig ind foran ham, lige inden krydset ved Hulgårdsvej.
“Sikken en idiot”, tænkte han, mens han holdt lige bag ved den store bil. Det lignede een af dem som politiet brugt som civil-biler men der manglede de små blå lygter på bagkofangeren som plejede at afsløre dem, sammen med dem på fronten normalt indbygget i kølergrillen.
Han var blevet god til at spotte de civile politibiler, gennem sit arbejde var han kommet på tværs af en del af dem, også selvom han var erhvervsreporter. De gutter der arbejdede på B.T, eller Ekstra-Bladet måtte se dem hver eneste dag.
Pludselig åbnede førerdøren sig på bilen foran, han holdte lidt ind mod den midterste vognbane og kunne ikke se den anden side af bilen.
“Hva……………..” Nåede han lige at tænke inden passagerdøren gik op og en mand klædt i en almindelig dynejakke og cowboybukser satte sig ind.
Personen der var steget ud af førerdøren bankede på hans vindue, og han rullede ned mens sneen føg ind i bilen.
“DU følger efter mig !” Sagde personen der viste sig at være en kvinde, hvis træk var noget udviskede på grund af al vintertøjet.
“Burmeister som sidder ved siden af dig vil sørge for at du intet gør, ud over hvad jeg siger” fortsatte kvinden.
“Hvad fanden foregår der ?” udbrød Henrik, hans sind var i vildt oprør, det havde han aldrig oplevet i alle sine år som reporter.
“Bare følg efter, tak” sagde kvinden og drejede rundt.
Hun var rimeligt trænet så det ud til, en god røv kunne Henrik se gennem sneen, inden hun satte sig ind i bilen.
Han rystede og kunne ikke lige fatte hvad der skete.
“Du skal køre nu”, sagde manden i dynejakken der nu sad på hans passagersæde, hvilket vil sige at hans dynejakke var kun 3-4 centimer fra hans gamle udslidte læderjakke.
Hvis han havde været højere end 167 centimer ville deres skuldre havde rørt hinanden, og på nuværende tidspunkt var det ikke noget han brød sig om.
“Hvem er I ?” spurgte han med en svag stemme der slet ikke lignede ham.
“Det må du undskylde” sagde manden med dynejakken, “jeg hedder Oliver Burmeister, og arbejder med økonomisk kriminalitet hos PET”
“Hos PET ?”
“Ja Politiets Efterretningstjeneste, den særlige enhed for international økonomisk kriminalitet” sagde manden.
“Right” sagde Henrik, “Men hvad skal I bruge mig til ?”
“Øjeblik” sagde Burmeister, “følg efter min kollega tak”
Bilen foran begyndte at bevæge sig, blinkede til højre og drejede op imod Hulgårdsvej.
Henrik fulgte efter og så nu at det var en Skoda Superb, nøjagtig som politiet, de måtte da få en fantastisk flåderabat tænkte han. Gad vide om der var en historie i det også.
Den grå bil fortsatte op af Tomsgårdsvej inden den drejede ned af Møntmestervej, og drejede ind mod en Moské.
Henrik fulgte pænt efter, men hvad skulle de i en Moske ?.
“Du parkerer lige ved siden af min kollega, tak” sagde manden Burmeister.
“Ok, men hvad skal jeg her ?” spurgte Henrik, i løbet af de sidste 30 sekunder havde han fået lidt af sin ryggrad tilbage, og journalistens skarpe næse var ved at tage over.
“Vi skal bare lige snakke lidt med dig, vores kontorer ligger her ovre bag ved.”
Henrik steg ud af bilen, hvor kvinden stod og ventede.
“Goddag, jeg hedder Nadia Wain, og er politikommisær ved PET” sagde kvinden og rakte hånden frem.
Henrik tog imod hånden og fik et kraftigt håndtryk tilbage. Den dynejakke skjulte vist en god fysik tænkte han mens han prøvede om hans fingre stadig sad på hånden.
Wain gik over mod en bygning bag ved den der stod Moské på, den var meget anonym og lignede en trist grå fabriksbygning fra ‘50’erne.
Burmeister signalerede at han skulle følge efter hvilket han gjorde modstræbende, men ansporet af den fysiske udstråling der kom fra manden. Han var rimelig slank, men selv med en jakke på så han meget fitness agtig ud, lige modsat af Henrik selv.
“Hvorfor ved en Moské” spurgte Henrik, han ville aldrig have gættet at der lå andet herinde.
“Vi kan være i fred, og når vi er tæt på moskeen så har vi fred, og de har fred. De ved at vi holder øje med dem, eller ihvertfald de mest radikale af dem, og vi ved at de ved at vi er fra PET og holder øje med dem. Til gengæld kan de kun se den mest offentlige del af etaten.” Burmeister kiggede rundt, ned langs bygningerne. Ingen tvivl om han var vant til at holde øje med ting.
Henrik fulgte efter Wain ind i bygningen og de gik op af en gost slidt jerntrappe til førstesalen. hvor et stort lokale åbenbarede sig på den anden side af en gammel kontordør med støvet glas.
Lokalet var stort og firkantet, og der stod såvidt Henrik kunne se en 15-20 skriveborde, alle godt fyldt op med papirbunker.
Rundt omkring mellem bordene stod der en masse små firkantede “senior” flyttekasser stablet godt op med 3 til 5 stykker i hver eneste stabel.
På døren ind til rummet stod der ikke noget, Henrik kunne i det støvede lys på trappen se at der engang havde været nogle bogstaver, men han kunne ikke genkende nogen af dem.
“Hvad er det her for et sted” spurgte han med sin journalistiske næse.
“Det er en gammel etiket-fabrik” sagde Wain, “De har været en del maskiner til tryk og skæring herinde, men i de sidste godt 10 år har vi holdt til her.Efter 11.september blev denne enhed oprettet til at holde styr på global økonomisk kriminalitet i samarbejde med en masse internationale enheder.”
Han havde bemærket at den uskyldigt udseende dør var forstærket med en indre jern ramme der var svejset sammen. På ydersiden havde der været en meget high-tech lignende kortlæser hvor Wain først havde trukket sit kort igennem og siden tastet en kode.
Kortlæseren var i sølv og brun med nogle sjovt lignende trekantede knapper.
“Jamen var det med mig at gøre”, Henrik så på Wain og kiggede efter udtryk i hendes ansigt. Der var ingen.
“Kom herhen og sæt dig ned” sagde hun og pegede på en stol ved et skrivebord midt i lokalet.
Burmeister var lige i hælene på ham da han gik hen til skrivebordet, og satte sig ned på stolen som Wain havde peget på.
“Du må gerne sige Nadia til mig” sagde hun og smilede, et professionelt smil som normalt var til tænkt til at tage broden fra de mest nervøse. Henrik havde set det smil mange gange, hos Stewardesser, servitriccer og lignende, så det tog ikke hans nervøsitet væk.
“Og ham kan du kalde Oliver” sagde Nadia med et vift med hovedet mod Oliver.
“Tak, jeg hedder Henrik, men det er vi vel klar over, nu jeg sidder her ?”
Han kiggede på skrivebordet, som var det nok mest belæssede i hele lokalet.
“Du har lige afleveret nogle papirer til een af dine gode venner” sagde Oliver lavmælt.
“De omhandler en konstellation af kapitalfonde som har vores interesse !”
“Hvilken interesse ?” Henrik kiggede op på ham, hvad fanden vidste de om det.
“Vi har holder et lille øje med disse virksomheder, pengetanke, fonde eller hvad du nu vælger at kalde dem, og de dokumenter du har fået tilsendt fra en kontakt i Amsterdam fortæller meget godt om dem.”
Henrik kiggede på ham
“Hvor…..Hvordan ved I det ?”
Nadia smilede igen, “vi fik besked fra vores venner i Lyon som fortalte at ham der Spruivendijk, havde sendt nogle papirer til dig.”
“Jamen”, Henrik begyndte at ane en sammenhæng.
“Vi alt det juridiske på plads, bare rolig” sagde Nadia.
Det gjorde ham slet ikke rolig
“Vi har en ransagningskendelse, og vi fandt kuverten i dit affald som Spruivendijk sendte til dig”
“Jamen hvordan vidste I hvad der stod i papirerne ?”
“Det ved vi heller ikke, men vi ville da gerne vide det, ser du vi mangler et par tråde for at få skovlen under disse fonde i samarbejde med Interpol”, Oliver kiggede på ham
“Hvilke tråde ?”
“Skal vi ikke bare sige at vi har opdaget nogle uregelmæssigheder i en stor dansk virksomhed, og for at kunne få dem anklaget for svindel i den store klasse. Dette er af en størrelse, hvor ikke engang Ekstra-Bladet eller B.T. tør skrive om det af frygt for represallier fra ejekredsen”
“Jeg er jo journalist !” indrykkede Henrik.
“Det ved vi”, sagde Nadia mens hun lænede sig tilbage i kontorstolen på den anden side af skrivebordet. Oliver havde placeret sig på en anden stol lidt skråt bagved Henrik. Han havde taget jakken af og Henrik kunne se at han var lidt mere end almindelig trænet.
Nadia sad med sin dynejakke på, men den var dog blevet lynet ned, den var dog ikke så åben at Henrik kunne se om hun havde gode bryster.
“Vi vil meget gerne vide hvad der stod i de papirer !” sagde Oliver.
“Jeg kan altså ikke huske det hele”
“Selvfølgelig kan du det” Oliver havde en lidt barskere stemme på
“Du er journalist, du har en næse for disse sager, og vi ved fra nogle af dine tidligere historier, at du aldrig tager notat, men husker det hele”
Damn tænkte han, var der noget de ikke vidste.
“Hvordan kender I til mine sager ?”
“Skal vi ikke bare sige at din næse for tingene, gjorde det nemmere for os, og vi sikrede at par af organisationerne der modtog støtte fra de virksomheder aldrig kom til at lave noget i Danmark. Vi er jo en organisation der skal sikre Danmark mod terror og lignende i samarbejde med en masse andre myndigheder”
“De papirer I siger jeg har fået, hænger da vel ikke sammen med mine gamle historier, er det derfor I hentede mig hertil ?” Han kiggede på dem begge.
“Nej” sagde Nadia, “Det er noget helt andet, og meget størrere end et par skaldede danske firmaer, fortæl os hvad der stod i de papirer du fik !”
“Ok ok” Henrik følte sig en smule træt, gad vide hvad klokken egentlig var. Hans kone havde sat maden i ovnen som hun plejede, inden hun gik igang med at putte den lille.
Hun var vant til at han aldrig kom hjem til normal tid, så det var helt normalt at maden stod i ovnen.
“I papirerne var der hentydninger til en paraply af fonde der gik under navnet QWERTY, efter det første bogstav i deres rigtige navn. Disse fonde var ejet af nogle andre fonde som bliver styret af en organisation, eller mand som ikke var nævnt. Det hele var infiltreret ind i hinanden, men der var ingen navne på styrende organer, eller folk.”
Nadia kiggede på ham “QWERTY ?”
“jeps, fem styrende fonde igen ejet af nogle mere spektakulære fonde”. sagde Henrik og kiggede på hende. Hun havde egentlig et meget sødt ansigt, men hagen var lang, og han kunne stadig ikke se hendes overkrop under jakken.
“Var det alt der stod ?” Oliver lænede sig frem
“Ja i store træk, men er det ikke nok ?”
“Jo tak” sagde Oliver, “Det er fint, jeg skal nok følge dig ud”
Henrik kiggede på ham, lavede de fis med ham. Det havde kun taget 5 minutter, al den ståhej for så lidt.
Der måtte ligge et eller andet under, der var noget muggent ved det her. Han tænkte så det knagede.
“Tak for denne gang” sagde Nadia og rakte ham hånden fra den anden side af skrivebordet.
Han tog imod den, og fik næsten brækket fingrene for anden gang denne aften.
“og på gensyn” sagde hun idet han vendte sig om.
På gensyn ?, hvad mente hun med det, det var altså for underligt det her tænkte Henrik.
Oliver gik lige bag ham da han gik hen mod døren. Han så at der sad personer ved et par af de andre skriveborde, det så ud som alle etniske lokaliteter var tilstede.
Oliver fulgte hans blik bagfra “De andre taler ikke dansk, men de hjælper vores arbejde her.”
Henrik nåede hen til døren og tog i den, den var låst.
“Øjeblik” sagde Oliver, Henrik kiggede på ham, han havde taget en dims op af lommen. og trykkede på den.
Døren buzz’ede Henrik kunne åbne den.
“Farvel og fortsat god aften” sagde Oliver “jeg formoder du selv kan finde din bil”
Henrik gik ned af trappen og ud af døren for enden.
Han stod nu med ansigt direkte til Moskeen, der stod en mennesker ude foran.
Ikke et sted han normalt ville befinde sig tidligt på aftenen i det nordvestlige København.
Et par stykker nikkede til, og han hilste tilbage med hånden, bag en af ruderne i ejendommen anede han en person, og han følte sig overvåget, hvilket var en følelse han havde prøvet før.
Fornemmelsen var at blive fotograferet, de holdt søreme godt øje med dem herovre i den anden ejendom.
Pyt, han var jo en offentlig person der skrev om virksomheder, der var vel intet til fælles med dem, så han satte sig ind sin lille bil og satte kursen mod Smørum.
Mens han kørte mod det lille rækkehus, tænkte han igen på hvor mærkeligt denne her episode havde været, han kunne ikke lige få delene til at passe sammen.

Kap.2 Forfølgelse

Jeg kom ud af Shawarma House med næsten tørre sko, men det holdt kun et ganske kort øjeblik før mine sko var tilbage i samme føre som da jeg på vej mod Strøget.
Kuverten føltes ikke så tung i hånden og jeg undrede mig over hvor mange ark der egentlig lå i den.
Strøget var befolket af en sær blanding af mennesker, folk der var på vej hjem fra arbejde eller på vej til arbejde. Der var japanske turister som så meget fortabte ud i denne bitterkolde danske vinter.
Desuden var der et hav af alle mulige andre mennesker der kunne være svære at bedømme udgangspunktet på. Det kunne tænkes at det var fordi at alle mennesker var iført store vinterjakker, huer, vanter, og halstørklæder. Det var kun de japanske turister der kunne spottes på et splitsekund, og kun på grund af deres kameraer.
Det var måske en cliche, men den holdte stadig i København.
Jeg kiggede på vinduerne mens jeg valgte at tage retning mod Købmagergade og Rundetårn for at komme rundt mod Nørreport og den vej hjem.
Forskelligheden i juletilbud var abnorm, man kunne få alt på tilbud selv i julemåneden var nogle butikker havde 50% af deres årlige omsætning, og jeg kunne selv efter en måned med tilbud bliver overrasket over hvad man kunne få.
Jeg nåede ned til Amagetorv og kiggede i et par sekunder i den nye Disney butiks vindue for at se om der måske var en lille ting jeg kunne score et par billige point på hos tvillingerne.
Mens jeg kiggede på diverse dukker i vinduet, så jeg pludselig en mand i spejlbilledet der stod et par meter tilbage mod Strøget og det så ud som om han stirrede meget direkte på mig.
Nakkehårerne rejste sig en smule, jeg kunne ikke lide at blive nedstirret, og slet ikke bagfra.
Manden i spejlbilledet var såvidt jeg havde spottet, omkring de 30 år, med et tyndt spidst ansig med en masse mørke skægstubbe. Han lignede en russisk sømand hvis jeg skulle sammenligne ham med en type.
Han havde en sort læderjakke og handsker, samt et par almindelige blå cowboybukser. Hået var lidt tyndt med en spids ud i kanten og ikke en lige pandelinje.
Ansigtstrækkene havde jeg ikke lige kunnet se tydeligt, men nogle stikkende øjne var dt der havde fået mine nakkehår til at rejse sig.
Jeg drejede mig rundt for at kigge, men i de få sekunder hvor mit blik skiftede fra butiksruden til gaden bag mig, var han væk. partner
Unset hvor jeg kiggede kunne jeg ikke se nogen, hverken ned bag ved Storkespringvandet eller rundt på Amagertorv. Men nu var der vist også 1000 mennesker i sorte jakker indenfor de nærmeste 100 meter, og med al den sne der væltede ned var det helt umuligt.
Gad vide om jeg var lidt skizofren, men pyt det kunne også have været en anden desperat mand der skulle finde de sidste julegaver i butikken.
På vej Købmagergade kiggede jeg videre rundt i de forskellige butikker for at se om manden dukkede op igen. Kuverten føltes pludselig lidt tung i min hånd, og jeg undrede mig endnu mere over hvad der egentlig var i den.
Henrik havde været meget opsat på at jeg skulle læse det, og med hans næse for historier, måtte der være noget i det.
Jeg smuttede ind i kaffebaren i den store boghandel for lige et snuppe en meget utrendy Cappucino med i hånden. Den var stor og varm og fratog mig en mindre formue, men det var byens bedste kaffe, og ham der betjente mig som stamkunde blinkede altid til mig.
Det var på sin plads sødt nok, men bare han holdt sig på sin side af disken var det ok, jeg var ikke til fyre, men jeg accepterede deres valg.
Min ekskones far havde i en alder af 45 år valgt at hoppe ud af skabet, og få sig en ny partner af samme køn.
Det havde givet en sjov første middag med den nye “svigermor”, men det var også blevet hverdag igen, og alt faldt tilbage i det normale.
Jeg var næsten ved Nørreport da jeg så ham igen.
Helt tilfældigt så jeg ham da jeg kiggede på en skobutik hvor der var 2 sæt fodtøj til eet sæts pris, og da det var vintersko var det noget mine fødder ville sætte pris på i forhold til de noget gennemfugtige italienere jeg havde på nu.
Han stod skråt bagved ovre ved en bagerbutik, jeg var sikker på det var den samme mand som jeg havde set på Amagertorv.
Det rislede koldt ned af ryggen, og jeg fik en bange anelse.
Jeg prøvede at fokusere på fodtøjet i vinduet, men jeg kunne ikke rigtig få mine øjne i den retning.
Nørreport lå heldigvis 200 meter væk så jeg valgte at haste den vej for at se om jeg kunne fange en bus mod det ydre Nørrebro.
Heldigvis holdt 350S’eren der, da jeg nåede over til busfelterne, den gik direkte til Nørrebro St. hvor jeg havde små minutter hjem.
Storbylivet havde fanget mig, og en bil var der ikke plads til nede på gaden, så jeg havde eftertænksomt investeret i et månedskort til Zone 1 og 2 som lige dækkede mit behov for transport. Jeg havde desuden en gammedags budcykel med lad foran, en såkalds “Lille-John”, den dækkede mine behov i godt vejr, og der var plads til tasken, og indimellem en Arla-grøn mælkekasse med indkøb.
Jeg smuttede ind i bussen, og fandt min sædvanlige plads lige omkring bagdøren. Der sad jeg lavt og der var ingen trin ned når jeg skulle ud af bussen, det var måske lidt mageligt men det var rart, og for det meste satte der sig en pensionist på yderste sæde.
Jeg kiggede ud gennem bagdøren, men kunne ikke se ham “russeren”. Gad vide om jeg var overkørt eller min fantasi bare havde taget overhånd.
Bussen sneglede sig gennem december mylderet op gennem Nørre Farimasgade til Nørrebros Runddel hvor man stadig kunne se arret efter Jagtvej 69, og videre til Nørrebro Station.
Det var min tur til at stå af inden bussen fortsatte mod Ballerup, hvor jeg ufrivilligt var landet et par gange i en stor brandert efter et spil med Henrik.
Jeg smuttede under S-Togs broen og gik ned ad Nordre Fasanvej mod den lidt ældre tarvelige blok hvor jeg havde min hybel. Den lå stille og roligt, hvis man kan kalde Nordre Fasanvej det, lige ved siden af brændehandleren, som havde overlevet indtil flere menneskealdre med at forsyne os københavnere med brænde.
Endelig i min opgang, som lignede noget helt andet end det ydre af bygningen, vi havde i ejerforeningen malet opgangen sidste år, og den var ret nydelig.
Nøglen gik i låsen i min dør på anden sal, og jeg trådte ind til mit lille hjem.
Kuverten lagde jeg på spisebordet, og fik langt om længe de udtjente italienere af fødderne, sokkerne vr drivende, og manglede vistnok lidt følelse på spidsen af tæerne, dog mest på venstre fod.
Jeg kiggede engang på den venstre sko, tog den op fra gulvet hvor den havde lavet en fin aftegning, og ganske rigtigt, der var hul i læderet under foreste trædepude.
Ikke så underligt at min fod var kold, jeg drejede stolen over mod radiotoren som var af den gamle smedejernstype, med godt 20 lag maling. Men den var varm, og altid dejlig at bruge som hule for mine tvillinger. De fik en god lun rede derinde. med radiatoren som endevæg.
Kuverten lå og kaldte på mig på bordet, nå men skidt jeg måtte hellere se hvad der var i den.
Jeg tog kuverten op og kiggede på den som de altid gjorde i de populære serier i tv’et, men jeg kunne hverken ane fingeraftryk eller andet.
Det var en ganske almindelig brun kuvert med uden ruder eller noget andet der stod “Henrik” på den og ikke andet.

Jeg åbnede den, og tog et bundt papirer ud, det så ud som fint papir men uden monogram eller firma på det. Det lå fint i hånden og virkede tungt, jeg antog at det var noget kraftigt papir med en vægt på mere end 170g/m2 da det var håndskrevet og ikke kunne bruges i en normal printer.
Det var helt fylt med en fin sirlig skrift, som lignede en blanding af skråskrift og blokbogstaver.
Jeg begyndte at læse teksten der var på engelsk, den fortalte om CLS og The Mesh, og nogle andre globale virksomheder som alle via ejede en aktiemajoritet af hinanden, på kryds og tværs.
The Mesh havde lige offentligt købt den ene mobil-producent, så den del af teksten kunne jeg springe over.
Der var referencer til bestyrelsesformænd i de forskellige virksomheder, men ingen i de enkelte bestyrelser besad øjensynligt et antal poster i andre bestyrelser der gjorde det suspekt.
Men ud fra papirerne kunne jeg ikke se hvem der sad med den største magt i dette netværk, der måtte da være een person der overordnet trak i trådene.
Resten af papirerne var bare fortsættelse af de første par sider, men om alle de andre virksomheder i dette globale netværk, som måtte have en topledelse.
Papirerne røg tilbage i kuverten, nu måtte det være tid til en snebajer, som stod og ventede på mig i køleskabet.

Kap.1 Shawarma

Det var en af de dage i december, hvor sneen for en gangs skyld væltede ned, men vores vejrprofeter på konkurrende stationer kæmpede om at udnævne en hvid jul.
Det var jul, og det var cool i bogstaveligste forstand, temperaturen havde nået et lavpunkt på minus ti grader, og med en lille vinterstorm føltes det som minus halvtreds i mine fødder der kun var dækket af sidste års italienske sko, som en krokodille havde lagt design til, og som for længst var gået ud af mode.
Turen ned af Nørrebrogade var lang, heldigvis havde jeg vinden i ryggen., så alle snefnuggene prellede af på kraven og undgik at bombardere mit ansigt.
Jeg var på vej fra mit arbejde som teknisk redaktør på et anerkendt forlag, hvor mit arbejde bestod i at gennemlæse potentielle ny bøger om det finansielle marked, herunder guides til hvordan du bliver rig på børsen på 20 dage og lignende titler. Arbejdet var egentlig OK, og velbetalt idet jeg absolut ikke manglede nogen ting i min lille hybel. Men der manglede noget i mit liv, lidt spænding tror jeg.
En kone havde jeg ikke mere, hun valgte at flytte på landet med mine to piger, idet livet sammen med en gennemlæser i storbyen ikke lige passede ind i hendes planer. Jeg havde derfor en lille lejlighed på det ydre Nørrebro hvor der var et værelse til mine tvillinger, og et kombineret kontor/soveværelse til mig selv, hvor den trofaste mac-maskine havde holdt sit indtog. Da jeg arbejdede i forlagsbranchen var det ilde set hvis jeg overhovedet havde en anden form for computer stående. Mac’en var et trofast hjælpemiddel, og jeg havde funder lidt trøst i også at have en Ipad som jeg fordrev tiden med at spille nogle forskellige spil på. Tablet’en gav en hvis coolnes factor når jeg sad på en cafe med den tilhørende ristretto eller Cafe Latte, afhængig af om det var morgen eller aften.
Arbejdet med at læse og rette bøger igennem skete på alle tider af døgnet, en fast rytme havde jeg ikke indarbejdet igennem de sidste 15 år. Kun når jeg hver anden weekend hentede mine piger på hovedbanen, faldt jeg ind i en B-rytme, da pigerne nu var 10 år. Tidligere i deres liv var det en A-rytme de holdt, hvilket betød at jeg som regel var oppe sammen med fuglene på altanen ved seks tiden. Pigerne kunne så ligge og se lidt tegnefilm eller lege med dukker indtil kl 7-8 stykker hvor jeg pligtskyldigst lavede noget morgenmad til dem, og en omgang jordemoder kaffe til mig selv..
Tilbage til Nørrebrogade hvor jeg stred igennem sneen ind mod byen. Klokken var omkring 17, ville jeg skyde på, og alle så meget travle ud med at hive pakker ud af butikkerne. Så travlt havde jeg ikke da de to gaver jeg skulle bruge, allerede lå under sengen, fine og pænt pakket ind af en pige i legetøjsbutikken.
En af mine kammerater havde ringet igår til mig og spurgt om jeg ikke ville have en kop kaffe på en cafe i centrum på hans regning, jeg havde pænt sagt ja, og spurgt om det ikke kunne lade sig gøre på Shawarma House på Strøget, da jeg så kunne få lidt mad. Han havde accepteret, og sagt at han ville tage noget med jeg lige skulle kigge på og læse. B
“Bare for at se om det var noget der kunne bruges” som han pænt udtrykte det.
Jeg fik gratis mad og han fik en lægmands vurdering af en tekst, om det var hans egen eller en anden betød ikke så meget.

Kultorvet og Købmagergade blev forceret, og jeg mener forceret idet der foregik en masse renovering og kommunen havde gravet en masse op og fundet dele fra en masse gamle huse nedenunder.
Fra Rundetårn og ind så det ud som om folk var helt paniske, jeg forstod dem ikke, der var jo stadig tre dage til juleaften så hvorfor stresse. Jeg hoppede lidt rundt mellem snedriverne og prøvede at undgå at ødelægge mine sko endnu mere, de måtte altså gerne holde til efter nytår, så jeg havde penge til at købe nogle nye.

Min kammerat som nu er en voksen mand sidst i trediverne der arbejde som erhvervsreporter på en størrere landsdækkende avis, havde et godt liv som man også kunne se på ham. Han var blevet minimum 25 kilo for stor i forhold til hans ringe højde på 167 centimeter. Men en gudsbenådet journalist var han, og selv om han for det meste skrev om virksomheder, forstod han på magisk vis at få artiklerne til at være spændende, og han havde det næststørste antal læsninger på hans avis, når de målte på de online artikler.
“Hej Brian” sagde han da jeg trådte ind af døren og gik forbi disken, hvor de to arabiske indehavere stod.
“Davs Henrik” sagde jeg og banede mig vej ned til det første bord lige efter disken, hvor han allerede sad med en hel Shawarma-ret, som havde både pita-brød, salat, Humus, pomfritter og selvfølgelig kød. Til 69 kroner var det et godt måltid og han havde også bestilt et til mig, selv om jeg normalt ikke spiste helt så meget.
Men så kunne ham også få resterne som han plejede når vi mødtes på et eller andet spisested, han skulle jo gerne holde kampvægten.
Jeg satte mig ned på den mørkebrune træstol og gik i igang med at fylde et pitabrød med alt tilbehøret inklusiv de syltede chili som nok skulle give varmen til min mave, og senere til toilettet.

Vi mødtes altid på et billigere spisested, hvor vi kunne snakke i fred uden at blive forstyrret af høj musik og småbørns skrålen, som vi havde prøvet på cafeer. Der blev altid valgt et sted uden for mange mennesker, hvor priserne var rimelige.
Det betød også at på de beværtninger var de andre gæster fuldstændig ligeglade med 2 halv-gamle fyre der sad og snakkede.
“Hvad var det jeg skulle kigge på ?”
Henrik kiggede op fra det godt massakrerede pitabrød.
“Jeg fik nogle papirer fra en bekendt, som jeg en gang gik på merkonom studiet med”
“Ok hvilke papirer ?” spurgte jeg, hvis der var noget spændende ville han for pokker selv skrive historien.
“Jamen” sagde han med noget der lignede fråde om munden, indtil jeg opdagede at det var hvidløgs-creme-fraiche dressingen.
“Jeg kan ikke selv skrive ud fra de papirer, ikke endnu jeg syntes ligesom der mangler nogle ting.”
“hmmm, og hvad er det så du vil betro mig med ??” spurgte jeg lettere undrende, mens jeg tog en god bid med ekstra chilisovs på.
“Jamen” sagde han igen, det plejede han da vist kun at sige når han var nervøs.
“Det er nogle papirer der fortæller om den her sociale tjeneste som arbejder sammen med en masse andre firmaer. De skulle kontrollere og styre hele markedet med deres samarbejde.”
“Det lyder altså en anelse svagt, mester” sagde jeg en smule undrende.
“Hvilke firmaer er der tale om ??” spurgte jeg.
“Jamen, det ene er THE MESH, du ved”
OK det havde jeg hørt om, jeg var også tilmeldt sammen med cirka en milliard andre mennesker på kloden. Hvordan det var undgået firmaet a få de resterende godt 5 milliarder mennesker på var mig en gåde. Alle kendte The Mesh, eller “The big mess” som mange af mine engelsk talende venner yndede at kalde det.
Det var også temmelig rodet, jeg var koblet sammen med omtrent 60 mennesker sidste gang jeg kiggede på nettet.
De fleste var nogle jeg havde kendt i en kort periode af mit liv, for eksempel fra dengang jeg gik på efterskole. eller på Teknisk Skole.
Det var ikke meget tid jeg brugte på det, der var vist også at par af mine ex-kones venner tilknyttet mig stadig derinde. Så de kunne følge med i når jeg cirka en gang hver 6 måned lavede en status opdatering som det så pænt hed.
“De er jo også overalt, alle integrerer med dem på et eller andet plan.”
“Selv Danmarks radio er totalt tilknyttet dem, der Mesh-knapper på alle de sider man browser ind på, selv på P4.” grinede jeg
Der sad en 5-6 andre gæster herinde på Shawarma House, jeg kunne høre at dem ved nærmeste bord lige på den anden side af den minimale midtergang, snakkede norsk. Det var 2 unge fyre og en pige. Hun så faktisk meget sød ud, hvis jeg bare havde været 15 år yngre. De to fyre så også ud til at være på cirka samme alder, omtrent de 20 år.
Pigen lignede en der havde lidt romablod i årerne, det samme gjorde den ene fyr, mens den anden fyr var fuldstændig hvidhåret med Bulldog trøje, en størrere kæde om halsen der lignede guld, og et par bukser der var nogle numre for store på alle leder og kanter. På bukserne var der også tegnet en bulldog, mens hans lettere udtrådte sko vist var fra Adidas.
Pigen havde en blå sportstrøje på også fra Adidas lignede, sammen med et par sort gamacher og nogle sorte nike sko, som i deres sort/grå/hvide udtrådte teint havde cirka samme farve som hendes hår og ansigt hvor makeup’en var sort med sorte streger.
Den sidste fyr var meget usynlig med samme farve tøj som pigen, men selvfølgelig uden al make-up’en.
De måtte være søskende ræsonnerede jeg, og den sidste fyr måtte være kæreste til den ene af dem. Hvem det var af dem betyder ikke så meget i vores dejligt frigjorte samfund.
“Hvem er ellers med ?” spurgte jeg
“Den anden part som er nævnt direkte er CLS” sagde Henrik med antydningen at smil om hans brede mund der stadig havde fråde omkring den, hvilke affødte nogle blik kunne jeg se fra bordet ved siden af. Han havde også udryddet pita’en med glubsk hastighed der kunne indbringe en olympisk medalje.
CLS stod for Computer and Logistic Systems, og det jeg kendte til dem var at de var en de første PC udviklere tilbage i ‘70’erne, og de havde siden opbygget et ry på samme linje som de andre store IT virksomheder som IBM, HP, og Dell. Det jeg kunne huske om det fra omtaler i Børsen og forskellige nyhedskanaler på TV som NBC og CNN, var at de vist var i omegnen af 100.000 ansatte, og havde fornylig opkøbt en masse andre virksomheder inden for forskellige fag. CLS udviklede vist selv en del af deres maskineri, ligesom Apple gjorde med deres i-altmuligt produkter.
“hmmm” mumlede jeg, CLS kendte jeg godt, jeg havde haft en af deres maskiner på et tidspunkt. Den havde da virket ok med den standard installerede Windows Vista. Den var tildelt mig af firmaet, og havde både sim-kort internt, og alle mulige andre trådløse forbindelser der gjorde at jeg altid var koblet sammen indtil flere apparater på kontoret, og kunne arbejde selv når jeg sad i toget.
Den var dog blevet udskiftet med Mac’en som jeg bedre kunne lide designet på, ikke at jeg gjorde det meget i design i min lejlighed, men mac’en gav stadig credit på cafe’erne.
“Er der flere indblandet, og hvordan hænger det hele sammen min ven ?”
“Det ved jeg ikke helt” sagde Henrik.
“Men der står lidt i papirerne om at de har lavet nogle aftaler på kryds og tværs for blandt andet at styre tilgangen til nettet, og bestemme hvordan og hvad folk skal se. The mesh har en styrende rolle. De samarbejder også med alle de store softwarehuse. Desuden har de lavet aftaler med producenter som CLS, så de 100% kontrollerer indholdet som folk ser og køber ud fra.”
“Jamen” sagde jeg med en snert af interesse, “Hvad er det lige netop jeg skal, min ven ?
“Det lyder interessant, men jeg ved ikke lige hvad det har med mig at gøre altså. Du ved jo jeg er en teknisk redaktør som kun arbejder med at få publikationer ind på det danske marked !”
Henrik smilede lidt skævt, og en anelse for frækt til at jeg kunne lide det. Ikke frækt på den lumre måde, men mere frækt som i “jeg ved hvad du laver og jeg skal nok få dig på krogen’ facon. Det kunne jeg ikke lide, det lugtede af arbejde som jeg prøvede at holde på et regelmæssigt minimum, idet jeg værdsatte min fritid højere.
“Det er sgu da lige netop derfor jeg ville snakke med dig gamle dreng. Hvor mange gange har du ikke snakket om alle de dybt kedelige bøger om finansmarkederne du fik igennem hænderne. Hvordan man kan tjene en million bare ved at følge et par gode råd i een bog”
Han smilede endnu mere kækt, og det gav mig faktisk en smule kuldegysninger.
“Hvilken viden vil du så bruge fra alle de bøger ?. Er der virkelig noget der kan bruges til at afsløre hvordan de der firmaer styrer markedet ?”
“Nej du” sagde han og kiggede mod tallerkenen som efterhånden var klinisk støvsuget for krummer, humus og kød. Jeg vidste godt hvordan han havde nået sin nuværende kampvægt.
“Du har jo over de sidste par hundrede 8-ball spil pralet med at du havde mødt en masse fine kontakter rundt omkring som havde en masse baggrundsstof om de store multinationale virksomheder.”
Jeg kiggede direkte på ham, det var rigtigt at hver eneste gang vi begge havde haft brug for at slippe væk fra vores koner, så havde vi mødtes nede i billiardcafeen, og taget et slag 8-ball eller 5.
Vi havde spillet rigtigt meget, ihvertfald indtil jeg blev skilt, og der lige pludselig blev travlt i mit nye liv som ungkarl. Henrik savnede vist vores spil, og de sidste par gange havde han nævnt at konen syntes det var rigtigt skønt at han lige pludselig var så meget hjemme.
Det kunne jeg ikke forstå, vi havde kun brugt 2-3 aftener per uge.
Men jeg havde vist snakket om alle de mennesker jeg mailede med på ugenlig basis omkring de forskellige bøger der blev udgivet, og som kunne være interesante for lille danmark. Det var sådan en form for markedshandel, de fortalte mig om de bøger som der kunne være penge i, og jeg gav dem info om de bøger som blev skrevet på mit forlag, som de andre kunne have interesse i.
Det havde givet mig en masse info, og kontakter, og Henrik måtte have lugtet det med sin fine journalistiske næse.
Han havde lugtet blod, penge, og muligheden for at få lavet et scoop af den helt store karakter.
“Hvorfor mig ?” spurgte jeg mens jeg tog en ordentlig slurk af den ikke så hippe almindelige cola med sukker.
“Jeg kan ikke selv forfølge de leads der er beskrevet i papirerne, da det kræver at man måske rejser lidt rundt og snakker med et par mennesker.”
Indrømme måtte jeg at det var nemmere for mig at rejse 12 ud af en 14 dages periode, da det var den tidsramme hvor jeg ikke tvillingerne.
“Du snakkede en gang om de der gutter du kendte i US som kunne skaffe alle mulige mærkelige info, på måder som du ikke engang i din bedste brandert kendte til.”
“Ja ja” mumlede jeg, “de er vist også ok, jeg har aldrig mødt dem men de lyder sjove”
“fint det er lige sådan nogle vi har brug for, vil du ikke læse papirerne så min ven ?”
Den måtte jeg lige vende et par gange, et par store koncerner indblandet i noget der lignede samhandel, insiderhandel, monopolstyring, og et par andre ting der vist kunne afmåles med straf i hele den vestlige verden.
“Der ligger også en kontant bonus til dig, hvis du vil kigge på det og grave lidt efter noget info til” sagde han, nu med en pludselig alvorlig mine.
Vi havde tilbragt mange timer sammen, og jeg kendte hans ansigtsudtryk bedre end jeg kendte mine egne.
Tilfældigvis havde jeg noget ferie til gode, og der var ikke lige nogle projekter på vej ind af døren som jeg skulle igang med. Det måtte jeg vist også have fortalt sidste gang vi mødtes.
“Ok så giv mig din svinehund” sagde jeg og grinede svagt
“Nu skal jeg sgu og lege privat detektiv for dig.”
Henrik grinede og kiggede på mig
“Så er det ikke første gang vel, men tag nu hjem og læs papirerne og giv mig et kald imorgen hvad du synes”
I mine tidlige dage havde jeg hjulpet ham lidt med info om forskellige danske virksomheder, det var lidt materiale som jeg fik fra forskellige børshandlere på det tidspunkt. Det sjove var at de altid vidste hvad der skete i de virksomheder, og indimellem vidste de mere end direktionen gjorde.
Det materiale havde Henrik fået et par gange, og den ene virksomhed havde udskiftet både direktør, finanschefen og formande for bestyrelsen. En af de andre virksomheder han havde skrevet om havde direktøren lugtet lunten og fået Finansdirektøren fyret, for man fyrede jo ikke begge på samme tid, hvilket var smart da direktøren så kunne blive siddende selvom han udnyttet sin position til lidt insiderhandel. Alle vidste det efter Henrik’s artikelserie, og der gik da også kun et halvt år så røg direktøren uden at det havde fået den helt store omtale.
Den sidste virksomhed hvor jeg havde hjulpet med lidt info fra en person i Frankfurt, havde slet og ret begæret sig konkurs, alle aktiviteter var så blevet opkøbt af en kinesisk handelsmand, og produktionen fortsatte nu i Shenyang i Folkets Republik.
Jeg tog kuverten, sagde pænt tak for mad, og skyndte mig ud i det dejlige danske vintervejr i mine italienske sko.