Udsigten i Frederikssund

Så må jeg jo se at komme videre med skriveriet, for der har været en hel masse der skulle til, for at overvinde sygdommen. Jeg var ved mange naturhelbredere, og hver gang gik det lidt frem, så begyndte vi at finde ud. af , hvad vi skulle spise, for det er meget vigtig at få
den rigtige kost, og den har vi holdt os til lige siden. Men jeg havde i lang tid kunnet mærke en knude i maven, men fik at vide, at det var en devertikel (udposning) på tyktarmen og det skulle der ikke gøres noget ved, det var meget almindelig, at ældre mennesker fik det, og
hvis der ikke gik betændelse i det, skulle der ikke gøres noget.

Edith i Frederikssund

Det havde jeg fået at vide flere gange, men så en dag, jeg var ved Fysioterapeut, mærkede hun på den, og jeg fik besked på, at få den undersøgt hurtigst mulig. Det skete dagen efter, d. 29-8 1986, hos vores egen Læge, og da han blev helt klar over hvad det var, blev han helt bleg,
for det var en udposning på hovedpulsåren, og det kunne være livstruende. Så en halv time efter var jeg på sygehuset, først på Frederikssund, senere til hillerød for at blive skannet, og det så ikke så godt ud. Så kom jeg tilbage til Frederikssund, og dagen efter kl. ca. 19,3o
blev jeg kørt til Hørsholm sygehus, hvor de er specialister i operation af blodårer. Der blev jeg meget grundig undersøgt af den vagthavende læge, plus et par stykker til, og de var ikke rigtig trygge ved situationen, så omkring midnat kom overlægen selv for at se journal, billeder m. m. Så kom han op og undersøgte mig, og så gik det stærkt. De ville ikke selv operere, så der blev ringet til Rigshospitalet, at
vi kom omgående, og der sikkert skulle opereres omgående, så det var med, udrykning i den store hjerteambulance hvor der er alt muligt udstyr, der var tre læger og en sygeplejerske med samt 12L . blod så de kunne give mig blod undervejs, hvis åren skulle springe, så kunne de jo holde mig i live, til vi nåede derind.

Kort fra Edith

Så galt gik det heldigvis ikke, men der var mange læger og sygeplejersker til at tage
imod mig og operationsstuen var klar, men efter en meget grundig undersøgelse af profesoren selv, blev operationen udsat, men under streng overvågning, og først to dage efter blev jeg skannet igen
og blev gjort klar til operation, som blev d. 3/9, men det husker man jo heldigvis ikke noget af men det forløb godt og allerede dagen efter var jeg oppe mens sengen blev redt, selv om jeg havde syv forskellige drops her og der samt kateter, men så stødte der desværre et narkosechok til, jeg havde jo været bedøvet meget længe, det er ikke raft at have, man er virkelig meget dårlig, pulsen var i flere
dage over 2oo så der blev forsøgt mange ting, for at det ikke skulle gå over i flimmer, for det er jo næsten øjeblikkelig dødelig. Til sidst forsøgte de med elektrochok, det er heller ikke rart der
gik en hel uge med at eksperimentere, indtil de fik fat på nogle helt nye piller, de var ikke gennemprøvede, så de satte pulsen ned til 30-35 slag ,så var det jo galt. De nye piller var ikke fabriks
fremstillede, de kom direkte fra laboratoriet og kostede omkring 5o kr. stykket, men efterhånden kom der da ro over det hele. Operationssåret mærkede jeg faktisk ikke noget til, men det tog alligevel ca. 3 uger inden jeg kom hjem, og med den besked, at et narkosechok var man først færdig med efter ca. et halvt år, og det er lang tid, når man ikke kan tåle nogen form for smertestillende, ej heller kaffe, spiritus o.l.

Edith 70 år

Jeg havde meget ondt i mit slidgigt og det er ikke rart når men ikke kan tage en smule til at dæmpe
smerterne, men selve narkosechokket gik det temmelig godt med, så da der var gået godt et halvt år, mente min læge, at jeg skulle til en gigtspecialist, og det blev en i Helsinge, som ellers er meget søgt.
Han var også meget omhyggelig med undersøgelsen, og mente så at jeg skulle have nogle indsprøjtninger, men allerede efter få gange blev jeg dårlig af dem. Jeg skulle op til ham 14 dage efter, for at få en indsprøjtning til, jeg fortalte ham om de problemer jeg havde haft, efter første indsprøjtning, men han sagde bare, at det kunne ikke passe så jeg fik en til, og så blev det helt galt, jeg mener selv, det var narkosen der sad i kroppen endnu, der ikke kunne forliges med indsprøjtningerne. Det var midt i Marts, jeg fik den behandling, og nu er det midt i December, og det er stadig ikke godt, så jeg går til behandling hos flere læger, men meget lidt hjælper det. Vi havde guldbryllup d. 28-11 1987, og det havde jeg jo håbet på, ville blive en rigtig god fest, og det blev det, en del i kraft af
at diverse børn, svigerbørn og børnebørn havde gjort alt hvad de kunne for at hjælpe os.

Guldbryllup

De havde også sat flotte æresporte op, både her hvor vi bor og ved Rørbæk forsamlingshus, hvor vi holdt middagen. Der var ca. 13o til morgenkaffe i selskabslokalet fra kl. 8 til 12, og om aftenen var vi 55 til middag kl. 18 der blev sunget og talt så vi gik fra bordet kl. 11,30, så fik vi kaffe og gik så ellers i gang
med dansen og sluttede af med natmad kl. ca. 2,3o. Hele festen var meget vellykket, vi fik et hav af gaver og blomster m.m.. Der var fire guldbryllupper i løbet af ti dage i frederikssund(det er vist nok rekord) så vi kunne næsten ikke nå det hele. Der var jo en enorm forskel på mine bedsteforældres guldbryllup, som jeg begyndte dette skriveri med, det var jeg jo med til som tiårig,og så hvad vi kunne holde i dag, men vi har også fået megen ros af alle der var med.