Kap.5
Dagen sneglede sig afsted på arbejdet, jeg læste korrektur på en ny oversættelse med den højre hjernehalvdel mens den venstre forblev slukket.
Den havde vist søbet for godt i øllet, men jeg kom igennem uden at de andre nævnte mit godt brugte udseende. Tøjet var rent, men det var de genstande der lå øverst i diverse bunker i mit tøjskab så farvekombinationen var ikke den mest heldige så vidt jeg kunne bedømme på et tidspunkt efter frokost hvor jeg begyndte at kunne overskue mere end at læse.
Heinz havde jeg ringet til på gåturen til arbejdet, og indtalt en besked på hans mobilsvar om at jeg ville dukke op ved 18-tiden om samme aften.
Heinz var ikke typene der tog telefonen for at snakke, man kunne få lov til at lægge en besked, og så ringede han typisk tilbage indenfor en times tid fra et hemmeligt nummer.
Som sagt så var fyren lettere paranoid, og led af skizofreni og forfølgelsesvanvid, så han var en ugift mand på de cirka 40 år ville jeg skyde på.
Når han ringede tilbage bekræftede han altid aftalen, og lagde på inden for 20 sekunder efter starten på opkaldet. Afhængig af hvilket teleselskab han ringede igennem og modtageren rent faktisk tog telefonen, så gav det ham 5-10 sekunder til at snakke.
Da klokken var cirka 16 havde jeg kværnet 10-12 kopper kaffe på kontoret, og pakket sammen for at kunne nå toget til Kalundborg.
Turen med S-Tog til hovedbanen va begivenhedsløs, men jeg havde en konstant undren over hvor mange pakker det egentlig lykkedes folk at slæbe rundt på, jeg havde nok taget en taxa istdet for at belemre alle med sytten poser.
Men igen det var også et statussymbol at man kunne se alle de butikker med de rette navne som folk have købt deres gaver i.
På Hovedbanegården nåede jeg toget 16.30 mod Kalundborg, det havde jeg brugt før, og det gode var at det ikke standsede hele vejen mellem Valby og Hvalsø, hvilket forkortede turen med omkring et kvarter.
Turen var ellers lang nok, ialt var det små 75 minutter inden jeg kunne se færgen til Samsø, men det betød også at jeg skulle på en lille spadsertur på en kilometer inden jeg nåede til Heinz.
Da jeg steg ud af toget kiggede jeg som altid ned langs vognene for at se om der var noget kønt at kigge på.
Der stod han, det var jeg sikker på, Russeren. Manden der fulgte mig. Flere mennesker kom ud og væk var han igen.
Det var på tide at blive paranoid, jeg kiggede igen, men der var for mange mennesker nede mod stationsbygningen for enden af sporet, og alle togvognene havde to etager, så der kunne være mange mennesker, og det var der på denne tid af dagen hvor alle kom fra arbejde.
Det gode ved de togvogne, var at der på første sal var nogle stole som stod alene, og der kunne jeg godt lide at sidde uden at skulle bliver forstyrret af de andre passagerer.
Jeg gik af bagvejen ud fra perronen ned langs det gamle færgeleje, og hen mod det hus hvor Heinz holdte til.
Kendte jeg ham ret, så stod han et sted på ruten og kiggede efter mig, godt skjult, for at se om der var nogle der fulgte efter mig.
Lige netop nu var jeg glad for at vide det, da jeg jo havde set russeren igen med den sorte skindjakke.
Jeg gik videre op mod en række gamle fiskerhuse, malet i de vante hvide og gule farver, en enkelt havde valgt en lyseblå farve, så der gik jeg ud fra boede en tilflytter.
Heinz hus lå i anden række, det var gult med en lille bitte have, jeg vil tro grunden var på maksimalt 500 kavadrameter, og huset måske fyldte de 80 af dem. Der var en minimal første sal på huset, der havde jeg aldrig været, og det var meget anonymt med sit gamle gråsorte bliktag.
Jeg var nervøs, men jeg prøvede ikke at se mig tilbage mens jeg gik mod husene.
Da jeg nåede huset, så jeg Heinz stå ved det anløbne hegn der engang havde haft en kridhvid farve.
I de år hvor jeg havde brugt ham var der intet sket på huset udvendigt.
Indvendigt var det en helt anden ting, der var klinisk rent med lyse møbler i stuen og et moderigtigt sofabordet. Heinz holdt sit hjem i en tilstand af nul støv da det kunne ødelægge den absurde mængde af computere han havde stående i det der burde være spisestuen.
Der stod store skabe fyldt med maskiner der alle snurrede lavmælt rundt, og de larmede slet ikke så meget som man ville tro.
Heinz havde også lavet det hele selv, og han havde indført vandkøling til alle de maskiner der stod der. Han havde kaldt det passiv køling hvor vandet vist cirkulerede ned under huset og afgav deres varme der. Men hvad han lige gjorde om sommeren var mig en gåde når der var 25 grader udenfor.
Der var altid minimum 24 grader indenfor, godt hjulpet på vej af maskinerne, og Heinz var som altid iført en sort polo, og sorte cowboybukser, med sorte sko som supplement.
Skoene var ikke nyeste mode, men et par almindelige Ecco sko, så vidt jeg kunne se, men de rene og slet ikke mærket af han havde stået et sted og iagttaget mig.
Heinz havde altid sko på, en del af hans verden bestod i, at han kunne forsvinde på under 30 sekunder med det han havde brug for til at overleve.
I entreen stod der altid en normal og meget diskret Fjállräven taske med hans personlige papirer og hvad han ellers skulle bruge.
Dette havde han fortalt mig under en tidligere opgave, hvor vi havde brugt noget tid sammen.
Hvad han lige nøjagtigt brugte alle de maskiner til, havde Heinz aldrig afsløret, og selvom jeg var meget nysgerrig havde jeg valgt ikke at spørge ind til det.
Han havde dog afsløret at han samlede en masse information sammen fra nettet, og ud fra en eller anden formel kunne han detektere tendenser i samfundet.
“Hej min ven” sagde jeg til ham da han åbnede døren for mig
“Hej din lille spirrevip” sagde Heinz, med et lille smil på læben.
“Du bliver rigtig nok forfulgt !” fortsatte han, “Det er en østlands-udseende mand med en sort læderjakke”
“øhh ja” sagde jeg, “så du ham ?”
“Jeps, han gik efter dig op imod husene nede fra stationen, men han mistede dig vist at syne da jeg stoppede ham og spurgte om vej til det gamle færgeleje.”
“Stoppede du ham og spurgte om vej” jeg kiggede meget forundret på Heinz.
“Jeps, han talte med en accent fra enten Polen eller en af de baltiske stater. Han kunne selvfølgelig også være fra Finland, men han så lidt for mørk ud i huden til det.”
“Jamen, hvordan kom du herop så hurtigt ?”
Han grinede, “jeg har mine veje !”
“Og han fulgte ikke efter dig ?”
“Nej, jeg fik forvirret ham lidt, så han fortsatte langs den første række huse, men han kommer nok tilbage og lusker rundt her, så du skal nok blive her lidt.”
“Ok, har du så noget kaffe” Hvis der var noget jeg vidste om Heinz, så var det at han altid havde kaffen klar. For det meste til ham selv, og en sjælden gang til en gæst.
Jeg var een af de få mennesker der havde været gæst hos ham, om han havde haft andre gæster i det lille hus var jeg egentlig ikke klar over.
Heinz hældte en kop kaffe op i et krus med et logo fra Zoologisk, han var ved siden af sin beskæftigelse som informations opsnapper, også en naturelsker.
“Værsgod min ven” sagde han.
“Takker” sagde jeg og tog den lettere bøjet kuvert med papirer frem og lagde på bordet.
“Du skal læse det her, og hjælpe mig med at hitte rede i hvad det er der foregår ved hjælp af alle dine maskiner”
“okey, hvad står der i papirerne ?” Han tog kuverten og hev stakken af papirer frem.
Jeg svarede ikke, og Heinz læste det hele fra ende til anden. Uden pause og uden at kigge op søgte hans øjne rundt på alle linjerne.
Ind imellem tog han en allerede læst side igennem og læste den igen, eller dele af den såvidt jeg kunne se. Alt imens sad jeg og øsede kaffe i halsen og prøvede at komme i tanker om hvad jeg havde sunget aftenen før.
Efter en lille time var han færdig og kiggede op på mig igen, han så ud som han var kommet frem efter at have tilbragt 20 år på månen, fuldstændig forundret over hvad han havde læst.
“Du ved godt hvad dette er, ikke ?”
“Nej” sagde jeg mens jeg tørte kaffen væk fra mundvigen.
“Hvis det der står heri er sandt, så bliver det eksplosivt hvis det kommer ud i lyset. Det her kan vælte hele lande og regeringer, samt den globale økonomiske infrastruktur.”
“Ok”
Han fortsatte “Der mangler nogle detaljer, som vel er det du vil have mig til at kigge på, sådan noget som pengenes bevægelighed imellem mange forskellige firmaer og konti.”
“Ja, så vidt jeg kunne skimme det, så skal det være muligt at finde en sammenhæng imellem de involverede parter.” Jeg kiggede på ham, han havde fået et blik i øjnene der så ud som om han havde lyst til at fare ud af døren på jagt efter spor.
“Det er ikke billigt, du” sagde han med en lavmælt stemme, “jeg får brug for hjælp fra et par kontakter i Tyskland og Holland for at kunne få en snabel ind og lugte mig frem til sporerne.”
“Hvad koster det ?”
“Vi tager den del som vi plejer når vi er færdige” sagde han og kiggede ned i papirerne igen.
Den aftale havde vi også lavet på de andre opgaver sammen, og han havde været rimelig med beløbet.
“ok” sagde jeg, “hvad skal du bruge fra mig, ellers ?” jeg kiggede ud af vinduet hvor klokken vist var blevet mange og det var helt mørkt udenfor vinduerne, kunne jeg skimte imellem hans gardiner der var trukket for.
“Ikke noget, du tager papirerne med dig når du går, de skal ikke ligge tilgængelige her.”
“OK” jeg foldede papirerne tilbage i kuverten, og smed den i inderlommen på min jakke.
Heinz havde god grund til at være paranoid, idet han gennem de sidste 20 år havde fulgt nynazisterne og lignende fraktioner meget nøje. Jeg vidste han brugte al den computerkraft som havde stablet op inde i huset, til at lede efter sætninger og kombinationer af ord på internettet som omhandlede de yderligtgående fraktioner.
Han var født af jødiske forældre og havde hørt en masse historier fra den store krig om forfølgelse af hans mindretal.
Efter en episode for snart 20 år siden hvor et par af hans gode venner var blevet slemt mishandlet syd for den danske grænse havde han viet sit liv til at bekæmpe fraktionerne.
At han så i samme moment selv var blevet en fraktion, så ikke ud til at forstyrre hans nattesøvn.
Han havde fortalt at han havde bosat sig så langt ude, men alligevel i en by med masser af tilflyttere så han ikke virkede anderledes, og samtidig kunne han få masser af plads, hvilket jeg bestred lidt idet hans hus ikke var så stort.
Men der var ikke nogen yderligtgående folk i Kalundborg, og ingen vidste hvem Heinz var.
“Hvad syntes du, at jeg skal gøre nu” spurgte jeg ham.
“Du skal tage til Frankfurt og finde et af de beviser som er nævnt i papirerne, du skal nok snyde dig ind som medarbejder på et af de firmaer der er på listen. Men vær meget påpasselig, hvis de finder ud af at du bare er en snuser så kan det godt give følger, og tyskerne ser ikke mildt på sådanne ting.”
“Hmm Frankfurt. gad vide om der går en maskine derned imorgen ?” Jeg kiggede på ham og han vendte sig mod en af de skærme der stod der.
“Øjeblik” sagde han og begyndte at taste.
Der gik kun et øjeblik og så vendte han sig om igen.
“Du har nu plads på Business Class, med Lufthansa maskinen klokken 17, til Frankfurt. Det koster dig ikke noget, og jeg har booket et Superior Room på Sheraton Hotellet som ligger i umiddelbar forlængelse af lufthavnen. Så vidt jeg husker kan du gå derover uden at skulle i det fri, direkte fra Terminal 1, oppe på 1.sal. Det er samme vej som til Fjerntogene, og FAC ligger lige ved siden af, der kan du gå hen uden at skulle udenfor.”
“FAC ?” Jeg kiggede undrende på ham
“Ja, Frankfurt Airport Center, hvor der ligger to af de firmaer vi skal have fat”
“Hmm, ok men var det nødvendigt med et dyrt værelse ?”
Han grinede, ja for pokker, og det er helt gratis, jeg har nogle partnere dernede i området som skyldte mig lidt tjenester fordi jeg havde opsnappet nogle kidnapningsplaner mod dem. Derfor er du booket ind som Dr.Jensen, hvilket er ok da jeg nok ikke kan skjule dit danske, og det viser at du har en uddannelse. Rummet er allerede betalt, så du skal ikke vise kort eller lignende”
Ham smilede lidt triumferende
“Så må jeg jo hellere smutte hjem og pakke lidt.”
“Hvis du skynder dig kan du nå toget klokken 21”
“Damn er det allerede blevet så sent”
“Jeps, og jeg skal nok gå med ud og få styr på ham polakken eller hvad han nu var.