Af Ernst G. Jensen

Det var I foråret 1923 vi flyttede ind I stationsbyen helt ude fra landet. Far havde købt en et lille husmandssted, mest for at holde et spand heste til at køre materialer ud til byggepladserne.
Han var jo murermester og det omfattede som regel hele bygninger, klar til at flytte ind i.
Så der var meget der skulle køres, både cement, grus, sten, mørtel, tømmer m.m.
Omtalte forår var jeg 7 år, men var vænnet til at omgåes heste, og det var det der satte mig I forbindelse med den gamle smed. Der var godt nok 2 smede I byen, så jeg skulle trække den ene hest til smeden for at få skoet den. Til alt held havde smeden inde I byen ikke tid, og hesten skulle jo skoes, sp jeg trak den hen til den gamle smed, som boede I udkanten af byen.
Han var vist lige kommet til byen, det så sådan ud, han kikkede lidt på mig som om han målte mig og min ringe størrelse. Han spurgte så “har du penge med ?” og da det var et ja, så livede han lidt op, og sagde så “Når du kan tumle hesten, kan du nok også trække blæsebælgen. Så skal jeg snart være færdig med det jeg er I gang med, så vi kan få lavet sko til hesten !”
Jeg fik bundet hesten, og kom hen til essen, den stod jo med flammer hvor smeden stadig varmede hjernet I, så med lidt undervisning hvordan jeg skulle trække bælgen, så gik det snart stærkt.
Han snakkede pænt til mig imens jernet blev varmet I essen, og skulle selvfølgelig have at vide hvor jeg hørte til og hvor vi kom fra, og pludselig stod der en dame med kaffe på en bakke, der var pænt arrangeret, og hun var selv en nydelig dame, som jeg også snakkede pænt og hyggeligt med, såvel som smeden som mig.
Det viste sig senere at hun var husbestyrinde for smeden, eller det var hende der holdt smeden I gang.
Men det varede jo nogen tid inden jeg erfarede slige ting, der er jo grænser for hvor meget en knægt på bare 7 år kan forstå.
Det der var dejligt med dem begge, var at de snakkede med mig, ikke til mig, hvad de fleste jo gør til et barn.
Vi fik hesten skoet, og jeg betalte, da det så var fyraften havde han jo tid til lidt en snak, og iblandt faldt der en bemærkning at jeg var meget velbekommen til at trække bælgen selv om jeg ikke skulle have lavet noget, og det blev mit tilholdsted I 10 år.
Så snart jeg havde ledige stunde og kom der og så lidt , da der stadig var værktøj der skulle laves, en vogn sættes I stand, en hest skoes, plus meget andet småting.
Han boede som sagt I udkanten af byen på en halv dårlig grund, der lå lidt lidt lavt, så der kunne stå vand ved regnskyl, når vandet løb fra vejen og ind på grunden. Men det fik vi rådet bod, vi kørte jo med hestene og der var lidt nogen jord eller andet affald, der kunne fyldes op på grunden. Så I årenes løb fik vi grunden hævet så meget at husbestyrerinden lavede have I det planerede jord, og som hun kunne få det til at gro, noget som jeg aldrig havde set før.
Der var jo næsten alle krydderurter, der var medicinske planter som hun selv tørrede og brugte til såvel at smøre med, som til at indtage, men herom senere.
Jeg komn der meget, og nød det at være med I smedien, og det varede ikke så længe før der blev lavet værktøj der passede til min størrelse, jeg kunne jo ikke svinge en forhammeren, den store. Men der var alligevel mange ting at hjælpe med og hver gang fik jeg forklaring hvorfor og hvordan. Jeg kunne snart selv ordne en hammer eller mejsler I snesevism og når det så var ordnet, så gik den gamle smed I gang med at hærde det forskellige, og man fik jo lært at klare det hele med håndkraft, da der aldrig blev råd til at få elektricitet ind, og som følger deraf ingen maskiner.
Så der var brug for kræfterne, men jeg glædede mig hver gang jeg var der. Det var måden de var på, der vankede jo tit kaffe, men også middagsmad og den blev jo indtaget inde. Så stod hun ude på trappen og børstede os godt af før vi fik lov til at komme ind, hun syede nemlig for damernei byen, så der skulle jo være pinligt rent indendørs.

Men det varede ikke længe før jeg blev opmærksom på at der kom mange såvel I smedien, som indefor hos husbestyrerinden. Det var gerne når det begyndte at mørkne at de kom listende, det var meget mærkeligt for det var sommetider byens spidser, som det kunne være en bondekarl, og der blev jo snakket når de stod I smedien.
Smeden mælede ikke et ord før han var færdig med det han havde I hænderne, men hørte hvert ord der var blevet sagt. Så når han lod hammeren hvile, havde han sommetider et færdigt svar at give dem. Jeg var der jo mange gange, men hvem tager sig af at jeg stod der og hev I blæsebælgen. Efterhånden kunne jeg da få en mening ud af det, og det kom mere og mere, at det var folk I nød. Hvad enten det var den store gårdmand, fabrikanten, eller direktøren. Eller en fattig tyende karl der havde haft uheld at pigen var blevet gravid og efterhånden gik det mere og mere op for mig at smeden vidste juridisk svar på næsten alt hvad han blev spurgt om. Han var kort sagt lovkyndig, og hvor han havde det fra ved jeg ikke.
Han havde store bøger inde, og der blev ind imellem sendt bud ind efter en af dem, når det var særlige spørgsmål der skulle klares.. Det var sommetider store beløb der var tale om, sommetider simpel bedrageri, eller en veksel der ikke var blevet indløst. Kort sagt alt mellem himmel og jord blev behandlet derude ved værkstedsbordet I petroleumlampens skær. Smeden var tit med I retten, eller banken, det var også sommetider at fine herrer, jurister, bankfolk, præster, der måtte stå ret I den gamle smedie.

Men altid lige venlig overfor alle, selvom det sommetider var grove historier der blev behandlet. Officielt var der ingen der plejede omgang med dem, andre end mig. Jeg var bare glad når der var tid til at stikke derover , og havde da også ind imellem selv brug for hans hjælp.
Som da jeg en vinter løb til skole I kludesko, godt nok med gummi under, det måtte jeg ikke.
Så der var en stor reprimande, et slag oven I hovedet med violinbuen, og der til en eftersidning som jeg rendte fra, imens degnen var inde og drikke kaffe. Det var jo noget frygtelig noget jeg havde gjort.
Degnen stillede hjemme hos mine forældre om aftenen, og det var vist hans mening at far skulle afstraffe mig med det samme, så kunne jeg slippe dagen efter I skolen. Men det ville han ikke, så der var lagt en ordentlig omgang til mig I skolen dagen efter. Men jeg havde jo en ven, næste dag smuttede jeg om til smeden, og satte ham ind I situationen. Svaret faldt omgående, “Jeg går med derind”
Der blev snakket inde på kontoret, vistnok med store bogstaver, men smeden vidste nøjagtig hvad der stod I skoleloven, der gjaldt slige situationer. Degnen fik så ellers besked om at hvis der blev sagt mere I sagen over for mig, kom jeg ikke I skole før myndighederne havde haft sagen til bedømmelse. Det var smeden sikker på ikke blev I Degnens favør, så sagen var overstået og jeg hørte aldrig et ord hvad fodtøj jeg havde på, og glad var jeg.

Men hvordan smeden og husbestyrerinden ellers havde det sammen ved jeg ikke, jeg tror nok de var glade for hinanden, og delte de få kroner de hver især tjente. Men det mærkede jeg aldrig, der var tit kaffe eller mad til os alle, altid meget pænt rettet an, med dug på bordet, og altid en hyggesnak imens. De gjorde hver især hvad de kunne for at det løbe rundt. I mellem at hun syede, lavede hun jo medicin, dels af urter hun selv avlede, dels plukkede I mosen I heden, eller I skoven. Så der var altid bundter hængt til tørre, og som blev lavet til salve, dråber, hostesaft, m.m.
Langt senere fik jeg at vide at det var min morfar der leverede de mere specielle urter, og det gør jo ikke sagen ringere.
Der var jo også dem der skulle ind og have råd fra hende. Det skete jo at par der tjente sammen blev glad for hinanden, og det sommetider fik følger, kom de jo til hende efter gode råd. Nogen havde ikke ordentligt tøj at blive gift I, så det skullejo ordnes på bedste måde. Der blev vasket og strøget både karlen og pigens tøj, og så syet om og pyntet lidt hist og her. Når det var ordnet, var der jo brylluppet der skulle tænkes på, jeg har oplevet at det blev holdt hos smeden, godt nok I meget beskedne former.

Men der var også dem der ikke ville giftes, hvor der var så stor stands-forskel at det var umuligt. Det blev diskuteret meget, hvor det var manden der var noget stort, kunne han jo hjælpe pigen økonomisk. Men det var I nogle tilfælde hvor det var umuligt, tror jeg der blev sørget for en abort. Jeg ved det ikke bestemt, men jeg tror der var noget om det. Men ellers var det almindelige skavanker hun hjalp folk med, altid med godt resultat, og det er ellers mærkeligt, for de kom først til hende når alle andre muligheder var opgivet.

Sådan gik tiden I den gamle smedie, sommetider med de almindelige sysler, andre tider med alle de andre ting de havde at tage vare på, og lige rart var det hver gang jeg kom derhen. Det var mine solstrejf I en meget fattig tid som jo tyverne var, så den hjertevarme man mødte hos dem var enestående, og vil altid stå for mig som noget særligt.
Jeg havde da ellers et godt hjem, men der skulle jo også knokles på for at holde brød I skabet. Vi var 6 børn, så der var nok at se til, for far skulle jo på arbejde hver dag. Mindst 12 timers slæb, så alt derhjemme skulle mor passe, der var 7 tønder land, 3 køer, grise, og høns. Men hestene passede vi drenge, og kørte materialer af mulige slags. Startede tit klokken 5 morgen for at være ude på arbejdspladsen når der skulle begyndes klokken 6 som man jo gjorde dengang. Det kunne fortsætte fra det første sted vi var og havde læsset af, og fik et nyt læs på. Som regel stillads, og det lettede for der var arbejdsfolk der gav en hånd med at få læsset af, så vi kunne drage afsted.
Hestene havde hvilet og spist imens af og på læsning, så de var klar til den næste tørn. Men der havde jo ikke været tid til os at spise, så det foregik gående ved siden af vognen.
Det kunne godt lade sig gøre, samme tid den ene kørte hestene, og den anden havde en bjælkeklods parat til at ligge bag hjulene når vi skulle op ad en bakke. Så skulle hestene have et hvil undervejs, så klodsen skulle holde læsset så længe. Der var jo ikke bremser på sådanne arbejdsvogne.
Sådan kunne dagen så gå med køre fra sted til sted, sommetider så at vi først kom hjem ved 9-10 tiden om aftenen. Så det var rart efter sådan en dag med noget varmt mad serveret henne på tørvekassen ved siden af komfuret.
Vi gik jo kun I skole hver anden dag, og det lykkedes som regel om vinteren, hvor imod det kneb om sommeren. Der var så meget der skulle nåes, når vejene var gode. Men det var også næsten ligemeget, for den gamle Degn havde ikke lære og ret meget andet en Katakismusen, og salmevers. Men jeg fik lært at regne virkelig godt, og det har været en stor hjælp siden hen.
Men det var en ung ny lærer vi fik, så da blev der meget ved at gå I skole, men derfor blev der ikke mere tid til det.
Jeg benyttede alle ledige stunder til at smutte over I smedien, for der skete noget andet som var meget værdifuldt for mig. Men jeg tror også for smeden og husbestyrerinden med en lærevillig elev, det gjaldt både smedien, og inde hos husbestyrerinden. Jeg har brug for begge dele hele livet.

Men tilbage til smedien. Jeg var nok 11 år, vi stod og og havde travlt med at lægge hjulsvinget om, og det skal jo gennemføres når det er begyndt. Så kom der en der ville snakke alvorlig med smeden, det var endda byens matador, men at han var I klemme var let at se på ham. Der faldt også flere bemærkninger,men vi var nød til at blive færdig, så det blev halv sent, også skulle vi jo have aftenkaffe. Men det blev kun mig for de andre skulle snakke. Der var alvorlige ting på færde. Så da jeg havde fået kaffe, kom smeden og spurgte om jeg kunne låne hestene til en lang tur om natten. Det mente jeg godt kunne lade sig gøre, for mine forældre var ikke hjemme, så hestene skulle ikke på hårdt abejde dagen efter.
Der blev snakket frem og tilbage om det, men der skulle fart på for det vi skulle køre efter, skulle være inden midnat for at der kom den rigtige dato på de papirer der skulle ordnes. Så jeg benede hjem, selerne på hestene, og spændte for vores lille lette jagtvogn. Så det var jo arbejde for en dreng at få det hele ordnet så hurtigt som muligt. Men jeg var alligevel hurtig færdig og så fart på over til smede, de var også blevet færdige med at snakke det hele igennem. Så vi kørte straks, der var blevet stukket en flaske varm kaffe til mig, som jeg kunne drikke mens mændene fik ordnet hvad der skulle ordnes, og så gik det ellers stærkt. Det var lette heste, så der var rigtig fart på, så meget at manden som var med bad om måtte flytte om bagi vognen. Der kunne han bedre slippe fra hvis der skete noget slemt med den fart vi havde på.
Men vi nåede da også derover uden uheld, og I god tid, så der kunne bliver ordnet det der skulle.
Jeg måtte blive ude ved hestene for at give dem et tæppe over den svedige ryg, give dem lidt at æde, og så blev der tid til at jeg kunne nyde min flaske kaffe med småkager til.
Alt forløb som det skulle, som det var bestemt I smedien, men senere oplevede jeg at det ikke var nok.
Der gik en 4 år så var det uigenkaldelig slut for matadoren, han måtte I fængsel I lang tid. Da var jeg flyttet fra byen, så der gik mange år før jeg fik at vide hvad det var vi kørte efter den nat.
Tilbage til natten, vi kørte omsider hjemad, som jeg regnede med skulle være lidt roligere end udturen. Hestene vidste det for hjemadgående så de spænede helt så godt som udturen. Vi ankom til smeden, og de var begge ude og tage imod os. Hestene blev sat I den lune smedie, blev godt tørret af, og så var det vores tur til at komme til bords.
Der var dækket pænt op, trods tidspunktet, men sådan skulle det være.
Tidligt om morgenen stillede smeden ovre hos far, for at fortælle og undskylde at de havde fået mig til at tage den tur. Men far fik jo nok at vide hvad der havde været på spil, så han roste mig for at jeg havde fået det ordnet.
Det var en oplevelse at være med til slige ting, jeg fik da også lov til at sove noget af formiddagen, det trængte jeg også til.
Men ellers gik dagene jo sin vante gang, vi læssede tit fyld af hos smeden, så der var snart en dejlig have hvor der før var sumpet. Men vi fik også tit smedet noget der ikke skulle betales. Jeg fik af og til et stykke tøj som husbestyrerinden havde syet til mig, og det var jo meget kærkomment I de år hvor krisen var meget slem ved mange, også hos os. Smeden var ved at være træt kunne jeg da se, om det var alderen der trykkede ved jeg ikke. Jeg fik vist aldrig at vide hvor gammel han var. Men der kom stadig mange mennesker for at skulle snakke, og der kunne han stadig give gode råd. Men der skete flere og flere gange, at det foregik inde I stuen, der kunne han da sidde ned, medens forhåndværende ting blev snakket igennem.

Så var der tid til at følge husbestyrerinden I mose, skov, og på heden for at samle planter, rødder, og blomster til medicin, som hun havde mere og mere brug for. Der var meget spændende hun kunne fortælle om alt det vi fandt, og samtaler har jeg meget glæde af 60-65 år efter, hvor jeg selv samler. Nu jeg som pensionist har tid til det.
Men smedien blev da også brugt, jeg var efterhånden så trænet at jeg kunne bruge store hamre, og det lettede at arbejde for smeden, og samtidig blevet større og mere moden. Så jeg fik en hel masse at vide som andre ikke ville drømme om at snakke til børn om, men aldrig et ord om dem der kom der. Enten de kom for at få en sludder, eller der var alvorligere ting der skulle drøftes.
Tværtimod begyndte de at passe på hvor jeg var, for at jeg ikke skulle få for meget at vide, men hørte jeg noget som ikke var beregnet for mig, har jeg aldrig nogensinde ladet det gå videre.
Men noget oplevede jeg da, der kom en aften et par unge mennesker som simpelthen skulle snakke med husbestyrerinden, om hun kunne ordne det sådan at pigen fik en abort. For de så ingen muligheder for at gennemføre at få barn, og det det førte med sig. Det var første gang jeg var informeret om sagens rette sammenhæng, det skulle jo ikke være sådan, men tilfældigheden gjorde det sådan.
Nu 60 år efter gør det jo nok ikke at jeg fortæller historien, som lød som følger.
De havde ikke nogen familie, og faktisk ingen nære venner, og pengene var meget små, så det var håbløst syntes de.
Smeden tog det fra en anden side, han spurgte simpelthen om de ville giftes, og få barnet hvis det kunne lade sig gøre. Efter lidt udenomsnak ville de da gerne, men de mente det var umuligt, efter den besked blev der ikke talt om abort, men kun om fremtiden.
I dag fatter man simpelthen ikke hvor fattige sådan et par, der tjente på landet og ingen hjælp kunne forvente nogen steder fra, kunne være. Det blev der ikke talt om, kun om fremtiden, det meste af natten gik med at finde spor fremad, mens der blev ridset op hvordan det skulle gøres. Der blev fældet tårer, men også smil imellem når det skimtedes en vej frem. Der blev aftalt at de skulle komme igen næste aften, så skulle smeden se at få det forskellige på plads.
Dagen efter var han lidt adspredt, engang imellem var han inde og konferere med bøgerne og efterhånden kunne jeg se at det var ved at falde på plads altsammen.
Det skulle det ihvertfald hvis det stod til ham.
Næste aften hørte jeg ikke så meget, men alligevel kunne jeg følge linien I det hele, som det blev ridset op.
Det første var at smeden skulle ud på gården og snakke med gårdmanden, så han blev informeret om det forestående. Mærkeligt nok var han nogenlunde samarbejdsvillig, for han var igrunden godt tilfreds med de unge mennesker, så han indviligede I de fik lidt mere frihed. Så de komme og være med til at få deres tøj sat I stand ,så de kunne være bekendt at blive viet I det.
Det værste blev lappet, stoppet, syet om, og der blev nok også fundet en stump af og til fra husbestyrerindens gemmer.
Efterhånden faldt det på plads altsammen, papirerne blev ordnet, vielse bestilt, men der var jo en ting der ikke var snakket om. Det var selve brylluppet med en smule festlighed bagefter. Men det faldt som et brag, da at smeden kunne meddele at det havde gårdmanden lovet at arrangere, når han nu havde været vidne til alt det at smeden havde fået op og stå. For ikke alene havde han ordnet alt rent praktiske, men han havde også trukket lidt på dem der kom, og fik gode råd hos ham, og ladet et ord falde om at der manglede en del møbler m.m.
Der var også fundet en lille lejlighed som de kunne få for at hjælpe til med huset hvor de skulle bo.
Alt ordnede sig til den store dag og der blev en fest, smeden og hans husbestyrerinde var jo selvskreven, så var der damen de skulle bo hos, alle tjenestefolkene på gården, og selvfølgelig gårdejerparret, samt nogle nysgerrige. Alle blev budt med ind til middagen, der blev fældet tårer, der blev silet meget, det var så fantastisk som det var gået. Der var ingen der tog æren for at det gik så godt, selv om der kunne nævnes nogen, det lod de fremtiden afgøre.
Tilabge til smedien, jeg tilbragte al den tid jeg kunne få, til at opholde mig der, for jeg var glad når vi var sammen, gik I den gamle værksted, og imellem en kop kaffe eller lidt frokost som det nu faldt for.
Men der var også meget der skulle ordnes derhjemme, dagene blev sommetider lange, men det var altid smedien og dens beboere der trak. Jeg kørte meget fyld på grunden, så haven voksede så det var en lyst.
Jorden blev taget I brug med samme jeg havde smidt et par læs, så det var efterhånden pænt omkring smedien og særligt det lille stuehus.
Der var også den varme smedie, der tiltrak landevejens frie fugle, de gik aldrig forgæves, døren var aldrig låst, se der var ofte at der var en eller flere der havde redt deres beskedne soveplads henne omkring essen.
Der havde husbestyrerinden også lidt at se til, for de skulle ikke gå videre på tom mave.
Det skete også en var så laset, så der skulle syes lidt eller meget for at få tøjet til at hænge sammen. Det skete også at de stak et par pinde I essen, så de selv kunne varme lidt mad eller kaffe inden de skulle sove. Smeden sørgede altid for at der var halm til hestene, når de kom og skulle skoes. Men det mest til at sove I for dem der var der om natten. Det altid godt, der var aldrig taget noget. Om det så var kullene på essen, blev det raget væk før de fyrede med pinde de selv havde med. Der kom mange, for de vidste de var velkommen. Der var sommetider en der blev der en dag eller to over for at hjælpe smeden. Men mange gange var det nok mere for at få syet lidt på tøjet, og lidt veltillavet mad,og det skortede det ikke på.
Men tiden gik alt for hurtig, jeg var jo snart en stor dreng der skulle med far ud og bygge huse, så min tid I smedien, der havde været mine solstrejf I noget af mine drengeår. Nu var det kun når jeg ikke var med på byggepladserne, men der blev længere og længere imellem. Undtagen om vinteren, hvor det kunne være så slemt vejr, at vi var nød til at blive hjemme. Så var der travlt I smedien, for så skulle alle heste der skulle bestille noget have nye sko, så de kunne blive bråtet pigge I skoene så de kunne stå fast når der var glat.
Vi nåede så vidt at far ofte sagde til mig, “Kan du lige smutte over til smeden og ordne værktøjet”
Der skulle sættes skafter på skovle, spader, grebe, og ellers hvad der skulle ordnes.
Så nåede vi til at smeden fandt en gammel cykel, den blev sat på værksted for der var meget der skulle ordnes ved den før den blev køreklar.
Jeg pudsede alt rustet af, så den kunne blive malet, når alt det andet var lavet I stand, og det skulle jo gøres når der ikke var ander der skulle laves.
Den blev køreklar, og stolt var jeg at få foræret et køretøj, det første jeg havde og med lidt vedligeholdelse var jeg kørende til jeg skulle konfimeres. Trods alt nogle år.
Jeg tror smeden var lidt misundelig for han havde aldrig lært at cykle, og derfor jo ingen anden mulighed en at gå når han skulle nogle steder. Men det hændte jo lidt så fik lov til spænde hestene for, så jeg kunne hjælpe med transporten.

Slut.

Categories: Almanakken

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Sponsors

  • Dell
  • UnoEuro webhosting
  • Website and logo design contests at DesignContest.com.
  • Reviews of the best cheap web hosting providers at WebHostingRating.com.