Blog

Kap.5
Dagen sneglede sig afsted på arbejdet, jeg læste korrektur på en ny oversættelse med den højre hjernehalvdel mens den venstre forblev slukket.
Den havde vist søbet for godt i øllet, men jeg kom igennem uden at de andre nævnte mit godt brugte udseende. Tøjet var rent, men det var de genstande der lå øverst i diverse bunker i mit tøjskab så farvekombinationen var ikke den mest heldige så vidt jeg kunne bedømme på et tidspunkt efter frokost hvor jeg begyndte at kunne overskue mere end at læse.
Heinz havde jeg ringet til på gåturen til arbejdet, og indtalt en besked på hans mobilsvar om at jeg ville dukke op ved 18-tiden om samme aften.
Heinz var ikke typene der tog telefonen for at snakke, man kunne få lov til at lægge en besked, og så ringede han typisk tilbage indenfor en times tid fra et hemmeligt nummer.
Som sagt så var fyren lettere paranoid, og led af skizofreni og forfølgelsesvanvid, så han var en ugift mand på de cirka 40 år ville jeg skyde på.
Når han ringede tilbage bekræftede han altid aftalen, og lagde på inden for 20 sekunder efter starten på opkaldet. Afhængig af hvilket teleselskab han ringede igennem og modtageren rent faktisk tog telefonen, så gav det ham 5-10 sekunder til at snakke.
Da klokken var cirka 16 havde jeg kværnet 10-12 kopper kaffe på kontoret, og pakket sammen for at kunne nå toget til Kalundborg.
Turen med S-Tog til hovedbanen va begivenhedsløs, men jeg havde en konstant undren over hvor mange pakker det egentlig lykkedes folk at slæbe rundt på, jeg havde nok taget en taxa istdet for at belemre alle med sytten poser.
Men igen det var også et statussymbol at man kunne se alle de butikker med de rette navne som folk have købt deres gaver i.
På Hovedbanegården nåede jeg toget 16.30 mod Kalundborg, det havde jeg brugt før, og det gode var at det ikke standsede hele vejen mellem Valby og Hvalsø, hvilket forkortede turen med omkring et kvarter.
Turen var ellers lang nok, ialt var det små 75 minutter inden jeg kunne se færgen til Samsø, men det betød også at jeg skulle på en lille spadsertur på en kilometer inden jeg nåede til Heinz.
Da jeg steg ud af toget kiggede jeg som altid ned langs vognene for at se om der var noget kønt at kigge på.
Der stod han, det var jeg sikker på, Russeren. Manden der fulgte mig. Flere mennesker kom ud og væk var han igen.
Det var på tide at blive paranoid, jeg kiggede igen, men der var for mange mennesker nede mod stationsbygningen for enden af sporet, og alle togvognene havde to etager, så der kunne være mange mennesker, og det var der på denne tid af dagen hvor alle kom fra arbejde.
Det gode ved de togvogne, var at der på første sal var nogle stole som stod alene, og der kunne jeg godt lide at sidde uden at skulle bliver forstyrret af de andre passagerer.
Jeg gik af bagvejen ud fra perronen ned langs det gamle færgeleje, og hen mod det hus hvor Heinz holdte til.
Kendte jeg ham ret, så stod han et sted på ruten og kiggede efter mig, godt skjult, for at se om der var nogle der fulgte efter mig.
Lige netop nu var jeg glad for at vide det, da jeg jo havde set russeren igen med den sorte skindjakke.
Jeg gik videre op mod en række gamle fiskerhuse, malet i de vante hvide og gule farver, en enkelt havde valgt en lyseblå farve, så der gik jeg ud fra boede en tilflytter.
Heinz hus lå i anden række, det var gult med en lille bitte have, jeg vil tro grunden var på maksimalt 500 kavadrameter, og huset måske fyldte de 80 af dem. Der var en minimal første sal på huset, der havde jeg aldrig været, og det var meget anonymt med sit gamle gråsorte bliktag.
Jeg var nervøs, men jeg prøvede ikke at se mig tilbage mens jeg gik mod husene.
Da jeg nåede huset, så jeg Heinz stå ved det anløbne hegn der engang havde haft en kridhvid farve.
I de år hvor jeg havde brugt ham var der intet sket på huset udvendigt.
Indvendigt var det en helt anden ting, der var klinisk rent med lyse møbler i stuen og et moderigtigt sofabordet. Heinz holdt sit hjem i en tilstand af nul støv da det kunne ødelægge den absurde mængde af computere han havde stående i det der burde være spisestuen.
Der stod store skabe fyldt med maskiner der alle snurrede lavmælt rundt, og de larmede slet ikke så meget som man ville tro.
Heinz havde også lavet det hele selv, og han havde indført vandkøling til alle de maskiner der stod der. Han havde kaldt det passiv køling hvor vandet vist cirkulerede ned under huset og afgav deres varme der. Men hvad han lige gjorde om sommeren var mig en gåde når der var 25 grader udenfor.
Der var altid minimum 24 grader indenfor, godt hjulpet på vej af maskinerne, og Heinz var som altid iført en sort polo, og sorte cowboybukser, med sorte sko som supplement.
Skoene var ikke nyeste mode, men et par almindelige Ecco sko, så vidt jeg kunne se, men de rene og slet ikke mærket af han havde stået et sted og iagttaget mig.
Heinz havde altid sko på, en del af hans verden bestod i, at han kunne forsvinde på under 30 sekunder med det han havde brug for til at overleve.
I entreen stod der altid en normal og meget diskret Fjállräven taske med hans personlige papirer og hvad han ellers skulle bruge.
Dette havde han fortalt mig under en tidligere opgave, hvor vi havde brugt noget tid sammen.
Hvad han lige nøjagtigt brugte alle de maskiner til, havde Heinz aldrig afsløret, og selvom jeg var meget nysgerrig havde jeg valgt ikke at spørge ind til det.
Han havde dog afsløret at han samlede en masse information sammen fra nettet, og ud fra en eller anden formel kunne han detektere tendenser i samfundet.
“Hej min ven” sagde jeg til ham da han åbnede døren for mig
“Hej din lille spirrevip” sagde Heinz, med et lille smil på læben.
“Du bliver rigtig nok forfulgt !” fortsatte han, “Det er en østlands-udseende mand med en sort læderjakke”
“øhh ja” sagde jeg, “så du ham ?”
“Jeps, han gik efter dig op imod husene nede fra stationen, men han mistede dig vist at syne da jeg stoppede ham og spurgte om vej til det gamle færgeleje.”
“Stoppede du ham og spurgte om vej” jeg kiggede meget forundret på Heinz.
“Jeps, han talte med en accent fra enten Polen eller en af de baltiske stater. Han kunne selvfølgelig også være fra Finland, men han så lidt for mørk ud i huden til det.”
“Jamen, hvordan kom du herop så hurtigt ?”
Han grinede, “jeg har mine veje !”
“Og han fulgte ikke efter dig ?”
“Nej, jeg fik forvirret ham lidt, så han fortsatte langs den første række huse, men han kommer nok tilbage og lusker rundt her, så du skal nok blive her lidt.”
“Ok, har du så noget kaffe” Hvis der var noget jeg vidste om Heinz, så var det at han altid havde kaffen klar. For det meste til ham selv, og en sjælden gang til en gæst.
Jeg var een af de få mennesker der havde været gæst hos ham, om han havde haft andre gæster i det lille hus var jeg egentlig ikke klar over.
Heinz hældte en kop kaffe op i et krus med et logo fra Zoologisk, han var ved siden af sin beskæftigelse som informations opsnapper, også en naturelsker.
“Værsgod min ven” sagde han.
“Takker” sagde jeg og tog den lettere bøjet kuvert med papirer frem og lagde på bordet.
“Du skal læse det her, og hjælpe mig med at hitte rede i hvad det er der foregår ved hjælp af alle dine maskiner”
“okey, hvad står der i papirerne ?” Han tog kuverten og hev stakken af papirer frem.
Jeg svarede ikke, og Heinz læste det hele fra ende til anden. Uden pause og uden at kigge op søgte hans øjne rundt på alle linjerne.
Ind imellem tog han en allerede læst side igennem og læste den igen, eller dele af den såvidt jeg kunne se. Alt imens sad jeg og øsede kaffe i halsen og prøvede at komme i tanker om hvad jeg havde sunget aftenen før.
Efter en lille time var han færdig og kiggede op på mig igen, han så ud som han var kommet frem efter at have tilbragt 20 år på månen, fuldstændig forundret over hvad han havde læst.
“Du ved godt hvad dette er, ikke ?”
“Nej” sagde jeg mens jeg tørte kaffen væk fra mundvigen.
“Hvis det der står heri er sandt, så bliver det eksplosivt hvis det kommer ud i lyset. Det her kan vælte hele lande og regeringer, samt den globale økonomiske infrastruktur.”
“Ok”
Han fortsatte “Der mangler nogle detaljer, som vel er det du vil have mig til at kigge på, sådan noget som pengenes bevægelighed imellem mange forskellige firmaer og konti.”
“Ja, så vidt jeg kunne skimme det, så skal det være muligt at finde en sammenhæng imellem de involverede parter.” Jeg kiggede på ham, han havde fået et blik i øjnene der så ud som om han havde lyst til at fare ud af døren på jagt efter spor.
“Det er ikke billigt, du” sagde han med en lavmælt stemme, “jeg får brug for hjælp fra et par kontakter i Tyskland og Holland for at kunne få en snabel ind og lugte mig frem til sporerne.”
“Hvad koster det ?”
“Vi tager den del som vi plejer når vi er færdige” sagde han og kiggede ned i papirerne igen.
Den aftale havde vi også lavet på de andre opgaver sammen, og han havde været rimelig med beløbet.
“ok” sagde jeg, “hvad skal du bruge fra mig, ellers ?” jeg kiggede ud af vinduet hvor klokken vist var blevet mange og det var helt mørkt udenfor vinduerne, kunne jeg skimte imellem hans gardiner der var trukket for.
“Ikke noget, du tager papirerne med dig når du går, de skal ikke ligge tilgængelige her.”
“OK” jeg foldede papirerne tilbage i kuverten, og smed den i inderlommen på min jakke.
Heinz havde god grund til at være paranoid, idet han gennem de sidste 20 år havde fulgt nynazisterne og lignende fraktioner meget nøje. Jeg vidste han brugte al den computerkraft som havde stablet op inde i huset, til at lede efter sætninger og kombinationer af ord på internettet som omhandlede de yderligtgående fraktioner.
Han var født af jødiske forældre og havde hørt en masse historier fra den store krig om forfølgelse af hans mindretal.
Efter en episode for snart 20 år siden hvor et par af hans gode venner var blevet slemt mishandlet syd for den danske grænse havde han viet sit liv til at bekæmpe fraktionerne.
At han så i samme moment selv var blevet en fraktion, så ikke ud til at forstyrre hans nattesøvn.
Han havde fortalt at han havde bosat sig så langt ude, men alligevel i en by med masser af tilflyttere så han ikke virkede anderledes, og samtidig kunne han få masser af plads, hvilket jeg bestred lidt idet hans hus ikke var så stort.
Men der var ikke nogen yderligtgående folk i Kalundborg, og ingen vidste hvem Heinz var.
“Hvad syntes du, at jeg skal gøre nu” spurgte jeg ham.
“Du skal tage til Frankfurt og finde et af de beviser som er nævnt i papirerne, du skal nok snyde dig ind som medarbejder på et af de firmaer der er på listen. Men vær meget påpasselig, hvis de finder ud af at du bare er en snuser så kan det godt give følger, og tyskerne ser ikke mildt på sådanne ting.”
“Hmm Frankfurt. gad vide om der går en maskine derned imorgen ?” Jeg kiggede på ham og han vendte sig mod en af de skærme der stod der.
“Øjeblik” sagde han og begyndte at taste.
Der gik kun et øjeblik og så vendte han sig om igen.
“Du har nu plads på Business Class, med Lufthansa maskinen klokken 17, til Frankfurt. Det koster dig ikke noget, og jeg har booket et Superior Room på Sheraton Hotellet som ligger i umiddelbar forlængelse af lufthavnen. Så vidt jeg husker kan du gå derover uden at skulle i det fri, direkte fra Terminal 1, oppe på 1.sal. Det er samme vej som til Fjerntogene, og FAC ligger lige ved siden af, der kan du gå hen uden at skulle udenfor.”
“FAC ?” Jeg kiggede undrende på ham
“Ja, Frankfurt Airport Center, hvor der ligger to af de firmaer vi skal have fat”
“Hmm, ok men var det nødvendigt med et dyrt værelse ?”
Han grinede, ja for pokker, og det er helt gratis, jeg har nogle partnere dernede i området som skyldte mig lidt tjenester fordi jeg havde opsnappet nogle kidnapningsplaner mod dem. Derfor er du booket ind som Dr.Jensen, hvilket er ok da jeg nok ikke kan skjule dit danske, og det viser at du har en uddannelse. Rummet er allerede betalt, så du skal ikke vise kort eller lignende”
Ham smilede lidt triumferende
“Så må jeg jo hellere smutte hjem og pakke lidt.”
“Hvis du skynder dig kan du nå toget klokken 21”
“Damn er det allerede blevet så sent”
“Jeps, og jeg skal nok gå med ud og få styr på ham polakken eller hvad han nu var.

Kap.4

Jeg vågnede med et meget tungt hoved plaget af tømmermænd, den ramme snebajer jeg havde købt som skulle holde indtil jul, var nu halvtom.
Efter jeg havde lagt papirerne fra mig igår aftes havde jeg sat lidt musik på, der var røget en del Nephew igennem anlægget så vidt jeg huskede.
Der var vist ikke et eneste album jeg ikke havde hørt, og jeg havde taget et par øl undervejs og ladet tankerne flyve, til et sted jeg ikke kan komme i tanke om lige nu.
Pokkers hvornår lærte jeg det med øl og Nephew sammen var en dejlig cocktail men sprænghamrende farlig. Især for mine hårrødder som var temmelig ømme.
Til gengæld havde jeg til mine naboers fryd eller rædsel, også sunget med på en del af de surrealistiske tekster, jeg kunne huske at “Taxa Triumf” og “Police Bells and church sirens” havde fået med hele stemmebåndet.
Jeg havde engang været til koncert på Danmarks Radio, og set Nephew spille sammen med en Færøsk sangerinde der hed Eivør til “Police Bells and church sirens”, og jeg var gået derfra som i en rus, det havde været for fedt at høre.
Jeg drejede rundt og kigge efter vækkeuret, jeg skulle jo på arbejde.
Hvor pokker var det nu henne det pokkers vækkeur, nå ja, jeg lå i stuen og vækkeuret der pænt lyste tallene op i loftet i mørke stod i soveværelset.
I det mindste havde jeg smidt de italienske sko da jeg kom hjem, men det var vist også det eneste der var røget af. Polo’en, de sorte bukser, og mine Mads Christensen moderigtige stribede sokker var stadig fæstnet på min krop i mere eller mindre grad.
Klokken var 9.16 kunne jeg se på min mobil der lå smidt på bordet, det her blev en lang dag.
Jeg møder for sent på job, og de vil så forvente at jeg bliver der længere i aften for at godtgøre timerne, og med kraftige tømmermænd vil det ikke være så fedt at skulle sidde der hele dagen.
Heldigvis lå kontoret lige rundt om hjørnet, og jeg kunne være der om en lille halv time når jeg havde taget et godt bad og blivet lidt sundere øverst oppe.
Men de var efterhånden vant til at jeg ikke holdte normale arbejdstider, og jeg tror et par af de gamle bogholdere anså mig for lidt af en boheme.
Jeg tænkte lidt på gårsdagens episode med Henrik, det havde været meget kryptisk, og jeg mindes svagt at jeg havde udtænkt en masse gode konspirationsteoier under indflydelse af de gode dråber.
Det var ikke allesammen jeg kunne huske, men et par stykker havde vist været meget gode, og lige til en Hollywood drejebog.
Mobilen snurrede rundt på bordet og blinkede i displayet “H.T” stod der bare i displayet, det var Henrik der var opført som H.T. Jeg tog telefonen.
“Davs mester”
“Davs du” sagde Henrik, “Har du fået læst papirerne ?”
Som gamle kammerater behøvede vi ikke at lave den store introduktion når vi ringede til hinanden.
“Jeps, meget interessant, men til en artikel er der jo masser af stof at bruge”
“Jeg vil ikke kun have en artikel, jeg vil have hele historien og lidt til, jeg vil have noget jeg kan lave en formue på”. Han lød lidt eksalteret i telefonen.
“Men du skal tage fat i din ven Heinz, han kan hjælpe os med mere info om pengestrømmene”
Heinz tænkte jeg, Henrik kendte ham fra en tidligere sag men han var en mærkelig lille mand. Mindre end Henrik i højden og meget tynd med et lille spidst ansigt.
Heinz var en mirakelmager når det galdt om følge strømme, især dem læsset med penge på vej mod de mere obskure steder som Cayman Islands og Lichenstein.
Hvordan han nøjagtigt gjorde var stadig en gåde for mig, men ud fra Henrik’s ordd betød det nok at jeg måtte et smut til Kalundborg og snakke med Heinz.
Uanset hvor lidt paranoid man kunne være så ville samtaler af vores karakter altid finde sted personligt, uden at vi skulle tænke på at de digitale signaler ville blive opfanget af andre interessanter.
“Husk at få kvittering på billeterne” sagde Henrik i røret, ham havde jeg lige glemt
“Forresten skal du nok forvente at PET vil snakke med dig”
“Hvad mener du ?” spurgte jeg lidt forvirret
“De havde fat i mig igår på vejen hjem, meget mærkeligt hvis jeg skal sige det mildt. De spurgte mig ud om papirerne, men jeg fortalte dem kun i hovedtræk hvad de gik ud på. PET har fat i et eller andet med QWERTY kapitalfondene, men de mangler at finde både hoved og hale i det.”
Han trak vejret tungt i telefonen og fortsatte med at fortælle mig om gårsdagens hold-up, og efterfølgende møde på deres kontor.
“Desuden” sluttede han af “så er de vist blevet dikteret af europol, interpol, FBI eller en af de andre instanser om dette. De kendte til ham gutten jeg kender i Amsterdam”
“Gutten i amsterdam ?”
“Ja du ved mand, ham jeg fik papirerne af”
Jeg var lettere forvirret, det var lidt hukommelse af mødet på grillbaren.
“Sagde du ikke at du havde fået dem af en du havde studeret sammen med ?”
Henrik trak vejret endnu dybere
“Jo for fanden, men jeg kan jo ikke sige alt i fuld offentlighed vel”
Sådan plejede han ikke at være, han virkede meget nervøs og det lignede ham ikke at lyve for mig.
“Hvad sker der Henrik ?” sagde jeg. “Du ved jeg er også lidt nervøs, jeg havde en eller anden skummel fyr der fulgt efter mig på vejen hjem”
“Hva’ “ sagde han højt. “Blev du forfulgt”
“Ja det tror jeg, det virkede sådan, men jeg så ham ikke da jeg nåede herud til det ydre.”
“Snak lige om ydre, du bor sgu ikke i fucking Smørum”
“Nahh, men det er tæt på”, sagde jeg mens jeg kiggede ud igennem vinduet ned mod gaden og brændehandleren.
Der var bare den normale trafik, og intet usædvanligt at se.
“Du” sagde jeg, “jeg damper til Heinz senere, jeg skal lige have det aftalt med ham, han er jo lidt paranoid, og meget skizofren”
“Ok” sagde Henrik, “Giv mig et kald når du kan på tilbagevejen”
“Jeps” sagde jeg igen.
Skærmen på telefonen blev blankt.
Nå jeg måtte hellere få et bad og noget rent tøj på, inden jeg skulle på job og efterfølgende lege detektiv for Henrik.

Kap.3 Henrik

Henrik gik ud af Shawarma House godt eet minut efter Brian, efter at have ladet vandet på det lille men renlige toilet.
Ude på Strøget drejede han op imod Rådhuspladsen for at nå hen til parkeringen ved Nørre Voldgade. hvor hans lille bil holdte og ventede. Det var en lille og sparsommelig Volkswagen Lupo med en dieselmotor. Den gik cirka 25 kilometer per liter diesel, og gjorde at han kunne optjene en lille gevinst ved at få statens takster for at køre ud og lave artikler.
Henrik opdagede ikke den lille mand der iagttog ham fra busstoppestedet på den anden side af vejen, han satte sig ind i bilen og fik den ud fra parkeringspladsen som lå midt imellem kørebanerne.
Han havde tidligere på dagen lavet en kopi af papirerne som Brian havde fået, efter selv at have gennemlæst dem.
Hans konklusion var at det var en historie der kunne indbringe en indtjening, og give ham et ry i branchen.
Ikke at han ikke havde det i forvejen, men han ville være den bedste, og det havde gået mere ud over hans kone og barn, idet han havde tilbragt mange timer på landevejen med at få historierne i hus.
Han drejede ned op mod Bispeengbuen for at komme hjem til rækkehuset i Smørum, hvor han kone ventede og hans lille dreng forhåbentlig lå og sov.
Henrik lagde ikke mærke til den diskrete bil der fulgte efter ham i jævnt tempo mens han holdt inderbanen. Bilen var i en standard grå farve der denne vinterdag faldt næsten i eet med omgivelserne, ingen andre ydre kendetegn.
Da han holdt i krydset ved Hillerødgade kiggede han op i bakspejlet og smilede til den halvskaldede mand med fyldige kinder der kiggede tilbage mod ham, bag ved ham holdt der en hvid varebil hvor der stod VVS på køleren.
Han tænkte et øjeblik om han snart skulle få ringet til en VVS’er for at få udskiftet det toilet de havde hjemme, som var installeret samtidig med huset tilbage i ‘60’erne.
De var ikke rige, men hans arbejdede forsynede ham og fruen med penge nok til at hun kunne gå hjemme sammen med den lille.
Der blev grønt i krydset og han gav den lille bil gas for at komme op gennem Borups Alle, han fortsatte i indersporet som han plejede for at spare så meget på dieselen som muligt.
En stor grå bil racede udenom ham i midtersporet og tvang sig ind foran ham, lige inden krydset ved Hulgårdsvej.
“Sikken en idiot”, tænkte han, mens han holdt lige bag ved den store bil. Det lignede een af dem som politiet brugt som civil-biler men der manglede de små blå lygter på bagkofangeren som plejede at afsløre dem, sammen med dem på fronten normalt indbygget i kølergrillen.
Han var blevet god til at spotte de civile politibiler, gennem sit arbejde var han kommet på tværs af en del af dem, også selvom han var erhvervsreporter. De gutter der arbejdede på B.T, eller Ekstra-Bladet måtte se dem hver eneste dag.
Pludselig åbnede førerdøren sig på bilen foran, han holdte lidt ind mod den midterste vognbane og kunne ikke se den anden side af bilen.
“Hva……………..” Nåede han lige at tænke inden passagerdøren gik op og en mand klædt i en almindelig dynejakke og cowboybukser satte sig ind.
Personen der var steget ud af førerdøren bankede på hans vindue, og han rullede ned mens sneen føg ind i bilen.
“DU følger efter mig !” Sagde personen der viste sig at være en kvinde, hvis træk var noget udviskede på grund af al vintertøjet.
“Burmeister som sidder ved siden af dig vil sørge for at du intet gør, ud over hvad jeg siger” fortsatte kvinden.
“Hvad fanden foregår der ?” udbrød Henrik, hans sind var i vildt oprør, det havde han aldrig oplevet i alle sine år som reporter.
“Bare følg efter, tak” sagde kvinden og drejede rundt.
Hun var rimeligt trænet så det ud til, en god røv kunne Henrik se gennem sneen, inden hun satte sig ind i bilen.
Han rystede og kunne ikke lige fatte hvad der skete.
“Du skal køre nu”, sagde manden i dynejakken der nu sad på hans passagersæde, hvilket vil sige at hans dynejakke var kun 3-4 centimer fra hans gamle udslidte læderjakke.
Hvis han havde været højere end 167 centimer ville deres skuldre havde rørt hinanden, og på nuværende tidspunkt var det ikke noget han brød sig om.
“Hvem er I ?” spurgte han med en svag stemme der slet ikke lignede ham.
“Det må du undskylde” sagde manden med dynejakken, “jeg hedder Oliver Burmeister, og arbejder med økonomisk kriminalitet hos PET”
“Hos PET ?”
“Ja Politiets Efterretningstjeneste, den særlige enhed for international økonomisk kriminalitet” sagde manden.
“Right” sagde Henrik, “Men hvad skal I bruge mig til ?”
“Øjeblik” sagde Burmeister, “følg efter min kollega tak”
Bilen foran begyndte at bevæge sig, blinkede til højre og drejede op imod Hulgårdsvej.
Henrik fulgte efter og så nu at det var en Skoda Superb, nøjagtig som politiet, de måtte da få en fantastisk flåderabat tænkte han. Gad vide om der var en historie i det også.
Den grå bil fortsatte op af Tomsgårdsvej inden den drejede ned af Møntmestervej, og drejede ind mod en Moské.
Henrik fulgte pænt efter, men hvad skulle de i en Moske ?.
“Du parkerer lige ved siden af min kollega, tak” sagde manden Burmeister.
“Ok, men hvad skal jeg her ?” spurgte Henrik, i løbet af de sidste 30 sekunder havde han fået lidt af sin ryggrad tilbage, og journalistens skarpe næse var ved at tage over.
“Vi skal bare lige snakke lidt med dig, vores kontorer ligger her ovre bag ved.”
Henrik steg ud af bilen, hvor kvinden stod og ventede.
“Goddag, jeg hedder Nadia Wain, og er politikommisær ved PET” sagde kvinden og rakte hånden frem.
Henrik tog imod hånden og fik et kraftigt håndtryk tilbage. Den dynejakke skjulte vist en god fysik tænkte han mens han prøvede om hans fingre stadig sad på hånden.
Wain gik over mod en bygning bag ved den der stod Moské på, den var meget anonym og lignede en trist grå fabriksbygning fra ‘50’erne.
Burmeister signalerede at han skulle følge efter hvilket han gjorde modstræbende, men ansporet af den fysiske udstråling der kom fra manden. Han var rimelig slank, men selv med en jakke på så han meget fitness agtig ud, lige modsat af Henrik selv.
“Hvorfor ved en Moské” spurgte Henrik, han ville aldrig have gættet at der lå andet herinde.
“Vi kan være i fred, og når vi er tæt på moskeen så har vi fred, og de har fred. De ved at vi holder øje med dem, eller ihvertfald de mest radikale af dem, og vi ved at de ved at vi er fra PET og holder øje med dem. Til gengæld kan de kun se den mest offentlige del af etaten.” Burmeister kiggede rundt, ned langs bygningerne. Ingen tvivl om han var vant til at holde øje med ting.
Henrik fulgte efter Wain ind i bygningen og de gik op af en gost slidt jerntrappe til førstesalen. hvor et stort lokale åbenbarede sig på den anden side af en gammel kontordør med støvet glas.
Lokalet var stort og firkantet, og der stod såvidt Henrik kunne se en 15-20 skriveborde, alle godt fyldt op med papirbunker.
Rundt omkring mellem bordene stod der en masse små firkantede “senior” flyttekasser stablet godt op med 3 til 5 stykker i hver eneste stabel.
På døren ind til rummet stod der ikke noget, Henrik kunne i det støvede lys på trappen se at der engang havde været nogle bogstaver, men han kunne ikke genkende nogen af dem.
“Hvad er det her for et sted” spurgte han med sin journalistiske næse.
“Det er en gammel etiket-fabrik” sagde Wain, “De har været en del maskiner til tryk og skæring herinde, men i de sidste godt 10 år har vi holdt til her.Efter 11.september blev denne enhed oprettet til at holde styr på global økonomisk kriminalitet i samarbejde med en masse internationale enheder.”
Han havde bemærket at den uskyldigt udseende dør var forstærket med en indre jern ramme der var svejset sammen. På ydersiden havde der været en meget high-tech lignende kortlæser hvor Wain først havde trukket sit kort igennem og siden tastet en kode.
Kortlæseren var i sølv og brun med nogle sjovt lignende trekantede knapper.
“Jamen var det med mig at gøre”, Henrik så på Wain og kiggede efter udtryk i hendes ansigt. Der var ingen.
“Kom herhen og sæt dig ned” sagde hun og pegede på en stol ved et skrivebord midt i lokalet.
Burmeister var lige i hælene på ham da han gik hen til skrivebordet, og satte sig ned på stolen som Wain havde peget på.
“Du må gerne sige Nadia til mig” sagde hun og smilede, et professionelt smil som normalt var til tænkt til at tage broden fra de mest nervøse. Henrik havde set det smil mange gange, hos Stewardesser, servitriccer og lignende, så det tog ikke hans nervøsitet væk.
“Og ham kan du kalde Oliver” sagde Nadia med et vift med hovedet mod Oliver.
“Tak, jeg hedder Henrik, men det er vi vel klar over, nu jeg sidder her ?”
Han kiggede på skrivebordet, som var det nok mest belæssede i hele lokalet.
“Du har lige afleveret nogle papirer til een af dine gode venner” sagde Oliver lavmælt.
“De omhandler en konstellation af kapitalfonde som har vores interesse !”
“Hvilken interesse ?” Henrik kiggede op på ham, hvad fanden vidste de om det.
“Vi har holder et lille øje med disse virksomheder, pengetanke, fonde eller hvad du nu vælger at kalde dem, og de dokumenter du har fået tilsendt fra en kontakt i Amsterdam fortæller meget godt om dem.”
Henrik kiggede på ham
“Hvor…..Hvordan ved I det ?”
Nadia smilede igen, “vi fik besked fra vores venner i Lyon som fortalte at ham der Spruivendijk, havde sendt nogle papirer til dig.”
“Jamen”, Henrik begyndte at ane en sammenhæng.
“Vi alt det juridiske på plads, bare rolig” sagde Nadia.
Det gjorde ham slet ikke rolig
“Vi har en ransagningskendelse, og vi fandt kuverten i dit affald som Spruivendijk sendte til dig”
“Jamen hvordan vidste I hvad der stod i papirerne ?”
“Det ved vi heller ikke, men vi ville da gerne vide det, ser du vi mangler et par tråde for at få skovlen under disse fonde i samarbejde med Interpol”, Oliver kiggede på ham
“Hvilke tråde ?”
“Skal vi ikke bare sige at vi har opdaget nogle uregelmæssigheder i en stor dansk virksomhed, og for at kunne få dem anklaget for svindel i den store klasse. Dette er af en størrelse, hvor ikke engang Ekstra-Bladet eller B.T. tør skrive om det af frygt for represallier fra ejekredsen”
“Jeg er jo journalist !” indrykkede Henrik.
“Det ved vi”, sagde Nadia mens hun lænede sig tilbage i kontorstolen på den anden side af skrivebordet. Oliver havde placeret sig på en anden stol lidt skråt bagved Henrik. Han havde taget jakken af og Henrik kunne se at han var lidt mere end almindelig trænet.
Nadia sad med sin dynejakke på, men den var dog blevet lynet ned, den var dog ikke så åben at Henrik kunne se om hun havde gode bryster.
“Vi vil meget gerne vide hvad der stod i de papirer !” sagde Oliver.
“Jeg kan altså ikke huske det hele”
“Selvfølgelig kan du det” Oliver havde en lidt barskere stemme på
“Du er journalist, du har en næse for disse sager, og vi ved fra nogle af dine tidligere historier, at du aldrig tager notat, men husker det hele”
Damn tænkte han, var der noget de ikke vidste.
“Hvordan kender I til mine sager ?”
“Skal vi ikke bare sige at din næse for tingene, gjorde det nemmere for os, og vi sikrede at par af organisationerne der modtog støtte fra de virksomheder aldrig kom til at lave noget i Danmark. Vi er jo en organisation der skal sikre Danmark mod terror og lignende i samarbejde med en masse andre myndigheder”
“De papirer I siger jeg har fået, hænger da vel ikke sammen med mine gamle historier, er det derfor I hentede mig hertil ?” Han kiggede på dem begge.
“Nej” sagde Nadia, “Det er noget helt andet, og meget størrere end et par skaldede danske firmaer, fortæl os hvad der stod i de papirer du fik !”
“Ok ok” Henrik følte sig en smule træt, gad vide hvad klokken egentlig var. Hans kone havde sat maden i ovnen som hun plejede, inden hun gik igang med at putte den lille.
Hun var vant til at han aldrig kom hjem til normal tid, så det var helt normalt at maden stod i ovnen.
“I papirerne var der hentydninger til en paraply af fonde der gik under navnet QWERTY, efter det første bogstav i deres rigtige navn. Disse fonde var ejet af nogle andre fonde som bliver styret af en organisation, eller mand som ikke var nævnt. Det hele var infiltreret ind i hinanden, men der var ingen navne på styrende organer, eller folk.”
Nadia kiggede på ham “QWERTY ?”
“jeps, fem styrende fonde igen ejet af nogle mere spektakulære fonde”. sagde Henrik og kiggede på hende. Hun havde egentlig et meget sødt ansigt, men hagen var lang, og han kunne stadig ikke se hendes overkrop under jakken.
“Var det alt der stod ?” Oliver lænede sig frem
“Ja i store træk, men er det ikke nok ?”
“Jo tak” sagde Oliver, “Det er fint, jeg skal nok følge dig ud”
Henrik kiggede på ham, lavede de fis med ham. Det havde kun taget 5 minutter, al den ståhej for så lidt.
Der måtte ligge et eller andet under, der var noget muggent ved det her. Han tænkte så det knagede.
“Tak for denne gang” sagde Nadia og rakte ham hånden fra den anden side af skrivebordet.
Han tog imod den, og fik næsten brækket fingrene for anden gang denne aften.
“og på gensyn” sagde hun idet han vendte sig om.
På gensyn ?, hvad mente hun med det, det var altså for underligt det her tænkte Henrik.
Oliver gik lige bag ham da han gik hen mod døren. Han så at der sad personer ved et par af de andre skriveborde, det så ud som alle etniske lokaliteter var tilstede.
Oliver fulgte hans blik bagfra “De andre taler ikke dansk, men de hjælper vores arbejde her.”
Henrik nåede hen til døren og tog i den, den var låst.
“Øjeblik” sagde Oliver, Henrik kiggede på ham, han havde taget en dims op af lommen. og trykkede på den.
Døren buzz’ede Henrik kunne åbne den.
“Farvel og fortsat god aften” sagde Oliver “jeg formoder du selv kan finde din bil”
Henrik gik ned af trappen og ud af døren for enden.
Han stod nu med ansigt direkte til Moskeen, der stod en mennesker ude foran.
Ikke et sted han normalt ville befinde sig tidligt på aftenen i det nordvestlige København.
Et par stykker nikkede til, og han hilste tilbage med hånden, bag en af ruderne i ejendommen anede han en person, og han følte sig overvåget, hvilket var en følelse han havde prøvet før.
Fornemmelsen var at blive fotograferet, de holdt søreme godt øje med dem herovre i den anden ejendom.
Pyt, han var jo en offentlig person der skrev om virksomheder, der var vel intet til fælles med dem, så han satte sig ind sin lille bil og satte kursen mod Smørum.
Mens han kørte mod det lille rækkehus, tænkte han igen på hvor mærkeligt denne her episode havde været, han kunne ikke lige få delene til at passe sammen.