Blog

Det skal lige tilføjes, at Bedstemor, som jo altid havde været fugekone m.m, alligevel fik tid til at hjælpe andre, når der var sygdom, barsel, ja alle steder hvor folk var i nød og trængte til hjælp. Det tog hun jo ikke betaling for, tværtimod. Somme tider havde hun lidt godt med, hvor der trængtes til det. Det blev hun ved med, også efter at de var flyttet ned til Engesvang i 1916, og særlig travlt fik hun under den spanske syge i 1918- 19, hvor mange mennesker døde. Ja der var hele familier der uddøde, og det var sommetider på landbrugsejendomme, så måtte Bedstefar med for at passe kreaturerne.

Da måtte snapsedunken købes noget større, 36 Liter, for Bedstemor havde fundet ud af, at det var den eneste medicin der hjalp. Der var altid en flaske snaps med, når hun drog afsted for at hjælpe, det var jo en meget smitsom sygdom. Men Bedstemor og Bedstefar blev aldrig selv syge af den, det sled på kræfterne, så da den spanske syge var drevet over, var det kun de nærmeste, (og dem hørte vi jo til) hun tog sig af. Mor var tit syg, og vi var jo efterhånden en stor familie, da Henny jo også var kommet til d. 29-4 1926 og der var travlhed, ejendommen skulle passes, og det blev os børn og Mor der skulle det. Far var på arbejde hver dag, og derfor blev det Harry på 9 år og mig på 7½ år, der skulle køre med hestene, både med pasningen af jorden, og med at køre materialer ud til de forskellige byggepladser, og somme tider skulle vi også i skole.

I de følgende år byggede Far mange huse og landejendomme. en af de første, jeg kan huske aftalen på, mellem bygherren og Far, var en mindre landejendom, der var brændt ned, og som en selvfølge skulle Far bygge den, og aftalen blev, at manden tilbød Far pengene, de kunne få fra forsikringen både for hus og bohave, hvis han ville bygge en pæn ejendom til dem. Der var ingen tegninger eller noget skriftligt om, hvor stort eller hvordan huset skulle se ud, der var bare en aftale og og gensidig tillid, og der var ingen af parterne der blev skuffede, sådan kunne man gøre det dengang.

Søren, som den ældste af børnene, var ude at tjene et par år, inden han kom i lære som murer. Det var vist omkring ved den tid at, Bedstefar fik de sidste penge han skulle have for Pårup Nørregård, og trods det at de ikke havde for mange selv, blev de fordelt til Mor, Jens og Marie, som fik hver 5oo kr., stueuret er vist det eneste minde om mors part der stadig er i familiens eje.

Nu gik det stærkt med at bygge, det var der også andre der kunne se, blandt andre trælasthandleren, som så sin fordel i at arbejde sammen med Far. Der skulle meget tømmer og tømrearbejde til, så Far var en god kunde, men desværre stolede han for meget på trælasthandleren og det gav senere bagslag. Men der blev bygget meget, også store stykker arbejde, som for eksempel centralskolen, alderdomshjem, kaptajnsgården, bøllingsøgården og nogle store villaer. Ind imellem blev der bygget en del huse, et år blev det til 17 huse. Ind imellem de store byggerier hvor det blev for meget, at køre med hestevogn, og bilerne var jo ved at være almindelige til alt transport, så jeg kom mere og mere med ud på byggepladserne for at hjælpe til,( Harry var kommet ud at tjene) da vi byggede alderdomshjemmet. I 1929 var jeg med hele tiden, jeg blandede alt betonen, og senere alt mørtelen, vi havde nemlig fået blandemaskine, den skulle jeg passe, selv om jeg kun var 13 år. Men året efter kom katastrofen, trælasthandleren gik konkurs, vist nok med vilje, for at redde sig selv, men det havde nær taget Far med.

Lyngholmhus kom på tvangsauktion, men Far havde så meget i behold, så han kunne købe en grund, lige nede ved Engesvang station, og der byggede vi først baghuset, som vi flyttede ind i, medens vi byggede forhuset. Et dejligt hus, og til stor ærgelse for mange, der havde håbet, vi var gået helt ned med flaget. Det var jo i krisen, i 193o til ca. 1936, så mange hængte meget på den, selv dem vi troede var byens matadorer. Da vi flyttede over i forhuset, kom Bedstefars til at bo i baghuset, de var ved at trænge til hjælp, det kneb med helbredet, så nu var det os det kunne hjælpe dem, selv om mor var meget syg, og blev indlagt på Rigshospitalet. Men krisen blev værre og værre, det kneb med at få arbejde, bare til os selv, og priserne var meget små. Bunden blev nået prismæssig, da der skulle mures lidt på foderstofforretningen, der var 11 merermestre til at give tilbud, vi fik det til en pris af 165,00 kr. men Far havde fået at vide, at der en del mere arbejde der skulle laves bag efter, så det rettede jo på den lave pris. Det blev så galt at Far måtte sælge huset, og så flyttede vi igen, det blev et hus som vi lejede, og det var ikke stort nok til at Bedstefar kunne komme med, men de fik lov til at blive boende i baghuset et års tid, til vi fik lejet en lejlighed der var så stor, så vi havde plads til dem igen.

Det var på Moselund Station, hvor vi lejede førstesalen, der var så stor at vi kunne være der allesammen, og vi måtte have en ung pige til at hjælpe, for mor var stadig ikke helt rask, men det blev hun og hun var faktisk ikke alvorlig syg i de næste 5o år.

Det blev efterhånden dårligere med arbejdet, så vi kunne lige tjene så meget, at vi havde nok til os selv, men det var til en meget dårlig betaling. Søren var jo bleven udlært og var også derhjemme et stykke tid, men det var meget sløjt, så han søgte, og fik arbejde omkring Frederikssund. Han boede til leje i Farum, så det var jo en lang tur hver dag på cykel, men det gav lidt flere penge, så der blev råd til en lille motorcykel. Det lettede jo noget på det, inden han rejste til Farum havde han fået en kæreste, en gårdmandsdatter fra Kragelund og en skønne dag kom han hjem til Moselund, for at blive gift med Thora Davidsen. Det var d. 3o- 12 1935, og der skulle jo være stort gilde, for Svigerfar var gårdejer, så der var indbudt alle dem der Kunne være i Kragelund forsamlingshus og det var mellem tre og fire hundrede. Bryllupsgaven skulle der spares på, det blev 5o kr. til hjælp til sengetøj. Det giftermål var det første i den generation, og de rejste tilbage til Farum, for efter forholdene i Moselund var der jo væsentlig bedre på Sjælland.

Men vi slog os da igemmen, men godt var det ikke, og ingen bedring umiddelbart i sigte. Det var omkring ved den tid at Bedstefar døde, stille og roligt i sin egen seng (1935), Bedstemor sad og holdt ham i hånden, for han havde kaldt på hende, der var noget, han ville sige hende, men det nåede han ikke. Det spekulerede Bedstemor meget over, hvad det kunne have været, han ville have sagt, der gik lang tid inden hun holdt op med at spekulere på det. Harry kom også hjem, der var ikke engang til at få en plads på landet, så der skulle jo snart findes på noget, jeg havde fået udlært om efteråret, men hele vinteren var der slet ikke noget at tjene. Men gå hjemme hver dag kunne jeg jo ikke, så jeg gravede kampesten op i en grusgrav, senere var det mergel jeg læssede. Lønnen, 1 krone om dagen og kosten, men så skulle jeg da ikke have noget derhjemme. Det var også på den tid at en murer fik en ugeløn på 25 kr. så der var ikke meget at slå til “søren” med.

Jeg havde jo også fået en pige, hende mødte jeg til sølvbryllupsfest hos vore naboer d. 26-1 1936, det var ikke kærlighed ved første øjekast, men absolut interesse. Det var vist gensidig, men der gik temmelig lang tid, før vi mødtes igen, det var til bal i Gjessø Forsamlingshus. Men den samme dag skulle jeg på tur til Ålborg med med teknisk skole i Silkeborg, og det var fra kl. 4 om morgenen, så vi havde en anstrengende dag. Der smuttede jo også et par øller i løbet af dagen og ankommen til Silkeborg kl. 9 om aftenen skulle vi have en bil til at køre os hjem, men det var om ad Gjessø, jeg skulle nok gå hjem, en tur på ca. lo km. , men jeg skulle jo til bal med pigen.

Vi dansede til langt ud på natten, og selvfølgelig skulle pigen følges hjem, det var første gang, og en dejlig tur var det, trods sne og frost, men trætheden begyndte at melde sig , så det blev ingen lang snak før jeg drog hjemad, først ned til Funder station, og så fulgte jeg jernbanesporene hjemad, det var en genvej, da vi jo boede på Moselund station. Men trætheden var stor, det var et døgn siden jeg var startet om morgenen, så jeg gik simpelthen og faldt i søvn, og faldt blødt i sneen midt imellem skinnerne, og vågnede et par timer senere da morgentoget kom buldrende. Jeg var så stiv af frosten, at jeg ikke kunne rejse mig, men jeg fik dog sat så meget sving i kroppen at jeg rullede ud over skinnerne, bare nogle få meter før toget for forbi. Det lykkedes at få så meget bevægelse i kroppen, alene skrækken for hvad der kunne være sket, gav så mange kræfter, at jeg kom på benene, og listede langsomt bag efter toget. Det var første gang, jeg skulle følge pigen hjem, og det meget nemt være blevet den eneste.

Med lidt småjob af og til gik vinteren, men en forandring skulle der til, det var Harry og jeg enige om, vi havde ikke lagt nogen fast plan. Til påske tog vi beslutningen, vi ville tage cyklerne og køre ud i landet, for at se, om der var arbejde at få andre steder, og med værktøjet, lidt ekstra tøj og en stor madpakke fra mor, drog vi afsted, med tilsammen en kapital på 22 kr. Vi krydsede ned igennem Jylland i godt vejr de første to dage, vi overnattede i Middelfart, og stod op til regn og rusk, men fremad gik det da. Næste overnatning var i Slagelse, da var vejret blevet til tæt tøsne, tøjet havde vi jo fået tørret om natten, men en halv time efter at vi var startet om morgenen, var vi gennemblødte igen, så vandet rendte ned ad det bare skind, vi havde jo ikke nogen form for regntøj, og så skulle vi tage en beslutning om, hvad vi skulle gøre, og vi bestemte så at køre til Farum, til Thora og Søren, men det var strengt, for efterhånden lå der 2o cm. sne på vejen, og der kom stadig noget ned.

Det er de langste kilometre jeg nogensinde har kørt, for trods det hårde arbejde med at cykle i så meget sne, frøs vi, så det tog flere dage før vi blev varme igen.

Men igennem til Farum kom vi da, og blev hjertelig modtaget, trods deres store forbavselse, de vidste jo ikke at vi kom. Vi lånte tørt tøj af Søren,og så fik vi varm kaffe serveret henne ved kakkelovnen, men det kneb med at styre koppen til at begynde med, sådan rystede vi. Men det var jo dejligt for os, men lidt forstyrrelse for Thora og Søren, der havde naboerne som gæster, men det blev taget med godt humør, trods det at vi var meget nær Hvad penge angik havde Søren 7 kroner som hele deres beholdning, har jeg senere fået at vide.

Det var vist nok anden Påskedag vi kom, og dagen efter var det blevet bedre vejr, så vi startede til København for at besøge Fars familie. Der var en del, og eventuelt få nogle tips om, hvor der var mulighed for at få noget arbejde. Harry var heldig, allerede et par dage efter var der bid som murerarbejdsmand i København, så det var med højt humør, at vi kunne fortælle det i Farum. Søndagen efter skulle en af kusinerne konfirmeres, det blev vi inviteret med til, vi kom først hjem til Farum kl. 3,3o, og da kom værtinden op, og fortalte, at der var blevet ringet fra fagforeningen, at der var arbejde til mig på Birkerød station. Jeg skulle møde Mandag morgen kl. 7, så det var jo ikke længe jeg kunne hvile. Thora gik slet ikke i seng, for hun ville være sikker på, at vi kom op til tiden, og så kiggede hun lige mit arbejdstøj efter, så jeg kunne komme nogenlunde pænt på arbejde, hun spildte jo aldrig tiden. Jeg kom op og afsted til tiden, det var jo spændende om jeg kunne klare mig, men det gik meget fint, så der var højt humør, jeg blev venligt modtaget, selv om de andre smilede lidt af mit jyske sprog, min de kunne da forstå mig, og arbejdet gik meget fint, så jeg var meget glad, når man betænker, at ugelønnen var 84 kr. om ugen mod de 25-3o kr. man kunne få i jylland, hvis man var så heldig at have arbejde. På stationen arbejdede jeg kun 3 uger, så fik jeg tilbudt arbejde i København hos samme mester som Harry arbejdede for, og derinde var ugelønnen 1o8 kr. Den forbedring skulle jo med , og samtidig kom tanken på Far, han havde jo heller ikke noget at lave i Moselund, så jeg skrev omgående om han kunne tænke sig at komme herover og overtage mit arbejde på Birkerød station. Der var ingen betænkningstid, han kom omgående, så han kunne stille på arbejde mandag morgen på stationen i Birkerød. Ovre i Moselund gik resten af familien og ventede spændt på nyt fra Far, han skulle jo lige se arbejdet an, om det var noget der kunne stoles på, og der skulle jo også findes en lejlighed der var stor nok. Der var stadig tre store børn hjemme og så boede bedstemor der også, og der skulle være plads til alle. Men Far tog meget snart den endelige beslutning at det skulle være, der blev sendt besked til Mor, at hun godt kunne begynde at gøre klar til flytning til Birkerød. Men Far skulle jo have tjent nogle penge så han kunne sende nogle hjem til Mor, til at flytte for, og der skulle også være til lejlighed med mere. I løbet af et par måneder flyttede hele familien ind i en lejlighed på Nyvej 1 i Birkerød.

Det havde også været en travl tid for Mor, med at få ordnet det hele i Moselund der var møbler der skulle sælges samt værktøj og lidt stillads, også dyner og tøj og meget andet der skulle ryddes op i. Noget blev solgt, og andet smidt på lossepladsen.

Men alt blev ordnet, også det økonomiske. Der var en lille regning der måtte ordnes med en veksel og som også meget hurtig blev ordnet, og det var jo meget fint efter sådan en vinter. Der var højt humør hos alle, trods alt det nye familien skulle vænne sig til, det kneb lidt for Bedstemor, der var jo ingen naboer eller venner hun kunne slå en lille sludder af med, hun kunne simpelthen ikke forstå hvad beboerne i Birkerød sagde til hende.

Hun havde jo aldrig hørt andet end det platjyske. Bedstemor boede hos Far og Mor i Birkerød i ca. 2 år, så var hun efterhånden blevet meget ked af det og længtes tilbage til Moselund. Erna Storgård erklærede sig villig til at have hende med fuld forplejning og eget lille værelse for aldersrenten, som var meget lille og der boede hun til sin død 4. 5-11 1941. Hun døde lige så stille og rolig som Bedstefar.

Jeg kom til at bo og spise på pensionat i Vanløse sammen med Harry, for at være nær arbejdspladsen, og det var godt arbejde jeg havde fået. Det var ofte vanskelige ting der skulle laves, men Mesteren var heller ikke bange for at betale godt for det, så allerede til Pinse havde jeg tjent så meget at jeg kunne købe nyt tøj fra yderst til inderst, og så rejse hjem til pigen i Pinsedagene. Det var rart at komme helt spektabelt klædt på, og med penge på lommen på besøg på Skovlyst hos pigens forældre. Det havde de ikke regnet med, de troede vist, de havde set mig for sidste gang da vi rejste, og det var de vist godt tilfreds med. Nå tilbage til arbejdet,jeg lærte ihvert fald at bruge mureskeen, det skulle jo gå stærkt, og kunne man ikke følge med var det bare ud af vagten, så det var med at holde tempoet. Det vekslede lidt mellem arbejdspladserne, alt efter hvor de gav mest fortjeneste, og ind imellem et lille smut til Jylland på besøg på Skovlyst, det tog efterhånden lidt mere fast form. Vi begyndte at snakke om, at hun skulle komme over til Sjælland, sådan at vi kunne ses lidt oftere, så jeg begyndte at studere ungpigepladsrene i avisen, det blev til et år i huset på Rønneholtgård i Lillerød fra d. 1-11 1936. Jeg tror nok, at fruen var lidt forbavset, da det var mig der kom og aftalte fæstemålet, men det var flinke mennesker, der var til at tale med.

Det var et større problem med min kommende Svigermor, der bestemt troede, det var hvid slavehandel eller i det mindste fup. Men det gik jo alligevel, men som sagt var det et godt sted at være, selv om fruen blev lidt mistroisk, da jeg handlede mig til en antik guldring, som jeg forærede Edith, og den kunne fruen jo vurdere. Så det var med lidt skepsis da hun spurgte “var det ikke murersvend Deres forlovede var”. Men uvis af hvilken grund blev Edith gravid hen på efteråret, så der skulle til at tænkes i andre baner, frem tonede jo giftermål, leje lejlighed, skaffe møbler og meget mere. Men det blev da sådan at hun blev i pladsen til 1-11 som aftalt, og det blev bestemt at brylluppet skulle stå den 28-11 1937 i Them Kirke.

Jeg lejede en bil så vi, det var Far, Mor, Harry og Henny og selvfølgelig mig, kunne køre derover. Vi startede om morgenen tidlig og det var svært, da det var blevet frostvejr om natten, så det kneb med at få bilen i gang, så vi kom lidt sent afsted. Det var hurtig kørsel, for at nå færgen der sejlede jo ikke så mange dengang, så vi skulle nå den bestemte færge for at nå til Skovlyst til tiden. Der var somme steder meget glat på vejen, så det blev lidt hasarderet, når bilen begyndte at glide til siden. Vi kørte tør for benzin, så det sidste stykke måtte vi skubbe bilen ind på færgen, men det lykkedes, og resten af turen var lidt mere afslappet. Vi nåede frem i tide, og der var vist ikke nogen

derovre der bemærkede ar Edith var blevet lidt kraftig i løbet af sommeren, eller også var de bare diskrete. Alt forløb i fryd og gammen, med gilde på Skovlyst, og der var en ekstra sommerlejlighed, så der var rigelig plads til at alle kunne overnatte. Men vi skulle hjem til Birkerød og passe arbejdet, så allerede dagen efter smuttede vi til Moselund på et kort visit, og så hjemad. Den tur blev lige så begivenhedsrig som udturen, det var blevet meget tåget, så Far startede med at køre, men han kunne overhovedet ikke se noget, så det blev hurtig mig, der kom til at køre, og det var virkeligt svært, bilen var jo overlæsset. Edith var jo kommen med der var alle bryllupsgaverne og endda en stor sæk kartofler sendte Svigerfar med. Foruden lidt sulemad, vi skulle da ikke sulte de første dage, men hjem kom vi da, men ret sent, vi skulle op og på arbejde dagen efter i København, så der var ikke megen tid til at sove i. Vi blev de første dage hos Far og Mor, indtil vi havde fået lidt orden på lejligheden, vi havde lejet i Birkerød, den var lille, så det var hurtigt overstået med indretningen, men vi kunne da være der, og så kostede den ikke mere end 2o kr, om måneden, og det var meget billig. Men det blev ved med at være vinter, så jeg blev arbejdsløs, og da var vi meget glade for den lille husleje, og brændsel hentede jeg gratis i skoven, så det var små udgifter vi havde. Frosten varede ved julen over, men allerede sidst i j januar begyndte vi på en stor karre i Birkerød, som gav arbejde hele året så det var en god begyndelse. Men ret hurtig begyndte Edith at lægge sig ud og d. 16-4 1938 fødte hun en pige, fødslen forløb godt hjemme, men otte dage efter blev Edith syg og blev indlagt på hospitalet og opereret for blindtarmsbetændelse, det var dog ikke det der var galt, men betændelse i æggestokken.

Men under operationen blev hun smittet med hospitalbylder så det blev et meget farlig og langvarig sygeleje. I halvanden måned var det sådan at Overlægen ikke tude sige noget bestemt “men vi håber”. så blev forløberen for penicilin opfundet, det var prontocil, det reddede hende, men det tog næsten et halvt år, og så var såret ikke groet helt sammen. Det gik der yderligere et par måneder med.

Kort efter at Edith var kommet hjem fra hospitalet, holdt vi barnedåb, og vores lille pige kom til at hedde Rita Irene Jensen.

Men fremad gik det da med Ediths helbred og efter yderligere nogle måneder derhjemme, var hun helt rask. Jeg arbejdede som sagt i Birkerød til vi var helt færdige med den store blok, og der fulgte lidt småarbejder efter. Så blev det Toft mejeri ved Fredensborg, der skulle bygges, og det kom jeg med til. Det varede et år, og det var et meget interessant arbejde, der var jo for langt at cykle hver dag, så vi fik en lejligned i Asminderød, og boede der i to år.

I mellemtiden var krigen kommen og der var ikke mere arbejde der på egnen så jeg måtte ud at rekognosere, og det blev til, et jeg kom til at køre lastbil for en købmand i Birkerød, så da jeg havde cyklet de 22km. til Birkerød i nogen måneder, flyttede vi til Birkerød igen. I mellemtiden var Harry bleven gift med Ina fra Hjørring d. 2-12 1938, de bosatte sig også i Birkerød, han var stadig murerarbejdsmand. Jeg var Chauffør i to år, men måtte  så opgive, jeg havde beskadiget min ryg, mens vi boede i Asminderød.  Det drillede stadig, fordi lægen ikke gjorde noget ved det da det skete, og ryggen kunne ikke tåle det hårde arbejde med lastbilen. Dertil kom at jeg blev opereret for åreknuder, og fik besked om at jeg ikke måtte arbejde de første 3-4 måneder.

Min lille bror, Åge,  døde d. 23-2 1942, og det var et  hårdt slag for hele familien. Vores ældste søn blev født d. 9-4 1943 og han blev døbt Knud Åge Jensen.

Krigen strammede mere og mere, så det var svært at få arbejde, og da slet ikke noget der var lettere. Jeg begyndte at pusle lidt for mig selv, det var mest mindre reparationer, og så ved sommerhusene, der blev bygget mange i Bistrup ned til Furesøen, så der var altid noget at pusle med. Efterhånden gik det helt godt, selv om det var svært at få materialer det var tit brugte materialer jeg måtte anvende, men kunderne var taknemlige, når det lykkedes at få fat i noget. Jeg havde min daglige gang, nede mellem sommerhusene, og det fik betydning, for der boede jo en hel del dernede der var eftersøgt af tyskerne for sabotage og lignende. De skulle jo have mad og post eller bare en besked, så jeg havde næsten altid noget gemt under værktøjet, mørtelen, cementen eller hvad jeg nu havde med i min efterløber til cyklen, som var det eneste transportmiddel jeg havde. Det blev heldigvis aldrig opdaget. Jeg fik flere gange tilbud om at være med i inderkredsen, hvor der næsten daglig var våbenmodtagelse, sabotager, likvideringer m.m., det sagde jeg nej til jeg stolede ikke på mine nerver, at de kunne holde i de skrappe situationer. Hvis tyskerne fik fat i nogen, de troede havde deltaget i aktioner, eller som bare vidste noget brugte de alle midler. Lige fra almindelige tæsk, til den hårdeste tortur og simpel aflivning.

For år tilbage i Hinge by

det var på en bondegård,

en karl så stout, en pige bly,

dee tjente sammen et år,

var tjenesten ej altid så rar

med godt humør de hang i

og karlens og pigens navne det var

Jens Kristian og Met Mari.

 

For år tilbage, var 1877, og ovenstående vers var det første i deres guldbryllusang der blev sunget til festen d. 22-10 1927 og den fest var jeg med til, men jeg kan ikke huske mere af sangen.

 

Jeg havde et meget godt forhold til dem, så Bedstefar fortalte mig meget om forholdene den gang i 1877 og fremover, men aldrig før den tid udover at han havde været møllersvend i en periode som ung mand, før han kom til at tjene som karl på omtalte gård hvor han jo kom til at tjene sammen med Met Mari. Da havde de det tålelig som karl og pige. Men da pigen så blev gravid, og de skulle giftes, havde gårdejeren jo hold på dem, og så blev det ikke så rart, og nu var de jo tre da Marie blev født.

De fik et smule kammer de kunne bo i, og så var det ellers kæft, trit og retning, for gårdejeren regnede jo ikke med, at de kunne flytte, og de blev der også ca. et år, men så var forholdene så dårlige, at de besluttede trods alt at flytte

“For jeg havde jo tjent lidt fra, så det kunne lade sig gøre” sagde Bedstefar, og nysgerrig som jeg var spurgte jeg hvor meget det var, og blev noget forbavset, da han svarede

“åh, ca. 16 kr”, men det var nok til at de kunne flytte.

Den eneste jul de oplevede mens de boede i Hinge var i 1877 og der skete et mærkeligt himmelfænomen, som Bedstefar forklarede på den måde, at der kom en stor ildkugle, der udspyede ild, svovl røg m. m. og som faldt ned i Hinge sø med mægtig bulder og brag, så voldsomt at folk i Hinge, deriblandt mine Bedsteforældre, troede det var verdens ende der var nær, det skete om formiddagen på juleaftensdag, men julemaden ville de da have med, så den spiste de til middag kl. tolv, i stedet for om aftenen.

Efter vore forhold var maden meget beskeden, den bestod af sødgrød og stegt flæsk med grønlangkål til. Jeg har prøvet at efterforske hvad der egentlig skete, men ingen steder i astrologiske skrifter, var der optegnet noget, og trods megen hjælp fra astrologerne på museet lykkedes det ikke at finde ud af noget. Men min kone og jeg fandt alligevel ud af noget, ved gennemgang af de gamle årgange af “Silkeborg Avis”. Der stod en notits i avisen for d. 26-12 1877, der var blevet iagttaget en ildkugle på størrelse med, en 84 punds granat eller kanonkugle den blev set kl. 8.3o af en mand mens han passerede vejen fra oliemøllen (ved Skanderborg) til Alken. Kuglen gik fra n.v. mod s.ø. dens farve var blå, ned et lyst punkt i midten, som en klar stjerne, den havde en hale på 5- 6 favne, halen var også blå, kuglen iagttoges i ca. 10 sekunder.

Ovenstående har jeg forelagt astrologisk museum, som var meget glad for oplysningen, de kunne ud fra de oplysninger de fik om farve Og retning regne ud, at den meget vel kunne være eksploderet over Hinge, og det er en så stor eksplosion, at det ikke er mærkelig at beboerne blev bange. Oplysningen blev med tak modtaget på museet og både nedskrevet og optaget på bånd, med mit navn som meddeler og Bedstefars navn som fortælleren.

Det første de lejede var i Vrads Sande, og det var så beskedent at det dårligt kunne kaldes et hus, men de kunne da bo der, men så skulle Bedstefar jo have noget arbejde, og det var svært, for når han var rejst fra gårdmanden i Hinge, ville andre ikke give ham arbejde, for sådan noget kunne en tjenestekarl ikke tillade sig.

Grønlangkålen, som de fik til julemiddag, er ikke som den almindeligvis laves, der bliver stegt flæsk på panden, og de hele grønkålsblade, som er blevet kogt, plukkes lidt i stykker og derefter braset på panden i fedtet fra flæsket, det smager udmærket, vi har prøvet at lave det nogle gange. Men ellers var grønkålen en meget værdsat grønsag, den blev helst spist rå, som deres vitaminpille, og ved nærmere undersøgelse, mener jeg, at bedstefar sikkert har været ude i heden for at plukke lyngblomster til the, samt de forskellige bær blåbær, tyttebær, revlingebær, slåen samt vildæbler som allesammen fandtes på heden og i skoven, alle disse frugter var meget vitaminrige og et meget gavnligt tilskud til de bare kartofler.

Men trods alt var der dog en landmand , der manglede mandskab til at tage kartofler op, så der blev arbejde i nogle dage, det blev betalt med kartofler i stedet for penge, men det blev også kartoflerne de overlevede på den første vinter. Fra gården i Hinge havde de hver et får, det var en del af lønnen, og de to får havde de med til Vrads Sande, så den første vinter var derqg daglige kost at der blev kogt en gryde kartofler og så blev fårene malket og mælken blev så hældt over kartoflerne så der dannedes lidt sovs, og det klarede de sig med i ca. tre måneder.

Men så kom foråret, og der blev lidt at tjene som arbejdsmand i engen (Ansø) , tæt ved hvor de boede. Der skulle jo graves grøfter om foråret, og senere skulle der slås græs med le, og det skulle jo passes, det skulle vendes så det kunne tørre og så skulle det bæres ind på fast grund, hvor det kunne hentes med hestevogn. Jeg har ikke kunnet få oplyst hvor længe de boede der, men ca. 8-9 år. Marie blev født i Hinge, og Jens og Søren blev født i Vrads og min Mor Johanne, blev født da de var flyttet til Sepstrup Krat i 1887, Søren døde ung ,i 1905.

I Sepstrup Krat arbejdede Bedstefar med forskelligt, han gravede brønde tækkede huse og lignende. Det var spredt arbejde, så der var op til 22 km. at gå om dagen, og det var omkring denne tid at der måtte snaps til de beskedne måltider, men aldrig mere end 1,5 glas, det var rationen. Der blev købt 8 liter i en trætønde, det var det billigste. Samtidig blev der anskaffet husdyr, som også skulle passes, og Bedstemor begyndte at gå ud og hjælpe til ved gilder og lignende. Men i 1894 købte de et stykke hede på ca. 5o tdr. land i Pårup ved Engesvang, som de så begyndte at dyrke op, og det er så helt ufattelig meget arbejde der skal til, inden der kan avles noget på sådan sandjord, når der kun var en ko og en stud som trækkraft til at brække heden op. Når jorden så var pløjet skulle der jo mergel til, som skulle graves op fra et stort og dyb, indtil 2o alen  grav, der blev lagt en plankebro ud over graven, hvorpå der blev lavet et hejseværk, som Bedstemor og børnene skulle hejse mergelen op med, som Bedstefar stod dernede og gravede løs og fyldte i en balje.

Det var meget hårdt arbejde for dem alle, når man betænker at der skulle bruges 90 læs pr. tdr. land, og det så senere skulle køres hjem på marken med det samme forspand, koen og studen. Når lyngen er pløjet det første år, skal mergelen køres på det næste år, der skal det så ligge et år over, hvor der harves og pløjes flere gange, inden det , det fjerde år, kan såes den første afgrøde, og det var ikke korn der kunne gro der. Man havde ikke kunstgødning dengang, så man begyndte med at så noget der hedder spergel, det er ellers en ukrudtsplante men den er så nøjsom, at den kunne gro i sandjorden, og så blev den brugt til grøntfoder, det var afgrøden de første to år, før man så kunne så rug, som jo gav et meget beskedent udbytte. Men der blev jo lidt til at få malet til mel, så der var til at bage rugbrød af, og der var lidt halm til koen og studen.

Men de fik da efterhånden opdyrket 3o tdr. land, som allesammen skulle have 90 læs mergel hvert år,og der skulle samles sten af jorden efterhånden som den blev dyrket op, det blev i årenes løb til så stor en bunke, at det kunne betale sig for en entreprenør at komme derop med stenknuser og dampmaskine, så der blev lavet skærver til a lægge på vejene, men det var først mange år efter at de var flyttet derop, for min mor var så gammel og stærk, at hun kunne skovle alle stenene i maskinen. Men der skulle også bygges hus og købes redskaber, så der skulle tjenes penge ved siden af, at landbruget skulle passes, og det blev til at Bedstefar begyndte at lave slagler.

Slagler er et helt kapitel for sig selv, da det er et ungt egetræ, helst dem der groede under de store

træer, for at blive slanke nok. De blev hugget om helt nede i jorden for at roden kunne danne en klump enden af slaglen. Der var adskillige kilometer at gå hver dag, når Bedstefar og børnene skulle i skoven for at hugge slagler. Efterhånden som han huggede dem om, bar børnene dem ud til nærmeste vej til senere afhentning, og så måtte Bedstefar synge så børnene kunne finde tilbage til ham. Det gjorde de de seks dage om ugen, og så om søndagen kørte de alle over til skoven med koen og studen som forspand, så kørte Bedstemorom formiddagen rundt og samlede slagnerne, der var hugget i ugens løb, op på vognen, mens Bedstefar huggede som sædvanlig, efter en beskeden frokost og et hvil til forspandet, drog hele familien hjem med ugens høst af slagler, der så blev lagt til lagring, for så om vinteren at blive gjordt færdig. De skulle afbarkes og pudses, så blev de presset ned i en form og så blev de lagt i bageovnen for at blive rettet og hærdet i varmen det var en stor artikel dengang, for alt kornet blev tærsket med plejl, som slaglen er en del af, og Bedstefar levede så mange, at han havde kunder i det meste af Jylland.

Det var faktisk fritidsarbejde, imellem at jorden og kreaturerne skulle passes, der var efterhånden kommen flere dyr til, og Bedstemor havde meget at bestille som kogekone, og hjemmet skulle også passes. Alligevel fik de opdyrket ca. 3o tdr. land i de 22 år de havde Pårup Nørregård, som den kom til at hedde. De fik hedeselskabets præmie, to sølvskeer for opdyrkningen af heden

De havde dog også tid til at have omgang med naboer og venner, og det venskab har holdt sig til i dag i fjerde generation. Særlig var det venskabet med Stine og Thomas Thomasen, hvis datter, Erna Storgård, vi stadig besøger når vi er ovre på de kanter. Men sliddet i de mange år havde tæret hårdt på deres helbred, så der måtte gøres noget. De solgte gården og flyttede ned til Engesvang, det var i 1916, de lejede en lille lejlighed, der var en stor have til som blev drevet meget fint, og der var også stadig kræfter til at leje et stykke jord ved siden af, som blev dyrket med tidlige kartofler, som skulle kunne sælges til grundlovsdag, og mange andre grønsager, som blev solgt til omegnens beboere. Bedstemor havde jo nu tid til at hjælpe naboerne. Os hjalp hun særlig meget da mor tit var syg i en periode. For allerede tidlig var mor begyndt at gå med Bedstemor ud at servere og hjælpe til ved gilderne som Bedstemor forestod, det vrede et par år, så kom mor ned på Moselund gæstgivergård, for at hjælpe til. Der var det hun traf far, som spiste og boede der, og der var vist gensidig sympati ret snart.

Far er opvokset i Sædder sogn i nærheden af Haslev på Sjælland, far blev født i 1892 som yngste barn. af en flok på tolv. Farfar var murer og det blev Far også men ikke helt udlært på ,”Sjælland”, han havde en søster og svoger der boede i nærheden af Silkeborg og der fik han, ved deres hjælp, i resten af læretiden plads ved Resenbro som ung svend kom han til at arbejde forskellige steder omkring Silkeborg og lidt senere kom han til Moselund, og var med til at bygge flere af husene som endnu ligger der. Så boede han på gæstgivergården, indtil han blev forlovet og senere gift med mor, det blev de d. 13-7 1913.

Da tænkte Bedstefar allerede på at sælge Pårup Nørregård, og inden ret længe blev det bestemt,at Far og Mor skulle overtage den, og Bedstemor og Bedstefar skulle bo der på aftægt, men da Far var vant til at få sin gode ugeløn, 24 kr., var det jo svært at blive hedebonde, hvor der var længe imellem at der kom penge hjem, og som regel var det kun få kroner, så det gik ikke så godt, med unge og gamle under samme tag.

Mor havde jo Søren før de blev gift, han blev født d. 2o-4 191o, snart meldte Harry sin ankomst,d. 1o-4 1915 og det blev forholdet mellem ung og gammel jo ikke bedre af, særlig da det kunne ske at Far tog sig en øl engang imellem, som det jo skete på arbejdspladserne. Efterhånden blev forholdene så dårlige, at Far og Mor med børn rejste til Sjælland og fik et lille husmandsted og så tog Far på arbejde ved siden af. I starten var udemærket, men det varede ikke længe, for Far blev syg og måtte på sygehuset, og blev opereret og det gik godt men han fik at vide, at det første år skulle han ikke regne med at arbejde igen, omkring ved den tid blev jeg så født, d. 27-11 1916, så nu var familien ved at være stor, så der skulle jo tjenes penge, og så besluttede de at rejse tilbage til Moselund, der var jo fuld gang i tørveproduktionen på grund af krigen. Far regnede med at komme til at køre tørvevognene, det var jo alt sammen med heste den gang, og der skulle mange kuske til, og det regnede Far med at han kunne holde til, men det kom han aldrig til , for helbredelsen skred så hurtig frem, at det varede ikke længe før han var i fuld gang med at arbejde. Først købte han en lille ejendom for at holde fire heste som han så brugte til at arbejde i mosen med, dels til at køre træ fra skoven om vinteren. Ejendommen hed Dræbylund, der var vi så til 192o- 1921 hvor vi flyttede til et hus, Tomineborg, da var tiderne ved at normalisere sig efter krigen, og her blev Viggo født d. 5-5 1921 Så gik Far igang med murskeen igen, vi flyttede engang til efter kort tid, det var gammel og ringe, det vi flyttede fra. Det var da vi boede på Tomineborg, at Far var med til at stifte fagforening, de arbejdsløse kom op til os til kontrol, men understøttelse fik de ikke, men julen 192o blev der bevilget julehjælp, ialt 7,00 kr, så der kunne jo blive et ordentlig gilde. Huset vi flyttede ind i, stadig i Julianehede, var efter forholdene godt, her blev Åge født d. 27-6 1923. Far havde godt arbejde som underentreprenør for en murermester, som drev cementstøberi og handel med murermaterialer. Men det gik stærkt, Far blev meget vellidt for sit gode aroejde, og det var ham de kom til, når der skulle bygges, så der blev travlhed, og det var et problem at få kørt materialerne ud, så det blev en flytning til, igen til en lille ejendom på 5-6 tdr, land, lige uden for Engesvang, ejendommen hed Lyngholmshus og der havde vi plads til heste, så vi selv kunne køre materialerne ud, og det var i nærheden af Bedstemor og Bedstefar.

16/8/2015

Der mangler stadig 2 billeder til dette kapitel, “Mor og Søren” samt “Formentlig mor og fars bryllupsbillede”

Af Ernst G. Jensen

Det var I foråret 1923 vi flyttede ind I stationsbyen helt ude fra landet. Far havde købt en et lille husmandssted, mest for at holde et spand heste til at køre materialer ud til byggepladserne.
Han var jo murermester og det omfattede som regel hele bygninger, klar til at flytte ind i.
Så der var meget der skulle køres, både cement, grus, sten, mørtel, tømmer m.m.
Omtalte forår var jeg 7 år, men var vænnet til at omgåes heste, og det var det der satte mig I forbindelse med den gamle smed. Der var godt nok 2 smede I byen, så jeg skulle trække den ene hest til smeden for at få skoet den. Til alt held havde smeden inde I byen ikke tid, og hesten skulle jo skoes, sp jeg trak den hen til den gamle smed, som boede I udkanten af byen.
Han var vist lige kommet til byen, det så sådan ud, han kikkede lidt på mig som om han målte mig og min ringe størrelse. Han spurgte så “har du penge med ?” og da det var et ja, så livede han lidt op, og sagde så “Når du kan tumle hesten, kan du nok også trække blæsebælgen. Så skal jeg snart være færdig med det jeg er I gang med, så vi kan få lavet sko til hesten !”
Jeg fik bundet hesten, og kom hen til essen, den stod jo med flammer hvor smeden stadig varmede hjernet I, så med lidt undervisning hvordan jeg skulle trække bælgen, så gik det snart stærkt.
Han snakkede pænt til mig imens jernet blev varmet I essen, og skulle selvfølgelig have at vide hvor jeg hørte til og hvor vi kom fra, og pludselig stod der en dame med kaffe på en bakke, der var pænt arrangeret, og hun var selv en nydelig dame, som jeg også snakkede pænt og hyggeligt med, såvel som smeden som mig.
Det viste sig senere at hun var husbestyrinde for smeden, eller det var hende der holdt smeden I gang.
Men det varede jo nogen tid inden jeg erfarede slige ting, der er jo grænser for hvor meget en knægt på bare 7 år kan forstå.
Det der var dejligt med dem begge, var at de snakkede med mig, ikke til mig, hvad de fleste jo gør til et barn.
Vi fik hesten skoet, og jeg betalte, da det så var fyraften havde han jo tid til lidt en snak, og iblandt faldt der en bemærkning at jeg var meget velbekommen til at trække bælgen selv om jeg ikke skulle have lavet noget, og det blev mit tilholdsted I 10 år.
Så snart jeg havde ledige stunde og kom der og så lidt , da der stadig var værktøj der skulle laves, en vogn sættes I stand, en hest skoes, plus meget andet småting.
Han boede som sagt I udkanten af byen på en halv dårlig grund, der lå lidt lidt lavt, så der kunne stå vand ved regnskyl, når vandet løb fra vejen og ind på grunden. Men det fik vi rådet bod, vi kørte jo med hestene og der var lidt nogen jord eller andet affald, der kunne fyldes op på grunden. Så I årenes løb fik vi grunden hævet så meget at husbestyrerinden lavede have I det planerede jord, og som hun kunne få det til at gro, noget som jeg aldrig havde set før.
Der var jo næsten alle krydderurter, der var medicinske planter som hun selv tørrede og brugte til såvel at smøre med, som til at indtage, men herom senere.
Jeg komn der meget, og nød det at være med I smedien, og det varede ikke så længe før der blev lavet værktøj der passede til min størrelse, jeg kunne jo ikke svinge en forhammeren, den store. Men der var alligevel mange ting at hjælpe med og hver gang fik jeg forklaring hvorfor og hvordan. Jeg kunne snart selv ordne en hammer eller mejsler I snesevism og når det så var ordnet, så gik den gamle smed I gang med at hærde det forskellige, og man fik jo lært at klare det hele med håndkraft, da der aldrig blev råd til at få elektricitet ind, og som følger deraf ingen maskiner.
Så der var brug for kræfterne, men jeg glædede mig hver gang jeg var der. Det var måden de var på, der vankede jo tit kaffe, men også middagsmad og den blev jo indtaget inde. Så stod hun ude på trappen og børstede os godt af før vi fik lov til at komme ind, hun syede nemlig for damernei byen, så der skulle jo være pinligt rent indendørs.

Men det varede ikke længe før jeg blev opmærksom på at der kom mange såvel I smedien, som indefor hos husbestyrerinden. Det var gerne når det begyndte at mørkne at de kom listende, det var meget mærkeligt for det var sommetider byens spidser, som det kunne være en bondekarl, og der blev jo snakket når de stod I smedien.
Smeden mælede ikke et ord før han var færdig med det han havde I hænderne, men hørte hvert ord der var blevet sagt. Så når han lod hammeren hvile, havde han sommetider et færdigt svar at give dem. Jeg var der jo mange gange, men hvem tager sig af at jeg stod der og hev I blæsebælgen. Efterhånden kunne jeg da få en mening ud af det, og det kom mere og mere, at det var folk I nød. Hvad enten det var den store gårdmand, fabrikanten, eller direktøren. Eller en fattig tyende karl der havde haft uheld at pigen var blevet gravid og efterhånden gik det mere og mere op for mig at smeden vidste juridisk svar på næsten alt hvad han blev spurgt om. Han var kort sagt lovkyndig, og hvor han havde det fra ved jeg ikke.
Han havde store bøger inde, og der blev ind imellem sendt bud ind efter en af dem, når det var særlige spørgsmål der skulle klares.. Det var sommetider store beløb der var tale om, sommetider simpel bedrageri, eller en veksel der ikke var blevet indløst. Kort sagt alt mellem himmel og jord blev behandlet derude ved værkstedsbordet I petroleumlampens skær. Smeden var tit med I retten, eller banken, det var også sommetider at fine herrer, jurister, bankfolk, præster, der måtte stå ret I den gamle smedie.

Men altid lige venlig overfor alle, selvom det sommetider var grove historier der blev behandlet. Officielt var der ingen der plejede omgang med dem, andre end mig. Jeg var bare glad når der var tid til at stikke derover , og havde da også ind imellem selv brug for hans hjælp.
Som da jeg en vinter løb til skole I kludesko, godt nok med gummi under, det måtte jeg ikke.
Så der var en stor reprimande, et slag oven I hovedet med violinbuen, og der til en eftersidning som jeg rendte fra, imens degnen var inde og drikke kaffe. Det var jo noget frygtelig noget jeg havde gjort.
Degnen stillede hjemme hos mine forældre om aftenen, og det var vist hans mening at far skulle afstraffe mig med det samme, så kunne jeg slippe dagen efter I skolen. Men det ville han ikke, så der var lagt en ordentlig omgang til mig I skolen dagen efter. Men jeg havde jo en ven, næste dag smuttede jeg om til smeden, og satte ham ind I situationen. Svaret faldt omgående, “Jeg går med derind”
Der blev snakket inde på kontoret, vistnok med store bogstaver, men smeden vidste nøjagtig hvad der stod I skoleloven, der gjaldt slige situationer. Degnen fik så ellers besked om at hvis der blev sagt mere I sagen over for mig, kom jeg ikke I skole før myndighederne havde haft sagen til bedømmelse. Det var smeden sikker på ikke blev I Degnens favør, så sagen var overstået og jeg hørte aldrig et ord hvad fodtøj jeg havde på, og glad var jeg.

Men hvordan smeden og husbestyrerinden ellers havde det sammen ved jeg ikke, jeg tror nok de var glade for hinanden, og delte de få kroner de hver især tjente. Men det mærkede jeg aldrig, der var tit kaffe eller mad til os alle, altid meget pænt rettet an, med dug på bordet, og altid en hyggesnak imens. De gjorde hver især hvad de kunne for at det løbe rundt. I mellem at hun syede, lavede hun jo medicin, dels af urter hun selv avlede, dels plukkede I mosen I heden, eller I skoven. Så der var altid bundter hængt til tørre, og som blev lavet til salve, dråber, hostesaft, m.m.
Langt senere fik jeg at vide at det var min morfar der leverede de mere specielle urter, og det gør jo ikke sagen ringere.
Der var jo også dem der skulle ind og have råd fra hende. Det skete jo at par der tjente sammen blev glad for hinanden, og det sommetider fik følger, kom de jo til hende efter gode råd. Nogen havde ikke ordentligt tøj at blive gift I, så det skullejo ordnes på bedste måde. Der blev vasket og strøget både karlen og pigens tøj, og så syet om og pyntet lidt hist og her. Når det var ordnet, var der jo brylluppet der skulle tænkes på, jeg har oplevet at det blev holdt hos smeden, godt nok I meget beskedne former.

Men der var også dem der ikke ville giftes, hvor der var så stor stands-forskel at det var umuligt. Det blev diskuteret meget, hvor det var manden der var noget stort, kunne han jo hjælpe pigen økonomisk. Men det var I nogle tilfælde hvor det var umuligt, tror jeg der blev sørget for en abort. Jeg ved det ikke bestemt, men jeg tror der var noget om det. Men ellers var det almindelige skavanker hun hjalp folk med, altid med godt resultat, og det er ellers mærkeligt, for de kom først til hende når alle andre muligheder var opgivet.

Sådan gik tiden I den gamle smedie, sommetider med de almindelige sysler, andre tider med alle de andre ting de havde at tage vare på, og lige rart var det hver gang jeg kom derhen. Det var mine solstrejf I en meget fattig tid som jo tyverne var, så den hjertevarme man mødte hos dem var enestående, og vil altid stå for mig som noget særligt.
Jeg havde da ellers et godt hjem, men der skulle jo også knokles på for at holde brød I skabet. Vi var 6 børn, så der var nok at se til, for far skulle jo på arbejde hver dag. Mindst 12 timers slæb, så alt derhjemme skulle mor passe, der var 7 tønder land, 3 køer, grise, og høns. Men hestene passede vi drenge, og kørte materialer af mulige slags. Startede tit klokken 5 morgen for at være ude på arbejdspladsen når der skulle begyndes klokken 6 som man jo gjorde dengang. Det kunne fortsætte fra det første sted vi var og havde læsset af, og fik et nyt læs på. Som regel stillads, og det lettede for der var arbejdsfolk der gav en hånd med at få læsset af, så vi kunne drage afsted.
Hestene havde hvilet og spist imens af og på læsning, så de var klar til den næste tørn. Men der havde jo ikke været tid til os at spise, så det foregik gående ved siden af vognen.
Det kunne godt lade sig gøre, samme tid den ene kørte hestene, og den anden havde en bjælkeklods parat til at ligge bag hjulene når vi skulle op ad en bakke. Så skulle hestene have et hvil undervejs, så klodsen skulle holde læsset så længe. Der var jo ikke bremser på sådanne arbejdsvogne.
Sådan kunne dagen så gå med køre fra sted til sted, sommetider så at vi først kom hjem ved 9-10 tiden om aftenen. Så det var rart efter sådan en dag med noget varmt mad serveret henne på tørvekassen ved siden af komfuret.
Vi gik jo kun I skole hver anden dag, og det lykkedes som regel om vinteren, hvor imod det kneb om sommeren. Der var så meget der skulle nåes, når vejene var gode. Men det var også næsten ligemeget, for den gamle Degn havde ikke lære og ret meget andet en Katakismusen, og salmevers. Men jeg fik lært at regne virkelig godt, og det har været en stor hjælp siden hen.
Men det var en ung ny lærer vi fik, så da blev der meget ved at gå I skole, men derfor blev der ikke mere tid til det.
Jeg benyttede alle ledige stunder til at smutte over I smedien, for der skete noget andet som var meget værdifuldt for mig. Men jeg tror også for smeden og husbestyrerinden med en lærevillig elev, det gjaldt både smedien, og inde hos husbestyrerinden. Jeg har brug for begge dele hele livet.

Men tilbage til smedien. Jeg var nok 11 år, vi stod og og havde travlt med at lægge hjulsvinget om, og det skal jo gennemføres når det er begyndt. Så kom der en der ville snakke alvorlig med smeden, det var endda byens matador, men at han var I klemme var let at se på ham. Der faldt også flere bemærkninger,men vi var nød til at blive færdig, så det blev halv sent, også skulle vi jo have aftenkaffe. Men det blev kun mig for de andre skulle snakke. Der var alvorlige ting på færde. Så da jeg havde fået kaffe, kom smeden og spurgte om jeg kunne låne hestene til en lang tur om natten. Det mente jeg godt kunne lade sig gøre, for mine forældre var ikke hjemme, så hestene skulle ikke på hårdt abejde dagen efter.
Der blev snakket frem og tilbage om det, men der skulle fart på for det vi skulle køre efter, skulle være inden midnat for at der kom den rigtige dato på de papirer der skulle ordnes. Så jeg benede hjem, selerne på hestene, og spændte for vores lille lette jagtvogn. Så det var jo arbejde for en dreng at få det hele ordnet så hurtigt som muligt. Men jeg var alligevel hurtig færdig og så fart på over til smede, de var også blevet færdige med at snakke det hele igennem. Så vi kørte straks, der var blevet stukket en flaske varm kaffe til mig, som jeg kunne drikke mens mændene fik ordnet hvad der skulle ordnes, og så gik det ellers stærkt. Det var lette heste, så der var rigtig fart på, så meget at manden som var med bad om måtte flytte om bagi vognen. Der kunne han bedre slippe fra hvis der skete noget slemt med den fart vi havde på.
Men vi nåede da også derover uden uheld, og I god tid, så der kunne bliver ordnet det der skulle.
Jeg måtte blive ude ved hestene for at give dem et tæppe over den svedige ryg, give dem lidt at æde, og så blev der tid til at jeg kunne nyde min flaske kaffe med småkager til.
Alt forløb som det skulle, som det var bestemt I smedien, men senere oplevede jeg at det ikke var nok.
Der gik en 4 år så var det uigenkaldelig slut for matadoren, han måtte I fængsel I lang tid. Da var jeg flyttet fra byen, så der gik mange år før jeg fik at vide hvad det var vi kørte efter den nat.
Tilbage til natten, vi kørte omsider hjemad, som jeg regnede med skulle være lidt roligere end udturen. Hestene vidste det for hjemadgående så de spænede helt så godt som udturen. Vi ankom til smeden, og de var begge ude og tage imod os. Hestene blev sat I den lune smedie, blev godt tørret af, og så var det vores tur til at komme til bords.
Der var dækket pænt op, trods tidspunktet, men sådan skulle det være.
Tidligt om morgenen stillede smeden ovre hos far, for at fortælle og undskylde at de havde fået mig til at tage den tur. Men far fik jo nok at vide hvad der havde været på spil, så han roste mig for at jeg havde fået det ordnet.
Det var en oplevelse at være med til slige ting, jeg fik da også lov til at sove noget af formiddagen, det trængte jeg også til.
Men ellers gik dagene jo sin vante gang, vi læssede tit fyld af hos smeden, så der var snart en dejlig have hvor der før var sumpet. Men vi fik også tit smedet noget der ikke skulle betales. Jeg fik af og til et stykke tøj som husbestyrerinden havde syet til mig, og det var jo meget kærkomment I de år hvor krisen var meget slem ved mange, også hos os. Smeden var ved at være træt kunne jeg da se, om det var alderen der trykkede ved jeg ikke. Jeg fik vist aldrig at vide hvor gammel han var. Men der kom stadig mange mennesker for at skulle snakke, og der kunne han stadig give gode råd. Men der skete flere og flere gange, at det foregik inde I stuen, der kunne han da sidde ned, medens forhåndværende ting blev snakket igennem.

Så var der tid til at følge husbestyrerinden I mose, skov, og på heden for at samle planter, rødder, og blomster til medicin, som hun havde mere og mere brug for. Der var meget spændende hun kunne fortælle om alt det vi fandt, og samtaler har jeg meget glæde af 60-65 år efter, hvor jeg selv samler. Nu jeg som pensionist har tid til det.
Men smedien blev da også brugt, jeg var efterhånden så trænet at jeg kunne bruge store hamre, og det lettede at arbejde for smeden, og samtidig blevet større og mere moden. Så jeg fik en hel masse at vide som andre ikke ville drømme om at snakke til børn om, men aldrig et ord om dem der kom der. Enten de kom for at få en sludder, eller der var alvorligere ting der skulle drøftes.
Tværtimod begyndte de at passe på hvor jeg var, for at jeg ikke skulle få for meget at vide, men hørte jeg noget som ikke var beregnet for mig, har jeg aldrig nogensinde ladet det gå videre.
Men noget oplevede jeg da, der kom en aften et par unge mennesker som simpelthen skulle snakke med husbestyrerinden, om hun kunne ordne det sådan at pigen fik en abort. For de så ingen muligheder for at gennemføre at få barn, og det det førte med sig. Det var første gang jeg var informeret om sagens rette sammenhæng, det skulle jo ikke være sådan, men tilfældigheden gjorde det sådan.
Nu 60 år efter gør det jo nok ikke at jeg fortæller historien, som lød som følger.
De havde ikke nogen familie, og faktisk ingen nære venner, og pengene var meget små, så det var håbløst syntes de.
Smeden tog det fra en anden side, han spurgte simpelthen om de ville giftes, og få barnet hvis det kunne lade sig gøre. Efter lidt udenomsnak ville de da gerne, men de mente det var umuligt, efter den besked blev der ikke talt om abort, men kun om fremtiden.
I dag fatter man simpelthen ikke hvor fattige sådan et par, der tjente på landet og ingen hjælp kunne forvente nogen steder fra, kunne være. Det blev der ikke talt om, kun om fremtiden, det meste af natten gik med at finde spor fremad, mens der blev ridset op hvordan det skulle gøres. Der blev fældet tårer, men også smil imellem når det skimtedes en vej frem. Der blev aftalt at de skulle komme igen næste aften, så skulle smeden se at få det forskellige på plads.
Dagen efter var han lidt adspredt, engang imellem var han inde og konferere med bøgerne og efterhånden kunne jeg se at det var ved at falde på plads altsammen.
Det skulle det ihvertfald hvis det stod til ham.
Næste aften hørte jeg ikke så meget, men alligevel kunne jeg følge linien I det hele, som det blev ridset op.
Det første var at smeden skulle ud på gården og snakke med gårdmanden, så han blev informeret om det forestående. Mærkeligt nok var han nogenlunde samarbejdsvillig, for han var igrunden godt tilfreds med de unge mennesker, så han indviligede I de fik lidt mere frihed. Så de komme og være med til at få deres tøj sat I stand ,så de kunne være bekendt at blive viet I det.
Det værste blev lappet, stoppet, syet om, og der blev nok også fundet en stump af og til fra husbestyrerindens gemmer.
Efterhånden faldt det på plads altsammen, papirerne blev ordnet, vielse bestilt, men der var jo en ting der ikke var snakket om. Det var selve brylluppet med en smule festlighed bagefter. Men det faldt som et brag, da at smeden kunne meddele at det havde gårdmanden lovet at arrangere, når han nu havde været vidne til alt det at smeden havde fået op og stå. For ikke alene havde han ordnet alt rent praktiske, men han havde også trukket lidt på dem der kom, og fik gode råd hos ham, og ladet et ord falde om at der manglede en del møbler m.m.
Der var også fundet en lille lejlighed som de kunne få for at hjælpe til med huset hvor de skulle bo.
Alt ordnede sig til den store dag og der blev en fest, smeden og hans husbestyrerinde var jo selvskreven, så var der damen de skulle bo hos, alle tjenestefolkene på gården, og selvfølgelig gårdejerparret, samt nogle nysgerrige. Alle blev budt med ind til middagen, der blev fældet tårer, der blev silet meget, det var så fantastisk som det var gået. Der var ingen der tog æren for at det gik så godt, selv om der kunne nævnes nogen, det lod de fremtiden afgøre.
Tilabge til smedien, jeg tilbragte al den tid jeg kunne få, til at opholde mig der, for jeg var glad når vi var sammen, gik I den gamle værksted, og imellem en kop kaffe eller lidt frokost som det nu faldt for.
Men der var også meget der skulle ordnes derhjemme, dagene blev sommetider lange, men det var altid smedien og dens beboere der trak. Jeg kørte meget fyld på grunden, så haven voksede så det var en lyst.
Jorden blev taget I brug med samme jeg havde smidt et par læs, så det var efterhånden pænt omkring smedien og særligt det lille stuehus.
Der var også den varme smedie, der tiltrak landevejens frie fugle, de gik aldrig forgæves, døren var aldrig låst, se der var ofte at der var en eller flere der havde redt deres beskedne soveplads henne omkring essen.
Der havde husbestyrerinden også lidt at se til, for de skulle ikke gå videre på tom mave.
Det skete også en var så laset, så der skulle syes lidt eller meget for at få tøjet til at hænge sammen. Det skete også at de stak et par pinde I essen, så de selv kunne varme lidt mad eller kaffe inden de skulle sove. Smeden sørgede altid for at der var halm til hestene, når de kom og skulle skoes. Men det mest til at sove I for dem der var der om natten. Det altid godt, der var aldrig taget noget. Om det så var kullene på essen, blev det raget væk før de fyrede med pinde de selv havde med. Der kom mange, for de vidste de var velkommen. Der var sommetider en der blev der en dag eller to over for at hjælpe smeden. Men mange gange var det nok mere for at få syet lidt på tøjet, og lidt veltillavet mad,og det skortede det ikke på.
Men tiden gik alt for hurtig, jeg var jo snart en stor dreng der skulle med far ud og bygge huse, så min tid I smedien, der havde været mine solstrejf I noget af mine drengeår. Nu var det kun når jeg ikke var med på byggepladserne, men der blev længere og længere imellem. Undtagen om vinteren, hvor det kunne være så slemt vejr, at vi var nød til at blive hjemme. Så var der travlt I smedien, for så skulle alle heste der skulle bestille noget have nye sko, så de kunne blive bråtet pigge I skoene så de kunne stå fast når der var glat.
Vi nåede så vidt at far ofte sagde til mig, “Kan du lige smutte over til smeden og ordne værktøjet”
Der skulle sættes skafter på skovle, spader, grebe, og ellers hvad der skulle ordnes.
Så nåede vi til at smeden fandt en gammel cykel, den blev sat på værksted for der var meget der skulle ordnes ved den før den blev køreklar.
Jeg pudsede alt rustet af, så den kunne blive malet, når alt det andet var lavet I stand, og det skulle jo gøres når der ikke var ander der skulle laves.
Den blev køreklar, og stolt var jeg at få foræret et køretøj, det første jeg havde og med lidt vedligeholdelse var jeg kørende til jeg skulle konfimeres. Trods alt nogle år.
Jeg tror smeden var lidt misundelig for han havde aldrig lært at cykle, og derfor jo ingen anden mulighed en at gå når han skulle nogle steder. Men det hændte jo lidt så fik lov til spænde hestene for, så jeg kunne hjælpe med transporten.

Slut.