Kap.3 Henrik

Henrik gik ud af Shawarma House godt eet minut efter Brian, efter at have ladet vandet på det lille men renlige toilet.
Ude på Strøget drejede han op imod Rådhuspladsen for at nå hen til parkeringen ved Nørre Voldgade. hvor hans lille bil holdte og ventede. Det var en lille og sparsommelig Volkswagen Lupo med en dieselmotor. Den gik cirka 25 kilometer per liter diesel, og gjorde at han kunne optjene en lille gevinst ved at få statens takster for at køre ud og lave artikler.
Henrik opdagede ikke den lille mand der iagttog ham fra busstoppestedet på den anden side af vejen, han satte sig ind i bilen og fik den ud fra parkeringspladsen som lå midt imellem kørebanerne.
Han havde tidligere på dagen lavet en kopi af papirerne som Brian havde fået, efter selv at have gennemlæst dem.
Hans konklusion var at det var en historie der kunne indbringe en indtjening, og give ham et ry i branchen.
Ikke at han ikke havde det i forvejen, men han ville være den bedste, og det havde gået mere ud over hans kone og barn, idet han havde tilbragt mange timer på landevejen med at få historierne i hus.
Han drejede ned op mod Bispeengbuen for at komme hjem til rækkehuset i Smørum, hvor han kone ventede og hans lille dreng forhåbentlig lå og sov.
Henrik lagde ikke mærke til den diskrete bil der fulgte efter ham i jævnt tempo mens han holdt inderbanen. Bilen var i en standard grå farve der denne vinterdag faldt næsten i eet med omgivelserne, ingen andre ydre kendetegn.
Da han holdt i krydset ved Hillerødgade kiggede han op i bakspejlet og smilede til den halvskaldede mand med fyldige kinder der kiggede tilbage mod ham, bag ved ham holdt der en hvid varebil hvor der stod VVS på køleren.
Han tænkte et øjeblik om han snart skulle få ringet til en VVS’er for at få udskiftet det toilet de havde hjemme, som var installeret samtidig med huset tilbage i ‘60’erne.
De var ikke rige, men hans arbejdede forsynede ham og fruen med penge nok til at hun kunne gå hjemme sammen med den lille.
Der blev grønt i krydset og han gav den lille bil gas for at komme op gennem Borups Alle, han fortsatte i indersporet som han plejede for at spare så meget på dieselen som muligt.
En stor grå bil racede udenom ham i midtersporet og tvang sig ind foran ham, lige inden krydset ved Hulgårdsvej.
“Sikken en idiot”, tænkte han, mens han holdt lige bag ved den store bil. Det lignede een af dem som politiet brugt som civil-biler men der manglede de små blå lygter på bagkofangeren som plejede at afsløre dem, sammen med dem på fronten normalt indbygget i kølergrillen.
Han var blevet god til at spotte de civile politibiler, gennem sit arbejde var han kommet på tværs af en del af dem, også selvom han var erhvervsreporter. De gutter der arbejdede på B.T, eller Ekstra-Bladet måtte se dem hver eneste dag.
Pludselig åbnede førerdøren sig på bilen foran, han holdte lidt ind mod den midterste vognbane og kunne ikke se den anden side af bilen.
“Hva……………..” Nåede han lige at tænke inden passagerdøren gik op og en mand klædt i en almindelig dynejakke og cowboybukser satte sig ind.
Personen der var steget ud af førerdøren bankede på hans vindue, og han rullede ned mens sneen føg ind i bilen.
“DU følger efter mig !” Sagde personen der viste sig at være en kvinde, hvis træk var noget udviskede på grund af al vintertøjet.
“Burmeister som sidder ved siden af dig vil sørge for at du intet gør, ud over hvad jeg siger” fortsatte kvinden.
“Hvad fanden foregår der ?” udbrød Henrik, hans sind var i vildt oprør, det havde han aldrig oplevet i alle sine år som reporter.
“Bare følg efter, tak” sagde kvinden og drejede rundt.
Hun var rimeligt trænet så det ud til, en god røv kunne Henrik se gennem sneen, inden hun satte sig ind i bilen.
Han rystede og kunne ikke lige fatte hvad der skete.
“Du skal køre nu”, sagde manden i dynejakken der nu sad på hans passagersæde, hvilket vil sige at hans dynejakke var kun 3-4 centimer fra hans gamle udslidte læderjakke.
Hvis han havde været højere end 167 centimer ville deres skuldre havde rørt hinanden, og på nuværende tidspunkt var det ikke noget han brød sig om.
“Hvem er I ?” spurgte han med en svag stemme der slet ikke lignede ham.
“Det må du undskylde” sagde manden med dynejakken, “jeg hedder Oliver Burmeister, og arbejder med økonomisk kriminalitet hos PET”
“Hos PET ?”
“Ja Politiets Efterretningstjeneste, den særlige enhed for international økonomisk kriminalitet” sagde manden.
“Right” sagde Henrik, “Men hvad skal I bruge mig til ?”
“Øjeblik” sagde Burmeister, “følg efter min kollega tak”
Bilen foran begyndte at bevæge sig, blinkede til højre og drejede op imod Hulgårdsvej.
Henrik fulgte efter og så nu at det var en Skoda Superb, nøjagtig som politiet, de måtte da få en fantastisk flåderabat tænkte han. Gad vide om der var en historie i det også.
Den grå bil fortsatte op af Tomsgårdsvej inden den drejede ned af Møntmestervej, og drejede ind mod en Moské.
Henrik fulgte pænt efter, men hvad skulle de i en Moske ?.
“Du parkerer lige ved siden af min kollega, tak” sagde manden Burmeister.
“Ok, men hvad skal jeg her ?” spurgte Henrik, i løbet af de sidste 30 sekunder havde han fået lidt af sin ryggrad tilbage, og journalistens skarpe næse var ved at tage over.
“Vi skal bare lige snakke lidt med dig, vores kontorer ligger her ovre bag ved.”
Henrik steg ud af bilen, hvor kvinden stod og ventede.
“Goddag, jeg hedder Nadia Wain, og er politikommisær ved PET” sagde kvinden og rakte hånden frem.
Henrik tog imod hånden og fik et kraftigt håndtryk tilbage. Den dynejakke skjulte vist en god fysik tænkte han mens han prøvede om hans fingre stadig sad på hånden.
Wain gik over mod en bygning bag ved den der stod Moské på, den var meget anonym og lignede en trist grå fabriksbygning fra ‘50’erne.
Burmeister signalerede at han skulle følge efter hvilket han gjorde modstræbende, men ansporet af den fysiske udstråling der kom fra manden. Han var rimelig slank, men selv med en jakke på så han meget fitness agtig ud, lige modsat af Henrik selv.
“Hvorfor ved en Moské” spurgte Henrik, han ville aldrig have gættet at der lå andet herinde.
“Vi kan være i fred, og når vi er tæt på moskeen så har vi fred, og de har fred. De ved at vi holder øje med dem, eller ihvertfald de mest radikale af dem, og vi ved at de ved at vi er fra PET og holder øje med dem. Til gengæld kan de kun se den mest offentlige del af etaten.” Burmeister kiggede rundt, ned langs bygningerne. Ingen tvivl om han var vant til at holde øje med ting.
Henrik fulgte efter Wain ind i bygningen og de gik op af en gost slidt jerntrappe til førstesalen. hvor et stort lokale åbenbarede sig på den anden side af en gammel kontordør med støvet glas.
Lokalet var stort og firkantet, og der stod såvidt Henrik kunne se en 15-20 skriveborde, alle godt fyldt op med papirbunker.
Rundt omkring mellem bordene stod der en masse små firkantede “senior” flyttekasser stablet godt op med 3 til 5 stykker i hver eneste stabel.
På døren ind til rummet stod der ikke noget, Henrik kunne i det støvede lys på trappen se at der engang havde været nogle bogstaver, men han kunne ikke genkende nogen af dem.
“Hvad er det her for et sted” spurgte han med sin journalistiske næse.
“Det er en gammel etiket-fabrik” sagde Wain, “De har været en del maskiner til tryk og skæring herinde, men i de sidste godt 10 år har vi holdt til her.Efter 11.september blev denne enhed oprettet til at holde styr på global økonomisk kriminalitet i samarbejde med en masse internationale enheder.”
Han havde bemærket at den uskyldigt udseende dør var forstærket med en indre jern ramme der var svejset sammen. På ydersiden havde der været en meget high-tech lignende kortlæser hvor Wain først havde trukket sit kort igennem og siden tastet en kode.
Kortlæseren var i sølv og brun med nogle sjovt lignende trekantede knapper.
“Jamen var det med mig at gøre”, Henrik så på Wain og kiggede efter udtryk i hendes ansigt. Der var ingen.
“Kom herhen og sæt dig ned” sagde hun og pegede på en stol ved et skrivebord midt i lokalet.
Burmeister var lige i hælene på ham da han gik hen til skrivebordet, og satte sig ned på stolen som Wain havde peget på.
“Du må gerne sige Nadia til mig” sagde hun og smilede, et professionelt smil som normalt var til tænkt til at tage broden fra de mest nervøse. Henrik havde set det smil mange gange, hos Stewardesser, servitriccer og lignende, så det tog ikke hans nervøsitet væk.
“Og ham kan du kalde Oliver” sagde Nadia med et vift med hovedet mod Oliver.
“Tak, jeg hedder Henrik, men det er vi vel klar over, nu jeg sidder her ?”
Han kiggede på skrivebordet, som var det nok mest belæssede i hele lokalet.
“Du har lige afleveret nogle papirer til een af dine gode venner” sagde Oliver lavmælt.
“De omhandler en konstellation af kapitalfonde som har vores interesse !”
“Hvilken interesse ?” Henrik kiggede op på ham, hvad fanden vidste de om det.
“Vi har holder et lille øje med disse virksomheder, pengetanke, fonde eller hvad du nu vælger at kalde dem, og de dokumenter du har fået tilsendt fra en kontakt i Amsterdam fortæller meget godt om dem.”
Henrik kiggede på ham
“Hvor…..Hvordan ved I det ?”
Nadia smilede igen, “vi fik besked fra vores venner i Lyon som fortalte at ham der Spruivendijk, havde sendt nogle papirer til dig.”
“Jamen”, Henrik begyndte at ane en sammenhæng.
“Vi alt det juridiske på plads, bare rolig” sagde Nadia.
Det gjorde ham slet ikke rolig
“Vi har en ransagningskendelse, og vi fandt kuverten i dit affald som Spruivendijk sendte til dig”
“Jamen hvordan vidste I hvad der stod i papirerne ?”
“Det ved vi heller ikke, men vi ville da gerne vide det, ser du vi mangler et par tråde for at få skovlen under disse fonde i samarbejde med Interpol”, Oliver kiggede på ham
“Hvilke tråde ?”
“Skal vi ikke bare sige at vi har opdaget nogle uregelmæssigheder i en stor dansk virksomhed, og for at kunne få dem anklaget for svindel i den store klasse. Dette er af en størrelse, hvor ikke engang Ekstra-Bladet eller B.T. tør skrive om det af frygt for represallier fra ejekredsen”
“Jeg er jo journalist !” indrykkede Henrik.
“Det ved vi”, sagde Nadia mens hun lænede sig tilbage i kontorstolen på den anden side af skrivebordet. Oliver havde placeret sig på en anden stol lidt skråt bagved Henrik. Han havde taget jakken af og Henrik kunne se at han var lidt mere end almindelig trænet.
Nadia sad med sin dynejakke på, men den var dog blevet lynet ned, den var dog ikke så åben at Henrik kunne se om hun havde gode bryster.
“Vi vil meget gerne vide hvad der stod i de papirer !” sagde Oliver.
“Jeg kan altså ikke huske det hele”
“Selvfølgelig kan du det” Oliver havde en lidt barskere stemme på
“Du er journalist, du har en næse for disse sager, og vi ved fra nogle af dine tidligere historier, at du aldrig tager notat, men husker det hele”
Damn tænkte han, var der noget de ikke vidste.
“Hvordan kender I til mine sager ?”
“Skal vi ikke bare sige at din næse for tingene, gjorde det nemmere for os, og vi sikrede at par af organisationerne der modtog støtte fra de virksomheder aldrig kom til at lave noget i Danmark. Vi er jo en organisation der skal sikre Danmark mod terror og lignende i samarbejde med en masse andre myndigheder”
“De papirer I siger jeg har fået, hænger da vel ikke sammen med mine gamle historier, er det derfor I hentede mig hertil ?” Han kiggede på dem begge.
“Nej” sagde Nadia, “Det er noget helt andet, og meget størrere end et par skaldede danske firmaer, fortæl os hvad der stod i de papirer du fik !”
“Ok ok” Henrik følte sig en smule træt, gad vide hvad klokken egentlig var. Hans kone havde sat maden i ovnen som hun plejede, inden hun gik igang med at putte den lille.
Hun var vant til at han aldrig kom hjem til normal tid, så det var helt normalt at maden stod i ovnen.
“I papirerne var der hentydninger til en paraply af fonde der gik under navnet QWERTY, efter det første bogstav i deres rigtige navn. Disse fonde var ejet af nogle andre fonde som bliver styret af en organisation, eller mand som ikke var nævnt. Det hele var infiltreret ind i hinanden, men der var ingen navne på styrende organer, eller folk.”
Nadia kiggede på ham “QWERTY ?”
“jeps, fem styrende fonde igen ejet af nogle mere spektakulære fonde”. sagde Henrik og kiggede på hende. Hun havde egentlig et meget sødt ansigt, men hagen var lang, og han kunne stadig ikke se hendes overkrop under jakken.
“Var det alt der stod ?” Oliver lænede sig frem
“Ja i store træk, men er det ikke nok ?”
“Jo tak” sagde Oliver, “Det er fint, jeg skal nok følge dig ud”
Henrik kiggede på ham, lavede de fis med ham. Det havde kun taget 5 minutter, al den ståhej for så lidt.
Der måtte ligge et eller andet under, der var noget muggent ved det her. Han tænkte så det knagede.
“Tak for denne gang” sagde Nadia og rakte ham hånden fra den anden side af skrivebordet.
Han tog imod den, og fik næsten brækket fingrene for anden gang denne aften.
“og på gensyn” sagde hun idet han vendte sig om.
På gensyn ?, hvad mente hun med det, det var altså for underligt det her tænkte Henrik.
Oliver gik lige bag ham da han gik hen mod døren. Han så at der sad personer ved et par af de andre skriveborde, det så ud som alle etniske lokaliteter var tilstede.
Oliver fulgte hans blik bagfra “De andre taler ikke dansk, men de hjælper vores arbejde her.”
Henrik nåede hen til døren og tog i den, den var låst.
“Øjeblik” sagde Oliver, Henrik kiggede på ham, han havde taget en dims op af lommen. og trykkede på den.
Døren buzz’ede Henrik kunne åbne den.
“Farvel og fortsat god aften” sagde Oliver “jeg formoder du selv kan finde din bil”
Henrik gik ned af trappen og ud af døren for enden.
Han stod nu med ansigt direkte til Moskeen, der stod en mennesker ude foran.
Ikke et sted han normalt ville befinde sig tidligt på aftenen i det nordvestlige København.
Et par stykker nikkede til, og han hilste tilbage med hånden, bag en af ruderne i ejendommen anede han en person, og han følte sig overvåget, hvilket var en følelse han havde prøvet før.
Fornemmelsen var at blive fotograferet, de holdt søreme godt øje med dem herovre i den anden ejendom.
Pyt, han var jo en offentlig person der skrev om virksomheder, der var vel intet til fælles med dem, så han satte sig ind sin lille bil og satte kursen mod Smørum.
Mens han kørte mod det lille rækkehus, tænkte han igen på hvor mærkeligt denne her episode havde været, han kunne ikke lige få delene til at passe sammen.