Nå, men alt får jo en ende, også krigen, den sluttede d. 5-5 1945. Viggo blev gift med Lillian fra Hørsholm d. 26-5 1945. Der kom lidt mere fart i byggeriet, jeg byggede en del sommerhuse men ellers var det mest reparationer. Det kneb stadig med min ryg, så jeg måtte have hjælp til det grove og det blev Harry, han var simpelthen blevet syg af overanstrengelse og gik hjemme og var meget mismodig. Så jeg tilbød ham, at han kunne komme og hjælpe mig nogle timer hver dag, som han nu kunne holde ud til, det var mest med at kloakere og somme tider støbearbejde. Det gik fremad med hans helbred, så han begyndte at tage lidt arbejde for sig selv, og det blev på forholdsvis kort tid til regulær entreprenørvirksomhed, som han drev med held i mange år.
Fjordbakken 8
Kort tid havde jeg også far til at hjælpe mig, men det var alligevel for nedværdigende, at han, som førhen stormester, skulle arbejde for mig. Det blev en meget kort tid, så begyndte også han selvstændig, han ville ikke stå tilbage for knægtene. Men det blev en svær tid for ham, for det var almindelige huse han gik igang med og hans helbred var heller ikke for godt. Jeg holdt mig til sommerhusene og reparationer, det var nemmere at overse pengemæssig, men det blev dårligere med min ryg, så der skulle findes på noget andet. Vi begyndte at se os om efter et sted, helst med lidt jord, så vi kunne avle til eget forbrug, det var en meget svær opgave, da pengene var meget små. At blive boende i Birkerød på en første sal, og ikke kunne tjene noget var ikke rart, for så var der dengang ingen anden udvej end at gå på socialkontoret, og det var altså ikke noget for os. Det sidste stykke arbejde jeg lavede, var en butik og der blev en skilling tilovers, da det var færdig, og så havde jeg lidt tilgode, som blev afbetalt efterhånden. Det blev startkapital til at realisere vores ide med et stykke jord, vi cyklede mange kilometer før vi fandt det vi så efter.
Rita 1945
Det blev i Kulhuse, vi købte jord. Det var så langt borte fra Birkerød, at vi måtte have kortet frem for at vise hvor det var. Det var kun Far og Mor, der fik at vide at vi skulle flytte, og det fik de først at vide tre dage før, ellers var der ingen der vidste noget så det var jo lidt af en bombe, da vi d. 17-12 1946 læssede en stor lastbil med alt bohave, og materialer til at bygge det første beskedne hus af. I mellemtiden havde vi lejet stue, køkken og soveværelse hos den dame vi havde købt jorden af og der boede vi rigtig godt. Hun hed Hedevig Stybe, og hun var blevet enke et år før, så hun gik der helt alene, og hun var glad for et få liv i huset, og hun var særdeles glad for udbetalingen på jorden.
Jeg regnede jo med at jeg i vinterens løb kunne få bygget et hus til os men det blev en meget streng vinter, så det var næsten umuligt at foretage sig noget. Der var så streng frost, at det var umuligt at støbe sokkelen, men noget skulle der ske, så jeg gravede pæle i jorden. Så begyndte jeg at rejse skelettet til huset oven på pælene og nåede da også at få rejst huset, så kunne jeg altid bagefter støbe underneden, når det blev tøvejr. Der var dage imellem hvor det frøs så meget at sømmene frøs fast til fingrene, sådanne dage gik jeg istedet i skoven og samlede brænde, der skulle jo noget til under de forhold. Huset skulle være færdig til pinse, da værelserne vi lejede, skulle bruges, da hele huset blev brugt til vandrehjem. Der var anmeldt så mange gæster, at alt skulle i brug, så det var en daglig kamp med vejret, at få vores hus færdig, så vi kunne flytte ind. Selv om huset kun var 24 m2, var der jo alligevel meget der skulle ordnes før vi kunne flytte ind, der var hverken gardiner eller tapet, og vandet måtte vi hente i en vandingsbrønd. Vi havde W.C. i gården, men det var vores og det var betalt, og tapet og gardiner kom jo til efterhånden i den rigtige rækkefølge, men trods diverse mangler flyttede vi ind ca. d. 1-5 1947.
Fjordbakken 8,stalden rejses
Men som bekendt vokser traerne jo ikke ind i himlen. Glæden ved, at bo i vort eget lille hus blev allerede grundig dæmpet, d. 5-5 1947 blev Rita syg, og på grund af lægesjusk døde hun samme dag. Det var jo en rystelse, som det tog lang tid at komme på afstand af. Men livet skulle jo gå videre og vi begyndte så småt at dyrke lidt af jorden, der var knap 3 td. land, som havde ligget i flere år. Der var meterhøjt ukrudt og kvikker der skulle ryddes, før vi kunne begynde at så og plante, så det gik småt til at begynde med, men lidt fik vi da i jorden, før min ryg ikke ville mere. Dertil kom at jeg blev rigtig febersyg i flere uger, så humøret var temmelig nar ved nul. Men når nøden er størst, siger man jo,at hjælpen er nærmest. Det var ejeren af savværket i Kulhuse, der skulle have bygget et pæn lille villa til sine svigerforældre, og det kom han til mig med, hvad der forundrede mig meget. Jeg sagde jo først bestemt nej, det var mit helbred slet ikke til, men et par uger efter kom han igen, jeg var blevet lidt bedre, og han accepterede, at jeg kunne gå og komme som jeg kunne holde til. Så jeg slog til, der blev aftalt det fornødne og prisen, der blev aftalt, var almindelig opmåling plus 2o%, så fik vi begge hvad der var lovet. Det var nabo til skovens brugs, at jeg byggede huset, og det var jo stadig svær at få mange ting, blandt andet øl, og det ville min arbejdsmand meget gerne have, men der skulle købes en flaske vermuth sammen med øllet, for at vi overhovedet fik vores ration, og det passede godt for arbejdsmanden drak øllet og jeg fik vermuthen.
Fjordbakken 8,efter første tilbygning
Den fordeling tror jeg var medvirkende til at jeg fik nerverne lidt i ro og samtidig gav det jo lidt gåpåmod, så arbejdet skred rask frem. Der var dog også tid til lidt frihed, d. 27-9 1947 blev Henny gift med Willy Petersen, så da var vi til bryllup i Birkerød. Jeg havde også været hos kiropraktor, og det hjalp meget nå ryggen, så hen på efteråret gik det så godt, at jeg var ude på villaen 8 timer hver dag og så kørte vi ud på sommerhusene, og tog en to— tre timer ved lygtens skær, så der blev jo også tjent en skilling, og arbejdet på villaen, havde gået så godt at da det blev målt op var der et godt overskud, så der var ved at komme balance i økonomien, men stadig spøgte det med ryggen så jeg kunne ikke vurdere hvor meget arbejde og dermed fortjeneste, jeg kunne blive ved med at klare. Så da tog vi vort livs beslutning, som lød, når vi har betalt det sidste afdrag på jorden, så ville vi ikke skylde nogen noget mere, og det har vi holdt, og det har været en virkelig god beslutning, vi har været fri for alle de renter og omkostninger, som næsten alle slås med, og det er årsagen til, at vi nu, som pensionister, har det rigtig godt, det har somme tider været svær at gennemføre, men har i alle årene givet os prædikatet (han er en god betaler) det kan vi godt være lidt stolte af.
Poul Georg Jensen 1948
Vi kom godt igennem vinteren, og d. 26-1 1948 fik vi en søn, som blev døbt Poul Georg Jensen. Der var ikke så meget frost, så jeg fik arbejdet lidt med jorden, så der var et stykke klar til at så og plante i, og det må jo være ved den tid at Poul begyndte i marken, han påstår da at han har været med fra han blev født. Men allerede tidlig om foråret begyndte jeg på at bygge Vossevang kro ovre i Havelse, det var en streng tur, på cykel ned til Dyrnæs, så cyklerne op i robåden og over til Havelse, og så cykle det sidste stykke vej op til Vossevang. Det varede faktisk til jul, men så var der også en god årsløn, og søndagen måtte jo bruges til arbejde på jorden så der var ikke megen frihed. Jeg tabte også 25 kg. den sommer, men der var også blevet tid til at bygge lidt til huset, en entre og et lille bryggers og så kunne der blive plads til en trappe op til soveværelset opve på loftet, trappen stod til at bygynde med ude i det fri. Jeg byggede vist ikke huse den sommer, det var mest reparationer af alle slags, og så skulle jorden jo passes, vi havde jo allerede det år en del grønsager og kartofler som sommergæsterne kom og købte, der var ingen andre steder de kunne få noget. Men Edith var gravid igen og d. 22—lo 1949 fik vi endnu en søn og alt gik fint, han blev senere døbt Asger Stiig Jensen. Nu begyndte det at knibe med pladsen så der måtte bygges børneværelse hele 40m2.
Knud Åge Jensen 1948
Mens Edith lå på sygehuset, begyndte spekulationen med de mange sommerhuse, jeg havde truffet direktøren for kosortiet nogle år før, så da vi mødtes i Kulhuse kunne han huske at jeg bygget to sommerhuse i Dronningemølle, og dem ville han gerne have tggningerne på. For det var sådan nogle, han ville bygge i Kulhuse, jeg havde ingen tegning, men tilbød at bygge et deroppe, så han kunne se det og henvise de andre hold håndværkere, der skulle være med til at se hvordan husene skulle se ud. Det var de ikke helt tilfredse med, for det var jo tømrere og snedkere så det passede dem ikke at skulle bygge efter et hus, som en murer havde bygget, men det måtte de finde sig i, ellers måtte de rejse. Så jeg havde meget travlt, da Edith kom hjem fra hospitalet, men var selvfølgelig glad for, at der var noget at tjene penge på, og penge tjente jeg, for jeg byggede 44 sommerhuse den vinter, om det så var i julen og nytåret var jeg på arbejde, somme tider i sne til knæene, men jeg skulle jo vise de andre hold, der byggede på samme mark, at jeg kunne følge med, jeg havde en arbejdsmand til hjælp, der var ingen af de andre hold der nåede længere end til 57 huse på samme tid, så der var ingen der fik noget at grine ad, det skulle da lige være mig, hvis jeg havde gidet. Nå men med sommeren 195o kom der jo også købere til husene, så jeg gik over til at bygge skorstene, lave terrasser, og lignende ved de huse, der var stillet op om vinteren, så det var økonomisk, et virkeligt godt år.
Ind imellem måtte jeg ned til Far, for at hjælpe, der var jo så meget nyt der skulle findes ud af, så vi holdt somme tider byggemøder, hvis der var noget han ikke rigtig kunne klare, så var både Søren og Harry med, og så blev det jo gerne til, at Mor hyggede lidt for os bagefter. Far havde det tit meget dårligt med helbredet, så vi var jo meget glade for at vi kunne støtte ham. Men ellers var jeg jo fanget af sommerhusene. Jeg byggede både for direktøren og mange private, der havde købt en grund, der skulle bygges på. Så jeg var aldrig arbejdsløs, undtagen når ryggen drillede og det skete jævnlig, men så var der jo mange ting derhjemme der skulle pusles med. Det første store arbejde, var forsamlingsbygningen. Den begyndte vi på om efteråret 195o, og indviede den d. 1-5 1951, til den indvielsesfest var jeg nær blevet beruset, for om vinteren i sne og kulde skulle de andre håndværkere jo have deres øl det var ikke noget for mig, jeg tog af og til en snaps. Det var bedre for mig, og det var i al beskedenhed, så det ærgrede de andre når jeg til frokosten tog en lille en og det skulle jo hævnes, så til festen var det lige meget hvor jeg kom i salen, så lød det “hør murer, kom her hen og få en snaps”, så det blev til mange i nattens løb, men jeg holdt da ud til kl. 4, og så tog vi en bil hjem, så der skete ikke noget. Jeg var oppe og på arbejde efter et par timers søvn, hvor de andre kom hen ad frokost og derefter og var godt bælgøjede, så de fik ikke fornøjelsen af at se mig kapitulere, og glad var jeg.
Jens Gert Jensen 1951
Det var Edith også, for hun var igen gravid, så der var stor mave på, det blev til en søn, der blev født d. 2-7 1951, han blev senere døbt jens Gert Jensen. Nu var familien så stor at der skulle skaffes mere plads, der havde også været tale om at få indlagt elektricitet, men der var ikke penge til begge dele. Det blev Edith der kom til at afgøre spørgsmålet, jeg spurgte hende, hvad hun helst ville have, svaret faldt omgående, et nyt køkken, og det fik vi så. Så måtte petroleumslampen jo holde et stykke tid endnu, og det var vi jo vænnet til i de forløbne år, så det var bedre at få køkkenet og en lille kælder under, der var jo ikke køleskab til maden, så det var rart at kunne sætte den i kælderen. Men ellers gik det jo godt med sommerhusene, jeg blev så øvet i at
Begyndelsen til en af mange skorstene
bygge skorstene, at jeg var nede på 6 timer ialt, og der skulle støbes sokkel, skæres ud i huset til kakkelovnsplads og det skulle mures op og rørene sættes i og selve skorstenen bygges op. Der var ikke tid til megen snak, men der blev også 2oo kr. i arbejdsløn så det var en mægtig timeløn det blev til i sammenligning med den ordinære der var på 4 kr. så det gik helt godt.
Der var jo også meget der skulle bruges penge til, og vi overholdt vores beslutning om kun at købe kontant, vi fik også bygget udhus til husdyr, vi havde i flere år både høns, 3 grisesøer og en gris til slagtning. En ko der fik kalv flere gange, som også blev brugt i husholdningen. Vi var begyndt at plante frugttræer, så vi blev snart selvforsynende med frugt også, men vi fik da også tid til at få en søn mere. Han blev født d. 7—lo 1954 og kom til at hedde Peter Rene Jensen, og så blev vi enige om, at det måtte være slut med familieforøgelsen, vi syntes at familien var stor nok nu. Vi var også begyndt at plante solbær, det var lettere at holde, og gav et rimeligt udbytte, det blev til 25oo buske ialt samt 3oo ribsbuske og 10o stikkelsbær, og stadig var der plads kartofler og grønsager til os selv og lidt til at sælge. Dagen blev længere og længere for os begge, der skulle jo passes børn og hus, der skulle luges plukkes bær og m. m. Jeg passede mit arbejde på sommerhusene, og imellem byggede Søren og jeg en villa i Klampenborg, som Far ikke kunne klare, så han tilbød mig udbetaling til en motorcykel, det var jo den eneste måde, jeg kunne komme helt derind på, og så komme hjem så tidlig, at jeg kunne holde jorden om aftenen. Umiddelbart efter byggede vi et hus i Bistrup, som Far heller ikke kunne nå, men ind, imellem holdt jeg jo også mine egne kunder med sommerhuse, så der var ikke tid til at kede sig. Det var selvfølgelig dejligt at være motorkørende, men jeg døjede med at holde varmen.
Fjordbakken 8
Så da vi nåede hen på vinteren og Far skulle have en håndsrækning på Høsterkøb Skole måtte jeg sælge motorcyklen ellers var jeg ihjel, så blev den første bil købt. En gammel Ford 33 varevogn, men der var da husly i den, så jeg blev færdig med skolen og kunne passe mit eget, og der var meget der ventede. Men nu kunne jeg selv hente lidt materialer og flytte stillads m.m. Det var en stor lettelse så selve arbejdsdagen kunne udnyttes bedre, jeg fik også købt en stor havefræser, til at holde jorden med. Men da det stadig kneb med ryggen til murerarbejde og lignende begyndte jeg at køre ud og fræse grunde for sommergæsterne, det gik ikke så meget ud over ryggen, og ind imellem hjalp jeg vognmanden med at køre traktor. Jeg både pløjede, høstede og tærskede, der kunne jeg jo lade de andre tage slæbet mens jeg sad på traktoren eller passede tærskeværket, så det hjalp på helbredet så meget, at jeg begyndte så småt at bygge huse igen,
Der plukkes sveskeblommer
På hjemmefronten var der jo også travlhed, særlig når der skulle plukkes bær. Der fik vi efterhånden københavnerbørnene til at hjælpe, de var glade for at tjene en skilling og samtidig få tiden til at gå i selskab med andre, vi havde i flere år op til 25 store børn til at plukke, så der var noget at holde styr på for Edith. Men det gik forbavsende godt, der var dage hvor vi nåede op på 800 kg. Det var mange der skulle vejes i bakker og stables på bilen og køres til Frederikssund hvor de næste morgen kom med på grønttorvet. Det var jo brugt træmaterialer en del af huset var bygget af , så det var ved at mørne, så jeg måtte i gang med at støbe udenom huset og så blev der muret op, og samtidig blev stuen jo lidt større ca. 4m2 så det var skam en hjælp til et lille hus. Der var også skolegang for drengene som skulle passes. Knud var jo ved at skulle konfirmeres, og der var en stor begivenhed knyttet dertil. Vi fik indlagt elektricitet, det var lige ved at overgå selve konfirmationen, og så var der ingen strøm dagen før, så petroleumslamperne måtte i brug igen, men det var der ingen af gæsterne der lagde mærke til, trods det, at de hængte deres tøj på måleren og ellamperne hængte rundt omkring, det var først sent om aftenen, da strømmen kom igen, at der blev vild opstandelse.
Poul og Rene på arbejde
Med konfirmationen kom jo næste problem, hvad skal, hvad vil han være ?. Det blev mejerist, og det var der ihertfald en der blev glad for, det var Farmor, som min Mor jo efterhånden var kommen til at hedde, det havde været hendes store drøm at blive mejerske da hun var ung, da blev der uddannet en del kvinder i mejerifaget, men det var der selvfølgelig ikke råd til. Men Knud blev mejerist, det var han ikke så glad for en overgang, men senere blev lønnen jo noget større, og efterhånden kunne han udnytte sin formidable hukommelse, så han fik meget gode stillinger.
