Der her er en af de artikler som familien enten elsker eller hader mig for. Elsker de mig for den er det super, hader de mig for den så kunne jeg ikke være mere ligeglad da det er min egen mening der kommer til udtryk.
Jeg havde en kusine som i mange år har haft det svært, og været inde i mange forskellige faser af sit liv hvor der blandt andet var misbrug af forskellig karakter. På grund af de svære år har kontakten været mere eller mindre sporadisk, hvilket er trist når man er vokset op sammen. Min kusine har nu erkendt at hun er transseksuel, og har af sammen årsag skiftet navn til et drengenavn. Så farvel til en kusine, og goddag til en fætter
Det oplever man ikke hver dag

At være fanget i den forkerte krop i mere end 30 år må være svært, og at få hjernen til at acceptere at kroppen er forkert er en udfordring. Men at erkende det åbent for alle er stort, og det tager jeg hatten af for. Det at gå offentligt med det, kræver mod, for man ved ikke hvordan omverdenen reagerer, og accepterer den fundementale ændring der er sket i livet. Hvordan familien reagerer finder vi vel ud af i løbet af et stykke tid, men min nye fætter har fuld opbakning til den rejse der er startet og den forvandling der sker. I bund og grund er det vel bare at accepterer personen som den nu er, vi er jo alle mennesker.

Ikke flere floskler eller citater andet end HELD OG LYKKE…..