For år tilbage i Hinge by
det var på en bondegård,
en karl så stout, en pige bly,
dee tjente sammen et år,
var tjenesten ej altid så rar
med godt humør de hang i
og karlens og pigens navne det var
Jens Kristian og Met Mari.
Gruppebillede af familie og venner ved guldbrylluppet den 22/10-1927
For år tilbage, var 1877, og ovenstående vers var det første i deres guldbryllusang der blev sunget til festen d. 22-10 1927 og den fest var jeg med til, men jeg kan ikke huske mere af sangen.
Guldbrudeparret Mette Marie og Jens Chr. Sørensen
Jeg havde et meget godt forhold til dem, så Bedstefar fortalte mig meget om forholdene den gang i 1877 og fremover, men aldrig før den tid udover at han havde været møllersvend i en periode som ung mand, før han kom til at tjene som karl på omtalte gård hvor han jo kom til at tjene sammen med Met Mari. Da havde de det tålelig som karl og pige. Men da pigen så blev gravid, og de skulle giftes, havde gårdejeren jo hold på dem, og så blev det ikke så rart, og nu var de jo tre da Marie blev født.
De fik et smule kammer de kunne bo i, og så var det ellers kæft, trit og retning, for gårdejeren regnede jo ikke med, at de kunne flytte, og de blev der også ca. et år, men så var forholdene så dårlige, at de besluttede trods alt at flytte
“For jeg havde jo tjent lidt fra, så det kunne lade sig gøre” sagde Bedstefar, og nysgerrig som jeg var spurgte jeg hvor meget det var, og blev noget forbavset, da han svarede
“åh, ca. 16 kr”, men det var nok til at de kunne flytte.
Fødselsdagsbillede af Mette Marie Sørensen
Den eneste jul de oplevede mens de boede i Hinge var i 1877 og der skete et mærkeligt himmelfænomen, som Bedstefar forklarede på den måde, at der kom en stor ildkugle, der udspyede ild, svovl røg m. m. og som faldt ned i Hinge sø med mægtig bulder og brag, så voldsomt at folk i Hinge, deriblandt mine Bedsteforældre, troede det var verdens ende der var nær, det skete om formiddagen på juleaftensdag, men julemaden ville de da have med, så den spiste de til middag kl. tolv, i stedet for om aftenen.
Efter vore forhold var maden meget beskeden, den bestod af sødgrød og stegt flæsk med grønlangkål til. Jeg har prøvet at efterforske hvad der egentlig skete, men ingen steder i astrologiske skrifter, var der optegnet noget, og trods megen hjælp fra astrologerne på museet lykkedes det ikke at finde ud af noget. Men min kone og jeg fandt alligevel ud af noget, ved gennemgang af de gamle årgange af “Silkeborg Avis”. Der stod en notits i avisen for d. 26-12 1877, der var blevet iagttaget en ildkugle på størrelse med, en 84 punds granat eller kanonkugle den blev set kl. 8.3o af en mand mens han passerede vejen fra oliemøllen (ved Skanderborg) til Alken. Kuglen gik fra n.v. mod s.ø. dens farve var blå, ned et lyst punkt i midten, som en klar stjerne, den havde en hale på 5- 6 favne, halen var også blå, kuglen iagttoges i ca. 10 sekunder.
Ovenstående har jeg forelagt astrologisk museum, som var meget glad for oplysningen, de kunne ud fra de oplysninger de fik om farve Og retning regne ud, at den meget vel kunne være eksploderet over Hinge, og det er en så stor eksplosion, at det ikke er mærkelig at beboerne blev bange. Oplysningen blev med tak modtaget på museet og både nedskrevet og optaget på bånd, med mit navn som meddeler og Bedstefars navn som fortælleren.
Det første de lejede var i Vrads Sande, og det var så beskedent at det dårligt kunne kaldes et hus, men de kunne da bo der, men så skulle Bedstefar jo have noget arbejde, og det var svært, for når han var rejst fra gårdmanden i Hinge, ville andre ikke give ham arbejde, for sådan noget kunne en tjenestekarl ikke tillade sig.
Resterne af huset i Sepstrup krat
Grønlangkålen, som de fik til julemiddag, er ikke som den almindeligvis laves, der bliver stegt flæsk på panden, og de hele grønkålsblade, som er blevet kogt, plukkes lidt i stykker og derefter braset på panden i fedtet fra flæsket, det smager udmærket, vi har prøvet at lave det nogle gange. Men ellers var grønkålen en meget værdsat grønsag, den blev helst spist rå, som deres vitaminpille, og ved nærmere undersøgelse, mener jeg, at bedstefar sikkert har været ude i heden for at plukke lyngblomster til the, samt de forskellige bær blåbær, tyttebær, revlingebær, slåen samt vildæbler som allesammen fandtes på heden og i skoven, alle disse frugter var meget vitaminrige og et meget gavnligt tilskud til de bare kartofler.
Men trods alt var der dog en landmand , der manglede mandskab til at tage kartofler op, så der blev arbejde i nogle dage, det blev betalt med kartofler i stedet for penge, men det blev også kartoflerne de overlevede på den første vinter. Fra gården i Hinge havde de hver et får, det var en del af lønnen, og de to får havde de med til Vrads Sande, så den første vinter var derqg daglige kost at der blev kogt en gryde kartofler og så blev fårene malket og mælken blev så hældt over kartoflerne så der dannedes lidt sovs, og det klarede de sig med i ca. tre måneder.
Men så kom foråret, og der blev lidt at tjene som arbejdsmand i engen (Ansø) , tæt ved hvor de boede. Der skulle jo graves grøfter om foråret, og senere skulle der slås græs med le, og det skulle jo passes, det skulle vendes så det kunne tørre og så skulle det bæres ind på fast grund, hvor det kunne hentes med hestevogn. Jeg har ikke kunnet få oplyst hvor længe de boede der, men ca. 8-9 år. Marie blev født i Hinge, og Jens og Søren blev født i Vrads og min Mor Johanne, blev født da de var flyttet til Sepstrup Krat i 1887, Søren døde ung ,i 1905.
I Sepstrup Krat arbejdede Bedstefar med forskelligt, han gravede brønde tækkede huse og lignende. Det var spredt arbejde, så der var op til 22 km. at gå om dagen, og det var omkring denne tid at der måtte snaps til de beskedne måltider, men aldrig mere end 1,5 glas, det var rationen. Der blev købt 8 liter i en trætønde, det var det billigste. Samtidig blev der anskaffet husdyr, som også skulle passes, og Bedstemor begyndte at gå ud og hjælpe til ved gilder og lignende. Men i 1894 købte de et stykke hede på ca. 5o tdr. land i Pårup ved Engesvang, som de så begyndte at dyrke op, og det er så helt ufattelig meget arbejde der skal til, inden der kan avles noget på sådan sandjord, når der kun var en ko og en stud som trækkraft til at brække heden op. Når jorden så var pløjet skulle der jo mergel til, som skulle graves op fra et stort og dyb, indtil 2o alen grav, der blev lagt en plankebro ud over graven, hvorpå der blev lavet et hejseværk, som Bedstemor og børnene skulle hejse mergelen op med, som Bedstefar stod dernede og gravede løs og fyldte i en balje.
Pårup Nørregårde, årstaller er ukendt.
Det var meget hårdt arbejde for dem alle, når man betænker at der skulle bruges 90 læs pr. tdr. land, og det så senere skulle køres hjem på marken med det samme forspand, koen og studen. Når lyngen er pløjet det første år, skal mergelen køres på det næste år, der skal det så ligge et år over, hvor der harves og pløjes flere gange, inden det , det fjerde år, kan såes den første afgrøde, og det var ikke korn der kunne gro der. Man havde ikke kunstgødning dengang, så man begyndte med at så noget der hedder spergel, det er ellers en ukrudtsplante men den er så nøjsom, at den kunne gro i sandjorden, og så blev den brugt til grøntfoder, det var afgrøden de første to år, før man så kunne så rug, som jo gav et meget beskedent udbytte. Men der blev jo lidt til at få malet til mel, så der var til at bage rugbrød af, og der var lidt halm til koen og studen.
Men de fik da efterhånden opdyrket 3o tdr. land, som allesammen skulle have 90 læs mergel hvert år,og der skulle samles sten af jorden efterhånden som den blev dyrket op, det blev i årenes løb til så stor en bunke, at det kunne betale sig for en entreprenør at komme derop med stenknuser og dampmaskine, så der blev lavet skærver til a lægge på vejene, men det var først mange år efter at de var flyttet derop, for min mor var så gammel og stærk, at hun kunne skovle alle stenene i maskinen. Men der skulle også bygges hus og købes redskaber, så der skulle tjenes penge ved siden af, at landbruget skulle passes, og det blev til at Bedstefar begyndte at lave slagler.
En plejl som bedstefar lavede
Slagler er et helt kapitel for sig selv, da det er et ungt egetræ, helst dem der groede under de store
træer, for at blive slanke nok. De blev hugget om helt nede i jorden for at roden kunne danne en klump enden af slaglen. Der var adskillige kilometer at gå hver dag, når Bedstefar og børnene skulle i skoven for at hugge slagler. Efterhånden som han huggede dem om, bar børnene dem ud til nærmeste vej til senere afhentning, og så måtte Bedstefar synge så børnene kunne finde tilbage til ham. Det gjorde de de seks dage om ugen, og så om søndagen kørte de alle over til skoven med koen og studen som forspand, så kørte Bedstemorom formiddagen rundt og samlede slagnerne, der var hugget i ugens løb, op på vognen, mens Bedstefar huggede som sædvanlig, efter en beskeden frokost og et hvil til forspandet, drog hele familien hjem med ugens høst af slagler, der så blev lagt til lagring, for så om vinteren at blive gjordt færdig. De skulle afbarkes og pudses, så blev de presset ned i en form og så blev de lagt i bageovnen for at blive rettet og hærdet i varmen det var en stor artikel dengang, for alt kornet blev tærsket med plejl, som slaglen er en del af, og Bedstefar levede så mange, at han havde kunder i det meste af Jylland.
Hedeselskabets præmie for opdyrkningen af Pårup Nørregård
Det var faktisk fritidsarbejde, imellem at jorden og kreaturerne skulle passes, der var efterhånden kommen flere dyr til, og Bedstemor havde meget at bestille som kogekone, og hjemmet skulle også passes. Alligevel fik de opdyrket ca. 3o tdr. land i de 22 år de havde Pårup Nørregård, som den kom til at hedde. De fik hedeselskabets præmie, to sølvskeer for opdyrkningen af heden
De havde dog også tid til at have omgang med naboer og venner, og det venskab har holdt sig til i dag i fjerde generation. Særlig var det venskabet med Stine og Thomas Thomasen, hvis datter, Erna Storgård, vi stadig besøger når vi er ovre på de kanter. Men sliddet i de mange år havde tæret hårdt på deres helbred, så der måtte gøres noget. De solgte gården og flyttede ned til Engesvang, det var i 1916, de lejede en lille lejlighed, der var en stor have til som blev drevet meget fint, og der var også stadig kræfter til at leje et stykke jord ved siden af, som blev dyrket med tidlige kartofler, som skulle kunne sælges til grundlovsdag, og mange andre grønsager, som blev solgt til omegnens beboere. Bedstemor havde jo nu tid til at hjælpe naboerne. Os hjalp hun særlig meget da mor tit var syg i en periode. For allerede tidlig var mor begyndt at gå med Bedstemor ud at servere og hjælpe til ved gilderne som Bedstemor forestod, det vrede et par år, så kom mor ned på Moselund gæstgivergård, for at hjælpe til. Der var det hun traf far, som spiste og boede der, og der var vist gensidig sympati ret snart.
Stuen i Bedstefar og Bedstemors hus i Engesvang ca. 1916
Far er opvokset i Sædder sogn i nærheden af Haslev på Sjælland, far blev født i 1892 som yngste barn. af en flok på tolv. Farfar var murer og det blev Far også men ikke helt udlært på ,”Sjælland”, han havde en søster og svoger der boede i nærheden af Silkeborg og der fik han, ved deres hjælp, i resten af læretiden plads ved Resenbro som ung svend kom han til at arbejde forskellige steder omkring Silkeborg og lidt senere kom han til Moselund, og var med til at bygge flere af husene som endnu ligger der. Så boede han på gæstgivergården, indtil han blev forlovet og senere gift med mor, det blev de d. 13-7 1913.
Da tænkte Bedstefar allerede på at sælge Pårup Nørregård, og inden ret længe blev det bestemt,at Far og Mor skulle overtage den, og Bedstemor og Bedstefar skulle bo der på aftægt, men da Far var vant til at få sin gode ugeløn, 24 kr., var det jo svært at blive hedebonde, hvor der var længe imellem at der kom penge hjem, og som regel var det kun få kroner, så det gik ikke så godt, med unge og gamle under samme tag.
Pårup Nørregård i velmagtsdagene.
Fra venstre: Mor med Søren, Marie, Erna, Bedstefar Niels, Bedstemor, og Stine
Mor havde jo Søren før de blev gift, han blev født d. 2o-4 191o, snart meldte Harry sin ankomst,d. 1o-4 1915 og det blev forholdet mellem ung og gammel jo ikke bedre af, særlig da det kunne ske at Far tog sig en øl engang imellem, som det jo skete på arbejdspladserne. Efterhånden blev forholdene så dårlige, at Far og Mor med børn rejste til Sjælland og fik et lille husmandsted og så tog Far på arbejde ved siden af. I starten var udemærket, men det varede ikke længe, for Far blev syg og måtte på sygehuset, og blev opereret og det gik godt men han fik at vide, at det første år skulle han ikke regne med at arbejde igen, omkring ved den tid blev jeg så født, d. 27-11 1916, så nu var familien ved at være stor, så der skulle jo tjenes penge, og så besluttede de at rejse tilbage til Moselund, der var jo fuld gang i tørveproduktionen på grund af krigen. Far regnede med at komme til at køre tørvevognene, det var jo alt sammen med heste den gang, og der skulle mange kuske til, og det regnede Far med at han kunne holde til, men det kom han aldrig til , for helbredelsen skred så hurtig frem, at det varede ikke længe før han var i fuld gang med at arbejde. Først købte han en lille ejendom for at holde fire heste som han så brugte til at arbejde i mosen med, dels til at køre træ fra skoven om vinteren. Ejendommen hed Dræbylund, der var vi så til 192o- 1921 hvor vi flyttede til et hus, Tomineborg, da var tiderne ved at normalisere sig efter krigen, og her blev Viggo født d. 5-5 1921 Så gik Far igang med murskeen igen, vi flyttede engang til efter kort tid, det var gammel og ringe, det vi flyttede fra. Det var da vi boede på Tomineborg, at Far var med til at stifte fagforening, de arbejdsløse kom op til os til kontrol, men understøttelse fik de ikke, men julen 192o blev der bevilget julehjælp, ialt 7,00 kr, så der kunne jo blive et ordentlig gilde. Huset vi flyttede ind i, stadig i Julianehede, var efter forholdene godt, her blev Åge født d. 27-6 1923. Far havde godt arbejde som underentreprenør for en murermester, som drev cementstøberi og handel med murermaterialer. Men det gik stærkt, Far blev meget vellidt for sit gode aroejde, og det var ham de kom til, når der skulle bygges, så der blev travlhed, og det var et problem at få kørt materialerne ud, så det blev en flytning til, igen til en lille ejendom på 5-6 tdr, land, lige uden for Engesvang, ejendommen hed Lyngholmshus og der havde vi plads til heste, så vi selv kunne køre materialerne ud, og det var i nærheden af Bedstemor og Bedstefar.
16/8/2015
Der mangler stadig 2 billeder til dette kapitel, “Mor og Søren” samt “Formentlig mor og fars bryllupsbillede”
