Author: miguel

Rene med familie i haven ved deres hus i Jægerspris, som de købte i sommeren 1983, det trængte til en kærlig hånd både ude og inde, og det har de også givet det. De startede med at lukke hoveddøren, som alligevel aldrig blev brugt, og så lagde de entreen til det eksisterende toilet og fik et dejligt stort
badeværelse, så blev der malet og farvet udvendig, og malet indvendig, og nu har de også fået et dejligt stort køkken med nyt inventar, så de har efterhånden fået et rart hus. Rene blev udlært i VVS faget, selv om det kaldes smed, han har, i en periode efter udstået læretid, været i et firma, “toptrykluft”
i Slangerup,som jo også har noget med smedearbejde at gøre, men er nu tilbage i hans gamle firma hvor han blev udlært,det er i Jægerspris. Bente er uddannet børnepædagog, og er ansat i en børnehave i Jægerspris, så da de købte hus i Jægerspris, har de jo ikke længere på arbejde end de kan tage cyklen, og det er jo rart når begge er ansat på fuldtid og hus og have og egne to Bern også skal passes.
Bente er gået i gang med at læse videre, det bager et år, så er hun uddannet til at tage et lederjob. Bente er ansat i en dejlig ny børneinstitution “Regnbuen” i Jægerspris, der er både vuggestue, børnehave og fritidshjem, hun er for tiden ansat i fritidshjemmet.

Gert med familie ved deres hus i Sunds, hvor de efter lidt omflytninger syntes at være faldet til ro. Gert har en god plads i et tømrerfirma og har altid meget travlt der, men så skæpper det jo også godt i kassen. Jytte har også indimellem travlt i forskellige pladser, men hun har vist ikke fundet et
blivende sted, men det kommer jo nok. Huset kræver jo en del arbejde, det er jo lidt ældre, så der skulle laves en del om så det passede til deres behov, og det har de snart fået et godt resultat ud af.

Det er Asger med familie, foran deres nye hus i Gilleleje det begyndte han at bygge sidst på sommeren i 1983, da var jeg bleven så rask, at jeg kunne være med, omend meget beskedent til at begynde med. Men det var jo en god optræning, jeg havde jo stadig besvær med venstre ben der endnu var noget lammet, men jeg kunne da hænge fast, selv da vi kravlede på taget. Men det var sommetider at Asger måtte hjælpe mig med at få benet med, men det gik da uden uheld. Asger blev jo udlært som tømrer, og har også arbejdet med det ind imellem, men efter han har fået dårlig ryg, kniber det med at holde til det. Han har kørt en del varebil og taxa, og i nogle år var han ansat i et firma i Helsingør, indtil han i 1985 fik den “skøre” ide, at han ville være pølsemand, så han sagde sin gode stilling op (firmaet lukkede forøvrigt et halvt år efter) og gik igang, først meget beskedent, senere større, og trods vores
skepsis lykkedes det at få en meget god forretning ud af det. Samtidig gik Marianne i gal,som dagplejemor for fire børn plus deres egne tre, så der var virkelig fart over feltet, og de havde en god indtjening, men måske for meget fart? så det begyndte at knirke lidt på hjemmefronten, så en skønne dag blev en sorgens dag, da blev det for meget bor dem, så de er blevet skilt, men på en god måde, da de er enige om at dele forældremyndigheden over børnene. Christena bor hos Asger, mens drengene er hos deres mor og så ma vi jo se hvad der sker fremover. Asger kører som taxamand i Helsingør, og det går godt, men han har stadig vrøvl med ryggen

Poul med familie ved deres hus i Kastrup, som de formentlig er færdige med at bygge til og modernisere, det har de også arbejdet med i de ca. 11 år de har boet der. Poul blev jo udlært
som maler, og det arbejdede han ved, indtil han blev soldat, i den tid havde han jo god tid til at bestemme sig til noget andet, for han ville ikke være maler hele sit liv. Så da han var færdig i
tjenesten, begyndte han som teknisk tegner i et ingeniørfirma iOrdrup, han var meget dygtig så i løbet af kort tid var han oppe på en god løn og det gik virkelig godt i flere år, men det var nu heller ikke hans blivende sted. Han havde i mellemtiden lært Anette at kende og var kommet ind i familien Villadsen, Hans svigerforældre havde en fabrik, hvor der blev lavet forskellige færdigvarer af sild det var en virksomhed med en del ansatte, og da hans svigerfar ønskede at trække sig ud af det, for at nyde sit otium, blev det bestemt at Poul og Anette skulle overtage virksomheden og Poul blev ansat som direktør. Han går meget op i sit arbejde og har så travlt som aldrig før. Anette er uddannet kemitekniker, og var ansat på “Superfos”, men hun tog en uddannelse i bogholderi, og overtog den
del af arbejdet. Såvidt jeg kan se er det en god og solid forretning, så det er forhåbentlig sidste gang, at Poul skifter job, det er nok svært at finde noget der er bedre, selv om han pusler meget med
veteranbiler tror jeg ikke der er fortjeneste på det, snarere tværtimod. jeg sidder alene , Edith er i byen med Maria og Julie, de er har på efterårsferie mens deres far og mor er til fødevaremesse i Paris, det
er de meget ofte i hele Europa, det er jo dejligt at have tøserne her

Knud og Kirsten udenfor huset i Søndersø på Fyn, hvor Kirsten bor
hun har haft, og har stadig meget vrøvl med armene
så det kniber med at passe et job uden for hjemmet. Men
hun er så meget mere aktiv derhjemme, hun arbejder med
forskellig husflid som hun er meget dygtig til.

Knud er mejerist men da de fleste mejerier bliver nedlagt efterhånden, må han jo finde arbejde andre steder, hans største skræk er at blive arbejdsløs, og det har han heller aldrig været, for tiden er han ansat på laboratoriet på bryggeriet “Albani” i Odense.

Så må jeg jo se at komme videre med skriveriet, for der har været en hel masse der skulle til, for at overvinde sygdommen. Jeg var ved mange naturhelbredere, og hver gang gik det lidt frem, så begyndte vi at finde ud. af , hvad vi skulle spise, for det er meget vigtig at få
den rigtige kost, og den har vi holdt os til lige siden. Men jeg havde i lang tid kunnet mærke en knude i maven, men fik at vide, at det var en devertikel (udposning) på tyktarmen og det skulle der ikke gøres noget ved, det var meget almindelig, at ældre mennesker fik det, og
hvis der ikke gik betændelse i det, skulle der ikke gøres noget.

Det havde jeg fået at vide flere gange, men så en dag, jeg var ved Fysioterapeut, mærkede hun på den, og jeg fik besked på, at få den undersøgt hurtigst mulig. Det skete dagen efter, d. 29-8 1986, hos vores egen Læge, og da han blev helt klar over hvad det var, blev han helt bleg,
for det var en udposning på hovedpulsåren, og det kunne være livstruende. Så en halv time efter var jeg på sygehuset, først på Frederikssund, senere til hillerød for at blive skannet, og det så ikke så godt ud. Så kom jeg tilbage til Frederikssund, og dagen efter kl. ca. 19,3o
blev jeg kørt til Hørsholm sygehus, hvor de er specialister i operation af blodårer. Der blev jeg meget grundig undersøgt af den vagthavende læge, plus et par stykker til, og de var ikke rigtig trygge ved situationen, så omkring midnat kom overlægen selv for at se journal, billeder m. m. Så kom han op og undersøgte mig, og så gik det stærkt. De ville ikke selv operere, så der blev ringet til Rigshospitalet, at
vi kom omgående, og der sikkert skulle opereres omgående, så det var med, udrykning i den store hjerteambulance hvor der er alt muligt udstyr, der var tre læger og en sygeplejerske med samt 12L . blod så de kunne give mig blod undervejs, hvis åren skulle springe, så kunne de jo holde mig i live, til vi nåede derind.

Så galt gik det heldigvis ikke, men der var mange læger og sygeplejersker til at tage
imod mig og operationsstuen var klar, men efter en meget grundig undersøgelse af profesoren selv, blev operationen udsat, men under streng overvågning, og først to dage efter blev jeg skannet igen
og blev gjort klar til operation, som blev d. 3/9, men det husker man jo heldigvis ikke noget af men det forløb godt og allerede dagen efter var jeg oppe mens sengen blev redt, selv om jeg havde syv forskellige drops her og der samt kateter, men så stødte der desværre et narkosechok til, jeg havde jo været bedøvet meget længe, det er ikke raft at have, man er virkelig meget dårlig, pulsen var i flere
dage over 2oo så der blev forsøgt mange ting, for at det ikke skulle gå over i flimmer, for det er jo næsten øjeblikkelig dødelig. Til sidst forsøgte de med elektrochok, det er heller ikke rart der
gik en hel uge med at eksperimentere, indtil de fik fat på nogle helt nye piller, de var ikke gennemprøvede, så de satte pulsen ned til 30-35 slag ,så var det jo galt. De nye piller var ikke fabriks
fremstillede, de kom direkte fra laboratoriet og kostede omkring 5o kr. stykket, men efterhånden kom der da ro over det hele. Operationssåret mærkede jeg faktisk ikke noget til, men det tog alligevel ca. 3 uger inden jeg kom hjem, og med den besked, at et narkosechok var man først færdig med efter ca. et halvt år, og det er lang tid, når man ikke kan tåle nogen form for smertestillende, ej heller kaffe, spiritus o.l.

Jeg havde meget ondt i mit slidgigt og det er ikke rart når men ikke kan tage en smule til at dæmpe
smerterne, men selve narkosechokket gik det temmelig godt med, så da der var gået godt et halvt år, mente min læge, at jeg skulle til en gigtspecialist, og det blev en i Helsinge, som ellers er meget søgt.
Han var også meget omhyggelig med undersøgelsen, og mente så at jeg skulle have nogle indsprøjtninger, men allerede efter få gange blev jeg dårlig af dem. Jeg skulle op til ham 14 dage efter, for at få en indsprøjtning til, jeg fortalte ham om de problemer jeg havde haft, efter første indsprøjtning, men han sagde bare, at det kunne ikke passe så jeg fik en til, og så blev det helt galt, jeg mener selv, det var narkosen der sad i kroppen endnu, der ikke kunne forliges med indsprøjtningerne. Det var midt i Marts, jeg fik den behandling, og nu er det midt i December, og det er stadig ikke godt, så jeg går til behandling hos flere læger, men meget lidt hjælper det. Vi havde guldbryllup d. 28-11 1987, og det havde jeg jo håbet på, ville blive en rigtig god fest, og det blev det, en del i kraft af
at diverse børn, svigerbørn og børnebørn havde gjort alt hvad de kunne for at hjælpe os.

De havde også sat flotte æresporte op, både her hvor vi bor og ved Rørbæk forsamlingshus, hvor vi holdt middagen. Der var ca. 13o til morgenkaffe i selskabslokalet fra kl. 8 til 12, og om aftenen var vi 55 til middag kl. 18 der blev sunget og talt så vi gik fra bordet kl. 11,30, så fik vi kaffe og gik så ellers i gang
med dansen og sluttede af med natmad kl. ca. 2,3o. Hele festen var meget vellykket, vi fik et hav af gaver og blomster m.m.. Der var fire guldbryllupper i løbet af ti dage i frederikssund(det er vist nok rekord) så vi kunne næsten ikke nå det hele. Der var jo en enorm forskel på mine bedsteforældres guldbryllup, som jeg begyndte dette skriveri med, det var jeg jo med til som tiårig,og så hvad vi kunne holde i dag, men vi har også fået megen ros af alle der var med.

 

Far havde været på hospitalet et par måneder, det havde hjulpet ham så godt at det tog rigtigt fat med at bygge. Han ville  ikke stå tilbage for vi andre, så jeg var tit nede for at hjælpe ham, men det var kun nogle få dage. Jeg havde jo nok om ørene i Kulhuse, med jorden og sommerhusene, det skete også at jeg tog et større byggeri når jeg syntes det var interessante opgaver.

Far derimod gik igang med store ting, ombygning og tilbygning til Usserød skole, Usserød sygehus, Magleås højskole, den liberale skole Brejdablik i Holte m.m. Så der var ofte bud efter mig til råd og vejledning, men at blive dernede havde jeg ikke tid til mere. Far var ved at køre træt og syg, så en morgen, efter at de havde faet morgenkaffe og sad og snakkede om mange ting, som han ellers ikke plejede at snakke med Mor om, det var som om han mærkede at det hastede, og det gjorde det for Mor hentede moreenavisen ind til Far, som han begyndte at studere i, mens Mor var ude på toilettet, blot nogle få minutter fik han en blodprop i hjertet, og var død da hun kom ind igen. Han sad stadig pænt i lænestolen med avisen i hænderne, det var d. d. 2o-4 196o altså kun 68 år.

Det gav jo travlhed for os, foruden selve begravelsen, var der jo en hel masse arbejde, han ikke var blevet færdig med, noget fik vi andre murermestre til et gøre færdigt, og så var der jo en hel masse små ting der også skulle ordnes, det måtte særlig Harry og jeg gøre færdig Der var en hel masse, der skulle ryddes op de forskellige steder, noget skulle på lossepladsen, og resten måtte vi jo så tage os af så hurtig som mulig. Henny og Willy måtte så tage sig af Mor, for det var sa stort et chok, så det varede længe, før hun fik det lidt på afstand, og til sin død mange år efter kom det jævnligt tilbage, hvis der var problemer, “havde vi endda haft Far, det skulle han snart få ordnet”. For os gik det jævnt fremad, så der blev råd til ture over til Silkeborg det hjalp jo også at vi var bleven kørende, det var jo lettere og hurtigere.

Da vi blev gift var mine svigerforældre privat skovfoged i et skovdistrikt i Them kommune syd for Silkeborg, med føromtalte Skovlyst som skovfogedbolig. Der var 32 td. land til som også skulle passes, så de havde meget travlt altid, og det sled jo på helbredet, og allerede i foråret 1941 sagde de op og flyttede til Silkeborg i lejlighed. Det var ikke for at nyde deres otium, men for at trappe lidt af, så de sidste krigsår og årene lige efter blev brugt til at plukke revlinger. Det var en stor artikel i de år, de blev brugt til gårdkoste, børster, karskrupper m.m. Senere var det stødbrænde i skoven der måtte holde for, og det var jo noget Svigerfar havde forstand på fra skovfogedtiden. Så der var altid nok der ville arbejde sammen med ham, og jeg var også med ham ude at prøve, og tjente virkelig penge på det selv om jeg aldrig havde prøvet det før. Men alligevel sled det på svigerfar, men de havde alligevel energi til at besøge os herovre af og til, blandt andet vores sølvbryllup. Det duperede dem så meget, at Svigerfar holdt en tale for os , den første og sidste han nogensinde holdt.

Men næste generation var ved at være voksen, så d. 2-11 1963 blev Knud gift med Kirsten Hjorth Hansen fra Odense, og som sædvanlig havde de også fart på, så allerede d. 1-3 1964 blev deres første barn født. Jens Peter Hjorth Jensen, vores første barnebarn. Men ellers gik det godt i Kulhuse, jeg byggede sommerhuse om dagen og arbejdede med jorden om aftenen, og det var ved at give bonus, selv om jeg af og til måtte til Kiropraktor. Jeg arbejdede det meste af tiden og det gjorde Edith og børnene også, foruden at være i marken skulle der jo også sørges for maden og renligheden, og ikke mindst skulle der syes Edith syede faktisk alt drengenes tøj og også hendes eget, stoppede og lappede der var jo så meget, at det var næsten endeløst. For mit eget vedkommende var jeg tilfældig kommet til at bygge for nogle forskellige enlige damer, og det greb om sig. For jeg havde på et tidlig tidspunkt deroppe gjordt det til en regel, altid at forlange en fast pris på forhånd og den pris blev altid overholdt, så fik kunden det aftalte arbejde til den aftalte pris, jeg fik mit og det var alle tilfredse med. Det var kunderne ikke vant til, prisen skulle helst presses til sidste dråbe, men ikke hos mig, en aftale var bindende uden nogensinde at være skrevet ned, og det rygtedes, så jeg havde virkelig mange enlige damer som glade kunder, så jeg havde alt det jeg kunne overkomme og der vankede altid en frokost eller en god flaske, når de kom ud og der var ryddet op og fejet pænt. Men som jeg sagde til dem, tørre støv af, det gør jeg ikke.

Så blev der indlagt vand, og med det var der jo mulighed for toilet, eventuelt bad, så der var virkelig mange der skulle have det, og for at få plads til badeværelse i de små huse, skulle der gerne bygges lidt til, det var dejligt arbejde. Jeg lavede det hele selv,kloak, v.v.s. og jo selvfølgelig mure, tømrer, fliser ja endog sommetider døre og vinduer, og drengene var jo så store at de kunne hjælpe til, så der var fart over feltet, vi kunne gerne klare sådan en tilbygning på 14 dage, og pengene havde kunden gerne sparet sammen eller skaffet, så der var pmgående afregning, så det var nemt at have med at gøre. Med vandværksvandet kunne vi jo også selv få badeværelse og W’C’, det var en så fantastisk forbedring, at kunne gå i badeværelset låse sin dør og så tage bad m.m., i stedet for at skulle stå ved køkkenvasken, det er den fremgang vi alle var mest glade for.

Knud og Kirsten fik en søn mere Lars Henrik Hjorth Jensen, der blev født d. 6-7 1968. Det var også ved den tid, Paul havde fundet en pige, Dorthe Møller Christensen, som han blev gift med d. 28-6 1969 på Frederiksberg rådhus, det viste sig dog at det ikke var den eneste ene, for ægteskabet blev opløst i 1973, heldigvis i al fredsommelighed. Men ellers er det ved at gå stærkt, Asger er også ude med snøren, han blev gift med Karen Solvejg Jensen i skt Jørgensbjerg kirke d. 24-7 1971, og d. 29-4 1973 fik de søn Mikael Jensen. Ægteskabet blev opløst i 1976, dog knap så fredsommelig, hvilket formentlig skyldtes hans svigerforældres overvældende indblanding.

Efter ca. 22 år med jævnt godt helbred, begyndte det at gå ned ad bakke med Svigerfars helbred, og der kom flere mindre blodpropper i hjernen så han var flere gange på hospitalet de næste par år, og, det udviklede sig til så meget, at Svigermor ikke længere magtede at passe ham hjemme. Den store og dystre beslutning skulle tages, om han skulle på plejehjem, og det var lagt op til at skulle bestemmes en dag vi var derovre, og det var ikke rart. Beslutningen ville sikkert være blevet en anden, hvis vi have vidst, hvilket forhold og dårlig behandling, han måtte finde sig i i næsten 5 år, så der var ikke andet at sige da han døde d. 12-1 197o end at de sidste fem år havde han ikke fortjent, han havde kun et at se hen til hver dag, og det var Svigermors besøg. Hun kom trolig hver dag og altid med noget lækkert i tasken. Svigermor har det derimod godt, hun har nu, i skrivende stund, overlevet ham i 17 år, og; i en alder af 97 år klare hun sig stadig fint. Gert har nu også fundet sig en pige, Jytte Christensen fra Måløv, og da de havde kendt hinanden et stykke tid, flyttede de sammen, og så kom der endnu et Barnebarn, Lene Elsebeth Jensen, hun blev født d. 3-4 1973,men de syntes alligevel, at nu de havde fået barn, at så ville de også giftes, det var da helt i orden, sagde Jyttes forældre.

Men når de havde boet sammen og fået et barn, så var det vel bare en formssag at få skrevet den attest, men det var Gert og Jytte ikke tilfredse med, så de klagede deres nød til os, og så gik vi simpelthen i gang med forberedelserne. De blev viet i Skoven kirke d. 4-8 1973, med efterfølgende fest på Islebjerggård i Frederikssund, som vi havde lånt til formålet, og det blev virkelig en god fest, selv Jyttes forældre morede sig tilsyneladende godt, og for at få en hel familie ud af det skyndte de sig, at få et barn mere, det blev Kim Rene Jensen, der blev født d. 1.312 1974. Men så skulle det også være slut, familien var stor nok, syntes både Jytte og Gert, og de holder de stadig fast ved. Asger kunne alligevel ikke være alene, så han fandt sig en pige i Roskilde, og det resulterede i, at de fik en datter, Christina Brix Jensen, d. 3-7 1974, der gik alligevel helt til d. 3-4 1977 før de blev gift på rådhuset i Roskilde og der fik vi så en Svigerdatter mere, Marianne Brix Hansen. Da havde de fået en arving til, så nu var det på tide med Papir på det forhold. Martin Brix Jensen blev født d. 1-2 1977, og den sidste søn blev født d. 15-2 1979, det var Stiig Theis Brix Jensen, og så skulle det være slut.

Men Poul havde jo haft sin gang i Kastrup i flere år, hos Anette Renee Willadsen, og det resulterede i at Maria Willadsen blev født d. 8-6 1979, men der gik alligevel frem til d. 31-7 1982 før de blev gift i St. Magleby kirke. Der gik igen et par år, inden de fik en datter mere, det var Julie Willadsen, der blev født d. 19-11 1984. Nu skulle det være slut med at få børn for deres vedkommende, sagde de da. Men vi havde jo stadigvæk Rene tilbage, han boede et stykke tid i et kollektiv sammen med nogle andre unge, og deriblandt var Bente Grete Andersen, som han blev sa varm på at de fik en søn Mikkel Rene Andersen d. 5-9 1979. De tog sig sammen og blev gift 15-2 198o på Frederikssund Rådhus, der skulle jo en lillebror til, det blev Kristoffer Emil Andersen, der blev født d. 12-3 1984, os med ham syntes de, at deres familie var stor nok.

Med alt det giftermål og fødsler er der jo gået en del år, så nu går vi tilbage til 1964 hvor vi stadig er i Kulhuse, passede jord, byggede sommerhuse m. m., men helbredet kunne ikke rigtig holde til ræset, det kneb mere og mere. Vi navde stadig beregnet, et vi skulle blive på Fjordbakken, som vi havde kaldt vores residens, og den afgørende beslutning blev taget. Vi byggede til for syvende og sidste gang, så vi kunne have plads til vore børn og svigerbørn samt alle vore børnebørn, og alle deres venner og de var sommetider mange. Det var i 1964-65 at vi byggede det sidste store stykke til, så huset var efterhånden 200m2 stort.

Vi havde da også fået tid og råd til at holde ferie, den første var i 1958, da vi tog til verdensudstillingen i Brussel, det var første gang vi var i udlandet, det var en meget stor oplevelse, så stor, at man var meget længe om at fordøje alle de indtryk af selve udstillingen, og så selve turen ned igennem bjergene, som det også var første gang, vi så, rigtige store bjerge som vi kørte op ad , med den største stigning på 27%.

Det gav jo blod på tanden så det blev til flere ture de næste år, og da havde vi børnene med. Men jeg måtte erkende, at tempoet med arbejdet kunne jeg ikke blive ved med, så der skulle findes på noget andet. Efterhånden ryddede vi buskene, så det lettede lidt, og begyndte trods alt at tænke så at sælge jorden til sommerhusgrunde. Det var jo en stor beslutning at tage, og der gik da også flere år, før det blev endelig vedtaget at gøre en ændring radikalt,for skulle vi blive boende i huset og sælge jorden eller skulle vi sælge det hele, det var svære overvejelser, efter at have boet på Fjordbakken i næsten 30 år.

Men løsningen kom på en måde som vi ikke kunne forudse, for Edith havde, som hun sagde passet børn i 3o år, så hun trængte til noget andet, og det var ved at være nødvendigt. Jeg måtte acceptere, at jeg ikke kunne blive ved, så kunne hun tjene lidt, ville det jo lette hele projektet. Men hvad skulle det være, det var svært i en alder af 51 år, at begynde på at lære noget, men det kom næsten af sig selv, for hun havde fået oplyst, at det hurtigste at lære, var fodpleje, og beslutningen blev taget, hun rejste til København på kursus, og havde håndelag for det, så det var rart at komme igang. Efter overstået eksamen, måtte vi så til at se efter lokaler til en klinik, det blev i jernbanegade i Frederikssund. Men hun var der ikke længe, kun 1½ år, for det viste sig, at der var mange ældre, der ikke kunne komme til klinikken, og så måtte Edith jo tage en taxa, og køre ud til dem. Det blev så meget, at vi tog beslutnimgen, hun måtte have kørekort, så hun selv kunne køre ud til kunderne, og det var en god beslutning, hun tog kørekortet med glans, og klinikken blev sagt op, så det blev heldags hun kørte ud til kunderne, og der var nok, der ville have ordnet fødderne hjemme. Så inden længe købte vi en ny bil til samme brug, det skulle jo være sådan, at vi ikke skulle bruge bilen begge to. Jeg havde snakket med en ejendomsmægler, og der var kunder til både hus og jord.

Så kom problemet med, hvor vi skulle bo midlertidig, men jeg havde jo før prøvet, at bygge hurtig, så nede ved vores værksted byggede jeg et hus som senere kunne sælges som sommerhus. Vi begyndte et bygge, d. 2-11 og flyttede ind d. 1-12, så der var fart over feltet, der skulle jo også pakkes en masse, der bare skulle opmagasineres i værkstedet, det var jo begrænset, hvormeget vi kunne have i sommerhuset, som kun var på 53m2, men vi nåede det da. Jeg gik og bar det sidste ned, mens Edith vaskede gulvet i kælderen, der var det sidste, da køberne kom for at flytte ind kl. 11,30 den 1-12. Men vi var også så trætte, at vi fik lidt frokost og stillede lidt op så vi kunne få en ordentlig middagssøvn. Nu var beslutningen taget, så begyndte vi jo at se os om efter et sted at bo permanent, og det stillede vi store krav til, men heldet tilsmilede os.

Edith kom på sine ture også til Sundbylille, og der fik hun kik på en stump jord, jeg måtte med derud, og det faldt i smag, så var det jo bare spørgsmålet om det kunne købes, det tilhørte en nærliggende gård, så jeg var lidt betænkelig ved at komme, for at købe, jeg var så uheldig at træffe den ældre Olsen, som havde ejet gården, inden sønnen havde overtaget den. Det snakkede han ikke om i første omgang, han sagde bare, at der skulle ikke sælges jord fra denne gård. Vi fik da en sludder om tingene, efterhånden på meget venskabelig vis, så jeg fik da at vide, at det var sønnen der havde overtaget gården, og da jeg dagen efter fik en samtale med sønnen, og han hørte at der var kontanter at få, fik samtalen en hel anden retning, så vi blev meget hurtig enige, om at mødes og snakke, han ville gerne have sin svoger med, han har mere forstand på de dele, og
det havde jeg vel ikke noget imod, sagde han.

Så der blev berammet en dag og vi blev meget vel modtaget, og fik en god dag ud af det, og vi blev faktisk enige, særlig da han fik at vide, at jeg var ligeglad, om pengen var over eller under bordet rent skattemæssig. Så var spørgsmålet bare om vi kunne få lov til et bygge, der var jo strenge bestemmelser, for hvad der måtte bygges i sådan en landsby, og det tog et helt år, at få tilladelsen, og kun i kraft af en meget dygtig landmåler, der vidste besked med, hvilken tråde der skulle trækkes i, lykkedes det. Så snart tilladelsen var givet, var vi straks i fuld gang med projektet. Paul lavede en meget fin tegning og beregning efter vores udkast, og den blev godkendt omgående. Vi gik igang om efteråret 1973, men jeg kunne jo ikke nå at blive færdig til det blev vinter, så det var jo en streg i regningen. Men lige i den værste vintertid lavede jeg et nyt køkken nede på gården, hos Erik Olsen, det var de meget glade for, og det trak jo også lidt på købesummen af grunden. Ellers var jeg igang med huset resten af tiden, Edith hjalp til som arbejdsmand, når hun havde tid, og færdig blev det da, så vi flyttede ind først på sommeren d. 1—7 1974 og havde ikke boet der mange dage før vi var enige om, at vi trængte til ferie. Vi tog en tur til Gotland, imens boede Gert og Jytte der, og nød det store hus.

Men ellers var jeg officielt holdt op med at drive forretning, men helt kunne jeg ikke slippe arbejdet, tiden skulle jo gå med noget, så jeg puslede lidt her og der, når jeg havde lyst, så det blev nogle dejlige år vi fik derude, gode venlige naboer, så vi hørte til næsten med det samme, og det er jo rart. Selvfølgelig var det vores mening, at det skulle vare ved så længe vi kunne tygge smør. Der var jo plads til at samle venner, naboer, børn og børnebørn, så vi havde det virkeligt rart, Edith kørte stadig ud til hendes patienter, det var hun glad for, og det var patienterne også, der var jo nogle af dem, der var så gamle og ensomme at de gerne ville have en behandling, bare for at snakke i den time det tog. Min Mor døde, mæt af dage, d. 21-1 1982 næsten 95 år gammel, efter at have været på plejehjem i næsten 5 år.

Vi havde det som sagt godt i Sundbylille, men det gode varer jo sjælden evig, efter at vi havde boet der i ca. 9 år, blev jeg syg, først en omgang iskias, den var slem. Vores læge sagde, at han aldrig havde set så slem en omgang, det varede 2 måneder med sengeleje, men jeg blev faktisk ikke helt rask, selv om jeg da efterhånden kunne være oppe, men jeg tror, at den tid jeg gik og hængte, og ikke havde det rart, samlede det sammen til, at jeg fik en blodprop i hjernen. Der havde været et forvarsel nogle dage i forvejen, så jeg tog det ikke så alvorligt, som det blev. På mors fødselsdag d. 27-2 1983 skulle vi jo have gæster, og bordet stod dækket, jeg var ved at trække rødvinen op, så blev jeg klar over at det var alvor, vi fik fat i lægen, og så var det af sted på hospitalet, det var et slemt afbræk i festlighederne.

Det første, jeg fik at vide af vagthavende læge, var hvorfor jeg kom så ubelejligt, han havde travlt, og iøvrigt var der jo heller ikke noget at gøre ved den sygdom, så jeg kunne lige så godt have ventet til dagen efter, når der var noget mere mandskab på hospitalet, og samme besked fik jeg efterhånden af alle lægerne, så det var ikke opmuntrende. Efter 14 dage på hospitalet uden behandling, syntes Mor og jeg, at det var bedre at komme hjem så vi kunne få begyndt på lidt mere positiv behandling. Men det var svært at komme igang, der skulle jo først findes alternative behandlere der kunne og ville noget, men fremad gik det, omend langsomt. Sådan som jeg havde det, syntes vi, at det var umulig at beholde huset, jeg kunne ikke selv noget, så der skulle fremmed hjælp til at passe huset. Men dejligt var det, at Edith havde besluttet, at holde op med hendes forretning, på grund af begyndende grå stær, hun ville ikke risikere at blive så dårlig til at se , at hun kom til at skære forkert, når hun ordnede patienternes fødder, og datoen for at holde op, var allerede bestemt længe før jeg blev syg, det skulle være d. 1-3 1983, altså to dage efter at jeg var kommet på hospitalet, det var rart, at have hende til at kikke ind og snakke med, sommetider to gange om dagen, det lettede lidt på den depression der følger med den sygdom, selv om det ikke var rart, at hendes øjne var angrebet af grå stær.

Men det har heldigvis ikke bredt sig, så vi håber at det kan holdes nede. Men tilbage til huset, vi fik fat i en ejendomsmægler til at ordne det, troede vi da, men han var mest i købers favør, så der måtte både syn skøn og sagfører på, før vi fik den handel afsluttet, og det slider jo på humøret, når det ikke er for godt i forvejen. Vi havde ladet os indskrive i forskellige ejendomsselskaber i Frederikssund for en sikkerheds skyld, når vi ad åre måske ville flytte fra Sundbylille, blandt andet nybyggeriet ved kirken, som på det tidspunkt var under arbejde.

Men fik af alle myndigheder at vide, det skulle vi ikke håbe på, det var så efterspurgt, så der var sikkert ingen mulighed. Man skulle ikke regne med at få noget før efter ca. 5år, en skønne dag ca. 3 måneder efter at vi var skrevet op , fik vi brev om, at vi kunne komme ned for at se prøvelejligheden, og medbringe første måneds husleje, og datoen for synet var dagen efter at jeg var kommet hjem fra hospitalet, så jeg var ikke meget værd, så vi fik Asger med til at hjælpe mig op ad trappen til prøvelejligheden. Vi havde jo på forhånd studeret tegningen af hele bebyggelsen, og standsede ved nr. 1 st. th., der var tre værelser med god terrasse og udsigt og ellers en god lejlighed, men de vi så alle de mennesker, der var forsamlede for at få en lejlighed, dalede vore forhåbninger meget, men vi fik udleveret et nr., og så var det bare at vente til det blev vores tur, og stor var vores forbavselse, da vi kom ind og venligt blev spurgt, hvilken lejlighed vi kunne tænke os, og alene det at vi kunne vælge, syntes vi jo var helt fantastisk.

Vi fremkom så med vores ønske, og efter et øjeblik havde han fundet papirerne på lejligheden frem og sagde, ja den kan i godt få. Havde jeg ikke siddet ned, tror jeg, at jeg var faldet omkuld af forbavselse. Vi kunne overtage lejligheden d. 15-5 1983, 1o minutter efter at vi var kommet ind var papirene underskrevet og huslejen betalt, og glade var vi, selv om lejligheden ikke var færdig, så vi kun kunne kigge ind af vinduerne, men færdig blev den til den lovede tid, og vi kunne begynde at tage den i brug. De næste dage kørte vi selv med en hel masse småting i egen bil, så det kunne komme på plads i skuffer og skabe, så det var klar den dag da Asger kom med lastbilen og flyttede de store ting, godt hjulpen af Anette og Rene, og så skulle vi pludselig til at vænne os til at bo i lejlighed, det havde vi ikke prøvet siden 1946, så der skulle jo deles ud af møbler

tæpper m. m. før vi nåede ned på at resten kunne være der Der var jo kun halvt så meget plads som vi var vant til at have. Men det gik, man vænner sig hurtig til andre forhold, og jeg begyndte at få travlt med at blive lidt mere rask, og det skulle der en god portion stædighed til, men fremad gik det da stadig, omend langsomt, syntes jeg jo. Da vi nu var borgere i Frederikssund og boede i lejlighed, var vi enige om at få noget at beskæftige os med. Edith meldte sig til svømning og gymnastik, og så går vi i fredagsklub, det varede lidt, inden jeg rigtig kom igang, men så kom jeg med i studiekreds, og nu svømning i varmt vand og med gymnastik, så det har allerede skabt en stor bekendtskabskreds, og når så børnene kommer på besøg, og vi gør gengæld, og børnebørnene skal sommetider passes, så går tiden rigtig godt.

 

Nå, men alt får jo en ende, også krigen, den sluttede d. 5-5 1945. Viggo blev gift med Lillian fra Hørsholm d. 26-5 1945. Der kom lidt mere fart i byggeriet, jeg byggede en del sommerhuse men ellers var det mest reparationer. Det kneb stadig med min ryg, så jeg måtte have hjælp til det grove og det blev Harry, han var simpelthen blevet syg af overanstrengelse og gik hjemme og var meget mismodig. Så jeg tilbød ham, at han kunne komme og hjælpe mig nogle timer hver dag, som han nu kunne holde ud til, det var mest med at kloakere og somme tider støbearbejde. Det gik fremad med hans helbred, så han begyndte at tage lidt arbejde for sig selv, og det blev på forholdsvis kort tid til regulær entreprenørvirksomhed, som han drev med held i mange år.

Kort tid havde jeg også far til at hjælpe mig, men det var alligevel for nedværdigende, at han, som førhen stormester, skulle arbejde for mig. Det blev en meget kort tid, så begyndte også han selvstændig, han ville ikke stå tilbage for knægtene. Men det blev en svær tid for ham, for det var almindelige huse han gik igang med og hans helbred var heller ikke for godt. Jeg holdt mig til sommerhusene og reparationer, det var nemmere at overse pengemæssig, men det blev dårligere med min ryg, så der skulle findes på noget andet. Vi begyndte at se os om efter et sted, helst med lidt jord, så vi kunne avle til eget forbrug, det var en meget svær opgave, da pengene var meget små. At blive boende i Birkerød på en første sal, og ikke kunne tjene noget var ikke rart, for så var der dengang ingen anden udvej end at gå på socialkontoret, og det var altså ikke noget for os. Det sidste stykke arbejde jeg lavede, var en butik og der blev en skilling tilovers, da det var færdig, og så havde jeg lidt tilgode, som blev afbetalt efterhånden. Det blev startkapital til at realisere vores ide med et stykke jord, vi cyklede mange kilometer før vi fandt det vi så efter.

Det blev i Kulhuse, vi købte jord. Det var så langt borte fra Birkerød, at vi måtte have kortet frem for at vise hvor det var. Det var kun Far og Mor, der fik at vide at vi skulle flytte, og det fik de først at vide tre dage før, ellers var der ingen der vidste noget så det var jo lidt af en bombe, da vi d. 17-12 1946 læssede en stor lastbil med alt bohave, og materialer til at bygge det første beskedne hus af. I mellemtiden havde vi lejet stue, køkken og soveværelse hos den dame vi havde købt jorden af og der boede vi rigtig godt. Hun hed Hedevig Stybe, og hun var blevet enke et år før, så hun gik der helt alene, og hun var glad for et få liv i huset, og hun var særdeles glad for udbetalingen på jorden.

Jeg regnede jo med at jeg i vinterens løb kunne få bygget et hus til os men det blev en meget streng vinter, så det var næsten umuligt at foretage sig noget. Der var så streng frost, at det var umuligt at støbe sokkelen, men noget skulle der ske, så jeg gravede pæle i jorden. Så begyndte jeg at rejse skelettet til huset oven på pælene og nåede da også at få rejst huset, så kunne jeg altid bagefter støbe underneden, når det blev tøvejr. Der var dage imellem hvor det frøs så meget at sømmene frøs fast til fingrene, sådanne dage gik jeg istedet i skoven og samlede brænde, der skulle jo noget til under de forhold. Huset skulle være færdig til pinse, da værelserne vi lejede, skulle bruges, da hele huset blev brugt til vandrehjem. Der var anmeldt så mange gæster, at alt skulle i brug, så det var en daglig kamp med vejret, at få vores hus færdig, så vi kunne flytte ind. Selv om huset kun var 24 m2, var der jo alligevel meget der skulle ordnes før vi kunne flytte ind, der var hverken gardiner eller tapet, og vandet måtte vi hente i en vandingsbrønd. Vi havde W.C. i gården, men det var vores og det var betalt, og tapet og gardiner kom jo til efterhånden i den rigtige rækkefølge, men trods diverse mangler flyttede vi ind ca. d. 1-5 1947.

Men som bekendt vokser traerne jo ikke ind i himlen. Glæden ved, at bo i vort eget lille hus blev allerede grundig dæmpet, d. 5-5 1947 blev Rita syg, og på grund af lægesjusk døde hun samme dag. Det var jo en rystelse, som det tog lang tid at komme på afstand af. Men livet skulle jo gå videre og vi begyndte så småt at dyrke lidt af jorden, der var knap 3 td. land, som havde ligget i flere år. Der var meterhøjt ukrudt og kvikker der skulle ryddes, før vi kunne begynde at så og plante, så det gik småt til at begynde med, men lidt fik vi da i jorden, før min ryg ikke ville mere. Dertil kom at jeg blev rigtig febersyg i flere uger, så humøret var temmelig nar ved nul. Men når nøden er størst, siger man jo,at hjælpen er nærmest. Det var ejeren af savværket i Kulhuse, der skulle have bygget et pæn lille villa til sine svigerforældre, og det kom han til mig med, hvad der forundrede mig meget. Jeg sagde jo først bestemt nej, det var mit helbred slet ikke til, men et par uger efter kom han igen, jeg var blevet lidt bedre, og han accepterede, at jeg kunne gå og komme som jeg kunne holde til. Så jeg slog til, der blev aftalt det fornødne og prisen, der blev aftalt, var almindelig opmåling plus 2o%, så fik vi begge hvad der var lovet. Det var nabo til skovens brugs, at jeg byggede huset, og det var jo stadig svær at få mange ting, blandt andet øl, og det ville min arbejdsmand meget gerne have, men der skulle købes en flaske vermuth sammen med øllet, for at vi overhovedet fik vores ration, og det passede godt for arbejdsmanden drak øllet og jeg fik vermuthen.

Den fordeling tror jeg var medvirkende til at jeg fik nerverne lidt i ro og samtidig gav det jo lidt gåpåmod, så arbejdet skred rask frem. Der var dog også tid til lidt frihed, d. 27-9 1947 blev Henny gift med Willy Petersen, så da var vi til bryllup i Birkerød. Jeg havde også været hos kiropraktor, og det hjalp meget nå ryggen, så hen på efteråret gik det så godt, at jeg var ude på villaen 8 timer hver dag og så kørte vi ud på sommerhusene, og tog en to— tre timer ved lygtens skær, så der blev jo også tjent en skilling, og arbejdet på villaen, havde gået så godt at da det blev målt op var der et godt overskud, så der var ved at komme balance i økonomien, men stadig spøgte det med ryggen så jeg kunne ikke vurdere hvor meget arbejde og dermed fortjeneste, jeg kunne blive ved med at klare. Så da tog vi vort livs beslutning, som lød, når vi har betalt det sidste afdrag på jorden, så ville vi ikke skylde nogen noget mere, og det har vi holdt, og det har været en virkelig god beslutning, vi har været fri for alle de renter og omkostninger, som næsten alle slås med, og det er årsagen til, at vi nu, som pensionister, har det rigtig godt, det har somme tider været svær at gennemføre, men har i alle årene givet os prædikatet (han er en god betaler) det kan vi godt være lidt stolte af.

Vi kom godt igennem vinteren, og d. 26-1 1948 fik vi en søn, som blev døbt Poul Georg Jensen. Der var ikke så meget frost, så jeg fik arbejdet lidt med jorden, så der var et stykke klar til at så og plante i, og det må jo være ved den tid at Poul begyndte i marken, han påstår da at han har været med fra han blev født. Men allerede tidlig om foråret begyndte jeg på at bygge Vossevang kro ovre i Havelse, det var en streng tur, på cykel ned til Dyrnæs, så cyklerne op i robåden og over til Havelse, og så cykle det sidste stykke vej op til Vossevang. Det varede faktisk til jul, men så var der også en god årsløn, og søndagen måtte jo bruges til arbejde på jorden så der var ikke megen frihed. Jeg tabte også 25 kg. den sommer, men der var også blevet tid til at bygge lidt til huset, en entre og et lille bryggers og så kunne der blive plads til en trappe op til soveværelset opve på loftet, trappen stod til at bygynde med ude i det fri. Jeg byggede vist ikke huse den sommer, det var mest reparationer af alle slags, og så skulle jorden jo passes, vi havde jo allerede det år en del grønsager og kartofler som sommergæsterne kom og købte, der var ingen andre steder de kunne få noget. Men Edith var gravid igen og d. 22—lo 1949 fik vi endnu en søn og alt gik fint, han blev senere døbt Asger Stiig Jensen.  Nu begyndte det at knibe med pladsen så der måtte bygges børneværelse hele 40m2.

Mens Edith lå på sygehuset, begyndte spekulationen med de mange sommerhuse, jeg havde truffet direktøren for kosortiet nogle år før, så da vi mødtes i Kulhuse kunne han huske at jeg bygget to sommerhuse i Dronningemølle, og dem ville han gerne have tggningerne på. For det var sådan nogle, han ville bygge i Kulhuse, jeg havde ingen tegning, men tilbød at bygge et deroppe, så han kunne se det og henvise de andre hold håndværkere, der skulle være med til at se hvordan husene skulle se ud. Det var de ikke helt tilfredse med, for det var jo tømrere og snedkere så det passede dem ikke at skulle bygge efter et hus, som en murer havde bygget, men det måtte de finde sig i, ellers måtte de rejse. Så jeg havde meget travlt, da Edith kom hjem fra hospitalet, men var selvfølgelig glad for, at der var noget at tjene penge på, og penge tjente jeg, for jeg byggede 44 sommerhuse den vinter, om det så var i julen og nytåret var jeg på arbejde, somme tider i sne til knæene, men jeg skulle jo vise de andre hold, der byggede på samme mark, at jeg kunne følge med, jeg havde en arbejdsmand til hjælp, der var ingen af de andre hold der nåede længere end til 57 huse på samme tid, så der var ingen der fik noget at grine ad, det skulle da lige være mig, hvis jeg havde gidet. Nå men med sommeren 195o kom der jo også købere til husene, så jeg gik over til at bygge skorstene, lave terrasser, og lignende ved de huse, der var stillet op om vinteren, så det var økonomisk, et virkeligt godt år.

Ind imellem måtte jeg ned til Far, for at hjælpe, der var jo så meget nyt der skulle findes ud af, så vi holdt somme tider byggemøder, hvis der var noget han ikke rigtig kunne klare, så var både Søren og Harry med, og så blev det jo gerne til, at Mor hyggede lidt for os bagefter. Far havde det tit meget dårligt med helbredet, så vi var jo meget glade for at vi kunne støtte ham. Men ellers var jeg jo fanget af sommerhusene. Jeg byggede både for direktøren og mange private, der havde købt en grund, der skulle bygges på. Så jeg var aldrig arbejdsløs, undtagen når ryggen drillede og det skete jævnlig, men så var der jo mange ting derhjemme der skulle pusles med. Det første store arbejde, var forsamlingsbygningen. Den begyndte vi på om efteråret 195o, og indviede den d. 1-5 1951, til den indvielsesfest var jeg nær blevet beruset, for om vinteren i sne og kulde skulle de andre håndværkere jo have deres øl det var ikke noget for mig, jeg tog af og til en snaps. Det var bedre for mig, og det var i al beskedenhed, så det ærgrede de andre når jeg til frokosten tog en lille en og det skulle jo hævnes, så til festen var det lige meget hvor jeg kom i salen, så lød det “hør murer, kom her hen og få en snaps”, så det blev til mange i nattens løb, men jeg holdt da ud til kl. 4, og så tog vi en bil hjem, så der skete ikke noget. Jeg var oppe og på arbejde efter et par timers søvn, hvor de andre kom hen ad frokost og derefter og var godt bælgøjede, så de fik ikke fornøjelsen af at se mig kapitulere, og glad var jeg.

Det var Edith også, for hun var igen gravid, så der var stor mave på, det blev til en søn, der blev født d. 2-7 1951, han blev senere døbt jens Gert Jensen. Nu var familien så stor at der skulle skaffes mere plads, der havde også været tale om at få indlagt elektricitet, men der var ikke penge til begge dele. Det blev Edith der kom til at afgøre spørgsmålet, jeg spurgte hende, hvad hun helst ville have, svaret faldt omgående, et nyt køkken, og det fik vi så. Så måtte petroleumslampen jo holde et stykke tid endnu, og det var vi jo vænnet til i de forløbne år, så det var bedre at få køkkenet og en lille kælder under, der var jo ikke køleskab til maden, så det var rart at kunne sætte den i kælderen. Men ellers gik det jo godt med sommerhusene, jeg blev så øvet i at

bygge skorstene, at jeg var nede på 6 timer ialt, og der skulle støbes sokkel, skæres ud i huset til kakkelovnsplads og det skulle mures op og rørene sættes i og selve skorstenen bygges op. Der var ikke tid til megen snak, men der blev også 2oo kr. i arbejdsløn så det var en mægtig timeløn det blev til i sammenligning med den ordinære der var på 4 kr. så det gik helt godt.

Der var jo også meget der skulle bruges penge til, og vi overholdt vores beslutning om kun at købe kontant, vi fik også bygget udhus til husdyr, vi havde i flere år både høns, 3 grisesøer og en gris til slagtning. En ko der fik kalv flere gange, som også blev brugt i husholdningen. Vi var begyndt at plante frugttræer, så vi blev snart selvforsynende med frugt også, men vi fik da også tid til at få en søn mere. Han blev født d. 7—lo 1954 og kom til at hedde Peter Rene Jensen, og så blev vi enige om, at det måtte være slut med familieforøgelsen, vi syntes at familien var stor nok nu. Vi var også begyndt at plante solbær, det var lettere at holde, og gav et rimeligt udbytte, det blev til 25oo buske ialt samt 3oo ribsbuske og 10o stikkelsbær, og stadig var der plads kartofler og grønsager til os selv og lidt til at sælge. Dagen blev længere og længere for os begge, der skulle jo passes børn og hus, der skulle luges plukkes bær og m. m. Jeg passede mit arbejde på sommerhusene, og imellem byggede Søren og jeg en villa i Klampenborg, som Far ikke kunne klare, så han tilbød mig udbetaling til en motorcykel, det var jo den eneste måde, jeg kunne komme helt derind på, og så komme hjem så tidlig, at jeg kunne holde jorden om aftenen. Umiddelbart efter byggede vi et hus i Bistrup, som Far heller ikke kunne nå, men ind, imellem holdt jeg jo også mine egne kunder med sommerhuse, så der var ikke tid til at kede sig. Det var selvfølgelig dejligt at være motorkørende, men jeg døjede med at holde varmen.

Så da vi nåede hen på vinteren og Far skulle have en håndsrækning på Høsterkøb Skole måtte jeg sælge motorcyklen ellers var jeg ihjel, så blev den første bil købt. En gammel Ford 33 varevogn, men der var da husly i den, så jeg blev færdig med skolen og kunne passe mit eget, og der var meget der ventede. Men nu kunne jeg selv hente lidt materialer og flytte stillads m.m.  Det var en stor lettelse så selve arbejdsdagen kunne udnyttes bedre, jeg fik også købt en stor havefræser, til at holde jorden med. Men da det stadig kneb med ryggen til murerarbejde og lignende begyndte jeg at køre ud og fræse grunde for sommergæsterne, det gik ikke så meget ud over ryggen, og ind imellem hjalp jeg vognmanden med at køre traktor.  Jeg både pløjede, høstede og tærskede, der kunne jeg jo lade de andre tage slæbet mens jeg sad på traktoren eller passede tærskeværket, så det hjalp på helbredet så meget, at jeg begyndte så småt at bygge huse igen,

På hjemmefronten var der jo også travlhed, særlig når der skulle plukkes bær. Der fik vi efterhånden københavnerbørnene til at hjælpe, de var glade for at tjene en skilling og samtidig få tiden til at gå i selskab med andre, vi havde i flere år op til 25 store børn til at plukke, så der var noget at holde styr på for Edith. Men det gik forbavsende godt, der var dage hvor vi nåede op på 800 kg. Det var mange der skulle vejes i bakker og stables på bilen og køres til Frederikssund hvor de næste morgen kom med på grønttorvet. Det var jo brugt træmaterialer en del af huset var bygget af , så det var ved at mørne, så jeg måtte i gang med at støbe udenom huset og så blev der muret op, og samtidig blev stuen jo lidt større ca. 4m2 så det var skam en hjælp til et lille hus. Der var også skolegang for drengene som skulle passes. Knud var jo ved at skulle konfirmeres, og der var en stor begivenhed knyttet dertil. Vi fik indlagt elektricitet, det var lige ved at overgå selve konfirmationen, og så var der ingen strøm dagen før, så petroleumslamperne måtte i brug igen, men det var der ingen af gæsterne der lagde mærke til, trods det, at de hængte deres tøj på måleren og ellamperne hængte rundt omkring, det var først sent om aftenen, da strømmen kom igen, at der blev vild opstandelse.

Med konfirmationen kom jo næste problem, hvad skal, hvad vil han være ?. Det blev mejerist, og det var der ihertfald en der blev glad for, det var Farmor, som min Mor jo efterhånden var kommen til at hedde, det havde været hendes store drøm at blive mejerske da hun var ung, da blev der uddannet en del kvinder i mejerifaget, men det var der selvfølgelig ikke råd til. Men Knud blev mejerist, det var han ikke så glad for en overgang, men senere blev lønnen jo noget større, og efterhånden kunne han udnytte sin formidable hukommelse, så han fik meget gode stillinger.

Det skal lige tilføjes, at Bedstemor, som jo altid havde været fugekone m.m, alligevel fik tid til at hjælpe andre, når der var sygdom, barsel, ja alle steder hvor folk var i nød og trængte til hjælp. Det tog hun jo ikke betaling for, tværtimod. Somme tider havde hun lidt godt med, hvor der trængtes til det. Det blev hun ved med, også efter at de var flyttet ned til Engesvang i 1916, og særlig travlt fik hun under den spanske syge i 1918- 19, hvor mange mennesker døde. Ja der var hele familier der uddøde, og det var sommetider på landbrugsejendomme, så måtte Bedstefar med for at passe kreaturerne.

Da måtte snapsedunken købes noget større, 36 Liter, for Bedstemor havde fundet ud af, at det var den eneste medicin der hjalp. Der var altid en flaske snaps med, når hun drog afsted for at hjælpe, det var jo en meget smitsom sygdom. Men Bedstemor og Bedstefar blev aldrig selv syge af den, det sled på kræfterne, så da den spanske syge var drevet over, var det kun de nærmeste, (og dem hørte vi jo til) hun tog sig af. Mor var tit syg, og vi var jo efterhånden en stor familie, da Henny jo også var kommet til d. 29-4 1926 og der var travlhed, ejendommen skulle passes, og det blev os børn og Mor der skulle det. Far var på arbejde hver dag, og derfor blev det Harry på 9 år og mig på 7½ år, der skulle køre med hestene, både med pasningen af jorden, og med at køre materialer ud til de forskellige byggepladser, og somme tider skulle vi også i skole.

I de følgende år byggede Far mange huse og landejendomme. en af de første, jeg kan huske aftalen på, mellem bygherren og Far, var en mindre landejendom, der var brændt ned, og som en selvfølge skulle Far bygge den, og aftalen blev, at manden tilbød Far pengene, de kunne få fra forsikringen både for hus og bohave, hvis han ville bygge en pæn ejendom til dem. Der var ingen tegninger eller noget skriftligt om, hvor stort eller hvordan huset skulle se ud, der var bare en aftale og og gensidig tillid, og der var ingen af parterne der blev skuffede, sådan kunne man gøre det dengang.

Søren, som den ældste af børnene, var ude at tjene et par år, inden han kom i lære som murer. Det var vist omkring ved den tid at, Bedstefar fik de sidste penge han skulle have for Pårup Nørregård, og trods det at de ikke havde for mange selv, blev de fordelt til Mor, Jens og Marie, som fik hver 5oo kr., stueuret er vist det eneste minde om mors part der stadig er i familiens eje.

Nu gik det stærkt med at bygge, det var der også andre der kunne se, blandt andre trælasthandleren, som så sin fordel i at arbejde sammen med Far. Der skulle meget tømmer og tømrearbejde til, så Far var en god kunde, men desværre stolede han for meget på trælasthandleren og det gav senere bagslag. Men der blev bygget meget, også store stykker arbejde, som for eksempel centralskolen, alderdomshjem, kaptajnsgården, bøllingsøgården og nogle store villaer. Ind imellem blev der bygget en del huse, et år blev det til 17 huse. Ind imellem de store byggerier hvor det blev for meget, at køre med hestevogn, og bilerne var jo ved at være almindelige til alt transport, så jeg kom mere og mere med ud på byggepladserne for at hjælpe til,( Harry var kommet ud at tjene) da vi byggede alderdomshjemmet. I 1929 var jeg med hele tiden, jeg blandede alt betonen, og senere alt mørtelen, vi havde nemlig fået blandemaskine, den skulle jeg passe, selv om jeg kun var 13 år. Men året efter kom katastrofen, trælasthandleren gik konkurs, vist nok med vilje, for at redde sig selv, men det havde nær taget Far med.

Lyngholmhus kom på tvangsauktion, men Far havde så meget i behold, så han kunne købe en grund, lige nede ved Engesvang station, og der byggede vi først baghuset, som vi flyttede ind i, medens vi byggede forhuset. Et dejligt hus, og til stor ærgelse for mange, der havde håbet, vi var gået helt ned med flaget. Det var jo i krisen, i 193o til ca. 1936, så mange hængte meget på den, selv dem vi troede var byens matadorer. Da vi flyttede over i forhuset, kom Bedstefars til at bo i baghuset, de var ved at trænge til hjælp, det kneb med helbredet, så nu var det os det kunne hjælpe dem, selv om mor var meget syg, og blev indlagt på Rigshospitalet. Men krisen blev værre og værre, det kneb med at få arbejde, bare til os selv, og priserne var meget små. Bunden blev nået prismæssig, da der skulle mures lidt på foderstofforretningen, der var 11 merermestre til at give tilbud, vi fik det til en pris af 165,00 kr. men Far havde fået at vide, at der en del mere arbejde der skulle laves bag efter, så det rettede jo på den lave pris. Det blev så galt at Far måtte sælge huset, og så flyttede vi igen, det blev et hus som vi lejede, og det var ikke stort nok til at Bedstefar kunne komme med, men de fik lov til at blive boende i baghuset et års tid, til vi fik lejet en lejlighed der var så stor, så vi havde plads til dem igen.

Det var på Moselund Station, hvor vi lejede førstesalen, der var så stor at vi kunne være der allesammen, og vi måtte have en ung pige til at hjælpe, for mor var stadig ikke helt rask, men det blev hun og hun var faktisk ikke alvorlig syg i de næste 5o år.

Det blev efterhånden dårligere med arbejdet, så vi kunne lige tjene så meget, at vi havde nok til os selv, men det var til en meget dårlig betaling. Søren var jo bleven udlært og var også derhjemme et stykke tid, men det var meget sløjt, så han søgte, og fik arbejde omkring Frederikssund. Han boede til leje i Farum, så det var jo en lang tur hver dag på cykel, men det gav lidt flere penge, så der blev råd til en lille motorcykel. Det lettede jo noget på det, inden han rejste til Farum havde han fået en kæreste, en gårdmandsdatter fra Kragelund og en skønne dag kom han hjem til Moselund, for at blive gift med Thora Davidsen. Det var d. 3o- 12 1935, og der skulle jo være stort gilde, for Svigerfar var gårdejer, så der var indbudt alle dem der Kunne være i Kragelund forsamlingshus og det var mellem tre og fire hundrede. Bryllupsgaven skulle der spares på, det blev 5o kr. til hjælp til sengetøj. Det giftermål var det første i den generation, og de rejste tilbage til Farum, for efter forholdene i Moselund var der jo væsentlig bedre på Sjælland.

Men vi slog os da igemmen, men godt var det ikke, og ingen bedring umiddelbart i sigte. Det var omkring ved den tid at Bedstefar døde, stille og roligt i sin egen seng (1935), Bedstemor sad og holdt ham i hånden, for han havde kaldt på hende, der var noget, han ville sige hende, men det nåede han ikke. Det spekulerede Bedstemor meget over, hvad det kunne have været, han ville have sagt, der gik lang tid inden hun holdt op med at spekulere på det. Harry kom også hjem, der var ikke engang til at få en plads på landet, så der skulle jo snart findes på noget, jeg havde fået udlært om efteråret, men hele vinteren var der slet ikke noget at tjene. Men gå hjemme hver dag kunne jeg jo ikke, så jeg gravede kampesten op i en grusgrav, senere var det mergel jeg læssede. Lønnen, 1 krone om dagen og kosten, men så skulle jeg da ikke have noget derhjemme. Det var også på den tid at en murer fik en ugeløn på 25 kr. så der var ikke meget at slå til “søren” med.

Jeg havde jo også fået en pige, hende mødte jeg til sølvbryllupsfest hos vore naboer d. 26-1 1936, det var ikke kærlighed ved første øjekast, men absolut interesse. Det var vist gensidig, men der gik temmelig lang tid, før vi mødtes igen, det var til bal i Gjessø Forsamlingshus. Men den samme dag skulle jeg på tur til Ålborg med med teknisk skole i Silkeborg, og det var fra kl. 4 om morgenen, så vi havde en anstrengende dag. Der smuttede jo også et par øller i løbet af dagen og ankommen til Silkeborg kl. 9 om aftenen skulle vi have en bil til at køre os hjem, men det var om ad Gjessø, jeg skulle nok gå hjem, en tur på ca. lo km. , men jeg skulle jo til bal med pigen.

Vi dansede til langt ud på natten, og selvfølgelig skulle pigen følges hjem, det var første gang, og en dejlig tur var det, trods sne og frost, men trætheden begyndte at melde sig , så det blev ingen lang snak før jeg drog hjemad, først ned til Funder station, og så fulgte jeg jernbanesporene hjemad, det var en genvej, da vi jo boede på Moselund station. Men trætheden var stor, det var et døgn siden jeg var startet om morgenen, så jeg gik simpelthen og faldt i søvn, og faldt blødt i sneen midt imellem skinnerne, og vågnede et par timer senere da morgentoget kom buldrende. Jeg var så stiv af frosten, at jeg ikke kunne rejse mig, men jeg fik dog sat så meget sving i kroppen at jeg rullede ud over skinnerne, bare nogle få meter før toget for forbi. Det lykkedes at få så meget bevægelse i kroppen, alene skrækken for hvad der kunne være sket, gav så mange kræfter, at jeg kom på benene, og listede langsomt bag efter toget. Det var første gang, jeg skulle følge pigen hjem, og det meget nemt være blevet den eneste.

Med lidt småjob af og til gik vinteren, men en forandring skulle der til, det var Harry og jeg enige om, vi havde ikke lagt nogen fast plan. Til påske tog vi beslutningen, vi ville tage cyklerne og køre ud i landet, for at se, om der var arbejde at få andre steder, og med værktøjet, lidt ekstra tøj og en stor madpakke fra mor, drog vi afsted, med tilsammen en kapital på 22 kr. Vi krydsede ned igennem Jylland i godt vejr de første to dage, vi overnattede i Middelfart, og stod op til regn og rusk, men fremad gik det da. Næste overnatning var i Slagelse, da var vejret blevet til tæt tøsne, tøjet havde vi jo fået tørret om natten, men en halv time efter at vi var startet om morgenen, var vi gennemblødte igen, så vandet rendte ned ad det bare skind, vi havde jo ikke nogen form for regntøj, og så skulle vi tage en beslutning om, hvad vi skulle gøre, og vi bestemte så at køre til Farum, til Thora og Søren, men det var strengt, for efterhånden lå der 2o cm. sne på vejen, og der kom stadig noget ned.

Det er de langste kilometre jeg nogensinde har kørt, for trods det hårde arbejde med at cykle i så meget sne, frøs vi, så det tog flere dage før vi blev varme igen.

Men igennem til Farum kom vi da, og blev hjertelig modtaget, trods deres store forbavselse, de vidste jo ikke at vi kom. Vi lånte tørt tøj af Søren,og så fik vi varm kaffe serveret henne ved kakkelovnen, men det kneb med at styre koppen til at begynde med, sådan rystede vi. Men det var jo dejligt for os, men lidt forstyrrelse for Thora og Søren, der havde naboerne som gæster, men det blev taget med godt humør, trods det at vi var meget nær Hvad penge angik havde Søren 7 kroner som hele deres beholdning, har jeg senere fået at vide.

Det var vist nok anden Påskedag vi kom, og dagen efter var det blevet bedre vejr, så vi startede til København for at besøge Fars familie. Der var en del, og eventuelt få nogle tips om, hvor der var mulighed for at få noget arbejde. Harry var heldig, allerede et par dage efter var der bid som murerarbejdsmand i København, så det var med højt humør, at vi kunne fortælle det i Farum. Søndagen efter skulle en af kusinerne konfirmeres, det blev vi inviteret med til, vi kom først hjem til Farum kl. 3,3o, og da kom værtinden op, og fortalte, at der var blevet ringet fra fagforeningen, at der var arbejde til mig på Birkerød station. Jeg skulle møde Mandag morgen kl. 7, så det var jo ikke længe jeg kunne hvile. Thora gik slet ikke i seng, for hun ville være sikker på, at vi kom op til tiden, og så kiggede hun lige mit arbejdstøj efter, så jeg kunne komme nogenlunde pænt på arbejde, hun spildte jo aldrig tiden. Jeg kom op og afsted til tiden, det var jo spændende om jeg kunne klare mig, men det gik meget fint, så der var højt humør, jeg blev venligt modtaget, selv om de andre smilede lidt af mit jyske sprog, min de kunne da forstå mig, og arbejdet gik meget fint, så jeg var meget glad, når man betænker, at ugelønnen var 84 kr. om ugen mod de 25-3o kr. man kunne få i jylland, hvis man var så heldig at have arbejde. På stationen arbejdede jeg kun 3 uger, så fik jeg tilbudt arbejde i København hos samme mester som Harry arbejdede for, og derinde var ugelønnen 1o8 kr. Den forbedring skulle jo med , og samtidig kom tanken på Far, han havde jo heller ikke noget at lave i Moselund, så jeg skrev omgående om han kunne tænke sig at komme herover og overtage mit arbejde på Birkerød station. Der var ingen betænkningstid, han kom omgående, så han kunne stille på arbejde mandag morgen på stationen i Birkerød. Ovre i Moselund gik resten af familien og ventede spændt på nyt fra Far, han skulle jo lige se arbejdet an, om det var noget der kunne stoles på, og der skulle jo også findes en lejlighed der var stor nok. Der var stadig tre store børn hjemme og så boede bedstemor der også, og der skulle være plads til alle. Men Far tog meget snart den endelige beslutning at det skulle være, der blev sendt besked til Mor, at hun godt kunne begynde at gøre klar til flytning til Birkerød. Men Far skulle jo have tjent nogle penge så han kunne sende nogle hjem til Mor, til at flytte for, og der skulle også være til lejlighed med mere. I løbet af et par måneder flyttede hele familien ind i en lejlighed på Nyvej 1 i Birkerød.

Det havde også været en travl tid for Mor, med at få ordnet det hele i Moselund der var møbler der skulle sælges samt værktøj og lidt stillads, også dyner og tøj og meget andet der skulle ryddes op i. Noget blev solgt, og andet smidt på lossepladsen.

Men alt blev ordnet, også det økonomiske. Der var en lille regning der måtte ordnes med en veksel og som også meget hurtig blev ordnet, og det var jo meget fint efter sådan en vinter. Der var højt humør hos alle, trods alt det nye familien skulle vænne sig til, det kneb lidt for Bedstemor, der var jo ingen naboer eller venner hun kunne slå en lille sludder af med, hun kunne simpelthen ikke forstå hvad beboerne i Birkerød sagde til hende.

Hun havde jo aldrig hørt andet end det platjyske. Bedstemor boede hos Far og Mor i Birkerød i ca. 2 år, så var hun efterhånden blevet meget ked af det og længtes tilbage til Moselund. Erna Storgård erklærede sig villig til at have hende med fuld forplejning og eget lille værelse for aldersrenten, som var meget lille og der boede hun til sin død 4. 5-11 1941. Hun døde lige så stille og rolig som Bedstefar.

Jeg kom til at bo og spise på pensionat i Vanløse sammen med Harry, for at være nær arbejdspladsen, og det var godt arbejde jeg havde fået. Det var ofte vanskelige ting der skulle laves, men Mesteren var heller ikke bange for at betale godt for det, så allerede til Pinse havde jeg tjent så meget at jeg kunne købe nyt tøj fra yderst til inderst, og så rejse hjem til pigen i Pinsedagene. Det var rart at komme helt spektabelt klædt på, og med penge på lommen på besøg på Skovlyst hos pigens forældre. Det havde de ikke regnet med, de troede vist, de havde set mig for sidste gang da vi rejste, og det var de vist godt tilfreds med. Nå tilbage til arbejdet,jeg lærte ihvert fald at bruge mureskeen, det skulle jo gå stærkt, og kunne man ikke følge med var det bare ud af vagten, så det var med at holde tempoet. Det vekslede lidt mellem arbejdspladserne, alt efter hvor de gav mest fortjeneste, og ind imellem et lille smut til Jylland på besøg på Skovlyst, det tog efterhånden lidt mere fast form. Vi begyndte at snakke om, at hun skulle komme over til Sjælland, sådan at vi kunne ses lidt oftere, så jeg begyndte at studere ungpigepladsrene i avisen, det blev til et år i huset på Rønneholtgård i Lillerød fra d. 1-11 1936. Jeg tror nok, at fruen var lidt forbavset, da det var mig der kom og aftalte fæstemålet, men det var flinke mennesker, der var til at tale med.

Det var et større problem med min kommende Svigermor, der bestemt troede, det var hvid slavehandel eller i det mindste fup. Men det gik jo alligevel, men som sagt var det et godt sted at være, selv om fruen blev lidt mistroisk, da jeg handlede mig til en antik guldring, som jeg forærede Edith, og den kunne fruen jo vurdere. Så det var med lidt skepsis da hun spurgte “var det ikke murersvend Deres forlovede var”. Men uvis af hvilken grund blev Edith gravid hen på efteråret, så der skulle til at tænkes i andre baner, frem tonede jo giftermål, leje lejlighed, skaffe møbler og meget mere. Men det blev da sådan at hun blev i pladsen til 1-11 som aftalt, og det blev bestemt at brylluppet skulle stå den 28-11 1937 i Them Kirke.

Jeg lejede en bil så vi, det var Far, Mor, Harry og Henny og selvfølgelig mig, kunne køre derover. Vi startede om morgenen tidlig og det var svært, da det var blevet frostvejr om natten, så det kneb med at få bilen i gang, så vi kom lidt sent afsted. Det var hurtig kørsel, for at nå færgen der sejlede jo ikke så mange dengang, så vi skulle nå den bestemte færge for at nå til Skovlyst til tiden. Der var somme steder meget glat på vejen, så det blev lidt hasarderet, når bilen begyndte at glide til siden. Vi kørte tør for benzin, så det sidste stykke måtte vi skubbe bilen ind på færgen, men det lykkedes, og resten af turen var lidt mere afslappet. Vi nåede frem i tide, og der var vist ikke nogen

derovre der bemærkede ar Edith var blevet lidt kraftig i løbet af sommeren, eller også var de bare diskrete. Alt forløb i fryd og gammen, med gilde på Skovlyst, og der var en ekstra sommerlejlighed, så der var rigelig plads til at alle kunne overnatte. Men vi skulle hjem til Birkerød og passe arbejdet, så allerede dagen efter smuttede vi til Moselund på et kort visit, og så hjemad. Den tur blev lige så begivenhedsrig som udturen, det var blevet meget tåget, så Far startede med at køre, men han kunne overhovedet ikke se noget, så det blev hurtig mig, der kom til at køre, og det var virkeligt svært, bilen var jo overlæsset. Edith var jo kommen med der var alle bryllupsgaverne og endda en stor sæk kartofler sendte Svigerfar med. Foruden lidt sulemad, vi skulle da ikke sulte de første dage, men hjem kom vi da, men ret sent, vi skulle op og på arbejde dagen efter i København, så der var ikke megen tid til at sove i. Vi blev de første dage hos Far og Mor, indtil vi havde fået lidt orden på lejligheden, vi havde lejet i Birkerød, den var lille, så det var hurtigt overstået med indretningen, men vi kunne da være der, og så kostede den ikke mere end 2o kr, om måneden, og det var meget billig. Men det blev ved med at være vinter, så jeg blev arbejdsløs, og da var vi meget glade for den lille husleje, og brændsel hentede jeg gratis i skoven, så det var små udgifter vi havde. Frosten varede ved julen over, men allerede sidst i j januar begyndte vi på en stor karre i Birkerød, som gav arbejde hele året så det var en god begyndelse. Men ret hurtig begyndte Edith at lægge sig ud og d. 16-4 1938 fødte hun en pige, fødslen forløb godt hjemme, men otte dage efter blev Edith syg og blev indlagt på hospitalet og opereret for blindtarmsbetændelse, det var dog ikke det der var galt, men betændelse i æggestokken.

Men under operationen blev hun smittet med hospitalbylder så det blev et meget farlig og langvarig sygeleje. I halvanden måned var det sådan at Overlægen ikke tude sige noget bestemt “men vi håber”. så blev forløberen for penicilin opfundet, det var prontocil, det reddede hende, men det tog næsten et halvt år, og så var såret ikke groet helt sammen. Det gik der yderligere et par måneder med.

Kort efter at Edith var kommet hjem fra hospitalet, holdt vi barnedåb, og vores lille pige kom til at hedde Rita Irene Jensen.

Men fremad gik det da med Ediths helbred og efter yderligere nogle måneder derhjemme, var hun helt rask. Jeg arbejdede som sagt i Birkerød til vi var helt færdige med den store blok, og der fulgte lidt småarbejder efter. Så blev det Toft mejeri ved Fredensborg, der skulle bygges, og det kom jeg med til. Det varede et år, og det var et meget interessant arbejde, der var jo for langt at cykle hver dag, så vi fik en lejligned i Asminderød, og boede der i to år.

I mellemtiden var krigen kommen og der var ikke mere arbejde der på egnen så jeg måtte ud at rekognosere, og det blev til, et jeg kom til at køre lastbil for en købmand i Birkerød, så da jeg havde cyklet de 22km. til Birkerød i nogen måneder, flyttede vi til Birkerød igen. I mellemtiden var Harry bleven gift med Ina fra Hjørring d. 2-12 1938, de bosatte sig også i Birkerød, han var stadig murerarbejdsmand. Jeg var Chauffør i to år, men måtte  så opgive, jeg havde beskadiget min ryg, mens vi boede i Asminderød.  Det drillede stadig, fordi lægen ikke gjorde noget ved det da det skete, og ryggen kunne ikke tåle det hårde arbejde med lastbilen. Dertil kom at jeg blev opereret for åreknuder, og fik besked om at jeg ikke måtte arbejde de første 3-4 måneder.

Min lille bror, Åge,  døde d. 23-2 1942, og det var et  hårdt slag for hele familien. Vores ældste søn blev født d. 9-4 1943 og han blev døbt Knud Åge Jensen.

Krigen strammede mere og mere, så det var svært at få arbejde, og da slet ikke noget der var lettere. Jeg begyndte at pusle lidt for mig selv, det var mest mindre reparationer, og så ved sommerhusene, der blev bygget mange i Bistrup ned til Furesøen, så der var altid noget at pusle med. Efterhånden gik det helt godt, selv om det var svært at få materialer det var tit brugte materialer jeg måtte anvende, men kunderne var taknemlige, når det lykkedes at få fat i noget. Jeg havde min daglige gang, nede mellem sommerhusene, og det fik betydning, for der boede jo en hel del dernede der var eftersøgt af tyskerne for sabotage og lignende. De skulle jo have mad og post eller bare en besked, så jeg havde næsten altid noget gemt under værktøjet, mørtelen, cementen eller hvad jeg nu havde med i min efterløber til cyklen, som var det eneste transportmiddel jeg havde. Det blev heldigvis aldrig opdaget. Jeg fik flere gange tilbud om at være med i inderkredsen, hvor der næsten daglig var våbenmodtagelse, sabotager, likvideringer m.m., det sagde jeg nej til jeg stolede ikke på mine nerver, at de kunne holde i de skrappe situationer. Hvis tyskerne fik fat i nogen, de troede havde deltaget i aktioner, eller som bare vidste noget brugte de alle midler. Lige fra almindelige tæsk, til den hårdeste tortur og simpel aflivning.