Det skal lige tilføjes, at Bedstemor, som jo altid havde været fugekone m.m, alligevel fik tid til at hjælpe andre, når der var sygdom, barsel, ja alle steder hvor folk var i nød og trængte til hjælp. Det tog hun jo ikke betaling for, tværtimod. Somme tider havde hun lidt godt med, hvor der trængtes til det. Det blev hun ved med, også efter at de var flyttet ned til Engesvang i 1916, og særlig travlt fik hun under den spanske syge i 1918- 19, hvor mange mennesker døde. Ja der var hele familier der uddøde, og det var sommetider på landbrugsejendomme, så måtte Bedstefar med for at passe kreaturerne.
Fars familie. Far er den mindste på billedet
Da måtte snapsedunken købes noget større, 36 Liter, for Bedstemor havde fundet ud af, at det var den eneste medicin der hjalp. Der var altid en flaske snaps med, når hun drog afsted for at hjælpe, det var jo en meget smitsom sygdom. Men Bedstemor og Bedstefar blev aldrig selv syge af den, det sled på kræfterne, så da den spanske syge var drevet over, var det kun de nærmeste, (og dem hørte vi jo til) hun tog sig af. Mor var tit syg, og vi var jo efterhånden en stor familie, da Henny jo også var kommet til d. 29-4 1926 og der var travlhed, ejendommen skulle passes, og det blev os børn og Mor der skulle det. Far var på arbejde hver dag, og derfor blev det Harry på 9 år og mig på 7½ år, der skulle køre med hestene, både med pasningen af jorden, og med at køre materialer ud til de forskellige byggepladser, og somme tider skulle vi også i skole.
I de følgende år byggede Far mange huse og landejendomme. en af de første, jeg kan huske aftalen på, mellem bygherren og Far, var en mindre landejendom, der var brændt ned, og som en selvfølge skulle Far bygge den, og aftalen blev, at manden tilbød Far pengene, de kunne få fra forsikringen både for hus og bohave, hvis han ville bygge en pæn ejendom til dem. Der var ingen tegninger eller noget skriftligt om, hvor stort eller hvordan huset skulle se ud, der var bare en aftale og og gensidig tillid, og der var ingen af parterne der blev skuffede, sådan kunne man gøre det dengang.
Mor og Fars stueur, som nu er hos Viggo
Søren, som den ældste af børnene, var ude at tjene et par år, inden han kom i lære som murer. Det var vist omkring ved den tid at, Bedstefar fik de sidste penge han skulle have for Pårup Nørregård, og trods det at de ikke havde for mange selv, blev de fordelt til Mor, Jens og Marie, som fik hver 5oo kr., stueuret er vist det eneste minde om mors part der stadig er i familiens eje.
Nu gik det stærkt med at bygge, det var der også andre der kunne se, blandt andre trælasthandleren, som så sin fordel i at arbejde sammen med Far. Der skulle meget tømmer og tømrearbejde til, så Far var en god kunde, men desværre stolede han for meget på trælasthandleren og det gav senere bagslag. Men der blev bygget meget, også store stykker arbejde, som for eksempel centralskolen, alderdomshjem, kaptajnsgården, bøllingsøgården og nogle store villaer. Ind imellem blev der bygget en del huse, et år blev det til 17 huse. Ind imellem de store byggerier hvor det blev for meget, at køre med hestevogn, og bilerne var jo ved at være almindelige til alt transport, så jeg kom mere og mere med ud på byggepladserne for at hjælpe til,( Harry var kommet ud at tjene) da vi byggede alderdomshjemmet. I 1929 var jeg med hele tiden, jeg blandede alt betonen, og senere alt mørtelen, vi havde nemlig fået blandemaskine, den skulle jeg passe, selv om jeg kun var 13 år. Men året efter kom katastrofen, trælasthandleren gik konkurs, vist nok med vilje, for at redde sig selv, men det havde nær taget Far med.
Dræbylund, Søren, Harry, Gunnar og gederne
Lyngholmhus kom på tvangsauktion, men Far havde så meget i behold, så han kunne købe en grund, lige nede ved Engesvang station, og der byggede vi først baghuset, som vi flyttede ind i, medens vi byggede forhuset. Et dejligt hus, og til stor ærgelse for mange, der havde håbet, vi var gået helt ned med flaget. Det var jo i krisen, i 193o til ca. 1936, så mange hængte meget på den, selv dem vi troede var byens matadorer. Da vi flyttede over i forhuset, kom Bedstefars til at bo i baghuset, de var ved at trænge til hjælp, det kneb med helbredet, så nu var det os det kunne hjælpe dem, selv om mor var meget syg, og blev indlagt på Rigshospitalet. Men krisen blev værre og værre, det kneb med at få arbejde, bare til os selv, og priserne var meget små. Bunden blev nået prismæssig, da der skulle mures lidt på foderstofforretningen, der var 11 merermestre til at give tilbud, vi fik det til en pris af 165,00 kr. men Far havde fået at vide, at der en del mere arbejde der skulle laves bag efter, så det rettede jo på den lave pris. Det blev så galt at Far måtte sælge huset, og så flyttede vi igen, det blev et hus som vi lejede, og det var ikke stort nok til at Bedstefar kunne komme med, men de fik lov til at blive boende i baghuset et års tid, til vi fik lejet en lejlighed der var så stor, så vi havde plads til dem igen.
Det var på Moselund Station, hvor vi lejede førstesalen, der var så stor at vi kunne være der allesammen, og vi måtte have en ung pige til at hjælpe, for mor var stadig ikke helt rask, men det blev hun og hun var faktisk ikke alvorlig syg i de næste 5o år.
Det blev efterhånden dårligere med arbejdet, så vi kunne lige tjene så meget, at vi havde nok til os selv, men det var til en meget dårlig betaling. Søren var jo bleven udlært og var også derhjemme et stykke tid, men det var meget sløjt, så han søgte, og fik arbejde omkring Frederikssund. Han boede til leje i Farum, så det var jo en lang tur hver dag på cykel, men det gav lidt flere penge, så der blev råd til en lille motorcykel. Det lettede jo noget på det, inden han rejste til Farum havde han fået en kæreste, en gårdmandsdatter fra Kragelund og en skønne dag kom han hjem til Moselund, for at blive gift med Thora Davidsen. Det var d. 3o- 12 1935, og der skulle jo være stort gilde, for Svigerfar var gårdejer, så der var indbudt alle dem der Kunne være i Kragelund forsamlingshus og det var mellem tre og fire hundrede. Bryllupsgaven skulle der spares på, det blev 5o kr. til hjælp til sengetøj. Det giftermål var det første i den generation, og de rejste tilbage til Farum, for efter forholdene i Moselund var der jo væsentlig bedre på Sjælland.
Men vi slog os da igemmen, men godt var det ikke, og ingen bedring umiddelbart i sigte. Det var omkring ved den tid at Bedstefar døde, stille og roligt i sin egen seng (1935), Bedstemor sad og holdt ham i hånden, for han havde kaldt på hende, der var noget, han ville sige hende, men det nåede han ikke. Det spekulerede Bedstemor meget over, hvad det kunne have været, han ville have sagt, der gik lang tid inden hun holdt op med at spekulere på det. Harry kom også hjem, der var ikke engang til at få en plads på landet, så der skulle jo snart findes på noget, jeg havde fået udlært om efteråret, men hele vinteren var der slet ikke noget at tjene. Men gå hjemme hver dag kunne jeg jo ikke, så jeg gravede kampesten op i en grusgrav, senere var det mergel jeg læssede. Lønnen, 1 krone om dagen og kosten, men så skulle jeg da ikke have noget derhjemme. Det var også på den tid at en murer fik en ugeløn på 25 kr. så der var ikke meget at slå til “søren” med.
Jeg havde jo også fået en pige, hende mødte jeg til sølvbryllupsfest hos vore naboer d. 26-1 1936, det var ikke kærlighed ved første øjekast, men absolut interesse. Det var vist gensidig, men der gik temmelig lang tid, før vi mødtes igen, det var til bal i Gjessø Forsamlingshus. Men den samme dag skulle jeg på tur til Ålborg med med teknisk skole i Silkeborg, og det var fra kl. 4 om morgenen, så vi havde en anstrengende dag. Der smuttede jo også et par øller i løbet af dagen og ankommen til Silkeborg kl. 9 om aftenen skulle vi have en bil til at køre os hjem, men det var om ad Gjessø, jeg skulle nok gå hjem, en tur på ca. lo km. , men jeg skulle jo til bal med pigen.
Vi dansede til langt ud på natten, og selvfølgelig skulle pigen følges hjem, det var første gang, og en dejlig tur var det, trods sne og frost, men trætheden begyndte at melde sig , så det blev ingen lang snak før jeg drog hjemad, først ned til Funder station, og så fulgte jeg jernbanesporene hjemad, det var en genvej, da vi jo boede på Moselund station. Men trætheden var stor, det var et døgn siden jeg var startet om morgenen, så jeg gik simpelthen og faldt i søvn, og faldt blødt i sneen midt imellem skinnerne, og vågnede et par timer senere da morgentoget kom buldrende. Jeg var så stiv af frosten, at jeg ikke kunne rejse mig, men jeg fik dog sat så meget sving i kroppen at jeg rullede ud over skinnerne, bare nogle få meter før toget for forbi. Det lykkedes at få så meget bevægelse i kroppen, alene skrækken for hvad der kunne være sket, gav så mange kræfter, at jeg kom på benene, og listede langsomt bag efter toget. Det var første gang, jeg skulle følge pigen hjem, og det meget nemt være blevet den eneste.
Med lidt småjob af og til gik vinteren, men en forandring skulle der til, det var Harry og jeg enige om, vi havde ikke lagt nogen fast plan. Til påske tog vi beslutningen, vi ville tage cyklerne og køre ud i landet, for at se, om der var arbejde at få andre steder, og med værktøjet, lidt ekstra tøj og en stor madpakke fra mor, drog vi afsted, med tilsammen en kapital på 22 kr. Vi krydsede ned igennem Jylland i godt vejr de første to dage, vi overnattede i Middelfart, og stod op til regn og rusk, men fremad gik det da. Næste overnatning var i Slagelse, da var vejret blevet til tæt tøsne, tøjet havde vi jo fået tørret om natten, men en halv time efter at vi var startet om morgenen, var vi gennemblødte igen, så vandet rendte ned ad det bare skind, vi havde jo ikke nogen form for regntøj, og så skulle vi tage en beslutning om, hvad vi skulle gøre, og vi bestemte så at køre til Farum, til Thora og Søren, men det var strengt, for efterhånden lå der 2o cm. sne på vejen, og der kom stadig noget ned.
Familiebillede i Birkerød
Det er de langste kilometre jeg nogensinde har kørt, for trods det hårde arbejde med at cykle i så meget sne, frøs vi, så det tog flere dage før vi blev varme igen.
Men igennem til Farum kom vi da, og blev hjertelig modtaget, trods deres store forbavselse, de vidste jo ikke at vi kom. Vi lånte tørt tøj af Søren,og så fik vi varm kaffe serveret henne ved kakkelovnen, men det kneb med at styre koppen til at begynde med, sådan rystede vi. Men det var jo dejligt for os, men lidt forstyrrelse for Thora og Søren, der havde naboerne som gæster, men det blev taget med godt humør, trods det at vi var meget nær Hvad penge angik havde Søren 7 kroner som hele deres beholdning, har jeg senere fået at vide.
Laurine og Jens Peter Jensen på Skovlyst 1932
Det var vist nok anden Påskedag vi kom, og dagen efter var det blevet bedre vejr, så vi startede til København for at besøge Fars familie. Der var en del, og eventuelt få nogle tips om, hvor der var mulighed for at få noget arbejde. Harry var heldig, allerede et par dage efter var der bid som murerarbejdsmand i København, så det var med højt humør, at vi kunne fortælle det i Farum. Søndagen efter skulle en af kusinerne konfirmeres, det blev vi inviteret med til, vi kom først hjem til Farum kl. 3,3o, og da kom værtinden op, og fortalte, at der var blevet ringet fra fagforeningen, at der var arbejde til mig på Birkerød station. Jeg skulle møde Mandag morgen kl. 7, så det var jo ikke længe jeg kunne hvile. Thora gik slet ikke i seng, for hun ville være sikker på, at vi kom op til tiden, og så kiggede hun lige mit arbejdstøj efter, så jeg kunne komme nogenlunde pænt på arbejde, hun spildte jo aldrig tiden. Jeg kom op og afsted til tiden, det var jo spændende om jeg kunne klare mig, men det gik meget fint, så der var højt humør, jeg blev venligt modtaget, selv om de andre smilede lidt af mit jyske sprog, min de kunne da forstå mig, og arbejdet gik meget fint, så jeg var meget glad, når man betænker, at ugelønnen var 84 kr. om ugen mod de 25-3o kr. man kunne få i jylland, hvis man var så heldig at have arbejde. På stationen arbejdede jeg kun 3 uger, så fik jeg tilbudt arbejde i København hos samme mester som Harry arbejdede for, og derinde var ugelønnen 1o8 kr. Den forbedring skulle jo med , og samtidig kom tanken på Far, han havde jo heller ikke noget at lave i Moselund, så jeg skrev omgående om han kunne tænke sig at komme herover og overtage mit arbejde på Birkerød station. Der var ingen betænkningstid, han kom omgående, så han kunne stille på arbejde mandag morgen på stationen i Birkerød. Ovre i Moselund gik resten af familien og ventede spændt på nyt fra Far, han skulle jo lige se arbejdet an, om det var noget der kunne stoles på, og der skulle jo også findes en lejlighed der var stor nok. Der var stadig tre store børn hjemme og så boede bedstemor der også, og der skulle være plads til alle. Men Far tog meget snart den endelige beslutning at det skulle være, der blev sendt besked til Mor, at hun godt kunne begynde at gøre klar til flytning til Birkerød. Men Far skulle jo have tjent nogle penge så han kunne sende nogle hjem til Mor, til at flytte for, og der skulle også være til lejlighed med mere. I løbet af et par måneder flyttede hele familien ind i en lejlighed på Nyvej 1 i Birkerød.
Det havde også været en travl tid for Mor, med at få ordnet det hele i Moselund der var møbler der skulle sælges samt værktøj og lidt stillads, også dyner og tøj og meget andet der skulle ryddes op i. Noget blev solgt, og andet smidt på lossepladsen.
Men alt blev ordnet, også det økonomiske. Der var en lille regning der måtte ordnes med en veksel og som også meget hurtig blev ordnet, og det var jo meget fint efter sådan en vinter. Der var højt humør hos alle, trods alt det nye familien skulle vænne sig til, det kneb lidt for Bedstemor, der var jo ingen naboer eller venner hun kunne slå en lille sludder af med, hun kunne simpelthen ikke forstå hvad beboerne i Birkerød sagde til hende.
Bedstemor er tilbage i Moselund
Hun havde jo aldrig hørt andet end det platjyske. Bedstemor boede hos Far og Mor i Birkerød i ca. 2 år, så var hun efterhånden blevet meget ked af det og længtes tilbage til Moselund. Erna Storgård erklærede sig villig til at have hende med fuld forplejning og eget lille værelse for aldersrenten, som var meget lille og der boede hun til sin død 4. 5-11 1941. Hun døde lige så stille og rolig som Bedstefar.
Jeg kom til at bo og spise på pensionat i Vanløse sammen med Harry, for at være nær arbejdspladsen, og det var godt arbejde jeg havde fået. Det var ofte vanskelige ting der skulle laves, men Mesteren var heller ikke bange for at betale godt for det, så allerede til Pinse havde jeg tjent så meget at jeg kunne købe nyt tøj fra yderst til inderst, og så rejse hjem til pigen i Pinsedagene. Det var rart at komme helt spektabelt klædt på, og med penge på lommen på besøg på Skovlyst hos pigens forældre. Det havde de ikke regnet med, de troede vist, de havde set mig for sidste gang da vi rejste, og det var de vist godt tilfreds med. Nå tilbage til arbejdet,jeg lærte ihvert fald at bruge mureskeen, det skulle jo gå stærkt, og kunne man ikke følge med var det bare ud af vagten, så det var med at holde tempoet. Det vekslede lidt mellem arbejdspladserne, alt efter hvor de gav mest fortjeneste, og ind imellem et lille smut til Jylland på besøg på Skovlyst, det tog efterhånden lidt mere fast form. Vi begyndte at snakke om, at hun skulle komme over til Sjælland, sådan at vi kunne ses lidt oftere, så jeg begyndte at studere ungpigepladsrene i avisen, det blev til et år i huset på Rønneholtgård i Lillerød fra d. 1-11 1936. Jeg tror nok, at fruen var lidt forbavset, da det var mig der kom og aftalte fæstemålet, men det var flinke mennesker, der var til at tale med.
Edith og Gunnar i pinsen 1936
Det var et større problem med min kommende Svigermor, der bestemt troede, det var hvid slavehandel eller i det mindste fup. Men det gik jo alligevel, men som sagt var det et godt sted at være, selv om fruen blev lidt mistroisk, da jeg handlede mig til en antik guldring, som jeg forærede Edith, og den kunne fruen jo vurdere. Så det var med lidt skepsis da hun spurgte “var det ikke murersvend Deres forlovede var”. Men uvis af hvilken grund blev Edith gravid hen på efteråret, så der skulle til at tænkes i andre baner, frem tonede jo giftermål, leje lejlighed, skaffe møbler og meget mere. Men det blev da sådan at hun blev i pladsen til 1-11 som aftalt, og det blev bestemt at brylluppet skulle stå den 28-11 1937 i Them Kirke.
Jeg lejede en bil så vi, det var Far, Mor, Harry og Henny og selvfølgelig mig, kunne køre derover. Vi startede om morgenen tidlig og det var svært, da det var blevet frostvejr om natten, så det kneb med at få bilen i gang, så vi kom lidt sent afsted. Det var hurtig kørsel, for at nå færgen der sejlede jo ikke så mange dengang, så vi skulle nå den bestemte færge for at nå til Skovlyst til tiden. Der var somme steder meget glat på vejen, så det blev lidt hasarderet, når bilen begyndte at glide til siden. Vi kørte tør for benzin, så det sidste stykke måtte vi skubbe bilen ind på færgen, men det lykkedes, og resten af turen var lidt mere afslappet. Vi nåede frem i tide, og der var vist ikke nogen
Edith og Gunnar 28/11-1937
derovre der bemærkede ar Edith var blevet lidt kraftig i løbet af sommeren, eller også var de bare diskrete. Alt forløb i fryd og gammen, med gilde på Skovlyst, og der var en ekstra sommerlejlighed, så der var rigelig plads til at alle kunne overnatte. Men vi skulle hjem til Birkerød og passe arbejdet, så allerede dagen efter smuttede vi til Moselund på et kort visit, og så hjemad. Den tur blev lige så begivenhedsrig som udturen, det var blevet meget tåget, så Far startede med at køre, men han kunne overhovedet ikke se noget, så det blev hurtig mig, der kom til at køre, og det var virkeligt svært, bilen var jo overlæsset. Edith var jo kommen med der var alle bryllupsgaverne og endda en stor sæk kartofler sendte Svigerfar med. Foruden lidt sulemad, vi skulle da ikke sulte de første dage, men hjem kom vi da, men ret sent, vi skulle op og på arbejde dagen efter i København, så der var ikke megen tid til at sove i. Vi blev de første dage hos Far og Mor, indtil vi havde fået lidt orden på lejligheden, vi havde lejet i Birkerød, den var lille, så det var hurtigt overstået med indretningen, men vi kunne da være der, og så kostede den ikke mere end 2o kr, om måneden, og det var meget billig. Men det blev ved med at være vinter, så jeg blev arbejdsløs, og da var vi meget glade for den lille husleje, og brændsel hentede jeg gratis i skoven, så det var små udgifter vi havde. Frosten varede ved julen over, men allerede sidst i j januar begyndte vi på en stor karre i Birkerød, som gav arbejde hele året så det var en god begyndelse. Men ret hurtig begyndte Edith at lægge sig ud og d. 16-4 1938 fødte hun en pige, fødslen forløb godt hjemme, men otte dage efter blev Edith syg og blev indlagt på hospitalet og opereret for blindtarmsbetændelse, det var dog ikke det der var galt, men betændelse i æggestokken.
Edith og Rita på Usserød Sygehus sommeren 1938
Men under operationen blev hun smittet med hospitalbylder så det blev et meget farlig og langvarig sygeleje. I halvanden måned var det sådan at Overlægen ikke tude sige noget bestemt “men vi håber”. så blev forløberen for penicilin opfundet, det var prontocil, det reddede hende, men det tog næsten et halvt år, og så var såret ikke groet helt sammen. Det gik der yderligere et par måneder med.
Kort efter at Edith var kommet hjem fra hospitalet, holdt vi barnedåb, og vores lille pige kom til at hedde Rita Irene Jensen.
Rita’s barnedåb med bedsteforældrene
Men fremad gik det da med Ediths helbred og efter yderligere nogle måneder derhjemme, var hun helt rask. Jeg arbejdede som sagt i Birkerød til vi var helt færdige med den store blok, og der fulgte lidt småarbejder efter. Så blev det Toft mejeri ved Fredensborg, der skulle bygges, og det kom jeg med til. Det varede et år, og det var et meget interessant arbejde, der var jo for langt at cykle hver dag, så vi fik en lejligned i Asminderød, og boede der i to år.
Harry, Edith, Gunnar, Viggo, Henny og Åge i haven i Birkerød
I mellemtiden var krigen kommen og der var ikke mere arbejde der på egnen så jeg måtte ud at rekognosere, og det blev til, et jeg kom til at køre lastbil for en købmand i Birkerød, så da jeg havde cyklet de 22km. til Birkerød i nogen måneder, flyttede vi til Birkerød igen. I mellemtiden var Harry bleven gift med Ina fra Hjørring d. 2-12 1938, de bosatte sig også i Birkerød, han var stadig murerarbejdsmand. Jeg var Chauffør i to år, men måtte så opgive, jeg havde beskadiget min ryg, mens vi boede i Asminderød. Det drillede stadig, fordi lægen ikke gjorde noget ved det da det skete, og ryggen kunne ikke tåle det hårde arbejde med lastbilen. Dertil kom at jeg blev opereret for åreknuder, og fik besked om at jeg ikke måtte arbejde de første 3-4 måneder.
Edith på Skovlyst 1931
Min lille bror, Åge, døde d. 23-2 1942, og det var et hårdt slag for hele familien. Vores ældste søn blev født d. 9-4 1943 og han blev døbt Knud Åge Jensen.
Åge Jensen, kort før hans død i 1942
Krigen strammede mere og mere, så det var svært at få arbejde, og da slet ikke noget der var lettere. Jeg begyndte at pusle lidt for mig selv, det var mest mindre reparationer, og så ved sommerhusene, der blev bygget mange i Bistrup ned til Furesøen, så der var altid noget at pusle med. Efterhånden gik det helt godt, selv om det var svært at få materialer det var tit brugte materialer jeg måtte anvende, men kunderne var taknemlige, når det lykkedes at få fat i noget. Jeg havde min daglige gang, nede mellem sommerhusene, og det fik betydning, for der boede jo en hel del dernede der var eftersøgt af tyskerne for sabotage og lignende. De skulle jo have mad og post eller bare en besked, så jeg havde næsten altid noget gemt under værktøjet, mørtelen, cementen eller hvad jeg nu havde med i min efterløber til cyklen, som var det eneste transportmiddel jeg havde. Det blev heldigvis aldrig opdaget. Jeg fik flere gange tilbud om at være med i inderkredsen, hvor der næsten daglig var våbenmodtagelse, sabotager, likvideringer m.m., det sagde jeg nej til jeg stolede ikke på mine nerver, at de kunne holde i de skrappe situationer. Hvis tyskerne fik fat i nogen, de troede havde deltaget i aktioner, eller som bare vidste noget brugte de alle midler. Lige fra almindelige tæsk, til den hårdeste tortur og simpel aflivning.
