Far og mor til bryllup med Ellen og Viggo. Det sidste billede af far

Far havde været på hospitalet et par måneder, det havde hjulpet ham så godt at det tog rigtigt fat med at bygge. Han ville  ikke stå tilbage for vi andre, så jeg var tit nede for at hjælpe ham, men det var kun nogle få dage. Jeg havde jo nok om ørene i Kulhuse, med jorden og sommerhusene, det skete også at jeg tog et større byggeri når jeg syntes det var interessante opgaver.

Far derimod gik igang med store ting, ombygning og tilbygning til Usserød skole, Usserød sygehus, Magleås højskole, den liberale skole Brejdablik i Holte m.m. Så der var ofte bud efter mig til råd og vejledning, men at blive dernede havde jeg ikke tid til mere. Far var ved at køre træt og syg, så en morgen, efter at de havde faet morgenkaffe og sad og snakkede om mange ting, som han ellers ikke plejede at snakke med Mor om, det var som om han mærkede at det hastede, og det gjorde det for Mor hentede moreenavisen ind til Far, som han begyndte at studere i, mens Mor var ude på toilettet, blot nogle få minutter fik han en blodprop i hjertet, og var død da hun kom ind igen. Han sad stadig pænt i lænestolen med avisen i hænderne, det var d. d. 2o-4 196o altså kun 68 år.

Huset på Bistrupvej i Birkerød

Det gav jo travlhed for os, foruden selve begravelsen, var der jo en hel masse arbejde, han ikke var blevet færdig med, noget fik vi andre murermestre til et gøre færdigt, og så var der jo en hel masse små ting der også skulle ordnes, det måtte særlig Harry og jeg gøre færdig Der var en hel masse, der skulle ryddes op de forskellige steder, noget skulle på lossepladsen, og resten måtte vi jo så tage os af så hurtig som mulig. Henny og Willy måtte så tage sig af Mor, for det var sa stort et chok, så det varede længe, før hun fik det lidt på afstand, og til sin død mange år efter kom det jævnligt tilbage, hvis der var problemer, “havde vi endda haft Far, det skulle han snart få ordnet”. For os gik det jævnt fremad, så der blev råd til ture over til Silkeborg det hjalp jo også at vi var bleven kørende, det var jo lettere og hurtigere.

Knud

Da vi blev gift var mine svigerforældre privat skovfoged i et skovdistrikt i Them kommune syd for Silkeborg, med føromtalte Skovlyst som skovfogedbolig. Der var 32 td. land til som også skulle passes, så de havde meget travlt altid, og det sled jo på helbredet, og allerede i foråret 1941 sagde de op og flyttede til Silkeborg i lejlighed. Det var ikke for at nyde deres otium, men for at trappe lidt af, så de sidste krigsår og årene lige efter blev brugt til at plukke revlinger. Det var en stor artikel i de år, de blev brugt til gårdkoste, børster, karskrupper m.m. Senere var det stødbrænde i skoven der måtte holde for, og det var jo noget Svigerfar havde forstand på fra skovfogedtiden. Så der var altid nok der ville arbejde sammen med ham, og jeg var også med ham ude at prøve, og tjente virkelig penge på det selv om jeg aldrig havde prøvet det før. Men alligevel sled det på svigerfar, men de havde alligevel energi til at besøge os herovre af og til, blandt andet vores sølvbryllup. Det duperede dem så meget, at Svigerfar holdt en tale for os , den første og sidste han nogensinde holdt.

Kirsten og Knud med Jens

Men næste generation var ved at være voksen, så d. 2-11 1963 blev Knud gift med Kirsten Hjorth Hansen fra Odense, og som sædvanlig havde de også fart på, så allerede d. 1-3 1964 blev deres første barn født. Jens Peter Hjorth Jensen, vores første barnebarn. Men ellers gik det godt i Kulhuse, jeg byggede sommerhuse om dagen og arbejdede med jorden om aftenen, og det var ved at give bonus, selv om jeg af og til måtte til Kiropraktor. Jeg arbejdede det meste af tiden og det gjorde Edith og børnene også, foruden at være i marken skulle der jo også sørges for maden og renligheden, og ikke mindst skulle der syes Edith syede faktisk alt drengenes tøj og også hendes eget, stoppede og lappede der var jo så meget, at det var næsten endeløst. For mit eget vedkommende var jeg tilfældig kommet til at bygge for nogle forskellige enlige damer, og det greb om sig. For jeg havde på et tidlig tidspunkt deroppe gjordt det til en regel, altid at forlange en fast pris på forhånd og den pris blev altid overholdt, så fik kunden det aftalte arbejde til den aftalte pris, jeg fik mit og det var alle tilfredse med. Det var kunderne ikke vant til, prisen skulle helst presses til sidste dråbe, men ikke hos mig, en aftale var bindende uden nogensinde at være skrevet ned, og det rygtedes, så jeg havde virkelig mange enlige damer som glade kunder, så jeg havde alt det jeg kunne overkomme og der vankede altid en frokost eller en god flaske, når de kom ud og der var ryddet op og fejet pænt. Men som jeg sagde til dem, tørre støv af, det gør jeg ikke.

Sviger på plejehjem med Svigermor, Edith, Esther. Det sidste billede af ham

Så blev der indlagt vand, og med det var der jo mulighed for toilet, eventuelt bad, så der var virkelig mange der skulle have det, og for at få plads til badeværelse i de små huse, skulle der gerne bygges lidt til, det var dejligt arbejde. Jeg lavede det hele selv,kloak, v.v.s. og jo selvfølgelig mure, tømrer, fliser ja endog sommetider døre og vinduer, og drengene var jo så store at de kunne hjælpe til, så der var fart over feltet, vi kunne gerne klare sådan en tilbygning på 14 dage, og pengene havde kunden gerne sparet sammen eller skaffet, så der var pmgående afregning, så det var nemt at have med at gøre. Med vandværksvandet kunne vi jo også selv få badeværelse og W’C’, det var en så fantastisk forbedring, at kunne gå i badeværelset låse sin dør og så tage bad m.m., i stedet for at skulle stå ved køkkenvasken, det er den fremgang vi alle var mest glade for.

Svigermor 97 år

Knud og Kirsten fik en søn mere Lars Henrik Hjorth Jensen, der blev født d. 6-7 1968. Det var også ved den tid, Paul havde fundet en pige, Dorthe Møller Christensen, som han blev gift med d. 28-6 1969 på Frederiksberg rådhus, det viste sig dog at det ikke var den eneste ene, for ægteskabet blev opløst i 1973, heldigvis i al fredsommelighed. Men ellers er det ved at gå stærkt, Asger er også ude med snøren, han blev gift med Karen Solvejg Jensen i skt Jørgensbjerg kirke d. 24-7 1971, og d. 29-4 1973 fik de søn Mikael Jensen. Ægteskabet blev opløst i 1976, dog knap så fredsommelig, hvilket formentlig skyldtes hans svigerforældres overvældende indblanding.

Edith og Gunnar i Sct Jørgensbjerg Kirke 1971

Efter ca. 22 år med jævnt godt helbred, begyndte det at gå ned ad bakke med Svigerfars helbred, og der kom flere mindre blodpropper i hjernen så han var flere gange på hospitalet de næste par år, og, det udviklede sig til så meget, at Svigermor ikke længere magtede at passe ham hjemme. Den store og dystre beslutning skulle tages, om han skulle på plejehjem, og det var lagt op til at skulle bestemmes en dag vi var derovre, og det var ikke rart. Beslutningen ville sikkert være blevet en anden, hvis vi have vidst, hvilket forhold og dårlig behandling, han måtte finde sig i i næsten 5 år, så der var ikke andet at sige da han døde d. 12-1 197o end at de sidste fem år havde han ikke fortjent, han havde kun et at se hen til hver dag, og det var Svigermors besøg. Hun kom trolig hver dag og altid med noget lækkert i tasken. Svigermor har det derimod godt, hun har nu, i skrivende stund, overlevet ham i 17 år, og; i en alder af 97 år klare hun sig stadig fint. Gert har nu også fundet sig en pige, Jytte Christensen fra Måløv, og da de havde kendt hinanden et stykke tid, flyttede de sammen, og så kom der endnu et Barnebarn, Lene Elsebeth Jensen, hun blev født d. 3-4 1973,men de syntes alligevel, at nu de havde fået barn, at så ville de også giftes, det var da helt i orden, sagde Jyttes forældre.

Jytte og Gert med Lene

Men når de havde boet sammen og fået et barn, så var det vel bare en formssag at få skrevet den attest, men det var Gert og Jytte ikke tilfredse med, så de klagede deres nød til os, og så gik vi simpelthen i gang med forberedelserne. De blev viet i Skoven kirke d. 4-8 1973, med efterfølgende fest på Islebjerggård i Frederikssund, som vi havde lånt til formålet, og det blev virkelig en god fest, selv Jyttes forældre morede sig tilsyneladende godt, og for at få en hel familie ud af det skyndte de sig, at få et barn mere, det blev Kim Rene Jensen, der blev født d. 1.312 1974. Men så skulle det også være slut, familien var stor nok, syntes både Jytte og Gert, og de holder de stadig fast ved. Asger kunne alligevel ikke være alene, så han fandt sig en pige i Roskilde, og det resulterede i, at de fik en datter, Christina Brix Jensen, d. 3-7 1974, der gik alligevel helt til d. 3-4 1977 før de blev gift på rådhuset i Roskilde og der fik vi så en Svigerdatter mere, Marianne Brix Hansen. Da havde de fået en arving til, så nu var det på tide med Papir på det forhold. Martin Brix Jensen blev født d. 1-2 1977, og den sidste søn blev født d. 15-2 1979, det var Stiig Theis Brix Jensen, og så skulle det være slut.

Mor og Søren til Jytte og Gerts bryllup

Marianne, Asger og Christina 1977

Men Poul havde jo haft sin gang i Kastrup i flere år, hos Anette Renee Willadsen, og det resulterede i at Maria Willadsen blev født d. 8-6 1979, men der gik alligevel frem til d. 31-7 1982 før de blev gift i St. Magleby kirke. Der gik igen et par år, inden de fik en datter mere, det var Julie Willadsen, der blev født d. 19-11 1984. Nu skulle det være slut med at få børn for deres vedkommende, sagde de da. Men vi havde jo stadigvæk Rene tilbage, han boede et stykke tid i et kollektiv sammen med nogle andre unge, og deriblandt var Bente Grete Andersen, som han blev sa varm på at de fik en søn Mikkel Rene Andersen d. 5-9 1979. De tog sig sammen og blev gift 15-2 198o på Frederikssund Rådhus, der skulle jo en lillebror til, det blev Kristoffer Emil Andersen, der blev født d. 12-3 1984, os med ham syntes de, at deres familie var stor nok.

Bente og Rene med Mikkel 1979

Med alt det giftermål og fødsler er der jo gået en del år, så nu går vi tilbage til 1964 hvor vi stadig er i Kulhuse, passede jord, byggede sommerhuse m. m., men helbredet kunne ikke rigtig holde til ræset, det kneb mere og mere. Vi navde stadig beregnet, et vi skulle blive på Fjordbakken, som vi havde kaldt vores residens, og den afgørende beslutning blev taget. Vi byggede til for syvende og sidste gang, så vi kunne have plads til vore børn og svigerbørn samt alle vore børnebørn, og alle deres venner og de var sommetider mange. Det var i 1964-65 at vi byggede det sidste store stykke til, så huset var efterhånden 200m2 stort.

Verdensudstillingen i Bruxelles 1958

Vi havde da også fået tid og råd til at holde ferie, den første var i 1958, da vi tog til verdensudstillingen i Brussel, det var første gang vi var i udlandet, det var en meget stor oplevelse, så stor, at man var meget længe om at fordøje alle de indtryk af selve udstillingen, og så selve turen ned igennem bjergene, som det også var første gang, vi så, rigtige store bjerge som vi kørte op ad , med den største stigning på 27%.

Edith, Svigermor, Gert og Lene 1973

Det gav jo blod på tanden så det blev til flere ture de næste år, og da havde vi børnene med. Men jeg måtte erkende, at tempoet med arbejdet kunne jeg ikke blive ved med, så der skulle findes på noget andet. Efterhånden ryddede vi buskene, så det lettede lidt, og begyndte trods alt at tænke så at sælge jorden til sommerhusgrunde. Det var jo en stor beslutning at tage, og der gik da også flere år, før det blev endelig vedtaget at gøre en ændring radikalt,for skulle vi blive boende i huset og sælge jorden eller skulle vi sælge det hele, det var svære overvejelser, efter at have boet på Fjordbakken i næsten 30 år.

Anette, Poul og Maria 1982

Men løsningen kom på en måde som vi ikke kunne forudse, for Edith havde, som hun sagde passet børn i 3o år, så hun trængte til noget andet, og det var ved at være nødvendigt. Jeg måtte acceptere, at jeg ikke kunne blive ved, så kunne hun tjene lidt, ville det jo lette hele projektet. Men hvad skulle det være, det var svært i en alder af 51 år, at begynde på at lære noget, men det kom næsten af sig selv, for hun havde fået oplyst, at det hurtigste at lære, var fodpleje, og beslutningen blev taget, hun rejste til København på kursus, og havde håndelag for det, så det var rart at komme igang. Efter overstået eksamen, måtte vi så til at se efter lokaler til en klinik, det blev i jernbanegade i Frederikssund. Men hun var der ikke længe, kun 1½ år, for det viste sig, at der var mange ældre, der ikke kunne komme til klinikken, og så måtte Edith jo tage en taxa, og køre ud til dem. Det blev så meget, at vi tog beslutnimgen, hun måtte have kørekort, så hun selv kunne køre ud til kunderne, og det var en god beslutning, hun tog kørekortet med glans, og klinikken blev sagt op, så det blev heldags hun kørte ud til kunderne, og der var nok, der ville have ordnet fødderne hjemme. Så inden længe købte vi en ny bil til samme brug, det skulle jo være sådan, at vi ikke skulle bruge bilen begge to. Jeg havde snakket med en ejendomsmægler, og der var kunder til både hus og jord.

Huset i Kulhuse efter sidste tilbygning

Så kom problemet med, hvor vi skulle bo midlertidig, men jeg havde jo før prøvet, at bygge hurtig, så nede ved vores værksted byggede jeg et hus som senere kunne sælges som sommerhus. Vi begyndte et bygge, d. 2-11 og flyttede ind d. 1-12, så der var fart over feltet, der skulle jo også pakkes en masse, der bare skulle opmagasineres i værkstedet, det var jo begrænset, hvormeget vi kunne have i sommerhuset, som kun var på 53m2, men vi nåede det da. Jeg gik og bar det sidste ned, mens Edith vaskede gulvet i kælderen, der var det sidste, da køberne kom for at flytte ind kl. 11,30 den 1-12. Men vi var også så trætte, at vi fik lidt frokost og stillede lidt op så vi kunne få en ordentlig middagssøvn. Nu var beslutningen taget, så begyndte vi jo at se os om efter et sted at bo permanent, og det stillede vi store krav til, men heldet tilsmilede os.

Gunnar, Mor, Gert og Lene

Edith kom på sine ture også til Sundbylille, og der fik hun kik på en stump jord, jeg måtte med derud, og det faldt i smag, så var det jo bare spørgsmålet om det kunne købes, det tilhørte en nærliggende gård, så jeg var lidt betænkelig ved at komme, for at købe, jeg var så uheldig at træffe den ældre Olsen, som havde ejet gården, inden sønnen havde overtaget den. Det snakkede han ikke om i første omgang, han sagde bare, at der skulle ikke sælges jord fra denne gård. Vi fik da en sludder om tingene, efterhånden på meget venskabelig vis, så jeg fik da at vide, at det var sønnen der havde overtaget gården, og da jeg dagen efter fik en samtale med sønnen, og han hørte at der var kontanter at få, fik samtalen en hel anden retning, så vi blev meget hurtig enige, om at mødes og snakke, han ville gerne have sin svoger med, han har mere forstand på de dele, og
det havde jeg vel ikke noget imod, sagde han.

Sommerhuset i Kulhuse 1973

Så der blev berammet en dag og vi blev meget vel modtaget, og fik en god dag ud af det, og vi blev faktisk enige, særlig da han fik at vide, at jeg var ligeglad, om pengen var over eller under bordet rent skattemæssig. Så var spørgsmålet bare om vi kunne få lov til et bygge, der var jo strenge bestemmelser, for hvad der måtte bygges i sådan en landsby, og det tog et helt år, at få tilladelsen, og kun i kraft af en meget dygtig landmåler, der vidste besked med, hvilken tråde der skulle trækkes i, lykkedes det. Så snart tilladelsen var givet, var vi straks i fuld gang med projektet. Paul lavede en meget fin tegning og beregning efter vores udkast, og den blev godkendt omgående. Vi gik igang om efteråret 1973, men jeg kunne jo ikke nå at blive færdig til det blev vinter, så det var jo en streg i regningen. Men lige i den værste vintertid lavede jeg et nyt køkken nede på gården, hos Erik Olsen, det var de meget glade for, og det trak jo også lidt på købesummen af grunden. Ellers var jeg igang med huset resten af tiden, Edith hjalp til som arbejdsmand, når hun havde tid, og færdig blev det da, så vi flyttede ind først på sommeren d. 1—7 1974 og havde ikke boet der mange dage før vi var enige om, at vi trængte til ferie. Vi tog en tur til Gotland, imens boede Gert og Jytte der, og nød det store hus.

Edith til Eksamen

Men ellers var jeg officielt holdt op med at drive forretning, men helt kunne jeg ikke slippe arbejdet, tiden skulle jo gå med noget, så jeg puslede lidt her og der, når jeg havde lyst, så det blev nogle dejlige år vi fik derude, gode venlige naboer, så vi hørte til næsten med det samme, og det er jo rart. Selvfølgelig var det vores mening, at det skulle vare ved så længe vi kunne tygge smør. Der var jo plads til at samle venner, naboer, børn og børnebørn, så vi havde det virkeligt rart, Edith kørte stadig ud til hendes patienter, det var hun glad for, og det var patienterne også, der var jo nogle af dem, der var så gamle og ensomme at de gerne ville have en behandling, bare for at snakke i den time det tog. Min Mor døde, mæt af dage, d. 21-1 1982 næsten 95 år gammel, efter at have været på plejehjem i næsten 5 år.

Grunden i Sundbylille

Vi havde det som sagt godt i Sundbylille, men det gode varer jo sjælden evig, efter at vi havde boet der i ca. 9 år, blev jeg syg, først en omgang iskias, den var slem. Vores læge sagde, at han aldrig havde set så slem en omgang, det varede 2 måneder med sengeleje, men jeg blev faktisk ikke helt rask, selv om jeg da efterhånden kunne være oppe, men jeg tror, at den tid jeg gik og hængte, og ikke havde det rart, samlede det sammen til, at jeg fik en blodprop i hjernen. Der havde været et forvarsel nogle dage i forvejen, så jeg tog det ikke så alvorligt, som det blev. På mors fødselsdag d. 27-2 1983 skulle vi jo have gæster, og bordet stod dækket, jeg var ved at trække rødvinen op, så blev jeg klar over at det var alvor, vi fik fat i lægen, og så var det af sted på hospitalet, det var et slemt afbræk i festlighederne.

Huset i Sundbylille 1973

Det første, jeg fik at vide af vagthavende læge, var hvorfor jeg kom så ubelejligt, han havde travlt, og iøvrigt var der jo heller ikke noget at gøre ved den sygdom, så jeg kunne lige så godt have ventet til dagen efter, når der var noget mere mandskab på hospitalet, og samme besked fik jeg efterhånden af alle lægerne, så det var ikke opmuntrende. Efter 14 dage på hospitalet uden behandling, syntes Mor og jeg, at det var bedre at komme hjem så vi kunne få begyndt på lidt mere positiv behandling. Men det var svært at komme igang, der skulle jo først findes alternative behandlere der kunne og ville noget, men fremad gik det, omend langsomt. Sådan som jeg havde det, syntes vi, at det var umulig at beholde huset, jeg kunne ikke selv noget, så der skulle fremmed hjælp til at passe huset. Men dejligt var det, at Edith havde besluttet, at holde op med hendes forretning, på grund af begyndende grå stær, hun ville ikke risikere at blive så dårlig til at se , at hun kom til at skære forkert, når hun ordnede patienternes fødder, og datoen for at holde op, var allerede bestemt længe før jeg blev syg, det skulle være d. 1-3 1983, altså to dage efter at jeg var kommet på hospitalet, det var rart, at have hende til at kikke ind og snakke med, sommetider to gange om dagen, det lettede lidt på den depression der følger med den sygdom, selv om det ikke var rart, at hendes øjne var angrebet af grå stær.

Udsigten i Sundbylille over Eriks marker

Men det har heldigvis ikke bredt sig, så vi håber at det kan holdes nede. Men tilbage til huset, vi fik fat i en ejendomsmægler til at ordne det, troede vi da, men han var mest i købers favør, så der måtte både syn skøn og sagfører på, før vi fik den handel afsluttet, og det slider jo på humøret, når det ikke er for godt i forvejen. Vi havde ladet os indskrive i forskellige ejendomsselskaber i Frederikssund for en sikkerheds skyld, når vi ad åre måske ville flytte fra Sundbylille, blandt andet nybyggeriet ved kirken, som på det tidspunkt var under arbejde.

Edith, Gunnar og Laurine til Pouls bryllup

Men fik af alle myndigheder at vide, det skulle vi ikke håbe på, det var så efterspurgt, så der var sikkert ingen mulighed. Man skulle ikke regne med at få noget før efter ca. 5år, en skønne dag ca. 3 måneder efter at vi var skrevet op , fik vi brev om, at vi kunne komme ned for at se prøvelejligheden, og medbringe første måneds husleje, og datoen for synet var dagen efter at jeg var kommet hjem fra hospitalet, så jeg var ikke meget værd, så vi fik Asger med til at hjælpe mig op ad trappen til prøvelejligheden. Vi havde jo på forhånd studeret tegningen af hele bebyggelsen, og standsede ved nr. 1 st. th., der var tre værelser med god terrasse og udsigt og ellers en god lejlighed, men de vi så alle de mennesker, der var forsamlede for at få en lejlighed, dalede vore forhåbninger meget, men vi fik udleveret et nr., og så var det bare at vente til det blev vores tur, og stor var vores forbavselse, da vi kom ind og venligt blev spurgt, hvilken lejlighed vi kunne tænke os, og alene det at vi kunne vælge, syntes vi jo var helt fantastisk.

Kirkebakken i Frederikssund

Vi fremkom så med vores ønske, og efter et øjeblik havde han fundet papirerne på lejligheden frem og sagde, ja den kan i godt få. Havde jeg ikke siddet ned, tror jeg, at jeg var faldet omkuld af forbavselse. Vi kunne overtage lejligheden d. 15-5 1983, 1o minutter efter at vi var kommet ind var papirene underskrevet og huslejen betalt, og glade var vi, selv om lejligheden ikke var færdig, så vi kun kunne kigge ind af vinduerne, men færdig blev den til den lovede tid, og vi kunne begynde at tage den i brug. De næste dage kørte vi selv med en hel masse småting i egen bil, så det kunne komme på plads i skuffer og skabe, så det var klar den dag da Asger kom med lastbilen og flyttede de store ting, godt hjulpen af Anette og Rene, og så skulle vi pludselig til at vænne os til at bo i lejlighed, det havde vi ikke prøvet siden 1946, så der skulle jo deles ud af møbler

Kirkebakken i Frederikssund

tæpper m. m. før vi nåede ned på at resten kunne være der Der var jo kun halvt så meget plads som vi var vant til at have. Men det gik, man vænner sig hurtig til andre forhold, og jeg begyndte at få travlt med at blive lidt mere rask, og det skulle der en god portion stædighed til, men fremad gik det da stadig, omend langsomt, syntes jeg jo. Da vi nu var borgere i Frederikssund og boede i lejlighed, var vi enige om at få noget at beskæftige os med. Edith meldte sig til svømning og gymnastik, og så går vi i fredagsklub, det varede lidt, inden jeg rigtig kom igang, men så kom jeg med i studiekreds, og nu svømning i varmt vand og med gymnastik, så det har allerede skabt en stor bekendtskabskreds, og når så børnene kommer på besøg, og vi gør gengæld, og børnebørnene skal sommetider passes, så går tiden rigtig godt.

Kirkebakken i Frederikssund